torsdag den 10. marts 2011

Tusind tak!


Tusind tak til alle jer, der har været så søde at kommentere mit sidste indlæg. Det har været en stor trøst, og det har glædet mig at "bo" her i Blogby, hvor man kan finde så meget støtte og hjertevarme.

Puskis var mit livs "misse-kærlighed", og det har været nogle triste og sorgfulde dage. Det er godt, at jeg arbejder hjemmefra, hvor jeg kan gå rundt med hævede øjne og rød næse uden at forskrække nogen.

Puskis vil altid have en plads i mit hjerte, og ingen anden kat kan erstatte hende. Når det er sagt, så er det selvfølgelig meget fristende at finde en ny lille ven, men med et hus i England er det ikke det smarteste at gøre. Vi vil prøve at modstå den fristelse - og tiden må så vise, om vi er standhaftige nok... :-)

12 kommentarer:

Madame sagde ...

Dejligt at se at du er her igen, Mia! Ja, det er frygteligt at miste et elsket dyr, også selv om det har haft et langt og godt liv. Jeg kan også godt forstå, I prøver at modstå fristelsen til at anskaffe en lille ny misling. Det vil nok være mest praktisk at nøjes med din mors.
Klem!

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Jeg HAR skam været inde på forskellige internat-sider for at kigge... men jeg nøjes altså med at kigge! Og så har jeg sagt til min mors Rikke, at hun må komme på besøg i vores "afdeling" lidt oftere, så vi ikke får abstinenser... ;-)

Lone sagde ...

Ja, det er en fordel, at du arbejder hjemmefra i sådan en situation. Det kan godt være, at man græder mere, fordi man hele tiden bliver mindet om det lille væsen, som ikke er her mere, end man ville gøre, hvis man arbejdede ude. Men jeg tror, det er sundt nok at få sorgen grædt ud, når behovet er der.

Nu er det tre måneder siden, vi mistede vores gamle hund. Jeg græder stadig over tabet af ham, selvom vi har fået en ny.

Måske er det slet ikke dig, som skal vælge en ny kat, når tid er. En dag er det måske en kat, som vælger dig :-)

Mia Folkmann sagde ...

Lone: Jeg tror, at du har fuldstændig ret i, at man skal have lov til at græde ud. Og selvfølgelig ser jeg Puskis alle steder - blandt andet plejede hun at ligge i stolen ved siden af mig, når jeg sad og skrev. Jeg tager mig i at række hånden ud og klappe den tomme plads...

Åh ja, det varer længe, før sorgen forsvinder - og den kan dukke op uden varsel lige pludselig. Af og til er det, som om der bliver trykket på en knap... og så bryder man bare sammen. Sådan har det også været med min far.

Jeg er uhyggeligt klar over, at jeg egentlig slet ikke har noget at skulle have sagt. Puskis flyttede ind i sin tid uden at spørge, så måske finder en anden lille ven en åben dør og slår sig ned, ligsom hun gjorde... ;-)

Ditte sagde ...

Åh, Mia. Hvor er det trist for jer.
Men I må glæde jer over de mange gode år og oplevelser I har haft sammen med Puskis.
Godt at Rikke får lov at kigge ind til jer engang imellem. Knus fra Ditte

Mia Folkmann sagde ...

Ditte: SUK ja, det er trist! Men jeg er glad for, at hun fik et godt liv, hvor hun kunne gøre, som hun havde lyst til. Hun kom til os af sig selv - og hun BLEV af sig selv.

Rikke-kat er velkommen hos os, men der er ingen tvivl om, at hun helst vil være hos sin egen "mor". Og sådan skal det selvfølgelig være... Knus

Loppe sagde ...

Kære Mia

Kan ikke sige andet end at jeg føler med dig... har selv prøvet det.

Uanset, om I finder en ny kat eller om derer en der vælger netop jer til sine nye mennesker, så vil det sikkert føles helt rigtigt..

- og heldigvis rummer hjertet mere end én kærlighed...

Knus & kh
Loppe

Mia Folkmann sagde ...

Loppe: Kære Loppe, du har så inderligt ret i, at det vil føles rigtigt. Sådan var det nemlig præcis, da Puskis i sin tid flyttede ind. Og jeg har masser af plads til flere dejlige dyr i mit hjerte... Knus

REJEN sagde ...

Det er svært at undvære og savnet er selvfølgeligt meget stort i starten...Jeg så også min første kat alle steder og syntes også jeg kunne høre hende gå rundt i lejligheden...Men kan godt forstå at I ikke vil have en ny kat lige med det samme, man bliver også meget afhængige af dem...Men føler med dig, det er hårdt, så tud du bare løs, det hjælper lidt, trods alt..Knus..

Mia Folkmann sagde ...

Reje: Ja, jeg har ikke bestilt andet de sidste dage - men det værste var selvfølgelig, da beslutningen skulle tages. Jeg synes ikke, at det er rimeligt, at man skal udsættes for den slags...! ;-) Knus

Holly's sagde ...

Hvor er jeg glad for, at du har overskud til at skrive lidt igen. Har tænkt på dig hver dag - jeg ved, hvor slemt det er. Sikke et dejligt billede. Fik helt tårer i øjnene og klump i halsen. Det minder mig om min Tutte, som jeg måtte tage afsked med i september. En pragtfuld labrador. Hendes søster Bertha ligger her. Jeg håber, hun kan få sommeren med - nu må vi se. Tager en dag ad gangen, som du selv skrev. Knus og god weekend!

KH Holly's

Mia Folkmann sagde ...

Holly's: Sorgen bliver til vemodighed efter en tid, men jeg ser jo det lille dyr alle vegne. Hun var helt døv til sidst, så der var meget pote-berøring og kontakt i det hele taget. Alt det savner jeg nu.

Det må også have været slemt for dig, da du skulle sige farvel til Tutte, men det er godt, at du stadig har Bertha. Der bliver så tomt, hvis man ingen dyrevenner har. Heldigvis har jeg glæde af min mors kat, Rikke, for min mor bor sammen med os, og Rikke "kigger ind" med mellemrum.

Knus til dig også og god weekend!