tirsdag den 13. august 2013

Kur eller ikke kur

I øjeblikket er der så meget snak om 5:2 kuren, som jeg også har set bøger om i England. Det handler om at tabe sig ved at spise normalt i fem dage og faste i to, og umiddelbart lyder det forjættende. For, som flere siger: Hvis vi levede på "naturlig" vis, ville vi helt automatisk faste de dage, hvor der ikke var mad at finde, så det er vores krop beregnet til.

Problemet i mine øjne er bare, at vi IKKE lever naturligt. Vi spiser i allerhøjeste grad Unaturligt! Og det kan godt være - som det påpeges - at aber kan nedsætte aldringen ved at faste, men aberne spiser altså sunde ting i massevis, når de spiser.

Som der stod i DR i dag: Kan du ikke sige nej til rødvin og sauce bearnaise, men vil samtidig gerne holde vægten? Så er den nye kur ”5:2-diæten” måske noget for dig. Måske.

Det er lige præcis det, jeg tænker på: Hvis man tror, at man bare kan spise "normalt" og så alligevel tabe sig ved at faste to dage, så går det da helt galt. Vel og mærke hvis normalt er ensbetydende med sauce bearnaise, pomfritter, burgere og andre sager, der selv med den bedste vilje ikke kan kaldes mad.

Hvordan mon kroppen vil reagere, hvis man spiser "junk food" de 5 dage og kun få kalorier de 2 dage? Det kræver vist ikke den store krystalkugle eller forskning for at regne ud, at den vil gå i panik og reagere derefter...!

I stedet for underlige kure af forskellig slags ville det efter min mening være langt smartere at spise sundt og godt til hverdag. Hvis man vælger fødevarer af en ordentlig kvalitet, og så frisk og ubehandlet som det i vore dage kan lade sig gøre, så kan man sagtens spise nogle lækkerier ind i mellem. Og hvis man spiser masser af frugt og grønt og undgår sukkersnask og chips til hverdag, så vil man, hvis man er for tyk, helt automatisk tabe sig - på en naturlig måde, der ikke skader kroppen...

Foto: Enric Archivell

17 kommentarer:

Lene Megan sagde ...

Jeg er enig med dig. Det handler om en sund livsstil i det hele taget og en livsstil, som passer til den, man er. Kroppen skal fungere, have brændstof, men det skal naturligvis primært være af den gode slags. Og hvad det er, kan vi nok også blive enige om! ;)

Motion, bevægelse og afslapning er også altafgørende, mener jeg. En god balance. Jeg bruger mindfulness bevidst i min hverdag nu og det er træning på samme måde som mit løb er det. Daglig meditation gør underværker. For mig!

Interessant at følge lidt med i alle de fantastiske bud på, hvordan man taber sig, lever sundt og så videre. Hvad med at lytte indad? Spørge sin krop og mærke efter? Der skal der en mental ændring til, tror jeg, det handler i virkeligheden om at geare lidt ned.

Det var bare min mening. Håber du får en dejlig og sund dag med alt det, du kan lide og har brug for!

Madame sagde ...

Jeg er fuldstændig enig med dig - det eneste rigtige er at spise sundt og godt til hverdag og masser af grønt og frugt.
Mærkeligt som sære kure har det med at være in et stykke tid ... :-)

Lene sagde ...

Amen :-) Og hvis vi kunne lade være med at spise noget efter aftensmaden, så giver det også en effekt

Lene sagde ...

Jeg er også helt enig. Jeg tror nogle af os er blevet for gamle til at hoppe på alle de "smarte" kure, der introduceres for os. Det eneste der dur er at spise sundt og så huske det lille ord "nej tak", når vi bliver budt noget usundt.
Mange hilsner fra én, der desværre ikke har lært det endnu, men udmærket ved, hvad der virker :)

Annette sagde ...

Jeg tilslutter mig fuldt ud de øvrige kommentatorer. Det kan umuligt være sundt at leve efter den kur og for den sags skyld andre lignende kure.

