SKØNNE DAGE i netversion

Forleden skrev jeg om ANGLOFILIA i netversion - og nu er også SKØNNE DAGE klar.

Næste projekt bliver en digital version af de to magasiner, men først skal jeg lige finde ud af, hvordan man gør det...

Man skulle da nødig kede sig...  ;-)

Dejlig tur i Værløse

Det lykkedes os at trave små 10 kilometer i går. Ruten gik ind gennem skov og rundt om marker, og cirka halvvejs satte vi os på en bænk på det medbragte picnictæppe for at spise lækre klap-sammen-madder og drikke te. Den slags smager ekstra godt i det fri, og mens vi sad og snakkede, kom to rådyr løbende forbi.

Bagefter fortsatte vi rundt om golfbanen, og her blæste det så meget, at vi var lige ved at gå baglæns. Vi var godt forblæste og rimeligt trætte, da vi nåede tilbage til udgangspunktet.

Men det var en god tur og en god begyndelse for mig, der gerne vil i vandreturs-træning. Sådan på det lidt afslappede niveau altså...

En tur tilbage i tiden

I dag har jeg været i det nostalgiske hjørne, for jeg skulle besøge én, der bor i mit barndoms kvarter. Så jeg benyttede lejligheden til at slentre en tur op ad Peter Bangs Vej, hvor jeg trådte mine barnesko… :-)

Det var så underligt at gå her, hvor jeg hver lørdag skulle ned efter lørdagsslik, og hvor jeg næsten dagligt løb ærinder for min mor, når der skulle købes brød hos bageren på hjørnet eller kød hos slagteren overfor. Min allerførste bank var Bikuben på hjørnet med det skønne slogan ”Det summer sig”.

Min mor arbejdede i perioder i et lille parfumeri, hvor der duftede så rart og var så pænt med fine flasker og smukke æsker. Hvis jeg kunne være stille, måtte jeg sidde i det lillebitte bagværelse og lytte til ekspeditionerne, og når det blev jul, købte jeg selv julegaver her for mine sparepenge.

Ved siden af lå legetøjsbutikken, hvor næsen blev trykket flad ved mange lejligheder. Man ønskede sig så meget, som der dog sjældent var penge til uden for mærkedagene. Ønskerne voksede sig hede og intense, men de blev gemt til jul og fødselsdag, hvor glæden over at modtage så bare blev større.

Jeg savner somme tider stemningen fra dengang, og jeg prøver at genkalde den med jævne mellemrum. For jeg synes, at vi havde mange værdier, som savnes i dag.

En af de butikker, jeg kendte fra dengang, var blomsterbutikken, og jeg fik en lille snak med de nuværende ejere. Det viste sig, at butikken havde været familiens i mange år, for det var ejerens oldemor, der etablerede den. Men på et tidspunkt blev den solgt fra - og for nogle år siden overtog den nuværende ejer så forretningen uden at kende baggrunden og uden at vide, at den altså havde været familiens i årtier.

Fynske fristelser

I går var jeg en lille tur på Fyn - nærmere betegnet Odense. Min rare mand skulle til forretningsmøde, og jeg tilbød at lege chauffør, for så fik jeg samtidig mulighed for at møde en sød kvinde i mit netværk.

Så vi to "netbutik-ejere" fik en lang snak om alt muligt, så vi kender hinanden godt til næste gang, vi ses. Hvis du også vil lære hende at kende, så hedder hendes butik Liva Living, hvor hun sælger flot design og brugskunst.

Først som voksen pige har jeg erfaret, hvor godt det er at have et netværk af ligesindede - hvor vi kan hjælpe og råde hinanden, så godt vi nu kan. Og i morgen skal jeg fortælle om et andet netværk, som nogle sikkert allerede kender - og som andre måske kunne have lyst til at lære at kende... :-)

Søndag i parken

Her, hvor jeg er lige nu, ser søndagen lidt grå ud. Godt nok med et solstrejf af og til, men også med mørke skyer, der lover mere sne eller hagl.

