onsdag den 30. oktober 2013

Afhængighed

Somme tider kan jeg godt bekymre mig for den voksende afhængighed af internettet. I de sidste par uger har jeg brugt rigtig meget tid på programmer, der skulle opdateres (og ikke ville) og systemer, der drillede.

Der skal dertil siges, at det ikke er noget, jeg har bedt om eller ønsket. Det har - ligesom tilfældet er med den digitale postkasse - været noget, som andre har ønsket at presse ned over ørerne på mig.

Til næste år skal vi alle have en digital postkasse. Og selv om det sikkert på nogle punkter er meget "smart", så skaber det også afhængighed. Vi kan i hvert fald ikke længere frit vælge, om vi har lyst til at have en computer - eller hvornår vi vil anskaffe én, hvis den, vi har, går ned.

Vi er også afhængige af, at alting fungerer. Der har netop været en uges tid, hvor jeg (og mange andre) ikke har kunnet gå i banken, fordi systemerne ikke virkede.

Hvordan kan man være så blåøjet at tro, at alting altid virker? Det gør det ikke! Der skal ikke meget til at vælte læsset!

Jeg læste forleden om en mand - en journalist - der ville prøve at klare sig et helt år uden internet. Hvis han ville have nyheder, måtte han læse aviser. Hvis han ville i banken, måtte han gøre det på gammeldags facon. Osv.

Gad vide, om det overhovedet kan lade sig gøre...?

Foto: Mayboroda 

7 kommentarer:

Fruen i Midten sagde ...

Det kan vel ikke lade sig gøre, hvis vi alle fremover SKAL modtage post fra det offentlige ad elektronisk vej. Jeg er bare lidt spændt på, hvordan det kommer til at gå. Jeg har fx tre søde gamle tanter på hhv 80, 83 og 85 år, og ingen af dem har en computer ...

Mia Folkmann sagde ...

Fruen i Midten: Det skal vi jo så (se linket). De skriver så sødt, at det er for at spare penge til mere velfærd... ;-)

Fruen i Midten sagde ...

Ja, vi skal. Men hvad nu hvis vi ikke kan?

Mia Folkmann sagde ...

Fruen i Midten: Min mor siger præcis det samme. Hun har heller ingen computer og har ikke lyst til at være afhængig af mig, der jo heller ikke altid er lige i nærheden... :-(

Ellen sagde ...

Det kan garanteret ikke lade sig gøre at eksistere uden internettet ... svigerfar (som jo godt nok lige er død) og svigermor fik internetforbindelse for et års tid siden, og dengang 87-årige svigermor lærte imponerende hurtigt at skrive mails og at bruge NemID og netbank, så det kan godt lade sig gøre, selv om man er godt og grundigt oppe i årene.
De fik en Duka-pc, som er lavet specielt ældrevenlig.

Mia Folkmann sagde ...

Ellen: Det KAN nu nok lade sig gøre, men det er måske ikke ønskværdigt for hverken dig eller mig. Og selvfølgelig kan mange ældre lære at bruge netbank osv., hvis de vel og mærke ønsker det. Min mor hader teknik og ønsker det IKKE! Sådan er der sikkert mange, der har det - og det behøver man i og for sig ikke være op i årene for at ha'.

Men jeg skriver om afhængigheden. Om manglen på frit valg. DET synes jeg ikke om.

Anonym sagde ...

I enjoy, cause I discovered just what I was looking for.
You've ended my four day long hunt! God Bless you man. Have a nice day.
Bye

my web site: Pet Gps - As Well As Cons