Sund mad, bevægelse, bevægelse og atter bevægelse, mon ikke det virker bedre.

Jeg håber for dig (jer), at ønske nr. 5 går i opfyldelse en dag. Og jeg kan fint følge dig i dit ønske ☺.

Fruen i Midten sagde ...

Lige inden jeg hoppede til din blog, læste jeg et andet indlæg om en, der netop er startet på bemeldte kur. Hun skrev, at hun blev 'lidt hidsig og mærkelig' af det. Det siger næsten det hele, ikk? Det er det lange seje træk med sund mad og bevægelse, der hjælper. Jeg synes ikke, det er nemt, og vi glemmer det tit, men jeg tror alligevel på, at det er det, der skal til. - Og så skal man frem for alt ikke blive manisk med hvad man gør ;-)

Christina sagde ...

Kunne ikke være mere enig :)

Anonym sagde ...

Halleluja!

Tak, kunne ikke have sagt det bedre selv.

Krearier sagde ...

Jeg er 10.000% enig med dig.

5-2 kuren er det nyeste hit, og lige som med andre kure fatter jeg ikke, at nogen gider det!

Rent fysiologisk giver det den modsatte effekt, hvis man ønsker at tabe sig, idet kroppen tror, at man er midt i en "hungersnød", og derfor sparer på energien, og derved også stofskiftet m.m. Man risikerer altså at tage PÅ ...........

Sund fornuft og op af sofaen og ud og rør kroppen.
Det er vejen frem for alle!

Havehyrden sagde ...

Nu er den kur jo netop interessant fordi man har fundet ud af at kroppen reagerer anderledes på fasten end ved normal kost. Dens biokemi ændrede sig i testpersonerne til det meget bedre....cholestrolen mv i blodet røg ned på et godt niveau osv. Det er jo interessant at man i disse år finder ud af at det man troede man viste om kosten ikke holder. F.eks er der ingen videnskabelig belæg for at man skal spise 3 måltider om dagen, at det er en god ide at spise 3 hovedmåltider og 3 "snackstørrelses" måltider 3 gange om dagen, osv.
At nogle medier opreklamerer 5:2 metoden, til noget det ikke er, er selvfølgelig et problem.
Men den udsendelse der ledte til bogen, så jeg for nogle måneder siden og den var uhyre interessant. Især pga den slog huller i den gammeldags måde at opfatte "rigtig" og "forkert" måde at sammensætte kosten.
Kroppens biokemi er så forskellig fra person til person at man nu heller ikke taler om at dit kcal indtag skal matche til kcal forbrug. Så simpelt er det desværre ikke. En persons biokemi kan gøre at selvom du har udregnet at du indtager x kcal og forbruger flere kcal end indtag, så kan du godt tage på. En anden kan ligeledes tabe sig.
Man ved simpelthen ikke helt hvad der sker med omsætningen af alle ernæringstofferne i kosten...
Så de undersøgelser der er lavet viser at 5:2 metoden er god for en del mennesker, rigtig god.
Frugtsukker er sukker ligesom almindelig sukker, forstået på den måde at energien er den samme, så man kan sagtens tage på af frugt. Der er faktisk mange der spiser "sundt" og som stadig tager på. Det er det med mængderne......
Så jeg er ikke enig med dig i den simple betragtning. De mange nye undersøgelser viser netop at det er uhyre kompliceret det med kosten og hvordan man spiser rigtigt....der er ikke en rigtig og en forkert måde, men mange måder. Helt afhængig af din krop og din biokemi

Mia Folkmann sagde ...

