fredag den 1. juli 2011

ARAF

"Har du en hjemmeside, så jeg kan se mig selv?" spurgte rytteren...

Sådan en bil må stå højt på ønskesedlen...



Legetøj til små drenge, der er blevet store...

Et hyggeligt sted til "afternoon tea"...



ARAF betyder langsom på walisisk - og det er lige, hvad vi har gjort i dag. Taget det langsomt og været på "opdagelsestur" i Wales.

Vi havde absolut intet mål, men retning mod Brecon Beacons nationalpark. Og så blev det først til en "country fair", som vi faldt over - med showjump, hundekonkurrencer og andre landlige sysler. Sådan lidt "Livsstilsmesse på Ledreborg" - bare i mere rustik udgave. Efter en "bacon butty" og en walisisk is fik vi nok af overklassen og kørte videre.

I Brecon - der vel må være områdets "hovedstad" - fandt vi et dejligt sted ved floden, hvor vi kunne tage et eftermiddagshvil på picnictæppet med selskab af de lokale ænder, og senere kom vi til den hyggeligste café, hvor man serverede eftermiddagste. Det blev til hele to potter og en ekstra scone til gråspurvene, for der var bare så hyg'ligt.

10 kommentarer:

Rejen sagde ...

hihi, du gav ham vel adressen til din blog...Sikke en dejlig ferie I har, det er så dejligt bare at slappe af og gøre hvad man har lyst til..;)

Rasmine sagde ...

Jeg elsker at se springkonkurrencer. Det må være kombinationen af det flotte syn og spændingen. Det flotte syn alene kan nu også gøre det - for det var ikke en konkurrence, vel?

Det ER nu hyggeligt sådan bare at tage af sted i bilen uden rigtig at have nogen planer. Jeg kender det jo fra dengang, jeg havde mine forældre, fordi min far simpelthen hyggede sig bag et rat. Det bliver aldrig helt så spændende på cykel, fordi det tager for lang tid at komme omkring.

Mia Folkmann sagde ...

Reje: Jo, men han hørte vist ikke efter... han havde alt for travlt med at lade op til show'et... :-)

Rasmine: Nej, jeg tror bare, at det var en opvisning af en slags, men jeg har altså ikke meget forstand på hestesport. Men flot så det ud!

Vi havde ikke bil i min familie, så det er først i voksen alder, jeg er blevet introduceret til begrebet "at køre ud i det blå". Det er så sjovt at tage på opdagelse og se nye ting... :-)

Prikker i luften sagde ...

Hvor lyder det bare som en skøn ferie, jeg får selv lyst til at tage afsted med det samme:-)god ferie fortsat.

Mia Folkmann sagde ...

Prikker i luften: TAK! Det er også skønt, men desværre skal vi snart hjem og være praktiske. Kan lige nyde dagen i dag med... :)

Loppe sagde ...

Følger dig dag for dag
Skøn ferie I har haft

Nyd det sidste ...
Knus
-♥-
Loppe

Ps
Skønne dage modtaget og nydes... Uhm...

Ellen sagde ...

God tur hjemad, så :-)
Det har været hyggeligt at følge jer rundt på jeres ferie.

Madame sagde ...

Det lyder som om, I har haft en skøn ferie, Mia - hvor er det dejligt at læse!
God tur hjem! Tager I hele turen med at køre, eller sejler I til Esbjerg?

Annette sagde ...

Mia, hvor er det dejligt at læse om jeres ferie, hårdt arbejde afvekslende med skønne ture rundt i det dejlige land.
Fortsat rigtig god ferie.

Mia Folkmann sagde ...

Loppe: Tak for din søde hilsen. Det gør ikke så meget, at vi skal hjem - for vi skal snart derover igen... ;-)

Ellen: God tur i lige måde, for nu er det jo lige straks din tur... :-)

Madame: Vi tager den hele vejen gennem Tyskland m.m. Det har vi det egentlig OK med, hvis vi bare kan vælge tidspunkter, hvor trafikken ikke er for slem... :-)

Annette: Ja, vi elsker at køre rundt og kigge nye steder (ja, og gense "gamle" kendinge). Mon ikke du forstår præcis, hvad jeg mener? :-)