tirsdag den 29. juni 2010

Husk at drikke vand


Jeg elsker at læse alt muligt, og blandt ”alt muligt” hører også bøger om helse. Seneste bog på stammen er ”Your Body's Many Cries for Water: A Revolutionary Natural Way to Prevent Illness and Restore Good Health” af F. Batmanghelidj.

Forfatteren er lægeuddannet og har angiveligt brugt vand (og vand alene) i behandlingen af blandt andet utallige tilfælde af mavesår. Han forklarer sammenhængen i bogen og beskriver, hvad der sker, når vores krop ”udtørrer”, og samtidig giver han anvisninger på, hvordan man ved at drikke tilstrækkelige mængder vand kan undgå blandt andet forhøjet blodtryk, migræne, gigt og depressioner.

Vi ved efterhånden alle, hvor vigtigt det er at drikke vand, men hans teorier er meget fascinerende. I betragtning af at vi mennesker i så høj grad består af vand, kunne der måske godt være en sammenhæng mellem vandmangel og visse lidelser?

Jeg ved i hvert fald af erfaring, at passende mængder vand både giver større velbehag og mindre tendens til hovedpine, så især her i varmen er det godt at være på vandvognen…

14 kommentarer:

mette b sagde ...

Du har fuldstændig ret. Dog hørte jeg i radioen i formiddags, at nogle bliver så fanatiske, at de nærmest "drukner" sig selv, da overdreven indtagelse (over 1½-2 liter om dagen) kan føre til ubalancer i fx salt-sukker og andre vigtige stoffer i kroppen.

Men jeg er da overbevist om, at vi får det bedre af at drikke vand end sodavand, kaffe mm.

KH

Mia Folkmann sagde ...

Mette: Ja, det kan selvfølgelig også blive for meget. Ifølge forfatteren her (og andre kloge hoveder) er netop de 1½-2 liter om dagen passende.

KH fra mig osse... ;-)

Ellen sagde ...

Jeg hørte også om det, Mette fortæller. Hvis man drikker for meget vand, dræner det kroppen for vigtige mineraler og salte.
'Alt med måde' gælder her som i de fleste af livets sammenhænge, men du siger det selv med formuleringen 'passende mængder vand'.
Dog vil jeg tillade mig at stille mig en anelse tvivlende overfor vands virkninger på gigtlidelser.
Hvis det bare var så enkelt...'

Jeg må indrømme, at jeg helst undgår helsebøger, fordi de få af slagsen, jeg har læst, ikke kan skjule en tilbøjelighed til fanatisme eller frelsthed (kan man sige det?), og så bliver jeg bare så irriteret på forfatteren, fordi fagligheden hurtigt går fløjten :-)

Men vand skal der helt bestemt til. Mange ville få det generelt meget bedre, hvis de huskede at drikke bare ½-1 liter vand dagligt.

Annette sagde ...

Mia, hjertelig tillykke med udvidelsen af forhandlergruppen. Jeg glæder mig til, at vi kommer til Danmark senere på året, så jeg kan se "Anglofilia".
Tak for en sød historie om jeres fuglehold. Hvor er det sødt, at der hele tiden kan findes en afløser. Tidligere havde vi undulater, dengang synes jeg det var rigtig hyggeligt og enkelte blev meget tamme. I dag tror jeg ikke jeg ville kunne klare, at have fugle i bur, selv om de små pus jo aldrig har været vant til et andet liv.
Sidst, men ikke mindst, vandet. Du har ret, jeg glemmer ofte at drikke nok vand, men som regel gør kroppen selv opmærksom på når der er underskud.

Lene Megan sagde ...

Jeg drikker en del vand, men som alt andet er det jo et spørgsmål om balance. For lidt ... og for meget! Men spændende teori om, hvad man kan gøre for sin krop og ja, vi består jo mest af vand.
Ha' en dejlig dag og drik rigeligt ;-)

Mia Folkmann sagde ...

Ellen: Du har helt ret i, at der skal en vis portion skepsis til, når man læser helsebøger. Jeg plejer at overveje, om bogens budskab kan stemme overens med vores baggrund og udvikling igennem årmillionerne.

Når det er blevet så nødvendigt at drikke vand i (lidt) større mængder end måske tilsigtet fra naturens side, så kunne det skyldes, at vi i dag indtager så mange ting, som IKKE er tilsigtet. F.eks. sodavand og kaffe og den slags, der er vanddrivende - bare for at nævne en enkelt ting. Men det er altså min egen teori... ;-)

Mia Folkmann sagde ...

Annette: Jeg havde det præcis som dig med fugle. Jeg har det ikke spor godt med at have dem i bur, som jeg jo ellers har haft, indtil jeg var omkring de 30. Men da jeg fandt den første fugl, Pitte, havde jeg ikke så meget valg... :-)

Du kan også tro, at jeg er glad for de flere forhandlere. Jeg nyder at lave det blad, så jeg vil jo gerne blive ved med det... ;-)

Mia Folkmann sagde ...

Megan: Ja, jeg sidder lige her med et glas... ;-)

Du må også ha' en dejlig dag...

Rasmine sagde ...

Er det nødt til at være vand uden noget som helst i? Hvad med bare en anelse citron, agurk eller frugtsaft (usødet) i?

Mia Folkmann sagde ...

Rasmine: Du kan sagtens komme smag på. Jeg har selv svært ved at drikke meget vand, og det hjælper med f.eks. citronsaft i. Prøv også med krydderurter - en dusk citronmelisse f.eks. Hvis man sætter en kande vand + urt ind i køleskabet, trækker den smagen ud af planten inden så længe, og det smager rigtig godt og frisk... :-)

Madame sagde ...

Jeg tror, det er helt sandt, at mange skavanker skyldes dehydrering - man kan især se det på ældre, som ofte ikke føler tørst. De bliver nemt meget syge uden at forstå sammenhængen ...

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Jeg tror også på, at især ældre kunne have gavn af at drikke mere vand. Det er også netop forfatterens pointe - man (eller rettere sagt kroppen) kan gøre "tørste" uden at man egentlig FØLER tørst...

Hammy sagde ...

Hvor meget vand der skal til, kommer først og fremmest an på, hvad man laver.

Jeg drikker 1.5 liter alene til én times spinning.


Jeg er så til gengæld ikke god til, at drikke vand mens jeg løber eller er hjemme (nogle mundfulde i forbindelse med toiletbesøg, er ofte det eneste jeg drikker). Resten af tiden er det sukkerfri sodavand.

Den originale bog/første udgave ser ud til, at være helt tilbage fra 2005. Hvor gammel er din udgave?

Mia Folkmann sagde ...

Hammy: Ja, du har ret i, at der skal mere vand til, hvis man motionerer ihærdigt. Sukkerfri sodavand er vist ikke det bedste at drikke, slet ikke hvis man vil tabe sig (selv om det lyder skørt). Forfatteren skriver netop et afsnit om dette i bogen.

Vand er langt bedre, og man kan jo tilsætte sin egen smag (friskpresset citronsaft, appelsinsaft, krydderurter etc.) hvis man synes at vand i sig selv er for kedeligt i længden.

Min bog er fra 2007, står der på den... :-)