mandag den 20. oktober 2014

Med tasken på slæb


Da jeg var ganske ung og boede i Bruxelles, købte jeg en praktisk indkøbstaske på hjul. Den var mørkegrøn, ternet og kedelig - men jeg havde ingen hæmninger i den retning, for jeg boede - i hvert fald i nogle måneder - langt fra indkøb, og uden cykel og bil var der ikke andre muligheder.

Jeg var faktisk særdeles glad for min grimme indkøbstaske, der sparede mig for meget slæb, og jeg har i årevis prøvet at overbevise min mor i det gode ved sådan én.

Men nej, den var for gamle mennesker! (Min mor er 80 - og jeg var 19, da jeg havde min første indkøbstaske på hjul...).

Nåmen, fordommene lever i bedste velgående - indtil jeg fandt ud af, at taskevognene nu findes i de mest smarte udgaver. Ingen sorte og ternede pensionisttasker her! Og så har de endda gode, kraftige hjul, der kan tåle mosten.

Så min mor fik en stribet sag og traver nu nogenlunde velfornøjet afsted med den. Jeg er selv i markedet for en knaldrød med tykke hjul, som jeg så i Belgien for nylig - for når vores autocamperliv begynder til næste år, vil den være superpraktisk til indkøbsturene.

9 kommentarer:

Kludemutter sagde ...

Sådan en ønsker jeg mig også.
Selvom resten af husstandene også syntes det er pinligt.
Den er nu god når jeg har en hund med i snor også.
Hvor kan man købe den du viser henne ?

Kisser sagde ...

Jeg var i Barcelona for et par år siden, og alle - unge som gamle - havde sådan en taske. Så vi kan lære lidt af det spanske :-)
Jeg bruger min cykel, når jeg skal på større indkøb....

Mia Folkmann sagde ...

Kludemutter: Den ER da smart! Den blå her købte jeg med hjem til min mor fra England (og krydsede fingre for, at hun ville gå med den). Det ville hun heldigvis... :-)

Kisser: Jamen, selvfølgelig! Heldigvis er de blevet både smarte og sjove med tiden... Ja, det gjorde min mor også før i tiden, ved jeg. Men det kniber vist med balancen efterhånden.

Miri Vandre blandt ege sagde ...

Vi har alle vores fordomme, hvor skøre de så end er :) Det er godt med sådan en vogn, så man ikke går og forslæber sig !

Mia Folkmann sagde ...

Miri: Ja, det synes jeg også. Men selvfølgelig er det et plus, at den også er smart at se på... ;-)

Rasmine sagde ...

Jeg vidste ikke engang, at den var til pensionister. Hvis det er tilfældet, forstår jeg udmærket din mor. Jeg ville heller ikke godvilligt udstyre mig selv med et pensionistemblem i dette her samfund, hvor der er en udbredt opfattelse af, at pensionister er en slags andenrangs mennesker.

Men da jeg ikke vidste det, har jeg faktisk overvejet sådan en. Den skulle være med nogle særlig hjul, som kan "gå" op ad trapper. De fås nemlig. I mellemtiden er min ryg desværre belevet så dårlig, at det vlle være noget af en belastning at læsse og losse sådan en dyb taske. Jeg bruger en rygsæk i stedet - selv om den ikke passer til min tøjstil.

Mia Folkmann sagde ...

Rasmine: Jeg fik lokket min mor med ind i sådan en hjælpemiddel-forretning, men DET var ikke sagen! Det var derimod denne stribede taske, som jeg fandt til hende i England. Den har lige præcis de hjul, du nævner, og det virker fint. Jeg har selv rygsæk med, når jeg handler ind - men hver ting til sin tid, synes jeg. Det er begrænset, hvor meget man kan/ har lyst til at slæbe på ryggen...

Ellen sagde ...

Sådan et taske er da et must, hvis man hverken har bil eller cykel - så er det da hamrende ligegyldigt, hvor gammel man er :-)

Mia Folkmann sagde ...

Ellen: Det synes du og jeg - men sådan synes ikke alle... ;-)