Men i tankerne er jeg i Great Malvern, og det er sommer. En sommersøndag i parken, hvor man samles omkring orkestertribunen ved eftermiddagstid. Nogle har taget klapstole med, mens andre sidder på en sammenfoldet jakke eller et picnictæppe. Nogle henter forsyninger af kaffe, kage, sandwich og andet godt inde i parkens café - andre har selv taget termokaffe med hjemmefra.

Mens børn og hunde leger, pensionister spiser is med velbehag, og vi andre nyder solen og stemningen - så spiller orkesteret alle de gode, gamle engelske klassikere. Og vi nynner med på dem alle sammen... :-)

Bag facaden

"Min" by i England hedder som tidligere nævnt Great Malvern, og det er - trods navnet - ikke nogen synderlig stor by. Men den ligger smukt og naturskønt med bjerge og vid udsigt.

Da jeg kom der i begyndelsen - for mange år siden - syntes jeg ikke, at der var så forfærdelig meget at skrive hjem om, sådan rent butiksmæssigt, men jeg har ændret mening med tiden. For en dag, hvor vi ikke rigtigt gad køre langt, gik vi på turné i byen. Vi besøgte næsten alle butikkerne, gik ind i samtlige smøger og ned bagved på de små gader, og vi fandt ud af, at der er rigtig meget at komme efter.

Nogle butikker viste sig at være kæmpestore inde bag det lille butiksvindue, mens andre var både spændende og charmerende trods det lidt kedelige ydre, og der lå en masse små specialbutikker gemt inde i smøgerne. Også lækre restauranter og hyggelige cafeer lå og gemte sig godt og er sikkert mest kendt blandt de lokale.

Og det er netop det, jeg vil frem til: Mange gange skal man som turist og besøgende tænke som de lokale og gå på opdagelse lige præcis dér, hvor man er, i stedet for at farte rundt. Jeg tror, at man tit vil blive meget og glædeligt overrasket... :-)

Nyt ANGLOFILIA forårsnummer på vej...

Denne gang har jeg vist haft lidt for meget om ørerne, for det nye nummer af ANGLOFILIA er i hvert fald - beklageligvis - forsinket med et par dage. I morgen kommer det fra trykkeriet og bliver pakket, så det kan blive sendt ud til abonnenterne. Forhåbentlig lander det i de pågældendes postkasser på lørdag...

Mere tid, tak

I går var jeg nede i "Under Bogen" - en superhyggelig boghandel i Gentofte, som jeg skrev om tidligere - og nu kan man så også købe mine magasiner her....

Og når man sidder i hyggelige omgivelser og en god kop kaffe, så falder øjet på en bog, som man ikke vidste, man manglede. Den måtte med hjem - for jeg mangler altid tid... tid til alle de projekter, som jeg af en eller anden grund altid skal have gang i...

For selvfølgelig har jeg nye i støbeskeen... ;-)

Ih de er så flinke...

I går skulle jeg ud og se på en Ipod. Jeg tænkte på sådan en lille Nano - eller alternativt en Ipod touch, men jeg var meget i tvivl. Den lille virkede meget lille (som i: Kan man overhovedet se, hvad man laver...) og den store har en række funktioner, som jeg slet ikke har brug for det. Men det kunne jeg jo få kastet lidt lys over i en butik, tænkte jeg. Ha!

I den første butik gik jeg hen til ekspedienten og spurgte, om jeg kunne se på en Ipod. Han pegede på skabet, hvor de stod. Ja tak, men kunne jeg se nærmere på den?  Han nærmest rullede med øjnene og sukkede træt, mens han gik hen efter nøglen. Derefter fik jeg stukket den lille Nano ud. "Ja, den kan ikke tændes, for den er ikke opladt". Ja, så hjælper det sørme ikke meget...!

Kunne jeg se på Ipod touch? Ekspedienten trak på skuldrene og nikkede i retning af skabet. "Den er dér. Den ligger i en æske, og jeg kan ikke tage den ud af æsken".

Så er det bare, jeg spørger:

1. Hvorfor i alverden har man ikke bare en enkelt udpakket og opladt model, man kan vise frem.
2. Hvorfor i alverden skulle jeg så ikke bare købe den på nettet, hvor jeg slipper for suk og rullende øjne?
3. Hvad blev der af gamle dages service, hvor man med glæde demonstrerede varers funktionalitet?

