Farvel til kaninbjerget

Nu er bilen pakket (= stoppet til bristepunktet), og turen går hjemad via Eurotunnel. Men undervejs gør jeg et lille stop i Brugge, hvor jeg vanen tro har taget en ekstra dag. Mine to år i Belgien har sat sine spor, og jeg holder så meget af både Bruxelles, Gent og – især - Brugge.

Jeg plejer at bo hos søde Caroline på hendes aldeles vidunderlige Bed and Breakfast lige midt i den skønne, gamle by, men alt var desværre udsolgt denne gang. Så jeg måtte søge efter noget andet og fandt et rigtig godt ”sidste øjebliks tilbud” på et lille hotel, hvor jeg har boet et par gange før.

Om ikke så længe skal jeg slentre rundt i de brostensbelagte gader, som jeg kender så godt, drikke kaffe på min yndlingscafé med de ekstremt lækre kager, kigge på små, smarte butikker og hygge mig på et charmerende værelse, når fødderne er slidt ned.

Vi ”ses” igen på torsdag. Ha' det godt så længe...

Akrobat – Oh!

Oppe under taget ved mit soveværelse bor dette smarte egern, der formår at spise med hovedet nedad – hængende i ét ben. Man skulle dog ikke tro, at det var sådan et blødt og letbenet lille dyr, når det vågner om morgenen, for det larmer utroligt meget. BUM, KRASH, BANG lyder det deroppefra – man kunne godt ønske sig lidt mere hensyn af én, der får gratis husly og maden serveret…!

Bluebells i skoven

I dag har det været regnvejr. Øsregn fra morgenstunden og nu bare lidt gråt, men stadig mildt. Fuglene har nydt det, tror jeg. Der har været ekstra meget aktivitet ved træet med fuglenødder, så måske har insekterne holdt sig indendørs...

Jeg kom i tanker om den morgen, jeg listede ned i skoven for at se de bluebells, der efter sigende skulle vokse dér. De var der skam. Ikke så mange at skovbunden var et imponerende hav af blåt, men nok til at gøre den smuk. Se bare...

Sidste udflugter...

Nu har jeg været på de uigenkaldeligt sidste udflugter for denne omgang. I forgårs tog jeg endnu en tur til Wales - denne gang stik vestpå - og i går var jeg ude og besøge to meget søde og specielle haver i Warwickshire.

Det var i øvrigt festligt at køre igennem den gamle by Warwick på vej hjem (i myldretiden, på en "bank holiday weekend" fredag), for alle veje er ensrettede og mange af dem så smalle, at der kun kan køre én bil ad gangen. Nå, men det gik fint; man er vel hærdet...

På turen til Wales kom jeg til et hyggeligt tea room, som jeg har besøgt en enkelt gang før for to år siden sammen med min rare mand - og tænk, indehaveren kunne genkende mig. Oh, you're the lady with the house in Worcestershire... Det er et sjovt sted, for det er bare et ganske almindeligt beboelseshus, hvor man har indrettet stuen til servering. Men hyggeligt er der, og kaffen er god.

I weekenden skal jeg hygge og pusle om mig selv og huset, for på mandag skal jeg begynde hjemturen. Der kommer feriegæster, så den går ikke længere. Og mon ikke også min rare mand savner mig? Jeg savner i hvert fald ham...

A nice cuppa

I dag har jeg fået de sidste varer til butikken - nemlig disse meget store tekopper.

De er dog ikke til te, men til planter - for der er hul i bunden.

De passer da perfekt til en engelsk butik, ikke?!

Jeg har noget med træer

Ja, jeg ved det godt – jeg har også noget med ugler og bier og grævlinger og alt muligt andet. Men træer er så vidunderlige, store og trygge og dejlige.

En af de ting, som jeg elsker særdeles højt ved huset her, er alle de gamle træer. Langs den mindste mark vokser adskillige kæmper, der må have oplevet lidt af hvert. Og lige udenfor vokser TRÆET. Min absolutte yndling - husets vågetræ.

I gamle dage plantede man et træ i nærheden af huset, og det var netop meningen, at det træ skulle passe på huset og dets beboere. Mit vågetræ er et gammelt egetræ. Det har en tyk og furet bark, og en stor del af træet er hult.

Når jeg går forbi det, klapper jeg det altid. For dengang jeg så frygtelig gerne ville have Hollymount, indgik vi en aftale, træet og jeg. Jeg lovede, at jeg ville vogte over det og aldrig nogensinde fælde hverken det eller de øvrige familiemedlemmer nede på marken – hvis det til gengæld ville hjælpe mig med at få huset.

