fredag den 2. april 2010

Oplevelser med gæster


På et tidspunkt af vores liv havde vi Bed & Breakfast i vores hus. Det var kun et enkelt værelse, og det var egentlig bare et forsøg for at se, hvad vi syntes om det. Umiddelbart kan det godt virke lidt underligt, at man sådan åbner dørene for fremmede mennesker, men jeg havde altid en længere brevveksling med gæsterne, inden de kom, så jeg vidste gerne så nogenlunde, hvad jeg kunne forvente.

Vi havde mange sjove oplevelser og hyggelige stunder sammen med vores gæster. Vi gjorde vores bedste for at opføre os professionelt, men hvis gæsterne selv foreslog det, delte vi gerne en flaske vin med dem på terrassen om aftenen eller gik en tur i den nærliggende park. For de gæster, der kom fra ørkenområderne i Nevada, var sådan en parktur en stor oplevelse.

Sommetider havde vi gæster, der ikke var til at drive ud af huset. Nogle gange havde de et langt rejseprogram bag sig – og måske også foran sig – og de nød at sidde nogle dage i en lænestol med en god bog eller bare slentre rundt i parken. En ældre australier sad og hyggede sig i stuen samtlige fem dage, han var her, for han havde været på en meget lang rundrejse i Tyskland og nægtede simpelt hen at gå så meget som et skridt mere! Jeg kunne godt forstå ham, men havde helt ondt af hans hustru, der måtte tage alene ind til byen…

Man lærer folk at kende på et meget personligt plan, når man har B & B. En af vores gæster var en meget nobel herre, der var perfekt i sin opførsel og påklædning og også en smule reserveret. Men hver gang jeg ordnede badeværelset efter hans besøg, var badeænderne på hylden våde og stillet ”forkert”. Det krævede ikke meget fantasi at forestille sig den nydelige herre i badekarret med rigelige mængder skumbad og tre gule badeænder…

Dette indlæg er samtidig mit bidrag til dagens AFTER SKI tema. Du kan se andre bud på Petunias påskeleg lige her...

19 kommentarer:

Rimkogeren sagde ...

Herlig beretning.
Vi har alle vores hemmelige RAPtuser, og godt du ikke var en RAPpenskralde, men Rap i vendingen for at servicere gæsterne.
God Påske :-)

Madame sagde ...

Haha, sikke en morsom slutning :-) Jeg synes, det lyder spændende med jeres Bed & Breakfast, men også krævende. Gætter på, at der må have været et par besværlige gæster undervejs, som I må have ønsket hen hvor pebret gror. Men de gode oplevelser må have givet et dejligt indblik i andre måde at leve på ...

Helle K. sagde ...

Jeg er fra landet - og mine forældres naboer havde b & b - de fortalte mange søde og sjove historier :

Havehyrden sagde ...

Det lyder som en sjov oplevelse med jeres b&b. Vi har boet på mange sådanne rundt i det irske. Nogle værter var uhyre imødekommende, andre meget reserveret. Specielt var vi glade for et sted i nord Irland, hvor vi havde det smukkeste værelse, største seng og mest fantastiske udsigt over White park Bay og mod Rathlin Island. Værtinden gik og små hyggede om os til morgenmaden og gav gode tips til område. Sådan skal en god B&B værtinde være. Det var du sikkert også!

Mia Folkmann sagde ...

Rimkogeren: Det må vist være en and... :-)

Madame: Jeg synes nu, at jeg slap ret nådigt. Selvfølgelig var der nogle besværlige størrelser ind i mellem, men de fleste var søde og rare. Man er nok generelt positiv, når man er i feriestemning... :-)

Helle K: Jeg kunne også meget nemt fristes til at have b&b igen...

Havehyrde: Vi har aldrig været i Irland, men vi har boet på rigtig mange b&b-steder i England. Nogle meget vellykkede; andre bestemt IKKE. Det var alle de erfaringer, jeg selv brugte herhjemme... Og du har helt ret - jeg elskede at gå og hygge om folk :-)

Nille sagde ...

Jeg benytter mig utroligt tit af B&B i Paris - det er hyggeligt og som regel billigere end et hotelværelse!

Som ejer af ikke mindre end 49 badeænder, kan jeg sagtens forstå din gæst... jeg ville bestemt heller ikke kunne dy mig :-)

God påske :-)

Rasmine sagde ...

Jeres pragtfulde engelske hus er alt for stort til kun én person, som ikke synes, det er ferie at slæbe familie og venner med, men hvis du tager B&B-virksomheden op igen, håber jeg, at jeg slipper igennem nåleøjet.

Mia Folkmann sagde ...

Nille: Det tror jeg gerne; jeg HAR set din samling af badeænder... Jeg foretrækker bestemt også bed and breakfast selv - jeg synes, at hoteller generelt er noget af det mest kedelige...

Rasmine: Det kunne meget vel være, at vi kunne finde på at genoptage B&B derovre. Der er to værelser med eget bad, så det ville være fint egnet. Og det ene værelse har den mest vidunderlige udsigt... Du ville naturligvis være særdeles velkommen... :-)

Ellen sagde ...

Engelske B&Bs har vi gæstet i store mængder, og der er meget stor forskel i kvaliteten - på flere plan :-)
Selvfølgelig er der også forskel i pris, men det er ikke nødvendigvis sådan, at pris og kvalitet hører sammen.
Vi synes, det er langt den bedste overnatningsform, når vi rejser rundt i England, og vi nyder, når værtsparret har tid og lyst til en sludder.

Åh, hvor ville jeg gerne have været en flue på væggen, når den noble ældre herre var i bad ;-)

Petunia sagde ...

Man blir vel aldri for gammel for å leke med badeender??


Herlige innlegg, Mia:)

Mia Folkmann sagde ...

Ellen: Helt enig, det er næsten altid en stor fornøjelse. Og du kan tro, at jeg også gerne ville have været den dér flue... :-)

Petunia: Nej, det blir man da IKKE!!! ;-)

Anonym sagde ...

For en kostelig historie - det var sikkert svært opplevelsesrikt å drive B&B!

Sologbolig sagde ...

Så hyggelig historie. Når vi er ute og reiser, så benytter vi oss ofte av B&B, det er så hyggelig. Ha ein fortsatt fin påske.

Tine sagde ...

Dejlig historie! Det lyder som I havde den perfekte B&B.

Elisabeth Augusta sagde ...

Herlig liten betraktning fra deg i dag. Påskegule/-kule badeender!

Benedicte sagde ...

Herlig! Alle badekar med respekt for seg selv har MINST en badeand :-) Jeg tar ansvar og gir mine venner med badekar en badeand, for slik skal det være ;-)

ussamor sagde ...

ha ha artig. Kan skjønne mannen, for badeender er så søte og kule!

sissel sagde ...

Alle skal da vel få leke ut barndommen i seg uansett alder, og gule ender kan man da vel ha mye moro med. En herlig historie.

Lone sagde ...

Dejlig læsning :)

Især oplevelsen med den noble herre :)) Barnet forbliver heldigvis altid i os :)