søndag den 28. december 2014

Småkagetyverier


Jeg synes, at småkagerne forsvandt som dug for solen her i julen. OK, portionen var heller ikke så overvældende stor, så man må bare i gang med en ny.

Og mens jeg stod og æltede, kom jeg til at tænke på min barndoms jul, hvor der blev bagt flere forskellige slags småkager i god tid inden højtiden. Hver slags blev lagt i dåse, så de kunne holde sig frem til juledagene, og så blev hver dåse forseglet med gennemsigtig tape. Sådan hele vejen rundt omkring kanten af låget.

Jeg fandt det yderst tarveligt, men jeg lærte selvfølgelig hurtigt at lirke tapen op. Inden jeg fjernede den, målte jeg omhyggeligt ud, hvor tapen begyndte og endte, så jeg kunne anbringe den nøjagtigt samme sted som før.

Jeg tror aldrig, at jeg blev taget på fersk gerning, men min mor sendte mig nogle meget skeptiske blikke, når hun til sidst så, hvor meget indholdet var svundet ind. Og så mumlede hun noget om, at der vist havde været mus i spisekammeret. Mus medbringende tape...

7 kommentarer:

BedstesBlog sagde ...

Min Mor bagte også mange småkager op mod jul. Der var store kagedåser fulde af havregrynskager, jødekager og kokoskranse - og selvfølgelig blev der også kogt klejner.
Jeg bager selv en enkelt slags småkager - eller når det går højt to :-)

Mia Folkmann sagde ...

BedstesBlog: Det gør jeg også. Belært af erfaring - for jo flere slags, jo flere småkager spiser jeg... ;-)

Lene sagde ...

Det samme gjorde min mor, og da vi var fem børn, så kunne vi godt regne ud at hvis vi brød tapen lidt for mange gange, ville hun opdage det ;-) Jeg har en af dåserne og jeg kan se spor efter de mange år med tape. Her er der stadig mange småkager tilbage, men nu er jeg ved at være på højkant, så skal der guffes pebernødder. God søndag til dag :-)
PS hvor har du fået den rubrik med bekræft du ikke er en robot, fra?

Madame sagde ...

Det var lidt tarveligt at tape dåserne til - det gjorde min mor heldigvis ikke :-)

Mia Folkmann sagde ...

Lene: Jeg kan godt se, at jeg havde lidt større chancer for at liste småkagerne ud end I havde... ;-)

Den med rubrikken er kommet helt af sig selv - noget blogger gør automatisk måske?

Madame: Jeg syntes også, at det var ret tarveligt dengang... ;-)

Livsglimt sagde ...

Hvis man er så ihærdig og omhyggelig som du var, må man have fortjent en småkage :-)
Godt nytår fra Lisbet

Mia Folkmann sagde ...

Livsglimt: Se det syntes jeg jo også dengang... ;-)

Rigtig godt nytår til dig også, Lisbet