søndag den 12. februar 2012

Hidcote Manor Garden



Hidcote Manor Garden er en af de mest berømte haver i England. Den ligger utroligt dejligt og godt gemt i det skønne Gloucestershire bare et par timers kørsel fra London. Haven blev skabt af major Lawrence Johnston, der var født i Frankrig og kom fra en velhavende, amerikansk familie.

Haven er bygget op i haverum, og i ét af dem er der en næsten sydlandsk afdeling med et solur som midtpunkt. Om sommeren står store krukker med agaver og andre spidsbladede planter i udkanten af bedene, og hele området er kantet ind af høje bøgehække.

I et fjernt hjørne af haven trives de fugtelskende planter, astilber og liljer, og den dramatiske gunnera med de kæmpestore blade. Planten ligner nærmest noget fra forhistorisk tid og kan blive flere meter i højden og bredden.

Om sommeren ser det næsten ud, som om der er gået ild i de bede, der fører op til de to små lysthuse, for bedene er fyldt til bristepunktet med ildrøde blomster, der træder varmt og flot frem mellem alt det grønne bladværk. Hvis man fortsætter op ad trappen foran husene og forbi rækken af træer med klippede kroner, åbner en fin smedejernslåge op for en udsigt, som man ikke glemmer lige med det samme.

Uddrag fra artikel i Anglofilia efterår 2010

6 kommentarer:

Madame sagde ...

Sikke nogle skønne billeder, Mia! Englændere kan noget ganske særligt med haver :-) Tænk at opleve en ferie, hvor man bare tog rundt og så på alle de berømte haver ...

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Jeg ved ikke, hvorfor jeg drømmer om netop det lige nu!! ;-)

Sussi.Sussinghurst sagde ...

Jeg kunne tænke mit et sommerbesøg på Hidcote LIGE NU

Mia Folkmann sagde ...

Sussi: Jeg vil MED!!! :-)

Annika Christensen sagde ...

Hoppas att jag kommer dit en vacker dag.
Annika

Mia Folkmann sagde ...

Annika: Det håber jeg også for dig... :-)