Megan: Jeg tror gerne, at meditation er godt, og jeg ville gerne selv prøve det. Og så tror jeg også, at man skal lytte til sin krop i langt højere grad; den skal nok fortælle, hvad man har brug for... :-)

Madame: Ja, man skal jo hele tiden finde på noget nyt... ;-)

Lene: Det sidste prøver jeg også på - eller i hvert fald begrænse det til en kop te og et stykke knækbrød eller æble... :-)

Lene: Hi hi, jeg ved også udmærket, hvad der virker, men det lille ord "nej tak" kan være svært at få frem... ;-)

Annette: Bevægelse er det vigtigste, så kan man slippe af sted med meget, tror jeg... :-)

Jeg håber også, at ønskerne går i opfyldelse - men mon ikke de gør i en eller anden variant...? ;-)

Fruen i Midten: Jeg tror også på det lange seje træk og så plads til lidt sjov ind i mellem. Nej, man skal aldrig blive manisk med nogen ting - balance i tilværelsen på alle punkter er bedst... :-)

Mia Folkmann sagde ...

Christina: :-)

Anonym: :-)

Krearier: Lige mine ord! :-)

Havehyrden: Jeg går ikke ind for faste i stor stil - jeg kan godt finde på at nøjes med grønsagssaft en dag, så det er jo også en slags faste, men dog med god næring. Faste frarådes diabetikere, gravide, helt unge og andre, der har et lidt "sart" system, og det siger nok noget om, at faste kan være hård for kroppen, hvis man ikke er i fin form.

Jeg tror gerne, at kolesterolen kan gå ned under en faste, men det kan den også ved hjælp af grønsager som f.eks. selleri, der er ret fantastisk på det område. I stedet for at sulte kroppen er det klogere at nære den, og hvis man er for buttet og skal tabe sig, sker det helt automatisk, hvis man bevæger sig rigtig meget og spiser grønt. :-)

Krearier sagde ...

Nogen troede også, at Kernesund var sundt, og der viste "eftertiden" jo, at det ikke var tilfældet.
Specielt var den sundhedsskadelig for børn!

I mine øjne skal man ALDRIG ligge sin sundhed i en kurv = en bog/forfatter.

Vi er alle forskellige biokemisk og netop derfor, findes løsningen ikke i en bog eller kur.
Det handler om at mærke sig selv, spise varieret og bevæge sig, uanset om man er for tyk, for tynd eller hel normal vægtig.
Det er så min filosofi :)

Mia Folkmann sagde ...

Krearier: Jeg tror også på, at det med bevægelse vejer tungt (ha ha). Jeg har netop tabt tre kilo ved at spise en masse forskelligt, men bare undgå sukker (sådan stort set) - og så bevæge mig meget. Hvilket jeg med mit siddestillende arbejde kun har godt af. :-)

Havehyrden sagde ...

Nu er 5:2 metoden ikke sådan at man slet ikke må indtage kcal. Man anbefaler under 500 kcal. Men mit indspar gik på at de fleste af de kostråd vi kender ikke har vidensbelæg og at man virkelig er i rivende udvikling indenfor feltet. Generne betyder meget og dine gener er jo forskellig fra andres...derfor gælder de forskellige råd ikke alle og man er gået bort fra den simple fortolkning. Det er rent faktisk ikke alle der kan tabe sig...Ligesom det ikke er alle der kan tage på.
Men har man fundet noget der virker for en er det jo bare om at holde fast ;-) og motion er, alle jo enige om, er godt for at holde vægten

Ellen sagde ...

Kartoffelkuren (ikke den fra Christiansborg) virker - spis masser af kartofler. Undgå for himlens skyld kartofler. Undgå alle former for fedt. Spis fedt - i hvert fald det gode. Sult dig selv. Spis rigeligt, men tit. Undgå proteiner. Spis proteinrig kost.
Æg er farligt for kolesterolindholdet i blodet, så spis højest ét æg om ugen. Nejnej, det er ikke rigtigt; æg er sundt - spis masser af dem. Æggekuren er det bedste.
Forvirret?
Det vil De ikke være efter næste episode af 'Hvordan man taber sig på bedste og effektiveste måde'.
Den bedste kur jeg kender, er SDH:
Spis Det Halve. :-D

Mia Folkmann sagde ...

Havehyrden: Motion er helt sikkert det allerbedste... :-)

Ellen: Fuldstændig forvirret! Man skal lytte til sin egen logiske sans og røre sig meget. OG spise det halve, som du siger...! En glimrende kur... ;-)