tirsdag den 31. januar 2012

Længsler og drømme


Man skal ikke forbavses over mine hyppige rejseindlæg i denne tid. De skyldes en utilsløret udlængsel på et tidspunkt, hvor jeg godt kan glemme alt om ferier og rejser. Så må man drømme i stedet for...

På et tidspunkt, hvor rejser var realiteter og ikke drømme, boede vi i dette meget charmerende og meget gamle hus. Det var noget helt, helt andet end noget, vi før - og siden - har prøvet, for huset lå midt inde i en lille by i Sussex.

Så i to uger var vi en del af bylivet med besøg i det lokale bibliotek, der lå lige ved siden af, og i kunstgalleriet, der lå lige overfor. Der var også byfest med dans og skæg og ballade, og om aftenen faldt vi i søvn til bægerklang, for der lå en pub lige til højre for huset.

Det lavloftede hus var utroligt hyggeligt, og vi mødte for første gang udtrykket "duck or suck", som der stod på et lille skilt på en meget lav bjælke. Der var to små soveværelser ovenpå, en hyggelig stue og en lillebitte tilbygning af træ bagtil, hvor min mand nedsatte sig med sine tegnesager, og i spisestuen blev udkæmpet de sædvanlige slag i Ludo og kortspil. Sådan som det hører sig til på vores ferier...

mandag den 30. januar 2012

Et bjerg i tasken


Når man bestiger ét af de skotske bjerge over 915 meter, der også kaldes Munros, siger man, at man "bagger" en Munro. Og så tager man ét ad gangen, indtil man kan prale af at have "gjort" dem alle. Der er vist næsten 300 af dem, hvoraf Ben Nevis er det højeste.

Det er lidt det samme som at komme Himmelbjerget i tasken, men ikke helt... ;-)

Jeg har aldrig besteget nogle af de skotske bjerge, men jeg har skam været helt oppe på toppen af Old Man Coniston i Lake District. Vi boede nemlig lige ved siden af, og fra vores lejede hus havde vi udsigt til den 800 m høje top.

Og en dag begyndte vi at gå opad. Vi fulgte den stenede sti, der blev smallere og smallere og til sidst forsvandt, og selv om det egentlig ikke var hensigten, så blev vi ved med at gå op. Der var det dér med "arj, vi går liiige op til den næste sten...".

Og pludselig var vi der. Helt deroppe hvor alt er tyst og stille, hvor ørne svæver, og hvor der er udsigt over alverden... sådan føles det i hvert fald. Det var et flot syn. Og jeg var lidt stolt.

Men om jeg nogensinde kommer op på alle de skotske Munros og bliver en ægte Munroist - det tvivler jeg nu på...

Foto: Anne Robert

MANDAGSTEMA: Iskold kunst


Mandagens tema hos Helene er "iskold kunst" - og den slags er ikke så svær at finde i dag.

I vores lokale park er der både naturlige kunstværker og menneskeskabte, og selv om disse klippede bede er så smukke om sommeren, når de er fyldt med duftende roser, så er de da også meget kønne på denne årstid, når de står delvist dækket af hvidt...

søndag den 29. januar 2012

Den bedste af dem...


I går så vi den anden af de to Joanna Lumley DVD'ere, som jeg fik i julegave - og denne gang var det Afrika, der var målet. Skuespillerinden fulgte nemlig Nilen hele vejen fra den ene ende til den anden, og kom derved ikke bare gennem Ægypten, men også gennem Sudan, Etiopien, Uganda og Rwanda.

Det var en meget spændende og meget betagende rejse, og Joanna Lumley præsenterede den med humor og varme. Vi nød de fire afsnit til fulde, for selv om jeg er meget interesseret i ægyptologi, kommer jeg næppe nogensinde så langt mod syd.

Jeg er blevet mindre eventyrlysten og også lidt af en hare på mine ældre dage, og så er det jo godt, at der er andre, der ikke er det..

