MANDAGSTEMA: Lille og stor

Paddington er bjørnen fra det mørke Peru, som bliver fundet på en togstation i London. Familien Brown opkalder ham efter stationen og giver den rare bjørn et godt hjem uden at ane, at Paddington kan have en svag tendens til at komme galt af sted.

Paddington er en kendt og meget elsket bjørn - både i England og andre lande, for fortællingerne om ham er oversat til 30 sprog.

Se andre eksempler på mandagstemaet her

Til minde og Til lykke

I dag er det min fars fødselsdag! Han døde pludseligt for syv år siden, og jeg savner ham forfærdeligt meget – og selvfølgelig kommer mindet om ham allermest frem på dage som denne. Men i stedet for at være trist gør jeg mit bedste for at tænke på nogle af alle de mange gode ting, han gav mig.

Min far lærte mig aldrig at give op. Ikke tale om! Når jeg som barn kom hjem og klagede min nød over et eller andet, jeg ikke kunne finde ud af – jamen, så måtte jeg jo bare lære det.

Hvis jeg ikke kunne finde ud af regning, så satte vi os ned og terpede, indtil jeg kunne det hele på fingrene. Da jeg ikke kunne finde ud af at hoppe over ”hesten” i gymnastik, krøllede min meget høje far sig sammen og agerede hest på stuegulvet derhjemme. Jeg forsøgte at springe utallige gange, og hver gang fik jeg kommentarer med på vej. ”Længere frem med hænderne”, ”mere tilløb” og den slags. Til sidst kunne jeg! Jeg var stolt som en pave, da jeg ligefrem fik ros i gymnastiktimen.

Min far havde altid tillid til, at jeg kunne klare alt, hvis jeg bare ville. Det er en stor styrke at have fået den ballast med hjemmefra. TAK, søde ”fasse”. Og til lykke med fødselsdagen!

Vores engelske hus

Hollymount er et 350 år gammelt bindingsværkshus i den sort/hvide stil, der er kendetegnende for husene i Worcestershire og Herefordshire.

Der var kun en uge til vores ferie, da det engelske udlejningsbureau ringede til os for at meddele, at det hus, vi havde lejet et halvt år tidligere, desværre ikke længere kunne lejes. Jeg husker ikke grunden, men jeg husker tydeligt, at panikken lige så stille bredte sig. Jeg vidste nemlig, at det var ret umuligt at leje et andet hus med så kort varsel – og slet ikke et hus, der lå helt specielt dejligt og for sig selv. Sådan som vi gerne ville have det.

På det tidspunkt i vores liv havde vi en særdeles hektisk hverdag, og vi så frem til vores engelske ferier i månedsvis. Vi trængte til fred og ro. Vi fortjente det! Det syntes vi i hvert fald selv. Så egentlig hørte jeg ikke ret godt efter, da den venlige dame fortsat fortalte om et andet hus, vi kunne leje i stedet for. Det var et hus, de netop havde fået til udlejning, og derfor var det ledigt i vores ferieuger. Det hed Hollymount og var mindst lige så dejligt som det hus, vi skulle have haft, og vi ville bestemt ikke fortryde det. Aaahmm, brummede jeg bare, for den troede jeg slet ikke på.

Men med så kort varsel måtte jeg bare acceptere. Der var ikke rigtigt noget alternativ. Og en uges tid efter landede vi i Heathrow og kørte i vores lejede bil ned ad de små, smalle veje, der efter anvisningen skulle føre til Hollymount. Jeg havde sommerfugle i maven, mens jeg spejdede efter husskiltet. Der lå garanteret en campingplads eller en motorcrossbane eller en larmende nabo lige klods op af huset. Der lå helt sikkert en hund begravet et eller andet sted.

Pludselig fik vi øje på det lille skilt, der næsten var gemt i en tjørn. Vi drejede til venstre og fortsatte op ad en lettere hullet markvej. Jeg kunne se et stort, hvidt hus langt fremme. Og jeg kunne se et andet hus, der lå til højre for det store hus. Ha! Tænkte det nok. Selvfølgelig lå der et andet hus. Selvfølgelig var det for godt til at være sandt!

Men da vi nærmede os den store, hvide låge for enden af markvejen, opdagede jeg til min lettelse, at det bare var en stor garagebygning. Ingen naboer. Ingen campingplads. Ingen motorcrossbane. Bare en stor, skøn have med blomstrende bede og masser af frugttræer. Omkring haven lå marker med køer og får, og udsigten var fantastisk. Hollymount ligger nemlig højt, og fra huset og haven er der den skønneste udsigt til Malvern Hills og det engelske landskab. Jeg sukkede lettet! Tre uger her var ikke det værste, man kunne tænke sig…

Spændte åbnede vi køkkendøren med den udleverede nøgle og gik på opdagelse. Fra køkkenet kunne man gå ud i det store, hvide conservatory, hvor der både var spise- og siddepladser. Både spisestuen og den hyggelige stue havde kraftige bjælker i loftet og kæmpestore ildsteder. Der var et badeværelse i stueetagen og et lille kontor, og ovenpå var der yderligere to badeværelser og hele fire soveværelser. Der var også en låst dør til et værelse, hvor ejerne havde deres private ejendele.

Mange af væggene ovenpå er skæve og med bindingsværk, for Hollymount er omkring 350 år gammel. Men kærlighed har ingen alder, og vi forelskede os i huset den dag. Vi følte os simpelthen hjemme og nød vores ferie i fulde drag. Det var en nydelse at sidde ude i haven og lytte til fuglesangen, og det var herligt at se de små kaniner drøne rundt og grave huller i græsplænen. Når man lå og slumrede i liggestolen, kunne man pludselig høre en høj gumlen bag hækken – det var en af nabo-køerne, der lige tog sig en bid. Der var ugler og flagermus, der var grønspætter og grå egern. Og der var et væld af insekter, der dovent summede i de mange blomster.

På regnvejrsdage sad vi i havestuen og nød den pragtfulde udsigt, og om aftenen tændte vi op i ildstederne, mens vi legede legen ”hvis nu det var vores hus”. Hvis det var vores hus, ville vi installere brændeovne, for det var nu engang mest praktisk og gav mest varme. Hvis det var vores hus, ville vi få gardiner i loftet i vinterhaven, for der blev godt nok varmt på solskinsdage. Hvis det var vores hus… ville vi nok ikke lave ret meget mere om, for huset var så perfekt som det var.

