tirsdag den 11. oktober 2011

Lidt at tænke over

Madames indlæg i går fik mig til at tænke på noget, som jeg tit tænker over selv. Nemlig måden vores samfund er skruet sammen på.

For hvem siger, at det egentlig er nødvendigt at arbejde så meget, som vi gør? Som det forventes?

Som zoologi-interesseret skæver jeg altid meget til, hvad vores nærmeste slægtninge blandt dyrene gør. Vi ligner dem på så mange punkter, og deres adfærd kan fortælle os meget om os selv. Hvis vi lytter og ser efter. 

Tænk på menneskeaberne. Hvor meget tid bruger de ikke på at drive og lege? Al den slags ”unødvendigheder” er helt grundlæggende og ganske nødvendige for at fungere som abe. Og hvorfor skulle det samme ikke gælde mennesket? 

Personligt tror jeg på den teori. Jeg tror, at vi ville have det langt bedre med os selv og vores omgangskreds, hvis der var mere tid til driveri og til leg, men de tanker passer ikke godt ind i vores moderne samfund. 

Men jeg kan have dem for mig selv. For tanker er toldfri, ikke sandt?  ;-)

15 kommentarer:

Madame sagde ...

Vi kan lære meget af dyrene - jeg nyder at have en spindende kat på skødet og blive mindet om at være i nuet. Her hos os valgte vi for en del år siden at skrue ned for blusset, mindre arbejde, færre udgifter og mere tid til os selv. Og jeg må sige, at for mig var det den helt rigtige beslutning :-)
Klem!

Rasmine sagde ...

Jeg er ikke noget dyr, og jeg mener faktisk ikke, vi kan lære ret meget af dyrene, om noget overhovedet.

Der er jo ingen, der forhindrer os i at arbejde mindre, end mange faktisk gør. Det kan jeg ikke se har noget som helst at gøre med at lære af dyrene. Jeg kunne for eksempel sagtens finde ud af det uden nogensinde at have haft lejlighed til at iagttage dem - noget, jeg har tilbragt meget, meget lidt tid med.

Det kunne jeg skrive noget i retning af en afhandling om, men afstår ;-)

Megan sagde ...

Jeg er helt enig i dine tanker, Mia og mener bestemt, at vi kan lære meget af dyrene. Vi glemmer at lege, vi glemmer i grunden ofte at leve. Vi har altid travlt, der er sjældent pusterum eller bare tid til at være.

Vi glemmer at lytte og naturen bærer på alle hemmelighederne. Vores liv er sat i bås og kasser og det er svært at komme ud, men når det lykkes, så ser man et glimt af noget, som kunne (og burde) være helt anderledes! ;)

God dag til dig.

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Ja, vi glemmer tit det helt basale i tilværelsen, og det er så sundt at blive mindet om det... :-) Knus

Rasmine: Jeg har det så lige omvendt: Jeg elsker at tilbringe tid med dyr og iagttage dem, og jeg elsker at blive klogere på dem. For derved bliver jeg klogere på mig selv... :-)

Megan: Ja, jeg tror også, at naturen gemmer på alle hemmelighederne. Vi har så godt af at lytte og observere - vi kan kun blive klogere... ;-) Knus og god dag til dig også

Ord i landskap sagde ...

Jeg er i den merkelige situasjonen at jeg jobber mye, mye mer enn jeg bør, samtidig som jeg tjener mindre. Sa jeg selvstendig næringsdrivende??
For min del handler det om å gjøre det beste ut av situasjonen man er i her og nå, men også ha mer langsiktige mål foran seg. Jeg er ikke materialistisk i det hele tatt, og ønsker på sikt å jobbe mindre.
Jeg har mange gang misunt katta vår, som bare ligger langflat på gulvet og sover. Gjerne foran ovnen...

Klem!

Michael sagde ...

Tankevækkende Mia, vi er blevet konkurencemennesker og det indebærer at ihvertfald mange vil havde det største og det bedste, både hvad angår jobs og materielle ting, vi har lært at vi skal kæmpe for tingene i en verden af mangel, men ifølge Loven om Tiltrækning er der ingen mangel og der drejer det sig om at lukke de ting vi giver vores opmærksomhed ind i vores liv, uden at tænke på begrænsninger af nogen slags, og så ellers lytte efter inspireret handling.
Godt indlæg, i Kærlige tanker, god Tirsdag.

