onsdag den 20. februar 2013

Frem og tilbage er lige langt

Nogle dage piler man rundt uden at komme nogen vegne. Sådan havde jeg det lidt i går. Det var noget med en hel masse kørsel og en hel masse ind og ud med ting og sager - og så alligevel nåede man ingenting.

Nå, men sådan er det af og til - og det blev sent, før aftensmaden blev indtaget. Til gengæld stod den på flæskesteg og dessert-symfoni på Storkereden; den restaurant på motorvejen ved Nærum, som er så hyggelig og samtidig takeaway.

Jeg har kendt stedet, siden jeg var 16. Dengang så det helt, helt anderledes ud med "båse" og mørkt træ, og jeg blev inviteret på Bananasplit af min kusine, der boede på kollegium i nærheden. Det var noget med at tage bussen og gå langs motorvejen i buldermørke, men hvor var der hyggeligt, når man kom indenfor. Og de var GODE, de dér eksotiske is, som jeg aldrig før havde smagt - det var én af den slags oplevelser, der blev til et hyggeligt minde... :-)

11 kommentarer:

Madame sagde ...

Jeg har også dejlige minder om Storkereden, som den var i gamle dage :-) Er det et godt spisested stadigvæk?

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Der er kommet nye ejere, og det mad, vi fik i går, smagte i hvert fald rigtig dejligt... :-)

Madame sagde ...

Det lyder rigtig godt! Bella bor nær ved, så jeg må snart på Storkereden igen :-)

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Det er et hyggeligt sted at tage børn med hen, og der er dejligt afslappet. Sådan som jeg kan lide det... :-)

Fruen i Midten sagde ...

Jeg synes godt, jeg kender det der med at køre og køre. Igår tog jeg så ovenikøbet fejl af tiden, så jeg måtte køre en ekstra tur efter Donnaen ... Storkereden har vi jo kørt forbi cirka tusind gange, men vi har aldrig været inden for og spise. Vel sagtens fordi fordi vi synes, at nu er vi enten næsten fremme eller lige kørt. Måske er det en fejl :-)

Mia Folkmann sagde ...

Fruen i Midten: Det er i hvert fald et fint sted for os, der bor i nærheden... man har jo sådan nogle dage, hvor man egentlig bare vil have lidt nemt og lidt godt at spise. Især oven på en dag, hvor man ikke har fået foretaget sig noget fornuftigt... ;-)

Ellen sagde ...

Hehe, jeg kører forbi hver eneste dag, men har aldrig været derinde. Typisk, tror jeg ...

Mette sagde ...

Lige fundet din blog, her er rart at være :-)

Også jeg har barndomsminder fra Storkereden. Eller måske mest med at køre forbi og imens kigge efter reden, på taget. Sidenhen er netop reden på taget, forfaldet og det har i flere år undret mig, at de ikke har valgt at restaurere den, når nu hele stedet var opkaldt efter den!?
Smil og vinke
Mette

Marianne sagde ...

Åh ja! Storkereden! :)
Dit indlæg vækker skønne minder om besøg på Storkereden, da jeg var barn i 70'erne og vi, min familie og jeg, somme tider lige kørte indenom og spiste aftensmad der, inden vi kørte videre til vores sommerhus i Nordsjælland fredag aften.
Har ikke spist der i rigtig mange år, men er glad for at vide, at restauranten stadig eksisterer.. :)

Mia Folkmann sagde ...

Ellen: Ja, det er så typisk; men nu bor jeg lige i nærheden og kommer der af og til... :-)

Mette: Hvor rart, at du synes om min blog. Jeg kigger også ind til dig senere. Ja, du har ret; det ville da være oplagt at restaurere reden, men måske har vi ingen storke på disse kanter...?

Marianne: Ja, det har nok været i 70'erne, jeg også var der, og der var nemlig så hyggeligt. Det er der stadig, men meget anderledes - jeg kan ellers så godt lide restauranter med små båse... ;-)

Ditte sagde ...

Som barn/ung var det noget af det bedste når familien kørte til Storkereden for at spise. (Det var dengang man også kørte små aftenture i bilen bare for fornøjelsens skyld). Pølser var vist det der oftest stod på menuen - og is. Nu er den slags hverdagsmad, men tilbage i starten af tresserne var det en fest :-)
Hver gang jeg kører forbi tænker jeg på 'dengang', men det er mange, mange år siden jeg er drejet ind på parkeringspladsen. Måske skulle man vove det ene øje og blive overrasket over forandringerne?