I de følgende år lejede vi Hollymount igen og igen. Hvert forår genopdagede vi huset og haven og området omkring det. Vi lærte naboerne at kende, og vi begyndte at skrive sammen med ejerne, der ligesom kendte os efterhånden. Vi blev stamkunder i den nærliggende by, Great Malvern, der kan prale med det bedste supermarked med den flotteste udsigt. Og vi fandt ud af, at den lokale pub både var hyggelig og lavede dejlig mad, så det var fristende nemt at slippe for køkkentjansen.

Der gik ni år, før vi fik det brev, som vi inderst inde havde ventet – og gruet for. Kære venner, vi er kede af at meddele, at vi har solgt Hollymount. Vi ved, at I vil blive kede af det… osv. Det var meget trist, men vi vidste, at ejerne var et par ældre mennesker, så det kom ikke som nogen egentlig overraskelse. Ikke desto mindre var humøret på nulpunktet de næste par dage, indtil telefonen ringede og ejerne glædestrålende fortalte, at de havde fortrudt. De havde ikke solgt Hollymount alligevel. Nu ville de vente et par år eller tre – og nu vi var ved det… var det så muligt, at vi ville købe huset til den tid?

Vi sagde straks ja og begyndte at planlægge. Der var selvfølgelig tid nok, men det er trods alt aldrig for tidligt at lægge planer, når det drejer sig om så stort et skridt. Vi var dog fulde af fortrøstning, indtil vi en månedstid senere fik en e-mail fra ejerne: Nu havde de fundet et hus, de gerne ville købe – ville vi så købe Hollymount NU? Vi tog en dyb indånding. Det var noget af en udfordring, men hvor svært kunne det være at rykke planlægningen 2-3 år frem?

De følgende måneder var lidt af en kamp. Det er ikke nemt som dansker at få et engelsk kreditforeningslån, og det krævede timer i telefonen, kilovis af dokumenter og en god lokal advokat. Vi fandt også ud af, at det at købe hus i England ikke er helt som at købe hus herhjemme. Blandt andet erfarede vi, at vi ville komme til at betale regningen for reparationen af den lokale kirkes tag, hvis uheldet var ude. Det var dog noget, vi kunne forsikre os imod. Og vi ved endnu ikke præcis, hvor mange kvadratmeter Hollymount er, for det er ikke noget, man går så højt op i. Huset er så stort, som det nu engang er.

Imod alle odds lykkedes det faktisk. Drømmen gik heldigvis i opfyldelse, og næste gang vi kørte ned ad markvejen var det med vores egen nøgle i lommen. Og Hollymount står der endnu og ligner helt sig selv. Vi har godt nok installeret brændeovne i ildstederne og sat gardiner op i loftet i vinterhaven, så der ikke bliver så varmt på solskinsdage. Men andet skal der ikke laves om på, for Hollymount er perfekt, som det er. Og vi har stadig flagermus på loftet og kaniner, der graver huller i græsplænen…

ABC i ord og billeder

Petunias ABC i ord og billeder er kommet til bogstavet S – som i SCONES.

Til en rigtig engelsk eftermiddagste hører friskbagte scones, der serveres med smør eller clotted cream (en slags syrnet fløde) og masser af jordbærsyltetøj. Dertil en stor potte te.

Jeg har fundet en rigtig nem og god opskrift, oversat den til dansk (og testet den) - så den kommer her:

Scones

225 gram mel
30 gram smør
3 tsk. bagepulver
1 knivspids salt
1 tsk. flormelis
1 1/2 dl mælk

Varm ovnen op til 225 grader. Si melet, bagepulveret og salt i en skål. Gnid smøret ind i blandingen, så den kommer til at ligne fine brødkrummer. Kom sukker i og tilstrækkelig med mælk til at gøre dejen blød og anvendelig. Lad dejen hvile lidt og rul den derefter ud i et par centimeters tykkelse på et melet bord. Udstik stykker med ca. 5 cm i diameter. Stykkerne lægges på en plade med bagepapir og pensles med mælk.

Bag scones’ene ved 225 grader i 10-15 minutter, indtil de er blevet lysebrune og virker elastiske ved berøring. Lad dem køle på en bagerist og server med smør eller flødeskum (i stedet for clotted cream) og jordbærsyltetøj, mens de endnu er varme.

Du kan finde andre bud på billed ABC’en her

Er du rigtig glad?

En af mine artikler til livsstilsmagasinet FLEKX:

Er du glad? Sådan rigtig ”hverdagsglad”. Hvornår er du sidst vågnet op om morgenen og tænkt ”ih, hvor dejligt. I dag skal jeg rigtig...”.

Det er nemt nok at være glad, når der er en særlig begivenhed. Fødselsdage og fester og juleaften kan nok bringe smilene frem, men det kan nogle gange knibe med glæden til hverdag. Arbejdet føles måske som en sur pligt, ungerne er håbløse og ægtefællen irriterende. Er der overhovedet noget at være glad for?

Nu er der det med glæde, at den først og fremmest skal findes i én selv. Sådan at forstå, at man skal være glad for sig selv, for så vil man automatisk udstråle en glæde og tilfredshed, der virker smittende på omgangskredsen. Ægtefællen og ungerne er nok i virkeligheden ikke helt så håbløse, hvis de vækkes med et smil i stedet for sure morgengrynt.

Det er ikke spor selvoptaget at være glad for sig selv; det er snarere en positiv tilstand, fordi glæden uundgåeligt spredes til andre. Forskerne har bevist, at positive tanker og følelser gør mennesker mere kreative, samarbejdsdygtige og udadvendte, og det lyder jo meget logisk. Mon ikke den alt for udbredte mobning på arbejdspladsen kunne undgås, hvis man spredte glæde i stedet for vrede og ubehageligheder?

