onsdag den 2. marts 2011

En ferie ved havet



Her følger endnu en præsentation - denne gang fra Cornwall, hvor vi boede i det aldeles vidunderlige hus, som jeg tidligere har vist fotos fra. Et virkeligt dejligt sted, som jeg skrev en artikel om i mit allerførste ANGLOFILIA magasin. Artiklen kommer med her, hvis nogen skulle have lyst til at læse den:

Det måtte helt sikkert være lyden af jetmotorer, vi hørte. Lyden blev højere og højere, og først da vi åbnede bildørene, og den saltmættede luft slog imod os, gik det op for mig. Det var selvfølgelig havet….

Vi havde gjort det igen! Kun en tåbe frygter ikke de advarende bemærkninger, der er nævnt i udlejningspapirerne. Undgå at ankomme til huset efter mørkets frembrud, stod der – og hvad gjorde vi? I buldermørke listede vi os frem ad de små grusveje, der førte frem til feriehuset, mens personen på passagersædet (det var mig) med mobiltelefonens lommelygte prøvede at holde styr på vejanvisningerne. Efter tredje sidevej på venstre hånd skal vi til højre. Var det tredje eller fjerde sidevej, vi passerede dér? Vi var trætte efter den lange køretur og ikke helt oplagte til skattejagt, men det var selvfølgelig vores egen skyld.

Trods alle odds lykkedes det uden fejlkørsler. Efter en laaaang køretur på smalle skovveje kunne vi skimte en bygning lidt fremme, hvor vejen endte. En stor grå spøgelsesagtig bygning, der nærmest lænede sig op af klipperne. Og så var det vi hørte den høje lyd af havet, der sendte bølgerne med voldsom kraft ind mod bredden et eller andet sted langt nede i dybet. Vi kunne se et par lysglimt på stranden og anede omridset af en ensom fisker.

Vi fik låst hoveddøren op, og straks blev det hele meget bedre. For det store, solidt byggede hus virkede helt bogstaveligt som en sikker havn ved oprørt hav, og som altid stod der en velkomstbakke med te og småkager klar i køkkenet. Vi gik på opdagelse i huset og udvalgte det bedste soveværelse, men først næste dag gik det for alvor op for os, hvilken perle vi befandt os i.

Det ensomt beliggende hus blev bygget i slutningen af 1890’erne af kaptajn John Peverell Rogers. Hans kone Mary elskede havet, og for at glæde hende byggede han Bar Lodge, hvor hun kunne komme for at drikke te og nyde havudsigten enten fra terrassen eller fra værelserne, der stort set alle vender ud mod havet.

Det bedste ved Bar Lodge er netop den kæmpestore tagterrasse, hvorfra der er en fuldstændig uhindret udsigt til Atlanterhavet. Lige så langt øjet rækker er der hav, hav og hav, og foran huset går stien, der fører enten ned til stranden, ind til byen Porthleven eller tilbage den vej gennem skoven, som vi kom fra aftenen før. Terrassen blev selvfølgelig vores primære opholdssted, for det var så vidunderligt at sidde her og se på havet og fuglene og mærke vinden tage fat. Formiddagen gik som regel med lutter uvirksomt dagdriveri, for hvor kunne man gøre den slags bedre end her? Efter frokosten ved det store træbord tog vi os gerne sammen og gik ned på stranden for at fotografere eller rekognoscere, hvis vi da ikke travede de tre kilometer ind til Porthleven.

Porthleven er en lille fiskerby, der efterhånden også er blevet en turistby. Men den har ikke mistet charmen af den grund, og det er vældigt hyggeligt at lunte rundt og se på sejlbådene i havnen og surferne, der udfordrer de til tider ret voldsomme bølger. Der er mange små cafeer, pub’er og restauranter i Porthleven, hvor man kan få sig et godt måltid mad, og der er gallerier med brugskunst og små hyggelige butikker.

Hele det store område omkring Bar Lodge hører ind under the Penrose estate, som blev givet til The National Trust i 1974. Det er et vidunderligt, naturskønt område med kilometervis af vandrestier langs havet og igennem skoven. Stranden neden for huset er bred og småstenet, og den adskiller havet fra en stor ferskvandssø, der ligger bagved. The Loe Pool hedder søen, der ikke altid har været en sø, men derimod en flodmunding, som stenstranden for flere hundrede år siden lukkede af for.

