søndag den 29. august 2010

Ture med Helga


Jeg har tit spekuleret på, hvad vi egentlig gjorde før Helga. Helga er vores navigation i bilen, og navnet fik den, fordi den bruger kommandostemme ligesom Helga i den engelske serie Allo’Allo’.

TIL HØJRE HER! DREJ SKARPT TIL VENSTRE!

Vi har haft SÅ stor glæde af den (eller rettere dem, for der har været flere Helga’er i vores liv), og navigationen har ført os frem til de utroligste steder. Men vi har også prøvet en del ture, som vi godt kunne have undværet.

Den værste var dengang, hvor vi skulle tværs igennem Sussex og Surrey i England, fra vest til øst, og der går en fin landevej, som sagtens kan bruges. Men det var Helga ikke enig i! Hun foretrak motorveje, og da vi havde glemt at slå ”motorvej fra” og i øvrigt sad og snakkede, så opdagede vi lige pludselig, at vi var på vej mod London, der altså ligger nordpå i forhold til dér, hvor vi skulle hen.

Resultatet blev køer og myldretid og mange eder og forbandelser. Turen, der burde have taget et par timer, tog mindst dobbelt så lang tid, og vi nåede frem til vores bestemmelsessted MEGET sent. I bælgmørke. Er der noget, jeg virkelig HADER, så er det at køre i bælgsort mørke på bittesmå, smalle engelske landeveje, som man ikke kender. Det skal siges til Helgas ros, at vi fandt frem til vores Bed and Breakfast, og uden hende havde vi aldrig fundet stedet i mørket. Men UDEN hende havde vi været fremme, mens det var lyst!!

Andre gange er vi blevet ledt ind på veje, der udvikler sig til noget mareridtsagtigt. Smalle grusveje, der bliver smallere og smallere, så de til sidst er helt umulige at vende om på. Åh jo, den har vi tit været på. Og det viser sig altid, at der var en ganske udmærket asfalteret vej, som kunne være brugt i stedet for. Som dengang hvor vi sneg os frem på smal og stenet kystvej i en sænket Golf, og hvor vi blev modtaget med ordene: ”Hvor kom I fra? I kan da ikke være kommet af kystvejen, for den er der ingen, der tør køre på…”

Vi er også blevet ført ind IGENNEM London i autocamper! Selv om vi var meget opmærksomme på, hvilken vej vi skulle for at undgå det, så lykkedes det alligevel Helga at liste os derind. Og gæt, hvor nemt det var at finde UD igen…!

Man keder sig aldrig med en navigation i bilen…

14 kommentarer:

Sussi / Sussinghurst sagde ...

Oh ja, som vi kender de sorger og glæder man har med sin "vejviser", et har vi dog lært os - medbring altid et gammeldags landkort, det er ubehageligt at befinde sig på et fremmed sted - og så lige pludselig.... pling, ingen sattelitforbindelse :(

Madame sagde ...

Vi har aldrig haft en Helga i vores bil, og ind imellem overvejer jeg at anskaffe en.

Jeg ser til min undren ofte folk køre på en fuldstændig håbløs markvej med to dybe hjulspor, en vej som deres GPS har lokket dem ud på. Og min søn havnede engang på Frederiksberg, da han skule besøge os, der bor ved Liseleje ;O)

Mia Folkmann sagde ...

Sussi: Det med at bringe et gammeldagskort er en RET god idé. Og gæt, hvem der altid glemmer det alligevel... ? ;-)

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Den med hjulsporene har jeg såmænd også prøvet. Det var vores allerførste navigation, der havde en forkærlighed for marker!

Rasmine sagde ...

Jeg har ikke bil og får det heller aldrig, men jeg er ved at udsøge mig en mobiltelefon med GPS, fordi jeg er træt af at slæbe rundt på kortbøger. Hvis der også er tale på en mobil-GPS, håber jeg, at den findes med en venligere stemme end Helgas. Under alle omstændigheder er det nemmere at vende hvor som helst, når man er på to ben i stedet for fire hjul ;-)

Ditte sagde ...

Vores Helga bruger jeg sjældent, men husbonden er så glad for hende, at jeg næsten burde blive jaloux; selv på de daglige og velkendte ture får hun lov at dirigere med ham. Ergo er den ellers udmærkede kortlæser (undertegnede) blevet arbejdsløs. I starten kæmpede vi om hans gunst, men nu har jeg strakt våben og strikker i stedet (og godter mig i det ganske stille, når hun får ham lokket i uføre ;-)

Mia Folkmann sagde ...