Fokusér på de ting, der gør dig glad og ignorer de ting, der gør dig ked af det. Det er nemmere sagt end gjort, men det er helt sikkert noget, der kan læres. Hvis man øver sig på at se de lyse sider i livet, bliver de lettere og lettere at finde, og man kan vel dårligt have et bedre mål at arbejde hen imod. Husk også altid at tænke på dine gode sider, for selvfølgelig har du nogle!

Glædelig hverdag
Umiddelbart kunne man tro, at flere penge ville gøre én lykkelig, men sådan virker det sjældent. Selvfølgelig bliver man vældig glad for en lønforhøjelse eller en lottogevinst - og pengene er utvivlsomt med til at gøre livet lidt nemmere - men man vænner sig hurtigt til at have de flere penge mellem hænderne, og inden længe har de ikke den store betydning.

Moderne teknologi er heller ikke noget, vi bliver synderligt meget lykkeligere over. Det kan snarere give os bekymringer, når det ikke virker, som det skal. Hvorfor er det egentlig så vigtigt at få et nyt fladskærms-TV eller en ny bil, der er større end naboens? Er du sikker på, at det er sliddet værd? Alt for mange af os knokler for at skabe en god tilværelse en gang i fremtiden – men hvorfor ikke satse på at have en god tilværelse lige nu?

Det er snarere relationerne til andre mennesker, der giver glæde. Undersøgelser viser, at vi er allermest glade, når vi er sammen med familie og venner, og mon ikke de fleste kan skrive under på det? Relationer til vores firbenede venner er nok så vigtig, og mange føler stor glæde, når de er sammen med deres dyr. Vi bliver også glade, når vi har noget, vi er gode til – noget vi virkelig kan gå op i. Det kan være et spændende job, en hobby eller bare noget, som interesserer os.

Der er mange ting, der giver glæde i tilværelsen – og det er tit de små hverdagsting. Man bliver glad, når man får uopfordret ros, eller når man modtager en sød hilsen med posten. Man bliver også glad, når ens kæreste overrasker med morgenmad på sengen eller på anden måde viser betænksomhed. Eller når ens barn kommer og krammer én, fordi man er den bedste i verden! Det er de uventede ting, der bringer glæde. De ting, som vi ikke selv bestemmer over. Den tanke kan godt være lidt frustrende, når vi nu lever i en tid, hvor vi helst skal have kontrol over alting.

Naturen er trods – eller netop på grund af – sin uforudsigelighed en evig kilde til glæde. Vi ved aldrig rigtig, hvor vi har naturen, og vi kan heldigvis ikke kontrollere den. Hvis vi overrasker en flok græssende rådyr i morgendisen, ser solopgangen over havet eller hører en solsorts smukke godnatsang, føler de fleste af os dyb og inderlig glæde.

En kilde til sundhed
Glæde er noget, der kan dyrkes. Ligesom planterne i haven kan glæde gro frem, hvis man giver den lidt opmærksomhed. Glæde kræver bare ikke frisk jord og vand, men derimod lidt omtanke. Gødning, om du vil. Hvis man finder de ting, der gør én glad og dyrker dem lidt oftere, vil man meget naturligt føle en større glæde ved livet.

Hvor mærkeligt det end lyder, kan det nogle gange være fornuftigt at vælge det ufornuftige. Hvis man har valget mellem at udskifte bilen og tage på en dejlig rejse, virker det umiddelbart mest fornuftigt med bilen. Men rejsen vil ikke bare være en skøn oplevelse her og nu – det vil også være et dejligt minde, som man kan glæde sig over bagefter. Og det minde holder nok længere end bilen.

Der er forskellige måder at føle glæde på. Der er den stille glæde, der udspringer af tilfredshed med tilværelsen som sådan, og så er der de virkelig lykkelige øjeblikke, der har det med at dukke op og forsvinde ligesom bobler i champagne. Begge dele gør i høj grad livet værd at leve, og der er meget, der tyder på, at glade mennesker er sundere og lever længere. Mange studier har vist, at depressioner kan give problemer med helbredet, men det omvendte er lige så aktuelt.

Glæde er altså noget, man skal tage alvorligt. Og skønt forskerne endnu ikke er helt overbeviste om, hvorvidt det er glæden, der gør mennesker sunde, eller om det er sundheden, der gør mennesker glade, så er man i hvert fald enige om, at man har godt af at glæde sig!

De grundlæggende ingredienser for et liv med glæde er altså selvrespekt, et godt socialt netværk og en meningsfyldt hverdag. Dertil kommer et godt mål humoristisk sans, så man kan grine af sig selv og ikke tage alt for tungt på tingene. Med den opskrift går man ikke helt galt i byen.

Lidt af hvert - og alt muligt

Min smag i bøger rækker vidt, og jeg kan finde på at læse alt muligt. Lige fra rejseskildringer, bøger om helse og retsmedicin, natur- og historiebøger til hyggelige, engelske romaner, børnebøger, gruopvækkende krimier og tonsvis af indretningsblade. Jeg er sikker på, at en psykolog kunne få meget ud af det... (hmmm).

Det har også i høj grad noget med humøret at gøre. Lige pludselig bliver jeg bidt af et emne, og så må det bare undersøges til bunds. Man kunne forledes til at tro, at jeg var et sprudlende kildevæld af viden - men desværre har jeg en hukommelse som en si, så al den viden, jeg propper ind, ryger lige så hurtigt ud igen. På nær nogle små snip, som dukker op med mellemrum (hvor pokker kom den nu fra...???)

Derfor skal det ikke undre nogen, at mine boganbefalinger kan være meget forskelligartede.

Bill Bryson er en af mine yndlingsforfattere, dels fordi har han en herlig humor, og dels fordi han (i denne bog) formår at forklare indviklede og videnskabelige ting, så man forstår dem. I "A Short History of Nearly Everything" kommer han hele vejen rundt. Vi hører om universet, Darwins teorier, Einstein, atomer, vulkaner og tusind andre ting - og det er utroligt underholdende.

Bogen findes også på dansk og hedder - meget logisk - "En kort historie om næsten alt".

England, mit England...

Vi bliver tit spurgt, hvorfor vi er så vilde med England, og hvorfor i alverden vi dog ikke købte feriehus i Frankrig eller Italien eller et andet varmt og sydlandsk sted.