Søndagssysler


Jubii, i dag er det søndag! Og vi, der har hus til salg, ved jo nok, hvad man kan bruge søndage til...  :-)

lørdag den 28. januar 2012

Det var ferietider...


Der var engang, hvor omstændighederne og økonomien gjorde, at vi kunne holde ferier adskillige gange hvert år. Vi tog næsten altid til England (Storbritannien), og sommetider var vi afsted hele 3 uger ad gangen. Det var tider!

Nogle gange lejede vi hus derovre, og vi boede de mest morsomme steder. Af en eller anden grund var husene i Skotland altid lidt for morsomme - sådan at forstå, at der næsten altid var noget i vejen med dem. Det skyldtes helt sikkert tilfældigheder og har ikke noget med skotske huse som sådan at gøre, vil jeg skynde mig at sige. Til gengæld var udlejningsbureauet altid meget forstående, og vi fik uden besvær vores penge igen.

Så alle vores ferier i Skotland endte med at blive kør-selv-ferie på hotel og bed and breakfast, og de var derfor altid totalt uforberedte og fyldt med tilfældigheder. Men sjovt var det at køre rundt på må og få - ud i det blå uden at vide, hvad dagen førte til, og hvor vejen førte os hen.

Dette her hus var ét af dem, vi lejede. Det lå helt ned til vandet, og vi tilbragte to-tre velsignede og meget fredfyldte dage med at lave absolut ingenting, gå ture på stranden og bygge sandborge. Men så røg oliefyret, og hele huset blev indhyllet i oliestank - og vi overlod det til ejeren og reparatøren og tog på farten i stedet for.

Det endte selvfølgelig med at blive endnu én af vores dejligste ferier... :-)

fredag den 27. januar 2012

Sol og blå himmel


Jeg ved ikke med jer, men jeg trængte altså til at se lidt sol og blå himmel... :-)

Rigtig god fredag!

torsdag den 26. januar 2012

En drøm af et dukkehus

En af min fars senere fremstillinger: En lille vægreol til køkkenrulle etc.


Min far skulle have været snedker, for han var utrolig dygtig med sine hænder – men han blev altså bankansat i stedet for. Snedkeriet blev til gengæld en kær hobby, og det nød jeg godt af som barn.

Et par gange om ugen forsvandt min far over på skolen, hvor han kunne få lov til at arbejde i sløjdlokalet uden sin nysgerrige datters indblanding. Og når det var jul eller fødselsdag, fik jeg de mest fantastiske ting forærende. Et dukkeskab med skydedøre, hylder og håndlavede bøjler. En lyseblå dukkeseng med tremmer og hjul. En reol og et skrivebord med linoleumsbelægning. Men det allerfineste - som jeg fortryder bittert, at jeg solgte som teenager - var et dukkehus.

Det var mere end et dukkehus. Det var en lyserød drøm af en moderne villa. En stor étplansvilla med tag, der kunne løftes af. Alle vinduer havde sprosser, og både de og terrassedøren kunne lukkes op. Der var en rigtig brevsprække med klap i hoveddøren; der var blanklakerede trægulve, der var et køkken, som ville have gjort enhver husmor grøn af misundelse. Der var stik placeret langs gulvpanelerne, så husets lamper kunne tilsluttes det batteri, der var gemt diskret af vejen.

Alt var så fint og så gennemtænkt. Og huset var selvfølgelig møbleret med blandt andet små kopier af Wegners armstole, som min mor havde syet smart betræk til. Der var køkkenskabe med rigtige glideskinner til lågerne og bittesmå indfældede håndtag, som en lille barnenegl lige kunne få fat i. Min far må have brugt alverdens tid på at gøre alting så fint, og jeg var fuldstændig betaget.

Det dukkehus var mit yndlingslegetøj i mange år, og senere – som voksen – gik jeg selv i gang med fremstillingen af miniaturestuer, -butikker og -møbler. Men det var til mine bøger, og det er en helt anden historie, som jeg skal fortælle mere om en anden gang...

onsdag den 25. januar 2012

Hundekold onsdag


Brrrrr, i dag var det sådan en dag, hvor man skulle blive hjemme i sin lune stue og drikke varm chokolade med flødeskum...

