onsdag den 12. marts 2014

Sådan helt spontant...

Én af de ting, der kommer til at stå i højsædet fremover, er spontaniteten. Sådan noget som:

"Skulle vi ikke holde eftermiddagen fri? Det er så dejligt vejr - vi kunne gå en tur i skoven og drikke kaffe ved vandet? Var det noget?"

OM det var noget? Jeg elsker den slags små hverdags-fornøjelser.

Så det gjorde vi... :-)

mandag den 10. marts 2014

Der er ingenting, der binder...

Mon ikke de fleste drømmer om en vis form for økonomisk uafhængighed? Vi gør i hvert fald, og alt, hvad vi foretager os, fører i den retning.

Så derfor fandt vi det ret symbolsk, at denne Pinocchio-figur sad i et belgisk vindue og kiggede på os, da vi sidste gang gjorde holdt i Brugge.

Han var rørende billig, så vi købte ham til inspiration - og vi fandt det dobbelt symbolsk, at der sad en lille lykke-edderkop på hans hat.

Lykke-edderkoppen blev bragt i sikkerhed på et belgisk træ, men figuren tog vi med hjem. Og nu sidder han her og minder os om, hvilken vej vi skal gå... ;-)

lørdag den 8. marts 2014

Nyt til havestuen

Jeg har længe været på udkig efter nogle nye møbler til havestuen i Hollymount. De, der står der, er en arv fra de tidligere ejere, og de (altså stolene!) er vist ved at opgive ånden.

Nye bambusmøbler koster pænt meget - og brugte har den bagdel, at de næsten altid skal hentes. Lidt upraktisk, når de fylder så meget, at der kun kan være én stol i bilen ad gangen - og meget upraktisk, hvis sælgeren bor i Skotland eller et lignende fjernt sted.

Så jeg måtte tænke i alternative baner. I stedet for "rigtige" havestuemøbler har jeg købt to små, lette kurvestole i den blå avis, og to Ikea-stole med blomstret betræk.

Jeg havde stole af denne type i mit gamle sommerhus, så jeg ved, at de er gode at sidde i. Og de passer da fint mellem planterne i en havestue...

En god dag i godt selskab

Det var sådan en god dag i går - også selv om den grålig og ikke så solrig som i dag.

Jeg mødtes med gode venner til en bid mad og en travetur i den smukke slotshave ved Frederiksborg Slot, og den slags holder jeg altid meget af.

Det smukke slot i Hillerød tager sig fint ud i al slags vejr; påskeliljerne var så småt på vej, og fuglene var forårskåde. Måske af lutter glæde over, at solen kiggede frem bag skyerne...

tirsdag den 4. marts 2014

Englandsrejser

Fra september måned i år søsætter jeg nogle "pakkerejser" til England, hvor jeg fungerer som chauffør og rejseleder. Det er egentlig ikke noget, jeg selv har fundet på - flere af mine kunder og læsere har opfordret mig til det, og nu skal det altså være.

Turene er for dem, der ikke har lyst til at rejse alene eller måske bare ikke har lyst til at køre i den "forkerte" side. Rejsedeltagerne bliver  hentet i lufthavnen og kørt rundt til de historiske huse, haver og byer, som jeg har udvalgt den pågældende uge, og overnatningen sker hos mig i Worcestershire.

Jeg tror, at det bliver rigtig hyggeligt, og interessen har været så stor, at jeg har planer om at fortsætte med det til næste år.

Du kan læse mere om turene og se programmerne lige her...  :-)

onsdag den 19. februar 2014

Om tiden

Den er en underlig størrelse, tiden. Eller måske er det i virkeligheden os mennesker, der er underlige størrelser, for vi er de eneste væsener på jorden, der tager den højtideligt.

Ingen andre måler den og vejer den; indretter livet efter den og hænger i en tråd. Fuglene i haven er ligeglade - dyrene går ikke sådan og holder øje med, hvad klokken er slået. De indretter sig på anden vis og går mere op i at finde føde, husly og andre nødvendigheder - uanset tidspunktet.

Kun mennesker går op i fødselsdage (nu er der gået et helt år), jubilæer og den slags. Vi ønsker os ure; vi bruger kalendere, og vi laver aftaler på særlige tidspunkter. Ikke meget spontanitet dér.

Og mens det alt sammen er meget praktisk, så er det også med til at måle ud. Vores tid på jorden blandt andet. I stedet for at leve livet intenst og altfavnende - så tænker vi hele tiden på, hvor hurtigt tiden går. Nej, den går ikke - som jeg skrev i går - den flyver afsted.

Sommetider får man lyst til at bremse tiden, men det føles lidt som at bremse et frembrusende tog. Det KAN lade sig gøre at nedsætte hastigheden, men det kræver en omlægning af hverdagen.

Det kræver, at man tager sig tid.

tirsdag den 18. februar 2014

Tiden går - og nyt ANGLOFILIA


Tiden har det med at gå - og sommetider nøjes den ikke med at gå, men piler...

Og sådan har det været den sidste tid. Jeg har været en tur i England, men det blev ikke rigtigt til udflugter denne gang. Vejret var ikke ligefrem med os, så vi brugte i stedet tid på arbejde og huspasning og alt det praktiske, der jo også skal til.

Jeg blev færdig med det nye forårsnummer af ANGLOFILIA - og forsiden minder heldigvis om, at der snart kommer forår og skønne blomsterfyldte havedage til os alle. :-)

fredag den 24. januar 2014

Jeg er her skam endnu!

Det er efterhånden nogle dage siden, jeg har været her... og årsagen er såmænd bare, at jeg har lidt meget om ørerne lige nu. Artikler skrives til det nye ANGLOFILIA; planer lægges for fremtiden - og om ikke så længe tager jeg til England igen.

Én ting er faldet på plads. Vi har fundet den autocamper, vi skal have! Nu skal vi "bare" have fundet pengene til den, for selvfølgelig endte den med at blive en god bid dyrere end ventet.

Til gengæld kan vi bo i den... Og det kommer vi nok også til...  ;-)

torsdag den 16. januar 2014

En film om Dickens



En ny engelsk film...  :-)

onsdag den 15. januar 2014

En skøn bog...



... er blevet til en gribende film.