The rest is history…

Fototur

Også i dag har jeg været på udflugt – men denne gang var formålet fotografering til ANGLOFILIA bladet. Jeg havde hørt om en meget spændende have i Wales, som jeg ville ned og fotografere, og udturen gik ad de mindre veje – ikke på motorveje. Det tager tre gange så lang tid, men det er mindst ti gange så morsomt.

Jeg holder meget af Wales! Der er sådan en smuk natur, og der er en masse skov. Jeg kørte på smalle, snoede veje gennem skovdækkede bjergområder, og lige pludselig var der et skilt. Tea Shop stod der - på en jernbanestation! Det måtte lige undersøges.

Det var et vidunderligt sted. Jeg sad og spiste min medbragte frokost uden for en stor togvogn, hvor der var indrettet informationscenter og butik, men jeg kunne altså også have spist eller drukket kaffe i den gamle stationsbygning. Der var utroligt hyggeligt, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg kommer her!

Haven viste sig at være lige så spændende, som jeg havde ventet, og jeg fik taget et væld af billeder. Og da jeg bagefter drak eftermiddags te med Welsh Cakes til, fik jeg besøg. En lille rødhals, der også ville have en bid med…



På vejen hjem stoppede jeg op for at spise aftensmad på en pub. Ejerens hund bød mig velkommen og holdt sig begejstret til, for her var da én, der gad kaste bold. Det gjorde vi så en hundrede gange...

Shoppingtur

Man kommer jo ikke udenom lidt shopping, når man er i England. Der er ikke noget, jeg dyrker så meget mere – for når man selv har butik, får man ligesom dækket behovet...

Men dagens tur gik alligevel til Bath, som jeg holder meget af, og som kun ligger en times tid herfra. Og jeg fandt da både noget lækkert og meget behageligt tøj fra min yndlingsbutik, Hampstead Bazaar, en lip shine fra Body Shop, tre par sokker med blomster og striber (!) fra Marks and Spencer og et par gode bøger.

Den ene bog var så fin, så fin. Den hedder Venetian Journal og har det smukkeste omslag, jeg længe har set. Bladene har forgyldte kanter, den er fyldt med dejlige fotos fra Venedig (som jeg er ret vild med) og så er der plads til notater og opskrifter. Den skal nu nok bare ligge fremme til pynt og glæde, for jeg tror ikke, at jeg nænner at skrive i den!

AV, mit hoved!

Der er adskillige egern i haven, og i går var der travlhed i egetræet, hvor ungerne pilede rundt. Hen under aften kom et voksent egern med et ungt egern på slæb – de skulle hen og besøge foderkassen. Det var så tydeligt, at det store egern skulle vise det lille egern, hvordan det nu gik for sig.

Store egern: Se her, man løber hen over taget og hopper ned på grenen. Sådan.

Lille egern: Okay, nu gør jeg det også. Uhh, der er da lidt langt ned. Jeg tør vist ikke. JO, jeg turde alligevel!

Store egern: Så sætter man sig her på kassen og åbner låget. Sådan her – med hovedet!

Lille egern: Okay, nu prøver jeg lige. Arj, en masse nødder. Skal man ikke bare kravle helt ned i kassen?

Store egern (lidt stram): Nej, man skal ikke kravle NED i kassen. Man skal bare dykke ned, tage en nød og så trække sig tilbage, så en anden én kan komme til.

Lille egern: Okay, så gør jeg det. Man kan også hoppe op på låget. Se, hvad jeg kan!

Store egern (arrigt): Du skal ikke hoppe op på låget, når jeg har hovedet i klemme! Jeg skal gi’ dig, skal jeg!

Er der noget at sige til, at jeg kan bruge så lang tid med bare at kigge…?!

Havetur

I dag har jeg været på foto-udflugt. Vejrudsigten lød til at være mere nådig i dag, men den holdt altså ikke. Jeg emmede af varme, mens jeg gik rundt og tog billeder af smukke blåregn og fantastiske klematiser, men heldigvis var der en café med et bord i skyggen og dejlig hjemmebagt gulerodskage. Så ku’ man lidt igen!

Da jeg kom hjem, hørte jeg i TV, at jeg netop havde været på det allervarmeste sted i dag. Men nu er det begyndt at blæse, og køligere grader strømmer hertil. Perfekt! Tyve grader er lige mig!

Morgenstemning

Fra dette dejlige vindue i spisestuen har man udsigt til haven. I vindueskarmen står en sød tepotte med et får på og ved siden af en krukke med blomster. Men blomsterne er ikke fra haven – nej, det er silkeblomster. Meget naturtro silkeblomster, der ligner en buket, jeg lige har hentet ind.