Men i stedet tøede jeg bilen op og tog min mor med på rundfart, fordi jeg havde en masse ting at ordne. Der skulle købes fuglefrø og kattemad i store mængder; der skulle købes frimærker og postes breve; der skulle afleveres ting rundt omkring, og der skulle købes lidt fornødenheder.

Men heldigvis blev der også tid til.... den varme chokolade med flødeskum. Og kage til.

Så det var i grunden slet ikke så galt... ;-)

Forunderlige nordlys


I går så vi den film fra Nordnorge, som jeg fik i julegave. Den var ikke lang, men den var både dejlig og seværdig.

Mest af alt var jeg betaget af nordlyset, som jeg aldrig selv har oplevet. Hvilket forunderligt naturfænomen - en slags fascinerende lysballet med himlen som scene. Joanna Lumley var dybt rørt, og det ville jeg sikkert også have været.

Har du nogensinde set nordlys?

tirsdag den 24. januar 2012

Don McLean



Noget musik hænger ved fra min grønne ungdom. Én af dem er Don McLean og hans plade American Pie, som jeg har hørt og nydt så mange gange, at den må være næsten slidt igennem.

Mange af numrene er uovertrufne, og Vincent er den allerbedste. Hvis ikke du kender den, er den i allerhøjeste grad værd at lytte til...

mandag den 23. januar 2012

Kreative inspiratorer

Når Lene skriver om sin farmor, der lagde brænde på hendes kreative bål, kommer jeg altid til at tænke på min gamle klasselærerinde. Frk. Bruun gjorde nemlig det samme for mig.

I de første syv skoleår havde jeg glæden af at modtage undervisning fra denne dejlige dame (til venstre på billedet), der virkede så inspirerende og var med til at udvikle min lyst til at lære og til at skrive.

Når jeg udbredte mig om de utallige ting, jeg ville være - apotekerassistent, rejseleder, gartner og hvad jeg ellers fandt på - så rystede hun altid lidt overbærende på hovedet og smilede mildt. "Næ nej, du skal da skrive og være forfatter!"

Det er så utroligt vigtigt for et barn at have en eller flere voksne, der kan inspirere. Jeg var så heldig at have et par stykker... :-)

Det er i øvrigt mig nederst nummer to fra højre med den hvide T-shirt, men det havde I måske gættet...?  :-)

søndag den 22. januar 2012

MANDAGSTEMA: Sødt

Med det mandagstema var jeg slet ikke i tvivl, for selv om jeg elsker kager og søde sager - så er det allersødeste i mit liv de dyr, jeg omgiver mig med.

Her er det én af mine engelske kaniner, der lige skal have styr på pelsen... :-)


lørdag den 21. januar 2012

To år på bloggen

Tænk, nu har jeg skrevet blog i to år, og jeg glemte endda at "fejre" det den 7. januar. Men det vil jeg så gøre nu, hvor jeg i tankerne hejser et lille flag og glæder mig over, at jeg begyndte - og jeg har ikke tænkt mig at holde op igen. Det er blevet én af mine hverdagsglæder.

En anden hverdagsglæde lige nu er alle de forårstegn, der titter frem. Får vi mon lov til at bevare troen på forår - eller tager Kong Vinter over? Nå pyt, uanset hvad der sker, så bliver dagene lysere og længere helt af sig selv...

Og uanset vejret vil jeg ønske jer derude en rigtig dejlig weekend...

torsdag den 19. januar 2012

Boligsøgning


Det er ikke kun mennesker, der går i boligtanker her i begyndelsen af det nye år. Fuglene er også på udkig efter et godt sted at bo, skriver den engelske ornitologiske forening RSPB.

Hvis man ser en fugl, der ihærdigt hakker omkring redekassens hul, så er det næppe et forsøg på at gøre indgangen større, men snarere et tegn på, at fuglen er ved at sætte sit eget mærke - et slags "Solgt" skilt - på den pågældende redekasse.