I den anden butik af lignende type mødte jeg den samme reaktion: "De står dér i skabet. Nej, de kan ikke tages ud af æsken"... og på et andet spørgsmål om et tastatur: "Nej, jeg ved egentlig ikke, hvordan det virker. Nej, jeg tror ikke... etc.

Behøver jeg sige mere..?

Historien om Hvæs

Jeg har mødt mange dejlige dyr i mit liv. Ét af dem, der gjort et dybt indtryk på mig, var katten Hvæs.

Hvæs var en vildkat, der kom på besøg, da vi som unge boede i Helsinge. Han så forfærdelig ud; forreven og fyldt med betændte bylder og øjne, der væskede. Han levede i høj grad op til det navn, jeg gav ham, men han tog alligevel med glæde imod den tilbudte mad.

Han begyndte at komme hver dag for at få sit daglige måltid, men han var umådelig vagtsom. Efterhånden vovede han sig dog lidt nærmere, og en dag var han så nær, at jeg kunne få lov til at rense hans sår. Dag for dag blev han lidt pænere. Øjnene blev badet, de rensede sår helede – men skønt han aldrig langede ud efter mig, så hvæsede han stadig – ganske svagt.

Da det blev vinter, byggede min rare mand et dejligt kattehus til ham. Et stor tyk trækasse blev isoleret, forsynet med vindfang og fyldt med halm, og Hvæs flyttede straks ind, som om han vidste, at det var til ham. Det var en stor glæde at se ham stå op om morgenen og strække sig veltilpas efter en god nats søvn.

Hvæs boede hos os et års tid, men en dag var han væk, og jeg så ham aldrig mere. Jeg tror, at Hvæs var en gammel kat, så måske nåede han sin udløbsdato. Heldigvis nåede han at få den gode pensionisttilværelse, som han fortjente.

MANDAGSTEMA: Set udefra

En forårssøndag afslørede dette syn af en kat, der lå og hyggede sig i vinduet.

Man kan næsten mærke, hvordan solen luner ind gennem ruden og rammer et afslappet bagben. Man kan næsten forestille sig, at et knurhår virrer lidt, fordi der måske er noget der kilder. Men det er egentlig ikke noget, man gider tage sig af.

Solens stråler gør glasset og vinduesrammen varm. Der er ingen mennesker på gaden, for alle er gået ned i havnen for at sidde og nyde solen på en bænk. Der er tyst, bortset fra lyden af en enkelt lille fugl, der småsnakker i busken ved siden af vinduet.

Det er søndag. En dejlig, doven søndag med sol på et bagben. Man skulle være kat...

Du kan se andre eksempler på "set udefra", hvis du kigger lige her...

Hidcote Manor Garden

Hidcote Manor Garden er en af de mest berømte haver i England. Den ligger utroligt dejligt og godt gemt i det skønne Gloucestershire bare et par timers kørsel fra London. Haven blev skabt af major Lawrence Johnston, der var født i Frankrig og kom fra en velhavende, amerikansk familie.

Haven er bygget op i haverum, og i ét af dem er der en næsten sydlandsk afdeling med et solur som midtpunkt. Om sommeren står store krukker med agaver og andre spidsbladede planter i udkanten af bedene, og hele området er kantet ind af høje bøgehække.

I et fjernt hjørne af haven trives de fugtelskende planter, astilber og liljer, og den dramatiske gunnera med de kæmpestore blade. Planten ligner nærmest noget fra forhistorisk tid og kan blive flere meter i højden og bredden.

Om sommeren ser det næsten ud, som om der er gået ild i de bede, der fører op til de to små lysthuse, for bedene er fyldt til bristepunktet med ildrøde blomster, der træder varmt og flot frem mellem alt det grønne bladværk. Hvis man fortsætter op ad trappen foran husene og forbi rækken af træer med klippede kroner, åbner en fin smedejernslåge op for en udsigt, som man ikke glemmer lige med det samme.

Uddrag fra artikel i Anglofilia efterår 2010

Tiderne skifter

Nogle gange føler jeg mig meget gammel! Især når jeg tænker på alle de forandringer, der er sket på relativt  få år. Mon ikke andre har det som jeg?

