søndag den 18. april 2010

Lej en båd i England



Inspireret af feriesnak i Blogland bidrager jeg hermed med et lille forslag.

Da jeg skulle skrive en artikel til ANGLOFILIA om narrowboats – de lange, farvestrålende og meget charmerende både, der kan sejle på selv de allermest smalle kanaler - fik vi lov til at låne en båd for en dag, så vi kunne prøve det af.

England har et stort net af forbundne ”vandveje”, som dels består af naturlige floder og åer og dels af menneskeskabte kanaler. I årtier blev disse vandveje benyttet af bådtrafik i en grad, som vi har svært ved at forestille os i dag, hvor de fleste kanaler og floder løber som fredfyldte, blå årer igennem landskabet og især benyttes til fritidsbrug.

Når man sejler på de engelske kanaler, går ruten gerne gennem landlige og naturskønne områder, så man får naturen på helt tæt hold. Stress og jag er glemt, når man sidder i båden og nyder synet af en badende vandstær eller en andemor med ællinger, og dagligdagen er fyldt med dejlige dufte fra blomstrende marker og nysgerrige heste, der lige skal hen og hilse.

Man sejler med 5-6 km i timen, så man skal ikke prøve at nå noget. Måske traver man en tur langs floden, eller også tager man ind til en af de nærliggende småbyer for at kigge lidt. Dagens store spørgsmål drejer sig om tidspunktet for formiddagskaffen, om frokosten skal spises på dæk eller på land, og hvorvidt den nærliggende pub serverer aftensmad (det gør den som regel...).

Netop pubberne og restauranterne er et perfekt sted at lægge til – om ikke andet så bare et par timer, mens man nyder et måltid eller en kølig drink. Det er utroligt hyggeligt at sidde ved vandet en sommeraften og bare nyde tilværelsen og synet af de fine, gamle både og måske få en snak med de lokale. Hvis man da ikke foretrækker at finde et fredeligt sted, hvor man kan spise sin egen mad i uforstyrrethed. Der er mange muligheder på de engelske kanaler...

Update: Du kan læse hele artiklen fra ANGLOFILIA magasinet på info-siden lige her...

10 kommentarer:

Rasmine sagde ...

Jeg har hørt om det i flere omgange og hver gang tænkt, at sådan en tur må være herlig, også selv om jeg absolut ikke er søstærk. Der må jo være grænser for søgangen på de smalle kanaler. Men se, om jeg kan få nogen med!

Mia Folkmann sagde ...

Rasmine: Ja, man skal helt sikkert være to - mindst. For der er sluser, der skal åbnes og lukkes undervejs, mens styrmanden fører båden.

Jeg er heller ikke spor søstærk, men jeg tror altså ikke, at man kan blive søsyg. Men hvad ved jeg? Jeg har jo kun prøvet den ene dag... ;-)

Ellen sagde ...

Jeg har prøvet det i en uge på Canal du Midi i Frankrig, og jeg kan forsikre Rasmine og andre om, at det er fuldstændig umuligt at blive søsyg på en kanalbåd.

Det er en pragtfuld og ekstremt afslappende ferieform, som jeg kun kan anbefale, hvis man holder af et meget, meget roligt tempo - man føler at man bevæger sig i en parallelverden.

Madame sagde ...

Det lyder som den dejligste måde at holde ferie på - det kunne jeg godt tænke mig :-) Jeg har prøvet kanoferie, som må være lidt af den samme oplevelse, men er noget mere primitivt.
God mandag til dig, Mia :-)

queserasera sagde ...

Sikke en dejlig ferieide og med henblik på Rasmines kommentar, så kan jeg lige se sådan et par smalbåde med en håndfuld bloggere 'iført' bærbare og mobilt bredbånd på tur.

Måske kunne ferien finansieres gennem salg af rejsedagbøger??

:-D

Mia Folkmann sagde ...

Ellen: Jeg kunne sagtens forestille mig sådan en tur i Frankrig også. Selv om min tur kun var en en-dags, så kunne jeg sagtens forestille mig, at det må være total afstressning... :-)

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Med båden her er man tæt på naturen OG har køkken og bad lige ved hånden. Det kan dårligt være bedre... ;-)

God mandag til dig også...

Mia Folkmann sagde ...

Queserasera: Ja, det kunne jeg også godt se for mig. Den båd vi lejede havde faktisk plads til 6, for det var en lang fyr med flere soveværelser... ;-)

Anonym sagde ...

Det lyder drønhamrende hyggeligt! Sådan en tur kunne jeg godt tænke mig at prøve. Faktisk tror jeg det er sundt, at holde ferie på den måde, for det må da virkelig være afslappende og afstressende.

Mia Folkmann sagde ...

Jens: Det tror jeg bestemt, det er. Selv om jeg kun prøvede en enkelt dag, kunne jeg sagtens forestille mig en hel ferie i afslappet tempo... :-)