Det er især blåmejser og stære, der med denne adfærd viser artsfællerne, at den udvalgte redekasse er besat, hvorefter de forsvinder for en tid for at gøre klar til den forestående ynglesæson. I løbet af de næste par måneder skal der både findes en velegnet mage og godt med mad, så der er noget at stå imod med, når æg og unger melder deres ankomst.

Hvis du har fået en redekasse i julegave, så sæt den endelig op nu. Ifølge den engelske forening er det allerbedst, hvis kassen vender mellem nord og øst, så den udsættes for mindst mulig sol og vind - medmindre et træ eller en bygning står for og giver godt med skygge og læ.

onsdag den 18. januar 2012

I røg og damp


Det er altid godt at læse andres blogs, så man kan komme i tanker om det, man havde glemt. Da jeg læste Erics indlæg om røgalarmer, blev jeg nemlig mindet om en tur til London:

Vi havde lejet en lejlighed i centrum - sådan én, der egentlig snarere var en slags rækkehus, fordi køkkenet lå i stueetagen, opholdsstuen på 1. sal og soveværelset på 2. sal. En skøn lejlighed med meget højt til loftet - og på alle etager havde man anbragt røgalarmer. Sådan som det kræves, når man lejer ud til feriegæster...

Problemet var bare, at de røgalarmer var placeret helt oppe under det meget høje loft. Da vi en morgen stod med toastbrødet, der havde fået lidt for meget og derfor udløste alarmen, var der ingen mulighed for at nå op til den. Der var ingen stige, for hvad skulle feriegæster bruge sådan én til? Det nyttede ikke at stå på en stol, for det var ikke højt nok.

Så mens vi lavede gennemtræk, stod den ene af os og hoppede som en vanvittig med viftende viskestykke for at få røgen væk fra alarmen - der jo hylede som besat - mens den anden ihærdigt prøvede at ramme den lille røde knap med spidsen af et kosteskaft. Ikke nemt, skal jeg hilse og sige...  men London blev da vækket godt og grundigt den morgen... :-)

tirsdag den 17. januar 2012

Ny mandagsbeskæftigelse



Nu syntes jeg altså, at der skulle ske noget! Så i går begyndte jeg at gå til Pilates - fordi jeg vidste, at det var noget med at styrke muskler og strække ud.

Det var det også! I dag er alle mine stakkels muskler ømme og brugte - også ukendte, glemte og gemte muskler...

For dem, der ikke ved, hvad Pilates er, kommer her en lille video. Det skal dog lige bemærkes, at det slet ikke så sådan ud, da jeg foretog øvelserne... ;-)

mandag den 16. januar 2012

En god weekend





Det blev en rigtig god weekend. Sådan én, hvor der var plads til både hygge og "sparring" med ligesindede.

Både før og efter det mere seriøse formål med lørdagsmødet var der tid til et besøg hos en kreativ glaskunstner og til en dejlig lang vandretur i de frostdækkede Rebild Bakker. Og der var sandelig også tid til dejlig mad og lækkert kaffebord.

Sådan nogle weekender skulle man have nogle flere af...

torsdag den 12. januar 2012

Man skal kende sine begrænsninger



Kender I den engelske komiker Harry Enfield?

Vi så en del afsnit af serien "Harry Enfield and Chums" for nogle år siden, og jeg faldt over dette klip, der tydeligt viser, at uddannelse sandelig ikke er noget for damer... Uf da! ;-)

onsdag den 11. januar 2012

Når sikringen går...


Efter indlægget om posthuset forleden var der andre "sjove" minder, der dukkede op fra min tid i Belgien. Mistorstå mig ikke; jeg elskede mine to år i Bruxelles - men sommetider var hverdagen altså speciel:

En dag røg sikringen i min lejlighed, hvilket selvfølgelig resulterede i, at den ene halvdel af den étværelses blev mørkelagt. Men jeg fandt hurtigt ud af at pille sikringen ud, for det var nemt at se, hvilken én der var gået, og så var det jo bare om at sætte en ny i. Troede jeg...