For jeg kan altså ikke nænne at plukke blomsterne derude. De skal være til haveglæde og til bier!

Et stort udvalg

Man må læse utroligt mange blade i England. I hvert fald kan man finde magasiner og blade om alskens emner, og jeg kan bruge lang tid til at kigge på kioskhylderne. Men jeg nøjes nu ikke med at kigge. Jeg køber gerne en god stak med hjem, så jeg har blade til hyggelæsning og inspiration. Mit indkøb forleden udløste ligefrem en kommentar fra kassedamen ”oh, someone’s fond of reading” – og det kan man vist roligt sige…

I disse varme dage

… er man nødt til at sove med åbent vindue. Det er aldeles vidunderligt at vågne til friske morgendufte og morgenfuglesang – bagsiden er så bare, at de kære små vågner kl. 04.00. Det gør jeg så også. Gaab!

Dyr af alle slags

Den observante læser vil efterhånden have bemærket, at jeg er særdeles glad for dyr. Der er ikke det kræ, der ikke er velkomment her… med ganske få undtagelser! Den ene af undtagelserne er hvepse, som holder meget af vores frugthave og også af vores hus og alle de gode hulrum, her er. Da jeg er allergisk over for hvepsestik, må de altså pænt blive udenfor!

Den anden undtagelse er store edderkopper. I sådan et gammelt hus som dette, hører edderkopper uundgåeligt med – og selv om jeg aldrig gør dem noget og endda i en vis udstrækning har lært at leve med dem, så kan de altså opnå en størrelse, hvor jeg står af.

Jeg har mødt nogle stykker her, som jeg med rejste hår på armene af lutter gys har fanget i et kæmpestort glas og lempet udenfor. Med undtagelse af Magnus, som har boet i et hjørne af lysthuset lige så længe, jeg kan huske. Han får lov til at blive siddende, fordi… nå ja, fordi han bliver siddende…

Denne lille musvit havde travlt i dag med at fjerne edderkopper fra tagrender og vinduer. Det er godt at have venner!

Skønne spildte kræfter...

På den igen, lille fugl. Og bedre held næste gang…

Puha!

I dag har det været varmt, og i weekenden bliver det varmere. Helt op til 27-28 grader lørdag og søndag. For én som mig, der stortrives i røjsere og tyk sweater, er det altså en kende for hedt!

Inaktivitet er svaret! Den står på langsomme bevægelser og meget afslapning i liggestol - i skyggen. Ved siden af stolen ligger kameraet sammen med telefonen og noget koldt at drikke.

Og mens jeg sidder her og driver den af med bøger og blade, myldrer fuglene rundt om ørerne på mig, for de har sandelig ikke tid til afslapning. Der er små ting, der skal fanges i træerne og børn, der skal fodres.

Det er lige før, jeg får dårlig samvittighed ;-)

Dansk visit

I dag har jeg for første gang haft danske gæster i Hollymount. En anden blogger, Ellen, kom på et lille eftermiddagsvisit med datter og børnebørn, og vi sad i haven og fik kaffe og nogle frygteligt søde kager fra Waitrose.

Det var ikke kun kagerne, der var søde - det var børnebørnene også. Det var hyggeligt med besøg og sjovt at hilse på dig og din datter, Ellen... :-)

På tur

I dag har jeg været på langtur. Jeg skulle ned og besøge nogle af mine leverandører og se deres showrooms, og jeg fik også købt lidt flere varer til butikken. Problemet bliver så at få plads til det hele, når jeg skal hjem, men den tid, den sorg…

Næste punkt på dagsordenen var besøg i et hus, der engang tilhørte en kendt person, som jeg skal skrive om i ANGLOFILIA på et tidspunkt. Men inden jeg kom så langt, gjorde jeg kaffepause-holdt i en lille by med en gammeldags forretningsarkade. Jeg kunne ikke stå for denne fine og eksklusive herreforretning, der sagtens kunne have ligget i London.


De gamle byer i the Cotswolds er noget så hyggelige, og man føler sig hensat til en helt anden tid. Jeg nød den lange travetur fra parkeringspladsen og ned til huset, for den smalle vej havde velduftende krat på begge sider og masser af fuglesang.



Jeg mødte også nogle af de firbenene beboere. Den enorme tyr må være far til den søde kalv, som moderen så kærligt nusser. Der stod et stort advarselsskilt ved lågen ind til marken. Men det var ikke tyren, man advarede om – det var vædderen, der lå gemt omme bag noget krat…

Engelske roser

De tidligere ejere har plantet mange roser - smukke, engelske roser, der enten står i bedene eller klatrede op af husmuren. Jeg skriver klatrede i datid, for vi har fjernet de fleste klatreroser – de var så smukke, men det nytter jo ikke, når huset skal males med jævne mellemrum.

