fredag den 10. august 2012

Om mod og store hunde...

I øjeblikket sidder jeg og skriver artikler til mit blad - blandt andet om Devon i det sydvestlige England. Og derfor kom jeg i tanker om en elegant Bed and Breakfast, vi engang boede på.


Vi ankom til huset om aftenen og ringede på klokken, og straks lød et tordnende, rungende VOOOV inde bag døren. Det kom oppefra, og jeg så ængsteligt på min rare mand, fordi jeg forestillede mig en giganthund, der ville vælte mig, når døren blev åbnet.

Men nej. Døren blev åbnet, og der var ingen hund. I stedet var der en sød, ældre dame, der tog imod os. Jeg spurgte forsigtigt til hunden, og hun lo. "Åh, den lille hare? Den har gemt sig inde på kontoret".

Senere opdagede jeg, at "den lille hare" var en kæmpestor Grand Danois, og at der ikke var én, men tre. De lå krøllet sammen i hver sin lænestol, og da jeg kom ind på kontoret for at hilse på husherren, så de meget bekymrede ud. Jeg fik allernådigst lov til at klappe dem, og det varede en rum tid, før de vovede sig frem, så vi kunne hilse ordentligt.

Det engelske ordsprog "their bark is worse than their bite" passede altså ret godt her...

9 kommentarer:

Fruen i Midten sagde ...

He he, og det er heller ikke altid størrelsen, det komme an på. Store hunde er tit ret fredsommelige, mens de små kommer tordnende og sidder i ens haser, før man ved af det (er min smertelige erfaring). Sikke et fint sted - fire-stjernet b&b eller noget i den retning :-)

Madame sagde ...

Hihi, sikke en dejlig historie :-) Jeg ringede engang på et sted, hvor der lød en voldsom gøen, men der var ingen hjemme. Jeg var gået forkert og skulle ind til naboen, som senere fortalt, at det kun var lyden af hundeglammen, som lød, når man ringede på. Naboen var i udlandet i ½ år :-)

Mia Folkmann sagde ...

Fruen i Midten: Jo tak, jeg husker tydeligt den lillebitte hund, som en mand bar på armen i Føtex. Den var så YNDIG, og jeg sagde nåååååhhh og smilede sødt til hunden. Der derefter viste de værste tænder og gøede arrigt af mig...

Denne B&B var tilfældigt valgt, for vi kom til Devon midt i en hedebølge, hvor nærmest alle i England skulle til Cornwall og Devon. Vi måtte tage, hvad vi kunne få - og dette her var vældig fint, men ret så dyrt...

Madame: Hi hi, det var da smart. Jeg er sikker på, at disse her Grand Danois'er kan skræmme enhver indbrudstyv væk - i hvert fald indtil han ser dem... ;-)

Megan sagde ...

Fin historie. Ja, den slags gøen vækker respekt, men faktisk er store hunde ikke altid de mest bidske. The bark is worse than the bite, ja! Quite often.

En grand danois er egentlig en herlig hund, men lidt for meget hest for mig. Nøjes med labberne! :)

God dag, kære Mia.

Mia Folkmann sagde ...

Megan: Det var nogle dejlige hunde; det så bare lidt fjollet ud, når sådan nogle kæmpehunde lå og krøllede sig sammen i lænestolene. Men de hyggede sig! Labberne er også dejlige hunde... :-)

God dag til dig også, kære Lene

Rasmine sagde ...

Jeg kan slet ikke stå for en grand danois, men sådan en kan jeg jo ikke proppe ind i en halvandenværelses, selv om jeg måtte have hund. De er så flotte, synes jeg. At de er fredelige, ved jeg, men det er da vist ikke dem alle sammen, der er så frygtsomme.

Mia Folkmann sagde ...

Rasmine: Det er dejlige og også smukke hunde, men jeg har nu heller ikke mødt andre, der var så frygtsomme. Det gik nu lidt af ved nærmere bekendtskab, heldigvis... ;-)

Anette sagde ...

Dejlig historie - hvis du besøger stedet igen, må du huske at banke forsigtigt på døren, så "den lille hare" ikke bliver bange ;o)
KH Anette

Mia Folkmann sagde ...

Anette: Det må være den lille hares søn efterhånden, men den ser da også lidt ængstelig ud på billedet... ;-)