Da jeg var færdig med skolen, kom jeg i lære på et advokatkontor. Det var efter min tid i Havnegade, hvor det gik op for mig, at det nok var en god idé med en uddannelse. Så det blev altså handelsskole og en elevstilling på et mindre advokatkontor ved Nikolaj Plads.

Jeg fik med det samme at vide, at lange bukser ikke var tilladt. Man skulle gå i pæn, mørkeblå nederdel, og man måtte ikke gå med bare ben om sommeren. Alt det fik jeg ikke fortalt af chefen, men af en kollega - og det var derfor ikke rigtigt muligt at protestere. Det var vinter, og det var koldt som nu, og jeg skulle rende ærinder med jævne mellemrum, og hver gang måtte jeg skifte fra nederdel til lange bukser for ikke at fryse. Det varede ikke længe, før jeg blev træt af det, og mine tøjskift trak ud. Jeg så chefens løftede øjenbryn, men ingen sagde noget... og ganske langsomt vænnede kontoret sig til tanken. Tror jeg. Jeg fik godt nok at høre mange gange senere, at jeg var "den unge dame, der ændrede kutymen på kontoret...".

Men bortset fra det med tøjskiftet elskede jeg mine ærinder. Jeg skulle gå i banken og på posthuset, og jeg skulle aflevere dokumenter hos gamle damer, der boede i kæmpestore Københavnerlejligheder. Somme tider blev jeg vist rundt hos de søde damer, og det var en helt anden verden med møbler af plys og fløjl. Jeg kom også til at møde i retten og tage med på fogedforretninger. Jeg lærte København at kende som min egen bukselomme, og jeg opdagede, at der lå mange sjove steder gemt rundt omkring.

Et af dem var Otto B. Wroblewski, der lå på Nytorv - lige ved det domhus, hvor jeg senere blev ansat. Her købte man fine gamle papirvarer og bøger til at skrive i, og her fik man stemplet dokumenter. Det var en smuk forretning, og jeg elskede, når jeg skulle stå og vente - for så var der tid til at kigge på alt det fine. Forretningen ligger der desværre ikke mere, og det er synd og skam. Vi burde bevare flere af de gamle butikker - alene fordi det er en del af vores historie.

Foto:  Venligst udlånt af www.boghandlereidanmark.dk

Specielle steder

 

Vi har oplevet mange sjove og dejlige ting, når vi har boet på bed and breakfast rundt omkring i Storbritannien. Vi har også boet steder, som jeg hverken vil skrive om eller anbefale, for selvfølgelig findes den slags også, men de opvejes så rigeligt af de gode steder.

I Sussex boede vi et hyggeligt sted, hvor vi blev vækket en times tid før morgenmaden, og da vi lidt søvndrukne åbnede vores dør, blev der - uden et ord - rakt en bakke med to dampende varme krus te frem, så vi havde lidt at vågne på. Det må være en menneskelig udgave af den temaskine, jeg fortalte om i forgårs.

I Yorkshire blev vi modtaget med eftermiddagskaffe og hjemmebag, som var lavet specielt til ære for os.

På Isle of Skye boede vi i et gammelt hus, hvor vi i øvrigt mødte australske veteraner fra anden verdenskrig. Hele aftenen snakkede vi med disse dejlige mennesker, og da jeg kom op på værelset, var der puttet en lun varmedunk ind under min dyne. Mit håndvaskede tøj, der havde hængt til tørre i badeværelset, var til gengæld forsvundet, men næste morgen dukkede det op igen - nystrøget og pænt lagt sammen...

Det er netop den slags søde og pudsige påfund, der gør, at jeg til enhver tid hellere vil bo på B&B's end på hoteller.

Tilfældighedernes spil

Nogle gange skal man lade tilfældighederne råde... det bliver livet kun sjovere og mere nuanceret af.

Det har jeg benyttet mig af adskillige gange, blandt andet ved jobsøgning. Da jeg lige var gået ud af skolen og ikke rigtigt vidste, hvad jeg ville (den med at skrive kom først senere...) købte jeg en avis, lukkede øjnene og satte fingeren på en annonce, som jeg søgte - og fik.