Men bortset fra det forjættende ved, at man i England stadig kender begrebet service, og at det faktisk er en nydelse at gå på indkøb, så er den rene og skære sandhed bare, at vi forelskede os - dengang for snart tyve år siden, hvor vi tog til Sydengland for første gang. Forelskede os hovedkuls i landet, i naturen, i kulturen og i englænderne, der har sådan en herlig form for humor.

Siden er det blevet til 4-6 ture årligt, så vi kender snart England bedre end mange englændere... Og da vi købte Hollymount, vores skønne 350 år gamle hus, blev vi modtaget med åbne arme af naboerne og straks trukket med ind i fællesskabet – også selv om vi indtil videre kun er i huset i ferierne. Vi føler os i den grad hjemme og glæder os til, at vi om nogle år kan tilbringe mere tid derovre.

Der er så mange dejlige oplevelser i England. Naturen er mangfoldig og utroligt afvekslende, og uanset om man er til historie, til haver eller til shopping, så er der noget for enhver smag. London er dejlig, men de mindre byer er ofte mere overkommelige, og de små landsbyer er ofte indbegrebet af hygge. Her kan man sidde i et af de utallige tearooms og hygge sig med en kop te og et stykke kage, eller spise en god frokost på en gammel pub med ild i pejsen.

Man kan også besøge et af de mange historiske huse eller tilbringe nogle timer – eller hele dagen - i en af de skønne, engelske haver. Der er nok at se på og nok at foretage sig, men der er heldigvis også mange steder, der indbyder til vidunderlig passivitet. Hvor man kan sidde i egne tanker og bare fortabe sig i en flot udsigt. Hvor man kan være i fred uden e-mails og mobiltelefoner. Herligt!

MANDAGSTEMA: Længsel

Mandagstemaet i denne uge er LÆNGSEL. Jeg prøver ihærdigt at leve i nuet, men jeg længes alligevel efter mit engelske hus og haven omkring det. At sidde her en sommerdag med summende bier og kvitrende svaler er indbegrebet af alt, hvad der er dejligt. Det længes jeg efter - men så har jeg noget at glæde mig til... :-)

Se andre eksempler på mandagstemaet her

En betydningsfuld kanin

De fleste kender Beatrix Potters fortællinger om Peter Kanin og hans venner, men personen Beatrix Potter er måske mindre kendt. Jeg skrev dette portræt af hende til ANGLOFILIA forrige år, og måske er der nogle der har lyst til at læse portrættet her...

Beatrix Potter blev født i 1866 og voksede op i London sammen med sine ret velhavende forældre og sin bror, men hvert år tilbragte de sommeren i Skotland. Ferierne heroppe var fortryllende for den lille pige, og det var her, hun for alvor lærte at glæde sig over naturen. Hun tegnede alt, hvad hun så, og sammen med sin bror tog hun på ekskursioner for at se på fugle og samle vilde blomster.

Efter sommerferien var det hårdt at vende tilbage til London. Beatrix blev undervist hjemme af guvernanter, som det var almindeligt dengang, og hun havde derfor sjældent kontakt til andre børn. Men heldigvis havde hun broderens selskab, og sammen med Bertram sneg Beatrix sig til at have et helt menageri af dyr i børneværelset, som de observerede, studerede og tegnede.

Faderen, Rupert Potter, var egentlig advokat, men han gik meget op i fotografering og blev faktisk en anerkendt fotograf, selvom han aldrig arbejdede professionelt. Kunst var en anden stor interesse, og han tog ofte Beatrix med på galleribesøg, så hun kunne se og lære af andre.

I 1882 var det ikke længere muligt for familien at leje det sædvanlige hus i Skotland, så i stedet faldt valget på et stort hus i Lake District – et smukt og naturskønt område, som de straks forelskede sig i. Den lokale præst, Hardwicke Rawnsley, kom på besøg, og han roste den unge Beatrix’ kunstneriske talent og prægede hende med sine meninger om vigtigheden af naturbeskyttelse.

De følgende år vendte familien tilbage til Lake District, hvor de for det meste lejede et hus ved en af søerne. Beatrix elskede at fiske og sejle i søen, og hun var også begyndt at interessere sig for geologi og arkæologi. Hendes tegninger af fossiler, insekter og svampe er imponerende og meget detaljerede, og ved selvstudium lærte hun så meget om svampe og sporer, at hun i 1896 skrev en egentlig afhandling om dem.

I London var menageriet suppleret med en kanin, der blev døbt Benjamin. Han var til stor glæde for hele familien, og for Beatrix var han den perfekte model. Hun tegnede og malede ham fra alle mulige vinkler, og på et tidspunkt foreslog Bertram, at hun skulle prøve at sende tegningerne til et postkortforlag. Til Beatrix store glæde sendte forlaget en check på 6 £ tilbage og bad om flere.

I en alder af 24 var Beatrix således begyndt sin professionelle karriere, og snart leverede hun både illustrationer til postkort og til nogle små hæfter. Dette gav hende blod på tanden, og hun sendte nogle illustrationsforslag til forskellige bogforlag, blandt andet Frederick Warne, der ikke var helt uinteresserede, hvis illustrationerne blev samlet i bogform. Der skulle dog gå en del år, før det blev aktuelt.

Familien Potter holdt fortsat lange sommerferier i Lake District, og de fik hyppigt besøg af Hardwicke Rawnsley, der var blevet en nær ven af familien. Præsten var forfatter til forskellige guide- og børnebøger, og han kunne derfor give Beatrix Potter gode råd om en bog, hun havde i tankerne: Bogen om Peter Kanin. Beatrix sendte bogen til adskillige forlag uden held, og til sidst mistede hun tålmodigheden og besluttede hun sig for at udgive bogen selv. I 1901 udkom Historien om Peter Kanin i 250 eksemplarer.

Rawnsley prøvede dog fortsat at finde en udgiver til Beatrix, og til sidst lykkedes det ham at vække interessen hos Frederick Warne; det forlag, der tidligere havde vist interesse for Beatrix’ tegninger. I 1902 blev Peter Kanin udgiver i 8000 eksemplarer, og alle var solgt inden udgivelsen. I 1903 kom bøgerne The Tale of Squirrel Nutkin og The Tailor of Gloucester.