Roserne har de mest vidunderlige farver og dufter skønt. Men de må klare sig selv, og hvis de får sygdomme eller utøj, klipper jeg dem af. Jeg synes ikke, at det kan berettige til brug af giftspray, at jeg bare skal have noget pænt at se på. Til gengæld giver jeg dem lidt naturlig gødning, så de har noget at stå imod med.


Der står en rosenbue ved indgangen til haven, men klatrerosen her har fået lov til at vokse i årevis uden at blive klippet ned, så det er en hel masse grenværk forneden og kun roser i toppen. Det ser ret fjollet ud, men jeg har ikke haft tid til at gøre så meget ved det endnu. Og måske er det for sent? Jeg modtager gerne gode råd…

Haven rundt

På ihærdig opfordring fra min rare mand derhjemme følger hermed en længere rundtur i haven. Han vil nemlig gerne se, hvordan det hele tager sig ud lige nu…

I er velkomne til at følge med på tur…

Vi starter ved den hvidmalede havelåge (billedet ovenfor), der fører ud til den lange indkørsel ned til vejen.


Til venstre for havelågen ligger den lille mark og den mellemste mark, hvor George holder får, og til højre ligger en lille "frugtplantage" og den store mark med Roberts får.


Langs hegnet omkring den mindste mark vokser vilde roser, som er anbragt uden for fåre-rækkevidde. Får spiser tilsyneladende alt og går åbenbart ikke af vejen for torne...


Den hvide bænk har nogle af vores lejere flyttet ned til grillpladsen bag garagen, men den står egentlig også fint her, så vi lader den stå.


Den lille sø på den anden side af grillpladsen har desværre kendt bedre dage. Bunden er utæt, så der er ikke meget vand tilbage.


Men det ser ikke ud til at genere planterne. Og inden længe blomstrer alle de iris, der så ihærdigt har bredt sig...


Der vokser frugttræer alle vegne, og både de, tjørnen og syrenerne blomstrer lige nu.


Fra søen går man op mod huset, hvor der er brede og tætpakkede blomsterbede foran.


Foran huset står den gamle vandpumpe, der uden tvivl har virket på et tidspunkt. Men nu er vi tilsluttet den offentlige vandforsyning, og vandet smager ualmindeligt godt.


Foran vinduet ind til spisestuen vokser en stor cotoneaster, der er helt levende af bier på denne årstid. Af praktiske årsager skal der helst ikke vokse noget helt op af huset, og vi har fjernet en del klatreplanter, men denne her har fået lov til at blive stående lidt endnu...


Nu går vi venstre om huset, hvor indkørslen fortsætter hele vejen rundt og nogle af buskene er tætklippede som store, runde kugler.


Når man sidder på bænken foran huset, kan man se flagermusene i aftenskumringen.


Til højre for den hvide låge ligger den del af haven, hvor vi gerne selv sidder. Her er nemlig både sol og læ, hvis det er det, man vil have...


Rundt om soluret vokser nogle gamle lavendler, der nok skulle have været klippet mere ned. Jeg er begyndt at klippe dem til, men tør ikke tage alt for hårdt fat.


Det er her ved siden af lavendlerne, jeg er begyndt at anlægge mit bi-bed. Det ser ikke ud af så meget endnu, men det skal nok komme...


Vi slutter her ved køkkenindgangen, hvor der lige uden for døren er anbragt et urtebed med masser af løvstikke, salvie og rosmarin.


Og så er jeg særdeles leveringsdygtig i forglemmigej, der vokser lystigt alle vegne. Dem så jeg på planteskolen til 60 kr. pr. potte...

Vi har fået børn!

Eller i hvert fald barn! Det yndigste lille kaninbarn, der sad og mimrede i nærheden af indgangen til kaninboet. Det var lettere skeptisk, men blev dog siddende, da jeg listede mig om bag drivhuset for at fotografere.

Min pakke kom sent i eftermiddag, hvor jeg ellers havde opgivet at vente og var kørt til Waitrose for at handle. Men jeg havde sat seddel på døren, så pakken ventede på mig i garagen. Nu er spisestuen fyldt med søde ting, der skal med hjem til butikken.

Min ene nabo kom forbi og fortalte, at hele skoven bag min mindste mark var fyldt med bluebells. Det er en privatskov, og jeg går sjældent derned, fordi der af og til er jagt. Men nu kan jeg jo ikke dy mig, for jeg må da ned og tage billeder. Jeg håber bare ikke, at jeg ligner en fed fasan!