Helt den samme taktik benyttede jeg mig af, da jeg pludselig fik nok af domstole og sørgmodigheder. I det første tilfælde kom jeg til at sælge ost til svenskere i Havnegade og i det andet kontaktlinser i Ny Østergade.

Om jeg vidste noget om nogen af delene? Ikke det mindste, men det kom jeg selvfølgelig til. Og desuden kom jeg til at lære en hel masse om livet og om mennesker fra alle samfundets lag; mennesker, der viste sig at være noget så søde på hver deres måde.

Det er slet ikke spor dumt at prøve alle fagene i livets skole...

Talende bænke

Har du nogensinde hørt om en talende bænk? Nej, heller ikke jeg - men ikke desto mindre findes den slags (selvfølgelig) i England.

En del historiske huse er nu forsynet med en sådan talende bænk, der skal give folk lyst til at sidde og nyde omgivelserne, mens de lytter til en kendt persons stemme.

Det lille "indslag" er bare på nogle minutter, og bænkene er individuelt udformet, så de passer til stedet og til den talende person.

Bare så du ikke bliver forskrækket, hvis du besøger England og pludselig hører stemmer... :-)

Tebryggeren

For mange år siden læste jeg en roman, hvor en "Teasmade" blev nævnt. Det lød så hyggeligt og pirrede min medfødte nysgerrighed i den grad, så sådan én måtte jeg have...

En teasmade er en snedig kombination af læselampe,vækkeur og temaskine med tilhørende tepotte. Man hælder vand på, inden man går i seng, og når det indstillede tidspunkt oprinder, begynder vandet at koge, og teen brygges af sig selv, mens man sover. Derefter er det bare at række en arm ud efter tepotten, så dagens første kop te kan nydes på sengekanten i semi-vågen tilstand.

Engang var det fast tilbehør i over to millioner engelske hjem, og efter en nedgangsperiode ser det ud til, at en ny og forbedret udgave af ”tebryggeren” igen kan gå hen og blive populær. Jeg har den gamle udgave uden læselampe, men med plads til foto, og den er i hvert fald meget populær hos mig... :-)

Mere butik

I fortsættelse af mit indlæg i går vil jeg fortælle lidt om et stormagasin i England.

Det hedder Brays og ligger i "min" by, Great Malvern, og her har det ligget siden 1895. Forestil jer Skjerns Magasin fra Matador i lidt større udgave, så er det ikke ramt helt ved siden af...

Hver gang jeg kommer til England, skal jeg lige ind og handle lidt her. Det er sådan en fornøjelse! Alt er selvfølgelig som i gamle dage - også betjeningen - og der bliver aldrig sagt (tyggegummi-spisende) at "hviss-det-ik-er-på-hylden-har-vid'ik-smask..."!

Selve butikken er fin med så mange gamle detaljer, at jeg går næsten andægtigt rundt, og en tur i prøverummet gør mig salig. Og varerne er altså hverken støvede eller umoderne; især i herreafdelingen på 1 sal kan man finde de mest smarte ting.

Nu skal man selvfølgelig ikke bare handle for at være filantropisk, men hvis jeg ved, at jeg - eller min rare mand - godt kunne bruge et eller andet til garderoben, så kigger jeg lige her først.

Sandsynligheden for, at jeg finder, hvad jeg skal bruge, er stor.

Heldigvis! :-)

Winston Churchill

Jeg er en stor beundrer af Winston Churchill, og hvis du har det som jeg, vil jeg anbefale følgende link, hvor man kan læse en masse om denne store personlighed:

http://www.winstonchurchill.org/

Butiksliv

I disse udsalgstider kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor svært det må være at være butik. Det er meget godt, at vi kan spare penge, når vi handler, men det kan de handlende ikke leve af. Det kan også være, at vi elsker at gå i butikker og kigge, men det kan de handlende heller ikke leve af.

Hvis vi kun handler, når der er udsalg, så lukker butikkerne. Hvis vi slet ikke handler, så lukker butikkerne også. I stedet får vi byer med banker, revisionskontorer og ejendomshandlere. Ikke at der er noget i vejen med dem, men særlige festlige at se på er de da ikke...!