Rasmine: Min mobiltelefon er ikke så avanceret, men min rare mand har GPS på sin. Og jeg har af og til hørt den mest behagelige og venlige herrestemme, der guider ham rundt, så det er nok mere nådigt... ;-)

Mia Folkmann sagde ...

Ditte: Det var faktisk også lidt af en lettelse på det punkt, da Helga den første kom ind i vores liv. Ellers var det altid mig, der fandt vej - og mig, der fik ballade, hvis jeg læste forkert. Nu sidder jeg så bare og fryder mig, når min ellers så rare mand brokker sig over Helga... ;-)

Loppe sagde ...

ikke GPS men CPS

Da vi i ferien kørte rundt i Sverige,havde jeg i forvejen printet kort ud og min mand havde set lidt på 'google earth'.. (vi har fravalgt GPS i den nye bil )
Da vi drejede fra alfavej og skulle finde vores lejede ødegård, opdagede jeg at jeg havde glemt mine fine print derhjemme... Min mand havde derfor håneret,'smil' men kørte ufortrødent videre.. og uden én eneste forkert vej kørte han de ca 20 km snørklede veje, direkte til stedet ...

Så vi kører med CPS
(han hedder C)

ha en skøn dag
knus

Megan sagde ...

De skønne GPS'er. Helga fra Allo Allo, så ved jeg lige, hvordan hun lyder! :-)
Vores GPS er også en kvinde, som er utrolig grundig. Hun forklarer alting og jeg mister hurtigt tålmodigheden. Her i sommer fik hun mig på afveje i Jylland. Jeg skulle fra Hurup til Skive egnen og besøge en veninde. Stolede blindt på GPS'en, som førte mig ud af mindre veje som endte ved havet. Kør ombord, sagde hun, GPS stemmen med bestemthed. Kør ombord! Jeg tror det må have været et nedlagt færgeleje. Der var i hvert fald ingen færge! Så jeg måtte vende om og kom for sent. Det kunne jeg vist have gjort bedre uden hjælp fra "stemmen".

God dag hos dig!

REJEN sagde ...

Hej Mia, jeg er også glad for Jimmi har købt GPS for et par år siden, i starten var det mig der var kortlæser, så både ny i trafikken og så fortrop også....det var lige lovlig meget på en gang...men vi bliver da også ført på smukke omveje engang imellem, men det må man jo så bare tage med...man kan jo heldigvis vende om igen....

Ellen sagde ...

Haha :-D
Vi holder meget af vores GPS-dame, men vore megt nye og tredje af slagsen er desværre også tilbøjelig til at gentage sige selv.
DrejtilhøjreDrejtilhøjreDrejtil højre. Jajaja - vi har forstået...

Nummer to havde vi med til Wales for to år siden, og hun og jeg var meget ofte uenige om ruten, så vi kunne ikke drømme om at tage på farten uden et godt, gammeldags kort. Jeg kan ikke undvære det overblik, et kort giver.

GPS er specielt suverænt, når man er alene i bilen og skal finde vej i ukendt område. Øv hvor var det svært at se på kort og køre samtidig.

Zania sagde ...

Vores Gunhilde Pricilla Sigurtson er meget venlig og siger tit "Vær venlig at..." - og så er hun en fantastisk underviser!
Vores datter på knap 3 sidder troligt og venter på Gunhildes anvisning: "Drej til venstre" og gentager "Du skal til venstre, mor!" :-)
Hun har ALDRIG ført os til hverken gamle færgehavne, hvedemarker eller storbyer, vi ikke selv havde planlagt... Til gengæld er hun fandens stædig, hvis vi driller hende med et smut ud af en hyggelig vej: "U-vending" råber hun mens vi fortæller hende, at det skal hun ikke bestemme.
Og så morer vi os over: "Kør til venstre ad motorvej E45" og bagefter "Følg hovedvejen" (hun er vist oversat fra engelsk til dansk af en stakkels japaner med en dårlig ordbog)
:-)

Laila Munkholm Olsen sagde ...

Nej det er ikke altid, at man kan stole på de "damer"....
Vi har en Esther, som også er meget bestemt.
Før vi fik Esther, havde vi lånt en, da vi skulle til Østrig og hun var streng for vi skulle hele tiden dreje fra motorvejen. :-)