mandag den 10. januar 2011

Misser og mennesker... 2

Hvad er der med katte og papkasser?

Et af mine allerførste indlæg som dugfrisk blogger handlede om Puskis. Det manglede bare, for den søde kat har en stor plads i mit hjerte. Hun kom til os på et tidspunkt, hvor den sidste af vores gamle katte var død - hun slog sig ned uden at spørge om lov og har været hos os siden.

Det er 16 år siden, og jeg ved, at hver dag er en gave fra nu af, men trods alderens skavanker er Puskis "still going strong".

Nedenstående indlæg blev altså skrevet for et år siden, men det gælder stadig. Og jeg håber, at jeg kan få lov til at skrive det samme til næste år. Jeg håber...!

Når det er koldt udenfor, er det ikke sjovt at være Puskis. Der er ikke en ærlig mus, det er koldt om poterne, og man kan ikke sætte sig ned og kigge uden at rumpen fryser fast. Min søde kat er blevet døv på sine gamle dage, så jeg følger gerne med ud på tur - for en sikkerheds skyld - men i disse dage er turene (heldigvis) ret så korte. Puskis sender mig et fornærmet blik, som om alt det dér hvide stads er MIN skyld, og skynder sig tilbage på sin lune plads i husets bedste stol.

Det gælder for misser som for mennesker, at alderdommen lige er noget, man skal vænne sig til. Det nytter ikke længere at kalde på katten, for den kommer af gode grunde ikke, når den ikke kan høre. Al kommunikation er med tegnsprog, mimik og kæl. Særdeles meget kæl. Vores gamle kat skal helst ligge i arm hver nat, og vi kommer næsten op og slås om, hvem der har putteretten. Dyret ligger frydefuldt snorkende, mens hun fungerer som en blanding mellem teddybjørn og varmedunk.

Alle gode hensigter forsvinder som dug for solen. Puskis har for eksempel aldrig før fået godbidder ved bordet, men som "gammelmis" får man lov til stort set alt. Og sådan burde det faktisk også være for mennesker. Tænk at have det at se frem til, når man selv kommer op i årene...

Jeg har valgt at lade Puskis være min inspiration. Når jeg bliver gammel, vil jeg blæse på formerne og gøre præcis, hvad jeg har lyst til. Jeg vil tilbringe dagen i et hyggeligt hjørne, spise lækkerier så tit som muligt og lange ud efter dem, der er for frække. Hmmm, måske skulle man allerede nu begynde at spidse kløerne...? :-)

20 kommentarer:

Inge sagde ...

Det er jo det jeg altid har sagt, jeg skal være kat i mit næste liv.. :-)
Håber du får nogle år endnu med Puskis :-)

Mia Folkmann sagde ...

Inge: Det håber jeg sør'me også. Hun er sådan en dejlig kat... :-)

Madame sagde ...

Det er vel nok smukt at læse! Og jeg genkender, hvad en kat kan betyde for sin mennesker - vores er også en slags teddybjørne :-)
Ja, lad os overføre Puskis' privilegier til os selv, når vi bliver gamle ... ;)

REJEN sagde ...

ja engang i mellem tænker jeg også: hvem der bare var en kat..Dejligt indlæg om Puskis..;-D

Lone sagde ...

Vi kan lære meget af vores katte.
Katten var Helle Gotveds forbillede. Hun sagde fx, at vi skulle lægge mærke til, hvordan en kat tog sig god tid efter at have sovet. Hvordan den rejser sig langsomt, strækker sig, vasker sig, spiser lidt og går på opdagelse. Alt i et roligt tempo. Det skulle vi lære mere af. Især langsom opvågning og udstrækninger af muskler pointerede Helle Gotved, at vi skulle gøre hver morgen, inden vi stod ud af sengen.

Der er meget mere, vi kan lære af kattene. Se fx her:
http://www.himmelogfjord.dk/?page_id=29

Det glæder mig, at I har smidt alle gode manerer over bord og lader Puskis få et dejligt otium.
Jeg tror også, jeg vil lade mig inspirere af Puskis, når jeg bliver ældre. Det siges, at man går lidt i barndom, når man bliver gammel. Det tror jeg på.
Jeg vil spise flere iskager og drikke mere portvin og ja, - begynde at lange ud efter de frække :-)

Tak for din søde hilsen ved tabet af Rufus, Mia. Klem til dig.

Megan sagde ...

