onsdag den 7. juli 2010

Perfekte øjeblikke


I Cornwall boede vi engang i en vidunderlig have, hvor der var en lille stråtækket pavillon. Her kunne man sidde og hvile fødderne, for haven var kæmpestor og meget stejl, så man kunne godt blive lidt træt af at gå rundt. Men det gjorde ikke spor, for udsigten fra pavillonen var så dejlig, og det var så hyggeligt at sidde dér. Foran mig på stien lå et gammeldags dueslag, hvor der boede hvide duer, og bag mig kunne jeg høre rødhalsen synge inde i buskadset. Jeg havde taget lidt brød med til duerne, men de havde alt for travlt med deres kærlighedsliv til at interessere sig for det.

Jeg sad i mine egne tanker med brødstykkerne i hånden, da jeg pludselig ud af øjenkrogen fik øje på rødhalsen, der fløj ned og satte sig på pavillonens rækværk. Den kiggede først på mig med sine sorte perleøjne og så – meget sigende - på det brød, jeg havde i hånden. Jeg rakte hånden frem, og rødhalsen fløj ned og satte sig tillidsfuldt til rette, før den tog en bid. Og så én til. Og én mere, som den fløj med.

Et øjeblik efter hørte jeg den lille, sprøde kvitren, som er rødhalsens stemme. Jeg så mig over skulderen, og dér sad fuglen igen – denne gang sammen med sit barn. En lillebitte plettet udgave af forældrefuglen, kun lige akkurat stor nok til at flyve. Den voksne rødhals kvitrede igen, og det må have betydet et eller andet opmuntrende, for i hvert fald fløj den lille ned og satte sig på min hånd. Den kiggede vagtsomt op på mig, mens den tog en lille bid. Og så et par bidder til, mens jeg sad fuldstændigt fortryllet.

Efter den oplevelse kom jeg tit tilbage med brød til duerne, der stadig ikke var særligt interesserede og mest havde travlt med hinanden, men jeg fik nu ikke besøg af rødhalsene igen. Sådan er det med perfekte øjeblikke – de skal nydes, mens de er der. Så husk at gemme dem som dejlige minder og tag dem frem efter behov. Det er de perfekte øjeblikke, der er med til at gøre livet så vidunderligt.

20 kommentarer:

Madame sagde ...

Godmorgen, Mia, det var da den allerdejligste historie!

Jeg har aldrig oplevet, at en fugl sætter sig på min hånd, men jeg kan næsten røre ved mine egern, fordi jeg snakker med dem hver dag, når jeg fodrer dem ude i haven ...

Rasmine sagde ...

Den historie er slet ikke til at stå for! Du må have en helt særlig udstråling, for fuglen havde jo ikke haft lejlighed til at lære dig at kende.

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Det var så vidunderligt! I Frederiksberg Have har jeg også oplevet, at rødhalsene er tamme nok til at komme og sidde på hånden.

Det lyder dejligt med dine næsten-tamme egern; jeg forkæler mit lille egern med hasselnøddebidder, som det kommer og spiser, mens jeg sidder lige ved siden af... :-)

Mia Folkmann sagde ...

Rasmine: Jeg tror nu, at rødhalsene i England af en eller anden grund er mere tamme end herhjemme. Jeg har tit været ude for, at de kommer og sætter sig ved bordet, når man drikker kaffe... :-)

Rasmine sagde ...

Alligevel - ligefrem hente ungen! Men det hører måske med til engelske rødhalses opdragelse, siden de er så tamme derovre ...

Mia Folkmann sagde ...

Rasmine: Ja, jeg var godt nok også lidt benovet... ;-)

Ditte sagde ...

Sikke en dejlig oplevelse! Den kan jeg godt forstå du hæger om. Vores rødhals er ikke så tillidsfuld, men den sætter sig gerne i nærheden når vi graver o.l. i haven.
Skønt billede ;-)

Helle K. sagde ...

Jeg bliver helt stille. Jeg synes, at naturen kan få en til at føle sig lille - men alligevel som en del af noget meget stort :)Sikke en vidunderlig oplevelse.

Donald sagde ...

Jeg bliver helt rørt ved din sidste sætning - ... de perfekte øjeblikke, der er med til at gøre livet så vidunderligt. Men jeg er vist også lidt til en side med følelserne udenpå kroppen, især når det drejer sig om levende væsener, som viser tillid.

Sussi / Sussinghurst sagde ...

Sikke en fantastisk og dejlig beretning, det bringer billeder til mit hoved af Disney-agtige dimensioner.

Annette sagde ...

Hvor er det en smuk historie, Mia. Det minder mig om, da du skrev om hestene der kom til dig på en vandretur, begge øjeblikke der skattes højt.
Held og lykke med din nye "butik".
En god aften fra det varme NL.

Mia Folkmann sagde ...

Ditte: Min rødhals herhjemme er heller ikke nær så tam, selv om jeg arbejder på sagen... ;-)

Mia Folkmann sagde ...

Helle: Det er lige præcis sådan, det er! ;-)

Mia Folkmann sagde ...

Donald: Hvor er det dejligt, at du bliver rørt. Jeg er også meget følsom, når det drejer sig om tillidsfulde væsener... :-)

Mia Folkmann sagde ...

Sussi: Ha ha, ja der er næsten også lidt Disney over den historie. Men den er så sand, som den er skrevet... :-)

Mia Folkmann sagde ...

Annette: Ja, det var en historie på højde med den med hestene. Sådan nogle optrin glemmer man ikke, vel?

Også god aften til dig i Holland... :-)

Michael sagde ...

En rigtig god pointe og en god historie Mia, der er korte øjeblikke i livet hvor alt går op i en højere enhed, og så er det bare om at nyde det til fulde og så ellers gemme det til minder, når det opstår.

Loppe sagde ...

Tak for din hilsen

Blev forresten i julehumør af din fortælling om Robin

Knus

Bente sagde ...

Hvor har du ret! Det kan ikke nytte noget at gå og vente på stakkevis af perfekte øjeblikke. Det gælder bestemt om at nyde dem, der dukker op, lige her om nu.

Sød beretning, i øvrigt ;-).

Ellen sagde ...

Dejlig fortælling.
De smukkeste øjeblikke er man tit først bevidst om, når de har været der, men at se sådan en lille pips vise sådan en enestående tillid må være noget, der kan få selv halvhårde hjerter til at smelte.