Al kontakten til forlaget skete gennem den yngste af de tre brødre, der drev det. Det var Norman Warne, som Beatrix diskuterede kontrakter med og sendte forslag til. De skrev sammen næsten hver eneste dag og blev efterhånden meget gode venner. Beatrix nød sit aktive liv, og bøgerne gik som varmt brød. Efterhånden havde Beatrix tjent så godt, at hun kunne købe noget jord i Lake District i nærheden af det sted, hvor familien holdt ferie.

Beatrix Potters forældre var ikke glad for det venskab, der havde udviklet sig mellem datteren og Norman Warne. Og da Norman friede til Beatrix, og hun straks sagde ja, gik det helt galt. Forældrene havde regnet med at blive passet på deres gamle dage, og de gjorde alt, hvad de kunne for at forhindre ægteskabet. Skønt Beatrix var fast besluttet på at gifte sig med den mand, hun holdt så meget af, endte det med et kompromis, og Beatrix gik modstræbende med til at holde forlovelsen hemmeligt.

Hun så dog aldrig Norman igen, for kort efter forlovelsen døde Norman Warne pludseligt på grund af sygdom. Beatrix var både chokeret og ulykkelig. Hun havde ingen, hun kunne tale med om sin sorg, for ingen kendte til hendes forhold til Norman. Hun søgte trøst hos Normans søster, Millie, og da hun havde fået sorgen lidt på afstand, tog hun op til Lake District, hvor hun havde købt et hus med navnet Hill Top.

Illustrationer og historier strømmede ud af Beatrix Potter de følgende år, og pengene strømmede ind. Hun tjente ikke bare penge på sine bøger, men også på de tøjdyr og andre produkter, der blev fremstillet på baggrund af hendes illustrationer. For pengene købte hun mere jord i Lake District og senere huse og gårde, som hun lejede ud. Til de juridiske forhold i handlerne fik hun hjælp af en lokal advokat, William Heelis, og ham giftede hun sig med i 1912.

Efterhånden som årene gik blev Beatrix Potter mere og mere opslugt af livet i Lake District, og fåreavl og dyrehold erstattede så småt illustrationer og bøger. Beatrix elskede at være sammen med sine dyr, hun elskede storheden og stilheden i Lake District, og hun involverede sig i de mennesker, der boede omkring hende. Hun og William Heelis boede på Castle Farm, men det var på Hill Top Beatrix tegnede og modtog gæster, og det var også her, hun opbevarede de ting, hun holdt særligt meget af.

I 1923 kom Troutbeck Park Farm til salg. Det var en meget stor ejendom med en utrolig smuk beliggenhed, og Beatrix Potter ønskede at bevare stedet, som det var. Tre år efter købet af gården besluttede hun sig for at avle de robuste Herdwick-får – en truet race, der ellers i århundreder havde græsset frit på bjergskråningerne i Lake District.

Vi har meget at takke Beatrix Potter for. Hendes dejlige fortællinger og søde figurer er kendt og elskede verden over, og hendes bidrag til beskyttelsen af et af Englands smukkeste områder er uvurderligt. Da Beatrix Potter døde i 1943, havde hun nemlig testamenteret 14 gårde, sine præmierede flokke med Herdwick får og over 4000 acres med land til National Trust – den forening, som Hardwicke Rawnsley var med til at starte. Foreningen arbejder stadig for at bevare Englands kulturelle historie og naturskønne områder for eftertiden.

Go’ søndag

Her i vinterkulden har jeg fået en ny god/dårlig vane. Morgenmad i sengen! Det er superluksus, for jeg har aldrig rigtig haft tid til det før, men hvor jeg dog nyder at ”vågne” langsomt. Som udpræget B-menneske er jeg slet ikke mig selv før morgenkaffen, så jeg tøffer søvndrukken ned i køkkenet for at gøre en god morgenbakke klar. Hvis jeg da ikke er så heldig, at jeg ligefrem får morgenmaden serveret af min rare mand.

Så op i seng igen og sidde dér en halv eller hel times tid med morgenmad, kaffe og blade. Sommetider med en kogebog så man kan udtænke en plan for maden senere – andre gange med den bog, man er i gang med, for man kunne jo godt lige tage et kapitel mere…

Og selv om jeg ”spilder” tiden på den måde – så tror jeg faktisk, at jeg indhenter spildtiden igen i løbet af dagen. Jeg føler mig i hvert fald mere effektiv efter sådan en god start. Mon andre har det ligesom jeg?

ABC i ord og billeder

Petunias ABC i ord og billeder er kommet til bogstavet R – som i ROSE. Rosen er ubetinget blomsternes dronning, og mennesker verden over har i mere end to tusinde år dyrket roser på grund af deres udsøgte duft og vidunderlige farver. Der findes et væld af varianter, og det er indbegrebet af nydelse at sidde en sommerdag i en blomstrende rosenhave.

Hos mig er de dejlige lyserøde roser spredt fra nabohaven og har stædigt slået sig ned - uindbudte, men meget velkomne. Vi kunne næsten ikke nænne det, men brugte alligevel sommerens allersidste roser på forsiden af vores allerførste blad. Og de må have bragt held, for bladet blev – og er - en succes!

Det smukke testel med roser har jeg personligt slæbt med hjem fra England (i flyveren!), og jeg tror slet ikke, at man kan få det mere. Så jeg passer godt på det og tager det kun frem ved særlige lejligheder, men sætter så meget des mere pris på det.

Du kan finde andre bud på billed ABC’en her

Nu skal I høre...

Jeg er en rigtig bogorm, og jeg elsker at læse alt muligt. Men jeg elsker også at lytte til en bog – for så kan man gå tur eller stryge eller bage en kage imens. Englænderne har et kæmpeudvalg af lydbøger, men af en eller anden grund er de oplæste ord først nu ved at slå igennem herhjemme. Jeg har ellers gjort mit og anbefalet dem vidt og bredt… :-)

De bøger, man herhjemme kan låne på biblioteket, er heller ikke spor tossede, men af en eller anden grund mener mange, at det kun er for ældre og svagtseende. Nej, det er de ikke. Vi har mange gange siddet og lyttet og grinet og holdt vejret i spænding, mens vi tegnede, malede eller lagde puslespil. Lydbøger er en herlig opfindelse, uanset alder og synsstyrke.

