mandag den 28. juli 2014

Hvor er mine kirsebær?

Jeg elsker årstidens bær! Lige i øjeblikket er det kirsebær og blåbær, der har afløst jordbær og hindbær - og der går stort set ikke en dag, hvor jeg ikke indtager en lille portion af begge dele.

MEN hvor i alverden er de fynske kirsebær henne? Jeg ved, at det er tiden, for der har lige været Kirsebærfestival i Kerteminde, men de er ikke her, hvor jeg er...

Jeg ved også, at træerne bugner af bær på øen i midten, for jeg har været der så ofte i kirsebærtiden og købt vildt ind af dejlige saftige røde bær.

Jeg husker endnu med glæde de mange ture, hvor jeg travede rundt i fynske landhaver storgumlende på bær og - jeg indrømmer det - storspyttende sten ud alle vegne. (Det er måske i virkeligheden min skyld, at der vokser kirsebærtræer alle vegne...).

Men uanset min egen personlige indsats er der ingen fynske kirsebær at få. Her er tyske bær eller tyrkiske bær - hvorfor i alverden transporterer man kirsebær helt fra Tyrkiet??? Her er meget (alt for) langt mellem de danske.

Fyn er fin - men det er da ikke pænt sådan at sætte sig på bærrene... ;-)

Foto: Emil Andresen / Fotobiksen)

7 kommentarer:

Madame sagde ...

Vi skal helst spise lokale madvarer - her i Halsnæs er butikkerne gode til at sælge alt det, der dyrkes her :-)

Rasmine sagde ...

Netto bugner af danske sødkirsebær fra Skælskær. Kan de ikke bruges? (Hvem siger for resten, at de ikke er plukket på Fyn?)

Ellen sagde ...

Hehe, Rasmine, hvis kirsebærrene er fra Skælskør, skal man godt nok have lange arme for at plukke dem på Fyn ;-)
... men jeg sidder nu også lige nu med en pakke håndplukkede fra Skælskør - den er bare købt i Brugsen ... hvor kirsebærrene fra Fyn er blevet af, skal jeg ikke kunne sige. Spiser de dem alle sammen selv, mon?

Rasmine sagde ...

Jeg tænkte bare, at nogle af dem måske var plukket/indkøbt andre steder end i Skælskør ... men jeg har måske ikke læst vareinformationen grundigt nok :-)

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Ja selvfølgelig skal vi det. Det er det sundeste og det bedste - det andet er da noget pjat...

Rasmine: Jeg må kigge nærmere på Netto; der er ikke én, dér hvor jeg normalt handler...

Ellen: Jeg kunne godt mistænke dem for at beholde de gode ting selv... ;-)

Ditte sagde ...

Måske Selleberg opkøber hele molevitten? ;-)
Jeg synes i det hele taget, det er svært at finde dansk frugt. Bevares, det kan da lade sig gøre, men meget af den frugt der er i sæson herhjemme, finder du fra det store udland i stedet. Og hvor kan man overhovedet købe stikkelsbær, ribs og solbær? Der må man ty til venner og bekendtes haver, hvis man ikke selv er den lykkelige ejer af en flok bærbuske.

Mia Folkmann sagde ...

Ditte: Vi må have plantet nogle bærbuske! Jeg kan slet ikke forstå, hvad vi skal med frugt fra udlandet, når danske udgaver er i sæson (jo, jeg ved egentlig godt hvorfor - prisen!)