Katte er vidunderlige dyr. Jeg er meget fascineret af dem og tror, vi kan lære meget af dem! Dejligt indlæg og fin historie om Puskis. Sådan vil jeg også gøre! :)

Jeg har jo Josie på 11 år som er skilsmissehund og hun bor hos os på skift - min ex og jeg deler hende ja! Det går fint og det har det gjort snart i mange år. Lige nu er hun hos os. Jeg sætter stor pris på hende og glæder mig over hver dag, hun er frisk! Ved godt, at vi nu skal være glade for hver dag, hvor hun trives og har det godt og jeg er så taknemmeligt, når hun kommer ind om morgenen og stikker snuden i min hånd, som for at sige: Så står vi op! Logrer med halen og er glad fra første færd. Min gule sol! Håber hun holder nogle gode år endnu, men én ting er sikkert, hun skal have det godt. Og ja, som ældre hund (og kat) må man lidt mere. Der skal da for søren være visse privilegier, når man giver afkald på andre!

God dag Mia! :)

Annette's space sagde ...

Så du den Rejen skrev om katte og royalitet forleden dag? Katte er helt særlige væsner !!

Deborah sagde ...

Ja, min Garbo er endda ældre end din Puskis, men er "still going strong". Men som du siger, hver dag en gave. Hun hører også fint, men sover lidt tungere, og mere. Men dejligere end nogensinde, det er hun. Vi håber, vi kan skrive det samme næste år. Og ja de skal have det bedste.

Donald sagde ...

Hvor er den sød. Der hvor min søn bor går en gammel kat, Thomsen, eller Thomas, (mange navne) fra hus til hus, og den kender alle beboerne og ved, hvor man kan få lidt varme eller få lov at sove lidt. Den er simpelthen så sjov at få på besøg.

Jeg tror iøvrigt at Puskis spurgte om den måtte komme indenfor og registrerede svaret så hurtigt, at du ikke nåede at opfatte spørgsmålet ;)

Kate sagde ...

åh hvor er det et rigtig, rigtig dejligt indlæg. Og hvor det glæder mig, at Puskis har valgt dig som tjenerinde.

PS 'man skal være god ved dyr og gamle mennesker' citat min mor på 80 ;D

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Jeg kan meget nemt forestille mig, at jeres katte også fungerer som teddybjørne/varmedunke. Åh, så hyggeligt! ;-)

Sussi / Sussinghurst sagde ...

Det lyder SÅ hyggeligt, når jeg bliver en rigtig gammel kælling (og ikke skal fare så meget rundt) vil jeg også ha' mig en kat. :)

Mia Folkmann sagde ...

Reje: Det glæder mig, du synes det. Ja, katte forstår at indrette sig på absolut bedste måde... ;-)

Mia Folkmann sagde ...

Lone: Helle Gotved havde så sandelig ret. Det med at strække sig på kattefacon har vi bare så godt af. Jeg har siddet og grinet meget af dit herlige link; hvor er der mange sandheder, og hvor kan jeg genkende meget af det... ;-) Knus

Mia Folkmann sagde ...

Megan: Jeg synes, at det er så dejligt, at I kan enes om Josie. Det er da absolut det bedste for både børn og hunde, hvis "forældrene" kan dele i al fordragelighed. Jeg har læst historierne om din gule sol, og hun virker meget glad og harmonisk... ;-)

Mia Folkmann sagde ...

Annette's Space: Ja, jeg læste godt Rejens indlæg, og der ER noget med royalt over katte. Puskis formår i hvert fald uden besvær at sætte mig på plads... ;-)

Mia Folkmann sagde ...

Deborah: Ja, vores misser fortjener det bedste! Puskis sover også meget nu, men det er selvfølgelig heller ikke den festligste tid for dem. Der er ikke meget at komme i haven efter... ;-)

Mia Folkmann sagde ...

Donald: Ha ha. Jeg er sikker på, at du har ret. Pusis er en meget kvik kat, så hun har sikkert registreret mit svar hurtigt... ;-) Det lyder hyggeligt med Thomsen - han nyder sikkert også at kunne komme på besøg hos de forskellige.

Mia Folkmann sagde ...

Kate: Tak for dine søde ord. Det citat kunne min mor også finde på at komme med, er jeg sikker på... ;-)

Mia Folkmann sagde ...

Sussi: Det ER også optimal hygge at have en kat. Men der er stor forskel på at have en yngre kat og en gammel kat. Den yngre Puskis sagde bare "nå hej, er du dér", før hun skred ud på mussejagt - og hun havde ingen problemer med at blive kattepasset i ferierne. Men den gamle Puskis er afhængig af nærhed og kæl - og jeg kan slet ikke nænne at tage væk fra hende. Et ret stort problem, når man har hus i England. Men huset har ligget der i 400 år, så det må pænt vente, til det bliver dets tur... ;-)