Jeg spurgte venligt viceværten, om jeg kunne få en ny sikring, og han rystede bare på hovedet. Det var ikke hans bord. OK, så kunne man vel købe én et sted. Det kendte han slet ikke noget til...

Jeg gik på turné i samtlige elbutikker i området. Uden held. Alle rystede bare på hovedet, når jeg viste dem den lille sikring. Jeg spurgte mine kolleger, der aldrig havde været ude for problemet. Og imens gik dagene i min halvmørke lejlighed.

Da jeg var blevet tilstrækkeligt irriteret, kiggede jeg nærmere på sikringen. Den var fra Philips - og Philips havde netop (dengang) sit hovedkvarter i Bruxelles. Det var et kæmpehøjhus, som jeg tit havde bemærket nede i centrum. Så jeg marcherede derned og gik hen i receptionen for at tale med én, der kendte til sikringer. Det blev en rigtig sjov oplevelse!

Jeg blev sendt op og ned og rundt omkring i højhuset, og endelig langt om længe lykkedes det mig virkelig at finde frem til en herre, der vidste, hvor man kunne købe sådan nogle sikringer! Han skrev meget venligt adressen op til mig, og jeg var lige ved at give ham et knus...

Senere erfarede jeg, at den adresse lå ude i udkanten af Bruxelles. Så udstyret med kort og diverse omstigningsbilletter til sporvognen fik jeg bevæget mig derud, og her - i et kvarter, hvor man nødigt ville gå rundt efter mørkets frembrud - fandt jeg frem til det sted, hvor jeg kunne få min sikring. Det var en slags elektronisk værksted, og indehaveren trak nonchalant på skuldrene. "Sikringer, ja selvfølgelig havde han sikringer. Hvor mange ville jeg have?..."

Behøver jeg at sige, at jeg fik en posefuld? Bare så jeg var sikker på at have nok til adskillige år... :-)

mandag den 9. januar 2012

MANDAGSTEMA: Kontraster


Helene har valgt kontraster som denne uges mandagstema - og jeg har valgt et billede fra Bornholm. Nærmere betegnet Svaneke, som er min absolutte yndlingsby, fordi den er så hyggelig med alle de gamle huse.

Kirken her er malerisk og køn - og så er den så iøjnefaldende med sine knaldrøde farver, der stod i flot kontrast til den blå, blå himmel.

fredag den 6. januar 2012

Brug din forstand - og bevar den


I går læste jeg i de engelske nyheder om nye undersøgelser i forbindelse med Alzheimers, og jeg kom i tanker om en artikel, som jeg skrev for et livsstilsmagasin i 2007.

Den er stadig aktuel, så jeg bringer den her, selv om den er vældig lang; læs med, hvis du har lyst:

Vores hjerne er en uundværlig og uerstattelig del af os. Og selv om vi til daglig bare bruger hjernen uden at tænke nærmere over det, så er det ikke en selvfølge, at vi får lov til at beholde den – eller rettere dens funktion – hele livet. 

I vore dage lever vi længere end nogensinde. Og mens det på den ene side er godt nyt for de allerfleste, så betyder det også, at forholdsmæssigt flere af os kommer til at stifte bekendtskab med en eller anden form for demens - enten selv eller blandt vores nærmeste. Demens er nemlig alders-relateret og forekommer altså hyppigere, jo ældre vi bliver.

Den mest almindelige årsag til demens er Alzheimers sygdom, hvor hjernecellerne lidt efter lidt går til grunde. Dette betyder selvfølgelig, at den syge ikke kan tænke klart og huske, og efterhånden som sygdommen forværres, tiltager problemerne. Alzheimers er en sygdom, der jo ikke kun går ud over patienten selv. For den nærmeste familie er det en smertefuld oplevelse, at den syge rent mentalt forsvinder for øjnene af dem.