Det er også perfekt med en lydbog på køreturen. Her skal man bare tænke lidt over, hvilken bog man vælger. Sidst jeg kørte til England alene, skulle jeg have noget med, der kunne underholde mig på den lange tur. Jeg valgte en rigtig klassiker – sådan én som man bør høre/læse, men som det tit kniber med tiden til.

Jeg kan ikke huske, hvilken bog det var – men jeg kan huske, at jeg var ved at falde i søvn, inden jeg nåede Rødby. Når man kører, skal det altså helst være en bog med ”gang i”. Til det brug er en spændende krimi bedre, og jeg valgte Peter James og hans mere eller mindre makabre mord i Brighton. Dem kunne jeg holde mig vågen til…

På jagt efter det gode foto

Jeg har fotograferet i mange år, bare for sjov, men nu er det pludselig blevet alvor. Nu skal billederne altså bruges til noget. Der skal tages mange fotos til vores blad, og hver gang vi er i England, drøner vi rundt, mens vi har en godmodig, indbyrdes kamp om, hvem der tager det bedste billede.

Min mand har fået et nyt super kamera, mens jeg har arvet det gamle (som ærlig talt tager fuldt ud lige så gode billeder). Og så ser vi længselsfuldt ud på den engelske regn og håber, at den snart vil holde op, så vi kan komme ud, ud, ud.

Nogle billeder skal selvfølgelig tages inden døre, og det kræver en hel masse opsætning og også en god portion held med lyset. Det flotteste foto indtil nu er det, der var på forsiden af vores efterårsnummer.

Vi sad og drak kaffe, da solen pludselig skinnede og sendte strålerne ind gennem vinduet på den helt rigtige måde. Og så smed vi alt, hvad vi havde i hænderne og styrtede rundt for at gøre klar, så vi kunne tage ”det perfekte billede”, mens tid var.

Jeg synes, at det lykkedes – og jeg er superglad for det billede…

Sneen dækker mark og mose...

Også i dag vågnede vi til et snedækket landskab, men denne gang huskede vi at tage kameraerne med, så vi kunne tage billeder. Og der var så mange dejlige vinterlige motiver, at den daglige travetur blev dobbelt så lang som ellers.

Tidløst tøj

En anden blogger inspirerede mig til at tænke nærmere over begrebet tøjstil. Som ung vårhare var jeg supersmart, syntes jeg i hvert fald selv, men som ældre kanin ser jeg mere på det behagelige end det smarte. Jeg husker stadig ganske tydeligt, hvordan man måtte ligge ned for at tage de stramme cowboybukser på, men de dage er heldigvis overstået.

Når jeg sidder og skriver, sker det tit i noget blødt og rart ”joggetøj”, men de dage, hvor jeg får kunder i min hjemlige butik, er jeg nødt til at se mere præsentabel ud. Kombinationsløsningen hedder ”Hampstead Bazaar” – en prisbelønnet butik i London (og Bath), der laver det dejligste tidløse, lidt hippie-agtige tøj.

Tøjstørrelser fungerer på en speciel måde her. Man laver nemlig ikke tøj i størrelser, sådan som vi er vant til, men i modeller. Hvis modellen XX passer, vil alt tøj i den model passe. Meget praktisk, hvis man altså kan finde en model, der duer. Stofferne er bløde og lækre, holder fint i vask og har de skønneste farver, der skifter med årstiderne. Der er ikke noget at sige til, at butikken har kunder i alle aldre…

Se mere på www.hampsteadbazaar.com

Det er ikke så tosset...

Jeg holder utroligt meget af at arbejde med det, jeg gør. Efter mange år som ansat på kontor og mange år som "medhjælpende hustru" på min mands grafiske bureau beskæftiger jeg mig endelig med lige præcis det, JEG vil. Jeg elsker at skrive og finde på og undersøge, så jeg nyder i den grad at frembringe ANGLOFILIA magasinet de 4 gange årligt.

Og hvor mange kan sidde i en magelig lænestol med tekoppen inden for rækkevidde og lytte til dejlig klassisk musik, mens man rent faktisk ARBEJDER? Det føles som ren luksus (og det er det også... :-))

Tepottesamler

Man kan være samler på mange måder. Nogle samler på ganske små ting - kuglepenne, nøgleringe eller postkort - og ender med at fylde huset til bristepunktet, fordi der jo altid er plads til én til. Andre samler på større ting - antikviteter eller biler f.eks. - og her betyder prisen gerne, at der er en vis begrænsning.

Jeg er selv "begrænset" samler - af søde og hyggelige engelske tepotter. Heldigvis er min samling ikke særligt kostbar, men den giver mig alligevel mange fornøjelser. Tepotter er så hyggelige at se på, og begrænsningen ligger i placeringen. Der ER simpelthen ikke plads til flere på hylden; hvis jeg finder en ny tepotte, jeg bare MÅ have, så bliver det på bekostning af én af de andre. Og det har jeg det egentlig meget godt med.

Tidligere samlede jeg på gamle, grønne glas. De stod i mit gamle hus mellem to vinduer, og når solen skinnede på dem, fik stuen et svagt, grønt skær. Det var meget smukt, og også her var samlingen begrænset, for på et tidspunkt var pladsen i vinduet brugt op.

Der er mange fornøjelser ved at samle. Først mens man leder efter lige præcis den ting, der vil gøre samlingen perfekt, eller når man pludselig helt uventet falder over noget på et loppemarked. Derefter når man arrangerer samlingen pænt på hylden eller i skabet og går og glæder sig over den.

Når man samler, følger man sit hjerte og samler bare det, man synes om. Det er ikke sikkert, at andre deler ens smag - men pyt med det. Visse ting har man lov at gøre for sin egen fornøjelses skyld...

