Den sidste travetur for denne omgang blev ikke den store fornøjelse, for omegnen her var på denne skønne solskinssøndag omdannet til én stor klapjagtmark. Og for en dyreven som mig var det ikke lykken, men jeg nåede dog helskinnet forbi jægernes rækker. Det gjorde den smukke hjort, jeg så, til gengæld ikke...
Så mit humør er ikke så fantastisk lige nu, men jeg trøster mig med strikketøjet, te og smukke toner i radioen. Som disse af Johann Sebastian Bach (Keyboard Concerto No. 5 In F Minor).
4 kommentarer:
Jeg forstår helt hvordan du har det! :(
Jeg kan slet ikke ha' sådan noget - hvor er det dog sørgeligt. Kunne jægerne ikke skyde på hinanden i stedet for?
Jeg forstår bare slet ikke de mennesker der elsker jagt. Men jeg tror det må være noget fra vores indre urmenneske som nogle af os ikke er kommet af med :(
Megan: Hvor er jeg glad for det! Knus
Madame: Ja, det er ved Gud sørgeligt! Klapjagt er en tåbelig "sport"...
Havehyrde: Du har ganske ret i, at urmennesket trives i bedste velgående hos visse...
Send en kommentar