Der er altså al mulig grund til at være opmærksom på sygdommen og på at gøre, hvad man kan for at undgå den. Og heldigvis er der rigtig meget man kan gøre. Da disse tiltag samtidig beskytter mod en lang række andre sygdomme og i det hele taget kun gavner vores samlede helbredstilstand, er det jo bare med at komme i gang...

Hjerneføde
Sund kost betyder alverden for en velfungerende hjerne. Især de stærktfarvede frugter og grønsager er spækket med beskyttende stoffer, og hyppig indtagelse af frugt- eller grønsagssaft kan anbefales. En 10-årig undersøgelse, der har været offentliggjort i American Journal of Medicine, viste nemlig, at risikoen for at udvikle Alzheimers blev nedsat med hele 76 %, hvis man drak frugt- eller grønsagssaft mere end tre gange om ugen sammenlignet med dem, der kun drak saft mindre end én gang ugentlig.

I det hele taget er der næppe nogen tvivl om, at vi også styrker hjernen ved at spise naturligt, sundt og varieret. Hold igen med det søde og fede og vælg en bred vifte af sunde fødevarer. Ved at spise alsidigt bliver det mindre ”kedeligt” at spise sundt – og samtidig er der større chance for, at vi kommer hele vejen rundt og får alle de næringsstoffer, vi har brug for. Udover frugt og grønt bør kostplanen indeholde fisk og lidt kød, lidt mejeriprodukter, f.eks. yoghurt, lidt nødder, kerner og bælgfrugter, et æg af og til samt sunde fedtstoffer og fuldkornsprodukter af forskellig slags.

Visse fødevarer er blevet særligt fremhævet i forbindelse med forebyggelse af Alzheimers. Blåbær har et meget højt indhold af antioxidanter, der virker beskyttende på hjernen og samtidig påvirker kommunikationen cellerne imellem. Fiskeolie er ikke bare godt for hjertet, men virker også hæmmende på de forandringer, der sker i hjernen ved Alzheimers. Og lycopen – det røde farvestof i tomater, rød grapefrugt og vandmelon – spiller tilsyneladende også en vigtig rolle.  

Rør hjernen
Vi er efterhånden klar over, at motion er vejen til et bedre helbred, men ikke nok med det – hjernen skal også motioneres. Ved fysisk udfoldelse af enhver slags får du ikke bare ilt til hjernen – den bliver automatisk involveret og dermed ”styrketrænet”. Den skal f.eks. vurdere afstanden, når du løber eller hjælpe dig til at holde balancen på cyklen. Det kan også være, at den skal huske danseøvelser eller regne ud, hvordan du bedst får bolden i mål. Hvad du end gør, så gør du det ikke uden hjernen.

Det anbefales gerne at motionere en halv time mindst fem gange om ugen, og for nogle kan det godt virke lidt uoverskueligt. Der er hundrede ting, der skal nås i det daglige, men motionen er altså noget, der bør stå øverst på prioriteringslisten. Det er ikke spild af tid – det er en investering i et bedre liv, som kommer tilbage med renter. Adskillige halve motionstimer kan desuden sagtens indgå i hverdagen, så man næsten ikke tænker over det. Hundeluftning er selvfølgelig perfekt, men for de af os, der ikke er i besiddelse af en firbenet personlig træner, er der andre muligheder.

Rengøring og havearbejde er udmærket motion, for det giver både styrke og udholdenhed at støvsuge, vaske gulve og grave have. Bare det at bære indkøb hjem og tage trapperne i stedet for elevatoren kan være det, der skal til for at nå det daglige motionsmål. Ifølge forskere ved det Karolinska Institut i Sverige har de, der motionerer 20-30 minutter mindst to gange om ugen, 60 % mindre risiko for at udvikle Alzheimers. Motionsformen skal være så ihærdig, at man bliver forpustet og svedig.

