onsdag den 4. oktober 2017

Engelske campingpladser

Fordi vi tilrettelægger vores rute efter de steder, vi gerne vil se/opleve/fotografere og senere skrive om - eller efter de steder, vi skal hente varer til netbutikken - vælger vi udelukkende campingpladser efter beliggenhed.

DET kan der komme mange sjove oplevelser ud af, for campingpladser er et særdeles vidt begreb i Storbritannien. Og vi er nødt til at holde på en plads, fordi vi arbejder undervejs og har behov for strøm.

Nogle gange er vi heldige og lander på en plads, der er ekstraordinært lækker - enten fordi den ligger særligt flot og spændende, eller fordi faciliteterne er særligt gode. Men vi lander lige så ofte på pladser, der er ... specielle...!

Forleden holdt vi således på en gårdsplads med udsigt til den sure ejers lade (han var ikke sur på os; han VAR bare sådan!) - men vi var lykkelige over at stå "tørskoede" efter en regnfuld nat. Vi har ved tidligere lejligheder prøvet at sidde fast på en græsmark, og det havde vi ikke lyst til at prøve igen.

Og i går ankom vi til en campingplads i udkanten af Yorkshire Dales. Vi kørte over en lille, meget smal bro (vi kunne se andre autocampere i det fjerne, så det kunne åbenbart lade sig gøre) og ind på en gård, der lignede noget, der var løgn. Ét rod af bygninger, murbrokker, biler, gøende hunde, høns og jeg ved ikke hvad.

Der var ingen reception; ingen til at tage imod, så jeg måtte på jagt efter menneskeliv. Jeg fandt en ung mand, der på klingende "yorkshirsk" fortalte mig et eller andet med en hvid trappe ved én af de mange bygninger, og da jeg kom hen til den bygning, fandt jeg en anden mand, der forklarede mig noget andet uforståeligt.

Heldigvis kom vores "værtinde" hjem i det samme. Hun var til at forstå - så nogenlunde - og hun gav os frit valg på alle hylderne på den øverste mark og forsvandt.

På den øverste mark var der sten, så vi ikke kørte fast, og strøm, så vi kunne arbejde. Vi kunne endda bruge vores internet, hvilket aldrig er en selvfølge. Og så havde vi en fantastisk udsigt til solnedgang, får og grønne marker. Senere fandt jeg - til min forbavselse - ud af, at badeværelserne var nærmest elegante.

Så på den måde får mange mange oplevelser. Det er i hvert fald aldrig kedeligt at rejse rundt i autocamper i UK... :-)

2 kommentarer:

Ellen sagde ...

Det lyder ... interessant :-)
Vi nåede aldrig at tage campingvognen med til England, selv om vi talte om det. Vi er åbenbart gået glip af en del ...

Mia Folkmann sagde ...

Ellen: Det er lige ordet! Ti hi, ja du gik måske glip af en del, for der er virkelig mange muligheder - måske især med en autocamper. Man kan f.eks. holde lige bag ved en pub eller restaurant og så spise god mad, før man går de 5-6 meter "hjem"... ;-)