Shadowlands

Anthony Hopkins er ubetinget en af mine yndlings skuespillere, og han er SÅ god i rollen som den inkarnerede ungkarl og forfatter C. S. Lewis, der er kendt verden over for sine dejlige fortællinger om eventyrlandet Narnia. Lewis lever et stille og roligt liv i Oxford, hvor han underviser i engelsk på universitetet, men alting ændres, da han møder den amerikanske forfatterinde, Joy Gresham (spillet af Debra Winger). Deres venskab udvikler sig med tiden til kærlighed, og Joy flytter til England for at gifte sig med Lewis. En meget smuk og dejlig historie, der desværre også er frygtelig sørgelig.

84 Charing Cross Road

Både bogen og filmen er i høj grad anbefalelsesværdige!

Helene Hanff var en amerikansk forfatterinde, der i sin søgen på specielle bøger mere eller mindre tilfældigt kom i kontakt med et lille antikvariat i Charing Cross Street i London.

Bogen beskriver særdeles levende og meget underholdende og rørende om korrespondancen mellem først indehaveren af boghandlen og senere nogle af de ansatte. I to årtier udvekslede de breve og pakker, og trods afstanden voksede nære venskaber frem.

Historien er altså baseret på virkelige hændelser og blev meget charmerende filmatiseret med Ann Bancroft og Anthony Hopkins i hovedrollerne. Den findes på DVD. Se den endelig!!!

Gerald Durrell

Med mellemrum vil jeg som lovet anbefale nogle af de særligt gode bøger, jeg har læst i tidens løb. Og meget apropos nedenstående artikel om Jersey Zoo lægger jeg ud med Gerald Durrell:

Den engelske forfatter Gerald Durrell blev født i 1925 i Indien af engelsk/irske forældre, men efter faderens død flyttede familien til England. Klimaet her var dog noget af en omvæltning i forhold til Indien, og efter nogle års lidelser besluttede familien at flygte til varmere himmelstrøg.

My Family and Other Animals
Bogen handler om de fem år Gerald Durrell og hans familie opholdt sig på den græske ø Korfu. Hverken øen eller familien blev den samme igen, og fortællingen er både charmerende og særdeles underholdende. Allerede som dreng havde Gerald Durrell en forkærlighed for dyr, og de blev hjembragt til villaen og opbevaret på steder, hvor de øvrige familiemedlemmer bestemt ikke forventede at finde dem.

The Corfu Trilogy
Trilogien består af My Family and Other Animals, Birds, Beasts and Relatives and The Garden of the Gods. De to sidstnævnte fortsætter historien om livet på Korfu, hvor Gerald Durrell sammen med sin ældre ven, lægen og naturelskeren, Theodore Stephanides, udforsker øen og dens fauna. Livet på den græske ø er lutter idyl med grønne olivenlunde, kridhvide strande og turkisblåt hav - krydret med de komiske og kaotiske situationer, som Durrell-familien uafladeligt kommer ud for.

A Zoo in my Luggage
Korfu-bøgerne gjorde Gerald Durell berømt, men han skrev også om sine mange rejser til fjerne verdensdele. Efter krigen blev Durrell tilknyttet den zoologiske have i London, og senere drog han på dyreekspeditioner til bl.a. Cameroun i Afrika. Det varede dog ikke længe, før han begyndte at drømme om sin egen zoologiske have, hvor truede arter kunne leve i fred. I denne bog fortæller han på humoristisk vis om de medlemmer af dyreriget, der var med til at grundlægge den.

Menagerie Manor
I denne bog fortæller Gerald Durrell særdeles underholdende om sin zoologiske have på Jersey. Det kan både være en prøvelse og en oplevelse at bo inde midt i en dyrehave, hvor man bliver vækket ukristeligt tidligt og meget eftertrykkeligt af en trompetérfugl og underholdt med høje løvebrøl. Durrell fortæller med sin sædvanlige humor og smittende entusiasme om modstræbende kærlighedsaffærer, om undvegne tapirer og om at have en baby-gorilla boende i gæsteværelset.

Jersey Zoo

Hvor mange kender mon den dejlige forfatter Gerald Durrell? Hans bøger er fulde af lune og humor, og hans glæde for dyr var smittende. Jeg skrev en artikel til ANGLOFILIA magasinet om ham og den zoologiske have, som han skabte på kanaløen Jersey - og jeg vil gerne have lov til at gengive den her. Hovedformålet med haven var allerede dengang bevarelse af truede dyrearter...

Gerald Durrell var hele sit liv betaget af dyr, og han elskede at være sammen med dem. Samtidig nærede han en stor respekt for dyrene og betragtede deres tilstedeværelse på vores fælles jord som en selvfølgelighed. I sin rolle som forfatter videregav han begejstringen for naturens små og store mirakler i sine bøger, og med smittende entusiasme skabte han kærlighed til dyr og natur hos mennesker verden over.

Da den nu afdøde forfatter etablerede den zoologiske have på Jersey, gjorde han det først og fremmest, fordi han ønskede at skabe et fristed for truede dyrearter. Mange arter var allerede dengang så truede i deres hjemland, at de havde behov for at sted at være i fred. I 50 år har Jersey Zoo (der nu hedder Durrell Wildlife Conservation Trust) været et sådant reservat, og haven har været rollemodel for andre zoologiske haver verden over.

Mange zoologiske haver foretrækker de populære dyr, der tiltrækker et bredt publikum, men Gerald Durrell gik andre veje. Han tog de dyr til sig, som måske var mere undseelige eller mindre smukke, men som havde desperat brug for hjælp. En af Durrells mest fascinerende beboere er Aye-Aye’en; en mystisk og eventyrlig skabning med store øjne og ører og en forlænget finger, som meget praktisk kan bruges til at pirke godbidder frem af træstammerne på samme måde, som spætten bruger sit næb.

Selvom formålet med en zoologisk have som Durrells ikke alene er at udstille dyrene for vores fornøjelses skyld, så er muligheden for at se dyrene – i så naturlige omgivelser som overhovedet muligt - med til at vække vores fascination, respekt og kærlighed til dyrene.

I dag består dyrebestanden i haven på Jersey af padder, fugle, krybdyr og pattedyr. Gorillaerne har været med fra begyndelsen, og hele 15 baby-gorillaer er født her. De fleste er kommet til andre zoologiske haver og er med til at føre bestanden videre.

