fredag den 20. maj 2011

De dejlige dråber


Jeg har i mange år haft aromaterapi som hobby. Den slags bruges meget i England, så selvfølgelig var det her, jeg første gang blev præsenteret for det. Siden har jeg købt et stort udvalg af små olieflasker med hver deres duft og hver deres virkning.

Jeg bruger aldrig aromaterapien på andre end mig selv - joh, min rare mand har da også stået for skud en enkelt gang eller to. Nogle af olierne er ret potente, og man skal vide, hvad man har med at gøre. Andre er milde og blide, men alligevel effektive.

Lavendelolie er en mild olie, som man ikke kan gå så meget galt i byen med, og den kan bruges til utallige ting. Den olie henter jeg selv sammen med lavendelprodukterne til min butik, for der dyrkes lavendel på markerne blot en halv time fra mit engelske hus. Lavendelolie - og også pebermynteolie - er f.eks. meget virkningsfulde mod hovedpine.

Neroli er én af mine yndlingsolier, men den er meget dyr. Til gengæld er det den vildeste luksus at blande sig en body-olie af en god vegetabilsk olie (f.eks. mandel-, abrikoskerne- eller jojobaolie) med bare et par dråber neroli - eller tage et karbad med havsalt og neroli. Man optager olien gennem huden og duften gennem næsen og får det aldeles vidunderligt!

En af mine store fornøjelser er at blande olier bare for duftens skyld, for jeg elsker dufte. Jeg har blandet en dejlig juleduft af kanel, ylang ylang, rosentræ, cedertræ og orange - og den fyldte hele huset med sin skønne aroma. Andre dufte, f.eks. citron og lavendel, får huset til at dufte rent og frisk. De fleste olier er antiseptiske og bakteriedræbende (nogle i meget høj grad!), så de er velegnede til rengøring.

Jeg tror fuldt og fast på aromaterapiens virkninger - jeg har afprøvet så mange af olierne på mig selv i givne situationer og altid med succes. Og jeg elsker at sidde som en anden "grøn heks" og fremstille den ene velduftende blanding efter den anden... :-)

NB: Det er stor forskel på rene olier til aromaterapi og så syntetiske olier. Sidstnævnte er kun til duftbrug og må aldrig kommes på huden...

11 kommentarer:

Megan sagde ...

Spændende Mia. Jeg kan lige se dig sidde dér som "grøn heks" og blande olier! :)

Som du ved er jeg helt vild med neroli. Duften af appelsinblomster. Den duft taler virkelig til mig og minder mig selvfølgelig om Spanien. Kunne godt tænke mig en massageolie med den!

Kan du have en god aften. Sidder nu mon og fifler med dufte ;)

Knus

Mia Folkmann sagde ...

Megan: Har en stærk fornemmelse af, at jeg snart skal til England igen. Så kan jeg jo tage sådan én med hjem til dig - du har jo noget til gode... ;-)

Nej, lige nu fifler jeg med shoppen og nye ting, der skal derind... ;-)

God aften til dig også. Knus

Donald sagde ...

Jeg kender mange af duftene du nævner, men kan ikke lige komme på hvordan cedertræ lugter. Men der er mange lugte, som børn elsker at lave: Pres en appelsinskal ind i et lys, - det knitrer og dufter godt. Brænd noget gran! Uha - forsigtig - men det dufter godt.

Mia Folkmann sagde ...

Donald: Det med at brænde gran brugte vi meget, da jeg var barn. Vi holdt en lille (tør) grangren hen over stålvasken og brændte den forsigtigt af, så det duftede dejligt. Det gør jeg i øvrigt stadig ved juletid. Eller stikke hele nelliker ind i en appelsin og trille den i en kanelblanding. Mmmmm.

Cedertræ er en lidt speciel duft, som møl efter sigende ikke bryder sig om. Jeg havde engang små cedertræ-stykker i mit skab af samme grund. Men hvis man blander olien med andre olier, så får man lige det dér skovagtige pift... ;-)

REJEN sagde ...

En grøn heks, men det lyder spændende og er sikkert meget interresant at sætte sig ind i olie/duftens verden...;-D

Mia Folkmann sagde ...

Reje: Det ER nemlig meget interessant og også meget virkningsfuldt - og behageligt. ;-)

Madame sagde ...

Jeg er også optaget af aromaterapi, Mia - bruger det ofte og gerne i min aromaterapilampe og er forundret over, hvor meget det betyder, hvilken lugt eller duft, der er i et rum. Mine yndlingsdufte er mine forskellige typer appelsinolie.
Klem og ha' en dejlig lørdag :)

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Ja, appelsinolier er også dejlige; sommetider drypper jeg lidt på nogle brændestykker til ovnen - så dufter det skønt. Du må også have en rigtig dejlig dag i dag... Knus :-)

Rasmine sagde ...

Jeg synes også, at aromaterapi er interessant og har flere bøger og det. Jeg har endda læst dem, men ikke så koncentreret, at jeg vil påstå, at jeg ved særlig meget. Sådan en professionelt udseende kasse har jeg aldrig set før. Den er vel også indkøbt i England? Er den til et bestemt mærke?

Brittsol sagde ...

Jeg har i mange år brugt mandelolie med lavendeldråber i, efter Ole Henriksens opskrift. Det bruger jeg i ansigtet hver aften.
God søndag

Mia Folkmann sagde ...

Rasmine: Ja, den er nemlig købt i England for mange år siden. Jeg tror, at den er fra den "Culpeper" forretning, der ligger i Londons Covent Garden. Den var dyr, men jeg MÅTTE have den. Jeg har alle mulige forskellige mærker olier i den (som også er købt derovre... ;-) )

Brittsol: Jeg bruger også tit hjemmelavede ansigtsolier; ikke kun med lavendelolie, men også med f.eks. geranium. Uhm! Det dufter så godt... :-) God søndag til dig også