lørdag den 6. august 2011

Fjedrede venner

Modelfoto
Jeg har altid elsket dyr, men da jeg var barn, måtte vi kun holde fugle i vores lejlighed, så vi fik en undulat. En smuk blå fyr, der blev kaldt MIK. Han blev meget tam, drønede rundt som en jetjager mellem værelserne og elskede at hviske ”sweet nothings” i vores ører, så man fik gåsehud helt ned i tæerne.

Sådan gik det fint et par år, indtil mine forældre syntes, at han skulle have sig en kone. De købte en barmfager hun, Bibi, og Mik var begejstret! Det var Bibi ikke! Hun kylede ham ned i bunden, hvor han kunne hygge sig med sit spejl, og selv om hun blev tam, så kunne hun ikke fordrage, at man stak fingeren ind mellem tremmerne til hende. Hun bed noget så læsterligt, og jeg lærte mine første bandeord (Av for Sa…).

Men selv om Mik blev holdt på afstand, så lykkedes det dem alligevel at producere afkom i form af tre små unger, to hunner og en han. Mik var begejstret! Det var Bibi ikke. Hun kylede ham ned på bunden, hvor han kunne hygge sig med sit spejl, mens hun tog sig af ungerne - men det tog Mik nu i stiv vinge. Han var jo også vant til at være dernede…

Trille var en hvid han, Bølle og Perle to lyseblå piger. Bølle fik noget spænding i tilværelsen, da det lykkedes hende at snige sig ud mellem tremmerne et ubevogtet øjeblik og flyve en tur rundt på Frederiksberg. Heldigvis kom hun hurtigt hjem igen ved hjælp af en rar nabo.

Resten af familien levede i nogenlunde fred og fordragelighed til en høj alder. Selv som pensionist fløj Mik rundt som jetjager i værelserne, men alderen mildnede desværre ikke Bibi nævneværdigt.

Morale:
1. Det er nok ikke så tosset at være ungkarl.
2. Hvis der er noget, der ikke passer dig, så bid fra dig.

10 kommentarer:

Rasmine sagde ...

:-D

Ikke nogen Taming of the Shrew der!

Mia Folkmann sagde ...

Rasmine: Det lod sig ikke gøre... ;-)

REJEN sagde ...

hihi, jeg kommer sådan til at tænke på en tegneserie der var i et blad eller en avis hvor manden var under tøflen..Jeg kan ikke huske hvad den hed, men jeg får det samme billede frem på nethinden når jeg læser dit indlæg med stakkels Mik..;-D

Mia Folkmann sagde ...

Reje: Det kunne være Kasket Karl? Den læste jeg meget engang.. ;-)

Gowings sagde ...

Vi havde også undulater i mit barndomshjem, hvorfor jeg også introducerede dem her i huset, da børnene var små. Der gik ikke mange sekunder, før jeg pludselig genoplevede, hvorfor det var en dårlig ide: de svinede afsindigt og hirsekolber blev bandlyst på under 5 minutter. Men i mange år efter havde vi kære minder i form af afgnavet tapet og afrundede møbelhjørner...

Mia Folkmann sagde ...

Gowings: Jeg kan nu ikke huske det med svineriet, men det skyldtes nok, at jeg var barn og ikke havde rengøringstjansen... ;-)

Mine to nymfeparakitter (som er tilløbere) står heldigvis udenfor, så jeg er forskånet for den slags nu...

Madame sagde ...

De kære dyr :-) De er store personligheder, hvad enten de er undulater, mus, dværghamstere eller katte! Din historie minder mig om oplevelser med mine 13 år med farvede mus ;)

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Din bemærkning får mig til at tænke på et indlæg, jeg har glemt at skrive. Det kommer snarest... ;-)

Jeg kan sagtens forestille mig, at man kan få masser af herlige oplevelser med mus - som jeg i øvrigt også holder meget af. De er noget så nuttede... :-)

Sussi / Sussinghurst sagde ...

Godt du skrev dette indlæg - jeg var på fuglemarked i Porto, og fik en ubændig lyst til at "få fugl" - men nu kan jeg godt huske hvordan det var, da vi havde undulater.... de ér nogen grissebasser, og der er ikke idel huslig lykke i et fuglebur. Måske en kanariefugl... (hang på mange altaner i Spanien, og de synger skønt)

Mia Folkmann sagde ...

Sussi: Ja, alle fugle er nogle grisebasser, når man har dem i bur - derfor har jeg også mine udenfor (hvor de også helst vil være...). Nej, en kanariefugl tror jeg ikke, jeg vil have. Mine kusiner havde flere, og selv om de er vældig søde og synger kønt, så hopper de også frem og tilbage hele tiden. Jeg tror, at jeg ville få pip (ha ha) af dem... ;-)