fredag den 28. juni 2013

En skøn U-vending

I går så jeg sidste del af den glimrende udsendelse U-turn med Chris MacDonald, og den sluttede lige så godt, som jeg havde forventet. Det var dejligt at se, hvor godt deltagerne fik det, men de kom bestemt ikke sovende til resultatet... og Chris var utrættelig som coach.

Jeg oplevede selv en U-vending, som jeg skrev om i et indlæg i 2010, med alle de positive virkninger, som sund kost og passende motion har på kroppen. De fleste ting sidder i mig endnu, men det er altid godt at følge med i sådan en udsendelse eller læse en inspirerende bog om emnet, så man får et lille puf og en "genopfriskning" af de ting, man bør huske.

Jeg kunne i den forbindelse godt ønske mig, at vores samfund var bedre indrettet til at følge op på dette her. Så længe nogle læger har den holdning som min (tidligere) læge havde, "at jeg da godt kunne prøve det dér med sund kost og motion, for det kunne jo aldrig skade..." - så er det svært at trænge igennem.

I stedet for piller kunne man forestille sig helsevejledere, der havde en form for lægelig uddannelse med vægt lagt på alt det, man selv kan gøre for at blive rask. Det ville i sidste ende være uendeligt meget billigere for samfundet at forebygge end at helbrede, og selv om det kræver en ikke ubetydelig personlig indsats, så ville det også være uendeligt meget bedre for os selv.

Jeg tror på Albert Schweitzers ord om, at "der bor en læge i os alle"...

Foto ©: Chiot's Run

5 kommentarer:

Madame sagde ...

Vi så også den gribende afslutning på U-Turn i går aftes og så, hvor glade de alle var blevet. Jeg håber, at rigtig mange har fulgt serien og er blevet klogere. Chris MacDonald fortjener en medalje for sin store indsats.
Din idé med helsevejledere er rigtig fin ... :-)

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Helt enig! Chris fortjener en medalje, og jeg håber, at udsendelsen også gav beslutningstagerne et skub i den rigtige retning... :-)

Kisser sagde ...

Jeg så den også, og jeg måtte også tørre en tåre bort på et tidspunkt. Hvor var det smukt og stort.
Du har så inderlig ret i at vores samfund skal indrettes som Albert S. siger.
Der siges jo at kroppen er selvhelbredende, og det er deltagerne jo et ganske strålende eksempel på.

Ellen sagde ...

Som samfund kunne man måske starte med at gøre de sunde ting billigere (frugt, grønsager) og de usunde ting dyrere (slik, sodavand, chips osv.) at købe. Væk med moms - eller i hvert fald billigere moms på fødevarer.
Jeg tvivler ikke på, at C McD gør og har gjort det rigtig godt; jeg KAN bare ikke holde ham ud, så jeg ser aldrig noget, han deltager i.

Mia Folkmann sagde ...

Kisser: Ja, det var da en udsendelse, man kun kunne blive glad over at følge med i. Det var så skønt at se den positive forvandling med deltagerne... :-)

Ellen: Ja, det er nemlig en glimrende idé at gøre de sunde ting biligere og omvendt. Det er uhyggeligt, så meget sodavand m.m., der bliver indtaget, selv om man ved, at det har en rigtig dårlig virkning på kroppen. :-)