En nok så vigtig brik i dyrebeskyttelsen er optræningen til livet i det fri, når dyrene skal udsættes i naturen. For det er selvfølgelig noget helt andet at leve under frie, men ofte mere barske forhold, og det kræver tillæring. På Jersey får dyrene en grundig oplæring i det frie liv, inden de udsættes, og på Durrells internationale træningscenter uddannes de mennesker, som skal arbejde med naturbevaring. Indtil nu har dette ”mini-universitet” uddannet 1700 mennesker fra 120 lande.

Der er heldigvis mange succeshistorier på Jersey, og to af dem er den lyserøde due og Mauritius tårnfalken. Den lyserøde due var blevet så fåtallig, at man måtte bruge fosterduer for at hjælpe bestanden op, men med Durrell-trustens nødhjælp er due-bestanden kommet op på et tåleligt niveau. Tårnfalken var på randen til udryddelse med kun en håndfuld tilbage på Mauritius, men igennem ynglehjælp og genudsættelse er den vilde bestand nu oppe på knapt tusinde.

Et lignende program er sat i gang for ekko parakitten, der er verdens mest sjældne parakit. For tyve år siden var der kun tre (!) hunner tilbage, så hjælpen kom i sidste sekund. Målet er at få bestanden op på over 300 i 2010, og det ser heldigvis ud til at lykkes.

Næste skridt for Durrell-fonden er at bevare de levesteder, som dyrene i Jersey Zoo oprindeligt bebor. For det nytter selvfølgelig ikke at arbejde intenst på at få truede dyrearter på ret køl, hvis man ikke har et sted at genudsætte dem, når det lykkes.

For Gerald Durrell var det så umådeligt vigtigt at bevare den fascinerende og mangeartede dyreverden, som findes på vores jord. For vi er ikke i stand til at genskabe den, hvis den forsvinder. Trods alle vores talenter og menneskelige evner, så formår vi ikke at genskabe en fugl eller et dyr, når det først er forsvundet. Og vores verden vil blive så uendeligt meget fattigere, hvis det sker...

Verden er lige så fintfølende og kompliceret som et edderkoppespind. Hvis man rører ved en tråd, sender man rystelser igennem alle de andre tråde. Vi nøjes ikke med at røre ved spindet; vi flår store huller i det... Gerald Durrell

Misser og mennesker

Når det er koldt udenfor, er det ikke sjovt at være Puskis. Der er ikke en ærlig mus, det er koldt om poterne, og man kan ikke sætte sig ned og kigge uden at rumpen fryser fast. Min søde kat er blevet døv på sine gamle dage, så jeg følger gerne med ud på tur - for en sikkerheds skyld - men i disse dage er turene (heldigvis) ret så korte. Puskis sender mig et fornærmet blik, som om alt det dér hvide stads er MIN skyld, og skynder sig tilbage på sin lune plads i husets bedste stol.

Det gælder for misser som for mennesker, at alderdommen lige er noget, man skal vænne sig til. Det nytter ikke længere at kalde på katten, for den kommer af gode grunde ikke, når den ikke kan høre. Al kommunikation er med tegnsprog, mimik og kæl. Særdeles meget kæl. Vores gamle kat skal helst ligge i arm hver nat, og vi kommer næsten op og slås om, hvem der har putteretten. Dyret ligger frydefuldt snorkende, mens hun fungerer som en blanding mellem teddybjørn og varmedunk.

Alle gode hensigter forsvinder som dug for solen. Puskis har for eksempel aldrig før fået godbidder ved bordet, men som "gammelmis" får man lov til stort set alt. Og sådan burde det faktisk også være for mennesker. Tænk at have det at se frem til, når man selv kommer op i årene...

Jeg har valgt at lade Puskis være min inspiration. Når jeg bliver gammel, vil jeg blæse på formerne og gøre præcis, hvad jeg har lyst til. Jeg vil tilbringe dagen i et hyggeligt hjørne, spise lækkerier så tit som muligt og lange ud efter dem, der er for frække. Hmmm, måske skulle man allerede nu begynde at spidse kløerne...? :-)

Vintertid er hobbytid

En af de gode ting ved vinteren er, at der er bedre tid til hyggelige tidsfordriv. Puslespil for eksempel - typisk noget, der for mit vedkommende kun bliver taget frem her midt i den mørke tid. Når de 1000 brikker er hældt ud på bordet, begynder jagten på motivet, mens Bach eller Lully spiller i baggrunden. Herligt!

I år er jeg kommet sent i gang. Forkølelser og deadlines kom i vejen for juleferiens tradition, men pyt! Forventningens glæde er som bekendt den største...

Jeg har udvalgt mig et særligt fint puslespil med titlen "Grandma's Attic" - motivet forestiller selvfølgelig et loftsrum fyldt med alskens herligheder; sådan som et loft helst skal være. Her er kister med børnenes gamle legetøj, en gyngehest og gine, symaskine og sørøverflag, en gammel standerlampe og tusind andre ting. Det skal nok blive sjovt!

Det allerbedste er næsten, at man ikke kan foretage sig andet imens. At lægge puslespil virker særdeles afstressende, hvis man trænger til den slags. Og når man efter lang tids søgen må opgive at finde en manglende brik - så er det gerne lige netop den, man finder som det første næste dag. Ren puslespils-magi! :-)

Dugfrisk blogger...

Bær over med mig! I har selv prøvet det - siddet med den første blanke side og ikke anet, hvad man skulle stille op med den! Men alt kan læres, så det skal nok komme med tiden :-)

Om mig selv kan jeg kort fortælle, at jeg har skrevet i årevis. Primært fagligt stof i form af artikler til fagblade og virksomhedsblade - senest min kærlighedserklæring til England i form af ANGLOFILIA magasinet (med tilhørende butik).

Før da oversatte jeg kærlighedsromaner i stor stil, og selv om indholdet af og til grænsede til det ulidelige gav det stor rutine og kendskab til sprog. OG jeg lærte at bruge en ordbog!! Dengang var internettet nemlig knapt nok født...

Jeg er af sind meget optimistisk og også meget idérig (ifølge mine omgivelser lidt FOR idérig) - så jeg håber, at jeg med mine skriverier kan virke inspirerende på nogle. Hvis jeg bare en gang i mellem kan ramme plet hos en enkelt eller to... så er jeg glad!