torsdag den 12. juli 2012

Et væld af videoer


I går kom turen til nedpakning af de mængder af film, som vi igennem tiden har købt os fattige i. Oh, der var perler ind i mellem - skønne dejlige film og vidunderlige engelske serier, som vi sagtens kan se igen. Masser af faglige udsendelser om blandt andet havedyrkning og kunstmaling, som også kan nydes mere end én gang.

Men en stor del af de gode sager er på videobånd. Og den slags er jo ikke ligefrem oppe i tiden, så hvad gør man?

Jeg har plukket de allerbedste og pakket dem ned, så jeg kan tage dem med mig. De udsendelser, jeg bliver klog af og dem, som er så specielle, at de næppe udkommer på DVD. De kan ses på det transportable TV med indbygget video, som forhåbentlig holder i mange år endnu.

Med blødende hjerte har jeg lavet en stak af Dickens film, Upstairs Downstairs, Lovejoy - engelske klassikere og gode film i håb om, at jeg kan afsætte dem på loppemarked. Vi får ikke plads til dem alle sammen i vores nye, "lette" og mere mobile liv - videofilm fylder jo godt på hylderne.

Men det er ikke nemt, altså...

7 kommentarer:

Madame sagde ...

Det er ærgerligt, at man ikke i et snuptag kan konvertere videofilm til pladsbesparende dvd'er. Skal de spilles over, tager det jo frygtelig lang tid ... :-)

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Ja, det er en skam. Det værste er, at jeg nu har fået lyst til at gense en hel masse af de gode film, inden jeg sælger dem. Det har jeg jo slet ikke tid til... ;-)

Megan sagde ...

Jeg elsker jo at se og gense den slags perler. Selv er jeg vild med engelske krimier og har en del. De hører med til min indretning! ;)

I går så jeg Vera. Kender du den?

Mia Folkmann sagde ...

Megan: De hører også med til min indretning, men nu har jeg jo ikke længere et værelse specielt til den slags, men kun nogle hylder. Det begrænser lidt... ;-)

Nej, jeg kender ikke Vera. Er den god?

Fruen i Midten sagde ...

I det mindste har du et fjernsyn, hvor du stadig kan se videoer. En dag gik det op for mig, at vi ikke længere havde en videoafspiller. Og vi havde ellers et helt bjerg eller i hvert fald en pæn bakke med Disney-klassikere og alt muligt andet. Øv bøv. Håber, der er en video- og gamle-engelske-serier-elsker, der finder vej til dit loppemarked :-)

Mia Folkmann sagde ...

Fruen i Midten: Man kan vist købe videoafspillere stadig - i hvert fald i England, hvor man i øvrigt også sælger gammeldags pladespillere i stor stil.

Så måske skulle jeg gemme nogle flere af de gamle videofilm; måske bliver de på et tidspunkt "in" igen ligesom LP-pladerne... ;-)

Ellen sagde ...

Årrh - du har Mapp & Lucia ... den er bare helt vidunderlig.
Vi kasserede sidste år alle vores videoer - det er lidt ærgerligt, men vi havde efterhånden anskaffet os de fleste på dvd. Gad vide hvornår de ikke kan ses mere?