onsdag den 3. marts 2010

En kærlighedsaffære med England


Jeg satte for første gang min fod på engelsk jord, da jeg var tyve. På det tidspunkt følte jeg mig allerede som en kosmopolit, for jeg boede i Bruxelles og rejste hyppigt på forlængede weekender til nærliggende byer som Luxembourg og Paris.

Da nogle kolleger foreslog en London-tur, slog jeg straks til. Jeg kendte London fra film og TV og havde selvfølgelig hørt om både Tower og Westminster, men ellers havde jeg ikke ret meget idé om, hvad der ventede.

Selvfølgelig faldt jeg pladask for London. Der var så meget historie, så meget lune og charme og så meget engelsk hygge på de gammeldags pubber. Jeg elskede deres museer, der i hvert fald på det tidspunkt var meget mere interessante end de hjemlige. Og jeg elskede ”Swinging London”, for selv om 1960’erne var et overstået kapitel på det tidspunkt, så svingede det skam endnu.

I Carnaby Street fandt vi smarte sko, Mary Quant øjenskygge og cowboybukser, som man skulle ligge ned for at få på. Reklameplakater med supertynde Twiggy hang i London Underground, og Biba var stadig et meget anderledes og meget ”in” varehus på Kensington High Street, hvor man kunne være heldig at støde ind i Sonny og Cher, Mick Jagger og andre kendte.

Vi kørte London tynd med de røde dobbeltdækkerbusser og herlige sorte taxier, vi tog på Portobello Road marked bare for at kigge, og vi spiste spaghetti ud over det hele på Wimpy Bar. Da vi søndag eftermiddag kørte i retning af Dover, sad jeg som fortryllet og kiggede på det engelske landskab, vi kørte igennem. Jeg havde fået England i blodet.

Sidenhen blev det til mange London-ture. Bykortet fik æselører og blev så slidt, at visse vejnavne forsvandt. Det endte med at blive helt overflødigt, for efterhånden kendte jeg byen som min egen bukselomme, og undergrundsbanens centrale netværk havde jeg forlængst lært udenad.

Lakmusprøven kom, da jeg nogle år senere for første gang skulle præsentere min mand for London. Jeg havde næsten mavepine ved tanken, men det var der nu ingen grund til, for kærligheden sejrede selvfølgelig. Min mand overgav sig helt og aldeles til West Ends teatre, til de hyggelige spisesteder i Covent Garden og til alle de sjove og anderledes museer, som vi udforskede fra en ende af.

Da vi året efter tog endnu en uge til London, gik vi efter nogle dages forløb ned på turistkontoret for at kigge brochurer. En fin lille folder fangede af en eller anden grund vores opmærksomhed: A Day in London’s Countryside. Se, det var jo noget helt andet! Det måtte da prøves af...

Som sagt, så gjort: Næste morgen stod vi tidligt op og tog undergrundsbanen til endestationen Amersham – en lille og for os fuldstændig ukendt by i Londons nordvestligste udkant. Togturen var kun på fyrre minutter fra Charing Cross, men miljøforandringen var total. Amersham var, i hvert fald dengang, en lille hyggelig forstadsby med charmerende gamle huse, omgivet af store træer og bølgende marker.

Vi gik en lang tur rundt om byen og op til skoven, hvorfra der var den flotteste udsigt, og bagefter udforskede vi bindingsværkshusene og de mange små butikker. I The Willow Tree fik vi afternoon tea med scones, den søde ældre servitrice kaldte mig ”luv”, og atmosfæren var simpelthen så helt vidunderlig engelsk, som man ellers kun ser i fjernsynet.

Grundstenen var lagt, og det blev siden til utallige rejser til både England, Wales og Skotland. Vores kærlighedsaffære var hverken kortvarig eller forbigående, som den slags ellers ofte er - tværtimod endte vi med at slå rødder i den engelske muld. Sådan måtte det jo gå...

12 kommentarer:

Madame sagde ...

Sikke en dejlig fortælling om din betagelse af England, Mia! Og jeg forstår dig jo så godt :-)
Jeg var syv år, da jeg oplevede England for første gang, og siden har betagelsen aldrig sluppet sit tag.
Ha' en rigtig god dag!

Annette sagde ...

