fredag den 5. juli 2013

På tur med gummibåden

Da vi var unge og boede i Helsinge, havde vi meget fornøjelse af en kæmpestor gummibåd, som vi havde fundet (eller fået) et sted fra. Der var masser af plads, så vi kunne sidde mageligt i hver sin ende, og vi kunne endda medbringe "udstyr" i form af trøjer, tæpper og madpakke m.m.

Ofte fragtede vi gummibåden ned til Arresø en ganske tidlig morgen, og så lå vi dér og skvulpede fredsommeligt foran sivene og så på alt det liv, der var i og omkring søen. Andre gange sejlede vi lige så stille ned ad de åer, der udløb fra søen, og vi havde de mest fantastiske naturoplevelser.

Én gang faldt en stålorm ned i båden til os, så vi måtte lægge ind til siden og pænt løfte den på land igen. En anden gang spiste vi frokost på bredden med benene udstrakt foran os, og en hugorm på tur var lige ved at kravle op over mine gummistøvler.

Vi så et væld af forskellige fugle, og store og små guldsmede svirrede om ørerne på os. Vi blev som regel også ædt af myg, men det vænnede vi os til. Der var ikke så meget andet at gøre, hvis vi ville høre nattergalens morgensang og nyde synet af ræven, der kiggede nysgerrigt frem bag en busk.

Foto: Mia Folkmann

6 kommentarer:

Madame sagde ...

Sikke nogle dejlige naturoplevelser du fortæller om! De minder mig om dengang, vi havde kano, og nogle af mine bedste barndomsminder er fra dovne sommerdage på Furesøen med min far ... :-)

Rasmine sagde ...

Det lyder, som om I ikke længere har den gummibåd. Hvorfor, når I nu havde så megen glæde af den, I havde dengang? Manglende tid?

Anette sagde ...

Det lyder som nogle fantastiske ture, det er skønt at være i skoven eller på vandet, når det hele vågner.
KH Anette

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Det lyder også så dejligt med de minder du har om sommerdage med far på Furesøen. Det er vidunderligt at ligge og skvulpe i vandet og se på dyrelivet samtidig... :-)

Rasmine: Nu er vi ikke helt så unge, som vi var engang - og gummibåde har det med at blive møre med alderen. Så jeg tror simpelthen at den blev utæt udover lappegrænsen... :-)

Anette: Dengang gik vi ikke så højt op i at fotografere, men det ville ellers have været oplagt, ikke sandt?! ;-)

Ellen sagde ...

Så bliver livet ikke meget bedre, når man har den slags oplevelser - men det er rigtigt, at i dag ville man nok have fotograferet meget mere :-)

Mia Folkmann sagde ...

Ellen: Nej, du har helt ret; så bliver livet ikke meget bedre... :-)