mandag den 9. april 2012

Der går aldrig røg...


På min tur forleden kom jeg forbi denne lille brandstation, der ligger gemt på en lille brostensbelagt sidevej ikke så langt fra mit hus. Gad vide, hvor mange der ved, at den ligger der?

Huset er beliggende nær Jægersborg kaserne, der stod færdigopført i 1746, og sprøjtehuset, som det kaldes, må være opført nogenlunde samtidig, for det er i hvert fald med på et kort fra 1749.

På kortet kan man også se, at Ermelundsvej oprindeligt hed "Benbrækkerstræde", og hvis vejbelægningen har været nogenlunde, som den er her ved sprøjtehuset, er det et meget passende navn...

I 1862 anskaffede man en håndkraftsprøjte til Jægersborg og senere fik man leveret to sprøjtevogne. I 1902-03 blev der oprettet et fast brandkorps, men det blev nedlagt igen i 1912, kan man læse på det lille informationsskilt.

Og går man hen til huset og kigger ind, kan man se de fine sprøjtevogne fra dengang. Det er så godt, at man bevarer disse gamle ting, som ikke bare er en del af lokalhistorien, men også en del af historien i det hele taget - for sådan slukkede man jo ilden dengang. Ved håndkraft og med stort besvær. Nok ikke helt så effektivt som i dag...

7 kommentarer:

Ellen sagde ...

De havde da i det mindste en brandsprøjte ... de mere uheldige havde kun en spand, som gik fra hånd til hånd. Nok ikke specielt effektivt.

Skægt, at vejen gik fra at hedde Benbrækkerstræde til Ermelundsvej - gad vide hvad ermer var?
Skidenstræde i Kbh. blev omdøbt til Krystalgade. Fra den ene yderlighed til den anden ;-)

Michael sagde ...

Dejlig information Mia og sikke et vejnavn Benbrækkerstræde super, er også vild med det gamle nostalgiske og har ikke fattet at der trods store udgifter forbundet dermed, ikke har søgt at omdanne en gammel storebæltsfærge til museums færge, det er dansk kulturhistorie, og tænk på alle de kroner der går med at holde diverse isbrydere i stand og hvornår har de største af dem været i brug sidst?
God påskedag.

Mia Folkmann sagde ...

Ellen: Nej, de havde da udstyret i orden her ved Jægersborg... I begge tilfælde blev vejnavnene nok ændret, fordi de skulle lyde mere tiltalende - hvem har lyst til at gå på Benbrækkerstræde og Skidenstræde? ;-)

Michael: Nej, du har ret; jeg går varmt ind for at bevare så meget af vores historie som muligt. For selv om man skal se frem og ikke tilbage, så er det vigtigt at kende sine rødder... :-) God påskedag til dig også.

Sussi.Sussinghurst sagde ...

JEG kender den - min chef er fungerende formand (eller sådan noget) i foreningen. Det er et fint lille hus´- og med en dejlig natur bag ved.

Mia Folkmann sagde ...

Sussi: Ja, det er nemlig rigtigt. Der er dejligt at gå, og der ligger de hyggeligste små kolonihavehuse bagved... ;-)

Madame sagde ...

Spændende - og tankevækkende hvordan det har været at leve førhen! Uha og navnet "Benbrækkerstræde" er malende og billedskabende ;-)

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Uf ja, der er jo nok en årsag til, at strædet har fået det navn... ;-)