Mia, hvor er det en dejlig beskrivelse af et kærlighedsforhold, der er kommet for at blive.
Jeg har fra barnsben altid elsket England, egentlig tror jeg det stammer fra Forsythe sagaen og Familien Ashton ☺, men desværre er det kun blevet til nogle få besøg i landet i arbejdsmæssig regi. Men det skulle jo være muligt, at indhente lidt af det forsømte.

Mia Folkmann sagde ...

Madame, jeg ved ikke, hvad det er - men jeg har altid følt mig sådan hjemme derovre. Måske har jeg (eller måske snarere mine forfædre) været der tidligere... ;-)
God dag til dig også!!

Mia Folkmann sagde ...

Annette: Du må helt sikkert indhente det forsømte. Det er ret nemt at tage derover via tunnellen.

Som jeg vist har nævnt før, så kører jeg som regel gennem Holland, Belgien (med overnatning i Brugge) og Frankrig, hvor jeg så tager den vej over. Det er en lang tur, men man vænner sig til det... og du er jo en god bid tættere på... :-)

Nille sagde ...

Det var en dejlig kærlighedshistorie! Jeg er slet ikke godt nok kendt i London - jeg har kun været der på forretningsrejser, og må med skam melde, at jeg slet ikke har besøgt de mange fantastiske museer, der er at se.

Men det, du beskriver med London, er det forhold jeg har til Paris, hvor jeg boede som ung. Jeg har aldrig og vil aldrig få samme forhold til BXL. Paris er som at komme hjem - mere end når jeg rejser hjem til DK. Det er tryghed, genkendelighed og følelsen af endelig at være i sit rette element!

Mon ikke vi alle har sådanne steder, hvor vi med det samme falder til?

jensdrejer sagde ...

Jeg synes det er lidt farligt at læse den blog. Hver gang du skriver om London, så får jeg sådan en umanerlig lyst til at kaste mig ind i en taxa og drøne direkte ud i lufthavnen, haha....

Jeg har været der, men det var kun et par dage, så jeg så slet ikke alle de spændende steder som du fortæller om.

Mia Folkmann sagde ...

Nille: Jo, det er lidt mærkeligt, at man bare sådan føler sig hjemme et helt fremmed sted. Jeg har vist nævnt før, at jeg har det præcis sådan med Brugge i Belgien også. Så jeg er altså kun 90 procent anglofil - de 10 procent ligger i den lille, gamle by i Belgien...

Paris er også helt vidunderlig, så den kan jeg godt forstå, at du har tabt dit hjerte til... :-)

Mia Folkmann sagde ...

Jens: Det er bare med at lade sig friste; London er så dejlig! Det værste er, at jeg stadig kan finde nye ting at se derovre - så jeg kan heller ikke vente med at komme afsted igen... :-)

Havehyrden sagde ...

London er bare dejlig. Jeg var der første gang i 1979. Min moster gav mig en rejse i konfirmationsgave. Jeg hamstrede LPer, som var så dyre herhjemme.
Hjemme har jeg nu altid følt mig i Irland. Det er mit absolutte yndlingssted i verden. Men det er jo også "næsten" britisk, selvom jeg nok ikke lige skal sige det til en irer. :-)

Nille sagde ...

Har du set den film, der hedder In Bruges? Den er helt fantastisk morsom - og alt er filmet i Brugge; det er ret sjovt at se og kunne genkende hvert gadehjørne!

Mia Folkmann sagde ...

Havehyrde: Ja, jeg kan godt huske det med LP-pladerne - jeg købte også en masse dengang. Irland har jeg aldrig været i, men det står højt på ønskesedlen. Jeg har haft en irsk veninde, da jeg var ung, og hun fortalte så meget dejligt om landet... :-)

Mia Folkmann sagde ...

Nille: Ja, jeg har set In Bruges. Jeg syntes den var både meget morsom og ret forfærdelig på samme tid - men jeg så den især på grund af byen. Mit faste bed and breakfast hus havde nemlig en ret central rolle i filmen, og min værtindes hund blev nærmest berømt...

Efter filmen bliver hunden nu udpeget og omtalt af de guider, der sejler på kanalrundfart - og hunden ligger meget vigtig og troner i vinduet. "Man er vel stjerne"...! :-)