Søen er nu den største i Cornwall og et meget vigtigt sted for overvintrende fugle. Det er i det hele taget et rigtigt fugleparadis, så hvis man interesserer sig for ornitologi, er det det helt rigtige sted at tilbringe dagen. Man kan se bl.a. krikænder, blishøns og hejrer, ligesom gråænder, svaner og rørhøns bygger rede her. Og man kan gå turen søen rundt og måske være så heldig at se en odder.

Vi havde dejligt vejr det meste af tiden, men skønt det var fristende at bade ved Loe Bar, så skal man helt sikkert lade være. Der er for dybt, strømmen er alt for stærk, og bølgerne er alt, alt for voldsomme, og selv ved sopning mærkede vi tydeligt, hvor kraftigt bølgerne slog og bagefter hev os med udad. Men det betød ikke spor, for bare det at opholde sig ved vandet dagen lang var så pragtfuldt. Det sidste, vi gjorde inden sengetid, var at åbne alle vinduerne i soveværelset. Hele natten sov vi som små sten, dels på grund af al den friske luft og dels på grund af den ensformige, brusende lyd af bølgerne.

Den sidste dag oplevede vi, hvordan naturens kræfter herude i Englands sydvestligste hjørne for alvor kan vise tænder. Orkanen Gordon kom fra Azorerne og ramte Irland og England med resterne af sin styrke. Vi syntes, at resterne var rigeligt nok, for det hev og sled i huset, men flot var det at se de enorme bølger, som stormvejret piskede frem. Det var næsten umuligt og bestemt ikke ufarligt at gå udenfor, men heldigvis følte man sig tryg inde i huset, der sikkert har oplevet værre ting.

Der er mange spændende ting at se i dette hjørne af Cornwall, men – indrømmet – vi fik ikke set så mange af dem. For både huset og hele området omkring Bar Lodge er alt for dejlig at forlade, bortset fra småturene ind til Porthleven og de nødvendige køreture til det nærmeste supermarked. I virkeligheden er det måske det, der er meningen. At man netop bare skal blive en hel uge eller to på det sted, man har lejet, så man rigtigt lever sig ind i atmosfæren og bare nyder at være lige præcis her. Sådan som også Mary må have nydt det dengang for hundrede år siden.

8 kommentarer:

Loppe sagde ...

Tak for fortælling & film !

Man bliver bestemt ikke mindre ANGLOFIL af at læse dine historier kære Mia
*smil*

Loppe

Madame sagde ...

Det er helt vidunderlige billeder, I har sat sammen til den lille film - smart at man kan få billederne til at se levende ud.
Albinonis Adagio er næsten for uhyggelig til de dejlige billeder - for mig er det et stykke musik, der minder mig om begravelser ... :-)
Klem og ha' en god dag, Mia!

Megan sagde ...

Dejligt!

Og det kunne jeg godt bruge meget snart. En ferie ved havet! :))

Mia Folkmann sagde ...

Loppe: Det er jeg glad for at høre... ;-)

Madame: Ja, det er en sjov måde at vise billederne på. Musik (og dufte) virker så forskelligt; på mig virker adagio'en bare smuk, romantisk og fredfyldt.

Megan: Ja tak, en ferie ved havet tiltrænges... ;-)

Helle K. sagde ...

Fantastisk :) Min mand fantaserer nogle gange om, at det ville være perfekt at bo i Sydengland - jeg skal nok ikke vise ham din film :)

Sussi / Sussinghurst sagde ...

Dejlig, dejlig beretning. Da vi skulle vælge årets ferie stod det sidste valg mellem Cornwall og Nord Spanien....nu fortryder jeg at valget blev Spanien. Jeg har ønsket mig til Cornwall lige siden jeg læste den første bog af Rosamunde Pilcher :)

Mia Folkmann sagde ...

Helle: Jeg kan meget godt forstå din mand!!! ;-)

Sussi: Du vil da helt sikkert elske Cornwall - og jeg har det på samme måde med Rosamunde Pilcher. Hun har fanget stemningen så fantastisk godt i sine bøger... ;-)

Ellen sagde ...

Ih, hvor bliver jeg mere og mere glad for, at vi skal til Cornwall til sommer :-)
Vi skal bo næsten helt ude i vandet, er vi enige om - og et rask lille blæsevejr skal ikke være uvelkomment :-)
Tak for billeder...