Personligt undgår jeg helst de store butikscentre, fordi jeg synes de er ens og frygteligt kedelige. Jeg foretrækker langt at tage på bytur og besøge små, hyggelige specialbutikker, der ved, hvad de har med at gøre og rent faktisk er i besiddelse af en vis kendskab til varen.

På den måde bliver indkøb en nydelse og ikke bare noget, der skal overstås. Jeg har også meget svært ved at se fornøjelsen ved at handle hermetisk indpakket ost, kød, grønt, kaffe, vin og hvad det nu ellers er i et supermarked. Jeg vil snuse, kigge, nyde, smage, snakke, og jeg elsker at gå fra butik til butik og købe lige præcis det, jeg holder allermest af. 

Om det er dyrere? Det behøver det slet ikke at være, men ellers er det da bedre at købe lidt, men godt.

Om det tager længere tid? Ja, heldigvis. For hvad er det egentlig, vi skal nå? Handler livet ikke om at dyrke de gode ting?

Det er selvfølgelig et spørgsmål om prioritering. Men én ting er sikkert: Så længe vi kun støtter de store og ikke de små - støtter vi ensrettetheden og ikke individualismen.

Tilbageblik

Da jeg så dette billede, kom jeg i tanker om min far, som altid købte duefoder til mig på Rådhuspladsen. Jeg syntes, at det var så sjovt at fodre duerne, og min far, der ellers var en sparsommelig mand, undede mig altid den fornøjelse...

10 ører var ellers mange penge dengang...  ;-)

Kvinde alene

Ikke alle kvinder synes om at rejse alene eller gå på restaurant alene, men det er absolut noget, der kan anbefales. Det giver selvtillid, når man ved, at man kan klare sig selv på egen hånd - men i begyndelsen skal man måske lige vænne sig til tanken.

I Bruxelles lærte jeg at gå på restaurant alene. Jeg skulle jo spise, og jeg havde ikke i sinde at sidde på mit hotelværelse og kukke, når jeg var i en spændende storby. Så jeg tog en dyb indånding og gik ind på en nydelig restaurant, sendte tjeneren et fast blik og bad om et bord. JA, til én! Og da han ville anbringe mig ved et bord nær toilettet, tog jeg endnu en dyb indånding og bad om bordet ved vinduet. JA, dét bord!

Jeg fik mit fine bord med udsigt. Jeg fik en god betjening. Alt gik glat, selvom jeg ikke forstod et kuk af det franske menukort. Og da jeg bestilte desserten "fromage", følte jeg mig fuldt på højde med situationen. Uhm, det var længe siden, jeg havde fået citronfromage....

Og heldigvis var jeg i stand til at holde masken, da jeg fik en tallerken med.... ost!

Snehvid morgen

Jamen, det er da vældig kønt med alt det hvide pudder, der dækker haven. Ingen tvivl om det. Det dækker stierne og tysser på skridt, men det dækker altså også for muligheden for at finde føde, hvis man er en fugl eller et dyr.

Så jeg har været ude tidligt med rive og sneskovl og kogende vand i kanden, så nu er der frisk, drikkeklart vand og masser af æbler, frø og nødder. Fuglene var så sultne, at de sad ganske tæt ved mig, mens jeg gik rundt og ryddede, og så snart jeg havde taget bare et enkelt skridt væk, kastede de sig over maden.

Og nu sidder jeg her og hygger mig med den sene morgenmad med god samvittighed. For på den anden side af ruden spises der også...

Min kærlighed til bornholmere

Her tænker jeg ikke så meget på bornholmere som sådan - selv om de ikke er spor ringe - men på bornholmerure...  Jeg har nemlig altid elsket de flotte, gamle ure, der tikker så tungt og roligt, og jeg har drømt om at eje sådan ét en dag.

Vi boede engang på et slot, hvor der i vores lejlighed var et "grandfather clock", som det hedder på engelsk. Det skulle trækkes op med regelmæssige mellemrum, og det stod i vores velkomstbrev, hvornår det var. Vi blev mindeligt bedt om at overholde det, for ellers havde uret svært ved at komme i omdrejninger igen.

