fredag den 28. juli 2017

Vil I med på aftentur?

Jeg går tit en aftentur med hunden i parken og skoven her ved Halsted... og jeg tænkte, om I ville med?

Først følger vi den gamle allé med de store træer, der næsten lukker helt til foroven, og kigger over mod godskontorets og golfklubbens smukke huse, der gemmer sig bag buskene.

På begge sider af alleen ligger golfbaner. Halsted golfklubs baner strækker langt, så man får virkelig brugt sine ben, når man spiller golf her, og mange steder har man den mest fantastiske udsigt til omgivelserne og til de rovfugle, der ofte kredser rundt.



På et tidspunkt passerer vi landevejen og går over i skoven. Her går kvæget rundt og hygger sig, sådan som det altid burde høre sig til, og de passer sig selv og er ret ligeglade med forbipasserende. Endda i så udpræget grad, at den store, flotte tyr, som jeg ellers gerne ville have fotograferet, demonstrativt vendte rumpen til mig!



Stien gennem skoven går helt ned til den lille by, der hedder Vesterborg, men jeg har endnu ikke taget hele turen. Som regel vender jeg om ved det lille hus, der ligger i lysningen et stykke efter "køernes mark".




Huset er et barkhus fra slutningen af 1800-tallet, og her tørrede man engang egetræsbark. Barken blev brugt til garvning af huder til læder, og da man ophørte med det i 1960'erne, brugte man i stedet huset ved jagter.

Indtil videre er det mit vendepunkt, og turen går tilbage forbi køerne og ud til landevejen, hvor Halstedhus efterskole kan ses til højre. Somme tider går jeg den vej rundt og ned til byen, men i dag går jeg tilbage gennem den gamle allé. Og for enden ligger godset som en hvid perle i alt det grønne.




9 kommentarer:

Lene sagde ...

tak for gåturen, det er dejligt at se andre steder af Danmark :-)

Fruen i Midten sagde ...

Det der allé-kig er altså bare betagende :-) Tak for turen. Og PS; det er altså bare en velnæret ko, der vender rumpen til på dit billede. Dyret i baggrunden er en tyrekalv. Ses af det frynsede 'vedhæng' midt under maven, som koen i forgrunden ikke har ;-)

Mia Folkmann sagde ...

Lene: Selv tak; det er altid sjovt at se nye steder... :-)

Fruen i Midten: Ja, det er så flot med den allé. Det var nu ikke koen, der vendte rumpen til mig. DET var så afgjort en tyr (!!) og billedet var lidet flatterende, så det valgte jeg IKKE at bringe... ti hi

Unknown sagde ...

Et dejligt sted - tak for godt selskab. Ser frem til at se det rigtigt...farverne, lydene og duftene...

Mia Folkmann sagde ...

Unknown: Selv tak; ja man kan desværre ikke få det hele med - og det er en skam. Blandt andet lindetræerne dufter skønt lige nu :-)

Fruen i Midten sagde ...

Nå okay, jeg tænkte bare, at du da vist ikke havde haft briller på, da du skulle kønsbestemme dine kreaturer ;-) De er iøvrigt ret søde de der bebæltede galloway-dyr :-)

Mia Folkmann sagde ...

Fruen i Midten: He he, briller var IKKE nødvendige med den tyr... ;-) Ja, de er dejlige, og livet i skoven her passer dem sikkkert udmærket :-)

Nana sagde ...

Tak for turen! Vi planlægger en lille endagstur til Lolland, og dine indlæg er inspirerende :-)

Mia Folkmann sagde ...

Nana: Dejligt at kunne inspirere, Nana. Her er så mange dejlige steder, og jeg fortæller om dem lidt efter lidt... :-)