onsdag den 9. juni 2010

Oplevelser med Post Danmark


En af glæderne ved at have en butik, der også er en netbutik, er det hyppige samarbejde med Post Danmark. Som nu i dag, hvor jeg skulle sende en del breve og også en stor pakke til en kunde i Jylland.

Jeg har flere muligheder efter nedlægningen af det lokale posthus. Jeg kan køre langt, pænt langt eller meget langt for at sende mine pakker. Jeg kan også vælge at bruge den smarte post-selv-automat – men det kan jeg så ikke alligevel, for den vil ikke modtage mine betalingskort. Det vil heller ikke modtage min rare mands betalingskort, så det er nok ikke kortene, der er noget i vejen med…

Nå, men jeg valgte at køre langt – nemlig ned til Kildegårds Plads, hvor der ligger et mikro-posthus i en Easy købmandsbutik. Jeg vidste, at de lukkede klokken 18.00, så der var tid nok, da jeg kørte tyve minutter over fem. Jeg vidste bare IKKE, at butikken, og dermed posthuset, var lukket ned, mens jeg var i England.

Min fejl, selvfølgelig. Jeg kunne bare læse lokalavisen. Nå, men så måtte jeg køre ned til Søborg, som der blev henvist til. Jeg vidste, at der lå et stort posthus på hovedgaden. Jeg vidste bare IKKE, at de om onsdagen lukkede kl. 17.00. På det tidspunkt var klokken blevet kvart i seks, så det var for sent at køre meget langt – nemlig til Hellerup eller Charlottenlund, hvor de lukker henholdsvis 17.30 og 18.00.

Min fejl, selvfølgelig. Der står jo ingen steder skrevet, at ALLE posthuse skal have samme åbningstider. Tsk tsk.

Så altså, kære kunde i Jylland – hvis du læser dette her og undrer dig over, hvorfor du ikke får den fine vandkande, som du har bestilt og betalt for – så kæmper jeg lidt mod vindmøller en gang i mellem. Det bliver så ikke bedre af, at postarbejderne i Post Danmark nu også strejker og slet ikke deler post ud…

8 kommentarer:

Michael Seeger Hanmann sagde ...

Jeg har hørt at P&T har taget navneforandring til A&T, og at de nu har fået nye uniformer, knapperne er ikke mere af messing, de er nu forzinkede.
Spøg til side Mia, men det kan være noget af en kamp at benytte Post Danmark.
God dag.

Madame sagde ...

Jamen, det er da heller ikke nogen god service fra Post Danmarks side. Øv, at det er blevet så ringe! Vores dejlige postkontor i Frederiksværk er nedlagt og er nu rykket ind i et lillebitte hjørne af Kvickly, hvor der altid er meterlange køer ...

Lene Megan sagde ...

Hej Mia
Kunne du bruge en anden leverandør end Post Danmark? GLS er også en mulighed. Der er alternativer og det er ikke altid så nemt med PD, syn's jeg. Og hvad mere er - så strejker de i disse dage!

Håber du finder en vej! :-) Og ha' en fin fin dag.

Megan ;-)

Havehyrden sagde ...

Åh sikken en dag. Jeg kender godt til de mange besværlighederne med Postdanmark, men omvendt af dig, syntes jeg faktisk at servicen er blevet bedre efter de lukkede vores lokale posthus. De postdamer der sad på det gamle posthus var bare så sure og uforskammede, tilsidst undgik vi helt stedet. Nu afhenter vi pakker i vores supermarked, helt til kl 19.00. HERLIGT!
Hav en fortsat god dag, håber du endelig får afleveret vandkanden ;-)

Annette sagde ...

Jeg ser, at jeg absolut ikke vil vinde gehør hos dig, hvis jeg beslutter mig for at skrive et indlæg over det hollandske postvæsen. Det er nøjagtig lige så ringe som din beskrivelse.
Med fare for at lyde som en gammel oldsag (det er jeg jo egentlig også), så savner jeg de tider, hvor et posthus = posthus og åbningstiderne var de samme som de altid havde været, plus i øvrigt at det altid var posten der afleverede ens post og læste både navn og adresse på det medbragte.
Nok af sure opstød fra morgenen, fuglene synger og det kan godt se ud, som om der måske kommer lidt sol i dag.
PS. Eindhoven ligger ca. 45 km fra hvor vi bor, jeg håber ikke at det er for langt ☺

Ellen sagde ...

Hvor yderst irriterende for dig.
Og så klager PD oven i købet over, at de har for få kunder, så de er hele tiden nødt til forhøje takseterne og tage ½ million for at sende en pakke til f.eks. England.
Det kunne være, du skulle følge rådet og finde andre postveje...

Bortset fra det, er jeg nu glad for mit lokale posthus, som har fået et meget lille hjørne af OK-tankens butik.
Det er Jette, der står der, og hun kender stort set alle i vores lille by. Det har så absolut sine fordele - selv om hun kun holder åbent fra 13-17 på hverdage.
Jeg har egentlig ikke fundet ud af, hvad der sker, når Jette holder ferie ;-)

Donald sagde ...

Åhja, postvæsenet fungerede jo også som en social arbejdsplads og redningskrans for små familier. Her var postexpedition med pakker på stationen, nu er vi så heldige at den lokale Statoil tager sig kærligt af pakkerne og det fungerer.

hanneb sagde ...

Åh ja, PD siger jeg også. Her ude på landet- hos mig ihvertilfælde- får vi aldrig post om mandagen...og jeg mener faktisk aldrig...Er det mon kun hos mig?