Så vi passede selvfølgelig uret og tiden og trak op med andægtighed - og om aftenen sad jeg i lænestolen foran det og svømmede hen af bar velbehag til lyden af TIK TAK, TIK TAK.

Det er aldrig lykkedes mig at få sådan et ur, men jeg har arvet et gammelt vægur fra min bornholmske svigerfamilie. Og selv om det ikke siger så højt og tungt, så nyder jeg alligevel den rolige lyd af tik tak, tik tak...

Det er koldt derude...

Uf, hvor er det frysende koldt i dag. Heldigvis kan jeg sidde inde i min lune stue og skrive, men dyrene udenfor har det ikke så sjovt.

Min mor har været ude med frø og nødder fra morgenstunden, og jeg har været ude med gennemskårne æbler og vand. En stor kedel kogende vand til optøning af vandtruget, som derefter blev fyldt med drikkevand og flyttet hen i solen, så det forhåbentlig kan holde frostfrit lidt længere.

Det var meget populært! Adskillige solsorte kom straks til for at drikke, og da jeg kiggede af vinduet lidt efter, stod fugle i alle størrelser nærmest i kø.

Vand er så vigtigt i disse frostfyldte dage, så jeg må holde øje og gå ud igen med ny forsyning lidt senere.

Regnskabets time

Vi har et ældre Ludospil, der i mange år - sammen med et spil kort - har været med os på rejser. Så afholder vi en lille "dyst", der bliver opkaldt efter ferien: Riverside Cottage dysten eller Bath House dysten.

Det var også med i autocamperen og i sommerhuset, og der bliver selvfølgelig ført regnskab med spillene, indtil den ultimative ferievinder er kåret. Jo, der er skam krig på kniven - på den allermest venskabelige måde... :-)

De små regnskabsark ligger stadig i æsken, der er ved at udvikle sig til et historisk dokument, for de går helt tilbage til begyndelsen af 1990'erne. Så hvis jeg ikke kan huske, hvornår vi har været hvor, så kan jeg altid kigge efter her...

Ja ja, man har de fornøjelser, man selv skaber...ti hi

Smukke ord

Had I the heavens' embroidered cloths,
Enwrought with golden and silver light,
The blue and the dim and the dark cloths
Of night and light and the half light,
I would spread the cloths under your feet:
But I, being poor, have only my dreams;
I have spread my dreams under your feet;
Tread softly because you tread on my dreams.

W. B. Yeats

Kyndelmisse og gode gaver

Når man nu er født på Kyndelmisse, så er det næsten altid pivhamrende koldt på ens fødselsdag. Trangen til at tage på hygge-oplevelsestur ligger et meget lille sted, medmindre turen kan gå til et opvarmet butikscenter eller et lunt museum.

Men i dag har familien arbejdstravlt, så hyggeturen må vente til senere. Pyt med det. Hellere fylde sig med fastelavnsboller og andre gode sager inde i varmen, mens man forsker lidt i fødselsdagsgaverne.

De var nemlig vældig fine! :-)

I dag er det...

I dag skal jeg have sådan ét på, for jeg fylder år. Mange år!

Men den slags kan man tage i strakt pote, når man føler sig som 27 indeni... ;-)

Morris Dancers

I går fortalte jeg om vores ferie i en lille landsby i Sydengland. Komplet med lokal byfest. Til den slags hører gerne de såkaldte Morris Dancers; en gruppe dansende mænd (eller kvinder) med viftende tørklæder, stokke og klokker på strømpebenene. Hattene er ofte pyntet med blomster, og netop dét er pointen – for de dansende byder foråret velkommen. Det er en århundredgammel tradition, der er blevet genoplivet i nyere tid.

Udover dansen var byfesten med karruseller, dukketeater, eftermiddagste og hjemmebagt kage i opstillede telte og alt det, der ellers hører sig til. Det var - og er - en fornøjelse at møde englænderne på denne meget afslappede måde, og der er tit mulighed for det, for mange småbyer byder foråret velkommen med sådan en udendørs festlighed.

Foto: James UK