Motion skal helst være så sjov, at man har lyst til at fortsætte med det. Hvis du elskede at danse eller løbe på skøjter som barn, er det ret sandsynligt, at du stadig vil være vild med det, så hvorfor ikke prøve igen? Det kan også hjælpe på motivationen at variere motionsformerne, så man måske løber den ene dag, går tur den næste og svømmer den tredje dag. Hvis du er et konkurrence-menneske kan du udfordre dig selv og sætte et mål, som du kan arbejde hen imod over nogle måneder. Det kunne være maratonløb, men mindre kan også gøre det. Hvad med en daglig halv times cykeltræning, der til sidst belønnes med en cykelferie et skønt sted?

Stof til eftertanke
Hvis du ryger, bør du seriøst overveje at holde op, for rygning skader i høj grad også hjernen. Rygere har faktisk mere end dobbelt så stor chance for at udvikle Alzheimers end ikke-rygere, så det er endnu en grund til at lægge smøgerne på hylden og bruge pengene på noget, der er sjovere.

De sparede penge kunne for eksempel bruges på at hygge om venner og familie, for det er vigtigt at være social. Ensomhed, depressioner og mangel på selvværd kan i høj grad være udløsende for Alzheimers, og især i de ældre år kan det være vanskeligt at være udadvendt og bevare den kontakt til omverdenen, som man måske har været vant til. Men selvom man ikke længere har et arbejdsliv og kolleger, er der rige muligheder for at være sammen med andre, når man dyrker sine interesser eller den daglige motion. Det er også vigtigt at holde kontakt med venner, der bor langt væk, og her er både telefon og e-mails selvfølgelig perfekte kontakt-redskaber.

Selvom man er single, kan man sagtens møde nye mennesker. Hvis man er spillefugl, kan man gå til bingo eller kortspil. Hvis man gerne vil gøre noget for andre mennesker eller for dyr, kan man melde sig som indsamler eller frivillig medarbejder for en velgørende forening. På det lokale bibliotek eller på Internettet kan man finde oplysninger om de mange forskellige grupper, der findes i ens område – og hvis man ikke er bekendt med Internettets funktioner, kan det jo så i øvrigt være en glimrende grund til at lære det!

Brug hovedet
Videnskabelige undersøgelser har vist, at udfordringer for hjernen kan være med til at afværge Alzheimers. Det er altså vigtigt at bruge hovedet, som man jo for eksempel gør ved at lære noget nyt eller læse en bog. Man kan sige, at det er en slags mental hjerne-motion. Det er altid sjovt at lære et nyt sprog, som man måske kan bruge på ferierne eller at deltage i et kursus om et emne, der interesserer én. Der er masser af muligheder for at motionere ”de små grå”.

Mesterdetektiven Hercule Poirot holdt som bekendt sine hjerneceller i form ved at løse mordgåder, men mere fredsommelige hovedbrud kan også bruges. Krydsord, Sudoku og lignende opgaver med tal eller bogstaver er som skabt til formålet. Memory og andre huskespil giver hukommelsen noget at arbejde med, og både den daglige avis og en gang quiz med vennerne får på en god måde hjernen i sving.

Vi kan alle sammen være distræte og glemsomme og opleve, at vi står med åben køleskabsdør og spekulerer på, hvad katten vi egentlig lige skulle dér efter. Det har sjældent noget med Alzheimers at gøre og tyder snarere på, at vi har lidt for mange jern i ilden. Omvendt kan et tegn på begyndende Alzheimers være, at man har lagt mobiltelefonen i køleskabet, eller at man går ud uden overtøj om vinteren. Det er i øvrigt værd at vide, at Alzheimers ikke er arvelig som sådan, men man kan være mere disponibel for at få den, hvis ens forældre har haft den.

Hvis du vil gøre noget godt for dig selv, skal du bruge hovedet og undgå passiv underholdning - ja passivitet i det hele taget. Din hjerne skal udfordres, udvikles og udnyttes. Nyere forskning viser, at hjerneceller rent faktisk kan dannes hele livet, så vi behøver ikke at spare på dem. Ved at bevare nysgerrigheden livet igennem og ikke på noget tidspunkt være bange for at kaste os ud i nye hjerne-stimulerende projekter holder vi vores forstand – og dermed også os selv - i tip-top form.