Ditte sagde ...

Jeg tror at ideen om at vækst er den eneste vej frem har bragt netop den slags problemer med sig. Vi skal producere og forbruge mere og mere og vores behov for materielle ting kildres hele tiden. Men jeg er helt enig i at det ikke er der lykken skal findes, men tværtimod i en samhørighed eller et fællesskabet med andre; det kan være mennesker eller dyr - eller naturen som sådan.

Mia Folkmann sagde ...

Ord i landskap: Jeg har det præcis ligesom du. Jeg arbejder også alt for meget, men jeg gør det nu med stor fornøjelse, fordi det er mit eget. Alligevel er det vigtigt med det langsigtede mål at arbejde mindre, så man ikke bliver slidt helt op. Vi må tro på, at det lykkes! :-) Knus

Mia Folkmann sagde ...

Michael: Jeg prøver af alle kræfter at give de gode ting opmærksomhed, for det er en glimrende leveregel. Nej, du har ret; mange har svært ved at stille sig tilfreds, og det er i virkeligheden lidt trist. Men sådan er vi så forskellige... :-)

Ditte: Det er sjovt, at du skriver det med vækst, for det har jeg netop skrevet et lille indlæg om - bare i kladde. Ja, samhørighed er det allervigtigste - og naturen giver os uendelig meget, hvis vi selv vil... :-)

mette b sagde ...

Jeg er helt enig. Alt for mange mennesker arbejder så hårdt at det at nyde livet kommer bagest i køen. Mange bliver syge af stress og kuren er... dase og personligt arbejde med at finde ind til de grundlæggende værdier, der gør livet.
Meget mærkeligt samfund.

Klem og god dag.

Gowings sagde ...

Jeg er helt enig med dig i, at det må være den rigtige livsfilosofi; men så er der lige den der Porsche Cayenne, et samtalekøkken, Kina, privatskole, efterårsferien i New York, søkigget fra stuevinduet, tøj med undseelige små - men meget dyre mærker o.s.v. - der adskiller os fra aberne...

:)

Annette sagde ...

Helt enig, Mia!
Efter i mange år at have haft en arbejdsuge, der lå omkring de 60 timer elsker jeg også at nyde det at have tid til mine omgivelser og mig selv.
På det seneste har jeg kunnet mærke, at det måske ikke ville være så dårligt med at jobbe igen, bare sådan nogle timer ☺.
Flot, at du allerede er på plads i din nye shop. En skøn aften til dig.

Mia Folkmann sagde ...

Mette: Ja, det er et mærkeligt samfund. Der må være mere ved livet end arbejde... ;-) Knus

Gowings: Ja, der er altid et eller andet, der kan lokke. Og selv aber kan have ambitioner... prøv at se mit indlæg i dag... ;-)

Annette: Det gælder nemlig om at finde en god balance. Der skal være tid til at nyde livet, men det betyder jo ikke, at man skal afholde sig fra at arbejde. Jeg elsker mit arbejde og stortrives med det - men der skal bare også være plads til fritid og oplevelser. Det kunne være dejligt for dig med et deltidsjob - mon ikke du kunne finde sådan ét? :-)

jensdrejer sagde ...

Det er et vigtigt emne, som jeg tror mange mennesker burde tænker meget mere på. I dag arbejder folk ikke engang for at skaffe nødvendigheder - i dag er målet overflod og luksus. Hvilket samtid er en belastning for kloden, der kun indeholder begrænsede ressourcer.

Jeg tænker det samme, når man hører politikerne som vil øge forbruget. Jaja, det er sikkert godt for økonomien. Men er det godt for menneskene? For menneskeheden? For kloden? For klimaet? For ressourcerne?

Der er noget galt............

Mia Folkmann sagde ...

Jens: Ja, det er, som om man kun kan have et samfund på én måde - men måske skulle man "ryste posen" og derved opdage, at der er flere måder at gøre tingene på...