Glæder ved naturen

Naturen giver mig mange glæder. I morges så jeg en stor flok gæs, der fløj hen over mit hoved, og svalerne gør dagligt det samme. De kvitrer rundt og spiser (forhåbentlig) af de mange insekter, der elsker at holde til i en naturhave som min.

Det var også en stor glæde at genopdage mine egern. De forsvandt på mystisk vis sidste år - sjovt nok samme år, hvor de var begyndt at udvise interesse for de majs, som jægerne lægger nede i skoven til fasanerne... hmmmm....

Men forleden hørte jeg en underlig hvæsende lyd. Det lød ikke rart - faktisk som om der var én, der var i knibe, så jeg måtte hen og se, hvad det var.

Det var såmænd bare et arrigt egern, der skældte et andet egern ud. I hvert fald sneg store egern sig beskæmmet væk, mens lille egern var helt i ekstase af raseri. Da jeg kom, trak det sig dog tilbage til egetræets skjul.

Men altså: Rasende egern eller ej - jeg glæder mig over, at de er her igen! For jeg elsker at have egern i min have - de er nogle særdeles underholdende elementer.  :-)

En stor dag

Det er en stor dag i dag! Vi har modtaget vores certifikat og vores registreringsnummer med posten! Så NU er det bare med at få fremstillet et par plader til for og bag, og så er der ingen undskyldning for at køre tur med store dyt.

Og nu, når man ser tilbage, var det jo egentlig ikke så svært med de plader... man skulle bare have en tålmodighed som en engel, og det gælder nok mange steder - og i mange lande. Jeg husker stadig mine år i Bruxelles, hvor tålmodigheden også kom på prøve ganske mange gange.

Vores første tur kommer nok til at gå op nordpå, hvor vi skal have taget mål til tæpper i et "autocamper-tæppeland". For især om vinteren er det rart at have noget blødt og varmt at træde ud på...

Rig og lykkelig

Jeg så en udsendelse i engelsk TV i går, hvor Anne Robinson undersøgte "lykke-niveauet" hos mennesker, der enten havde rigtig mange penge - eller slet ingen penge. Det var egentlig ret interessant...

Den supervelhavende milliardær var egentlig ikke særligt lykkelig; dels fordi han ikke havde nogen at dele sit liv med, og dels fordi han havde meget sygdom i familien. Penge kan sjældent købe et godt helbred.

Hvorimod den helt fattige, der havde haft en fornuftig tilværelse engang, men var faldet ned til sultegrænsen på grund af et ødelagt forhold og et mistet job... for ham var det virkelig lykken at få fyldte poser med madvarer med hjem. (Englænderne har et system med sponsorering af ubrugte madvarer og hverdagsfornødenheder). Ikke kun fordi han rent faktisk fik noget at spise - men også fordi det gav ham en følelse af at være "ligesom de andre".

En kvinde fandt kun lykke i et købe dyre mærkevarer til sig selv og sine døtre, mens en anden elskede et købe fine ting billigt i genbrugsbutikker. Men fælles for dem var, at det ikke var nær så sjovt at købe ind til sig selv, hvis man var alene om det.

Konklusionen var nok, at penge i sig selv ikke giver den store lykke - men samvær og fællesskab med andre gør.

Er I mon enige?

En regnfuld nat

I nat øsede det ned i stride strømme. Det lyder ganske højt på et autocampertag (for selvfølgelig sover vi derude, når vi har 4 soveværelser i huset... det er da klart!) - og derfor også gerne værre, end det egentlig er. Men alligevel kunne jeg ikke sove, for jeg forestillede mig, at vi var ved at sejle væk...

Selvfølgelig var det ikke så slemt - bilen står stadig, hvor den skal, og i dag skinner solen venligt på den blå himmel.

Jeg nærmest venter, at der kommer militærhelikoptere på besøg i dag, som de gjorde i går, for hele ugen er der lavtflyvningsøvelser her på egnen. I går fløj en enorm helikopter lige forbi mit stuevindue; jeg kunne vinke til piloten, men gjorde det ikke, for han skulle nødig blive distraheret og bumse ind i autocamperen...

Det kunne være kønt efter alt det besvær med at få nummerplader på....

Efteråret kommer...

Efteråret kommer en dag i slutningen af august eller i begyndelsen af september - i år var det i dag. I hvert fald her hos mig...

For pludselig lugter haven lidt anderledes. Lidt mere af muld og fugt og forrådnelse. Der ligger gule blade på havegangen, og man fornemmer tydeligt, at alt er begyndt at gå ind i en ny fase.

Ifølge kalenderen er september jo også efterår, så det er ikke så underligt - men det er underligt, at det fornemmes så stærkt.

Ikke at jeg på nogen måde begræder det, for jeg elsker efteråret. Elsker stilheden og roen, der følger med. Elsker alt det hyggelige, der også følger med.

Så efteråret er velkomment :-)

En naturhave

Det myldrer med liv i min meget naturlige have. Der står store tidsler i bedene - de er ikke inviterede, men når det nu passer dem at slå sig ned, så skal jeg såmænd ikke protestere - og i går kom de smukke stillitser og spiste af frøene.

Sommerfuglene er også vilde med tidsler, så derfor har jeg rigtig mange af dem også. Det passer mig fint, for sommerfugle er jo så yndige at se på og giver liv til en have.

Men det er ikke nemt at fotografere dem. Denne her sad pænt stille - endda så længe, at jeg var bange for, at den var død. Men der var nu rigeligt liv i den, for pludselig kom en myre til at træde på dens vinge, og det var ikke populært...

Man træder da heller ikke på andres vinger, vel?!

Tanketomme timer

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har siddet og set på skyer. Det er i hvert fald længe siden - FOR længe siden!

Men da det vil blive en del af min kommende tilværelse om ikke så længe, tager jeg det afslappet...

Det gjorde vi også i går eftermiddags. Tog det afslappet. Vi havde puklet flittigt i huset hele formiddagen og trak stikket ud om eftermiddagen, mens vi ventede på gæster.

Slog liggestolene op; anbragte det lille bord til kaffekopperne ved siden af - og nød freden og synet af de skyer, der drønede hen over himlen.

Svalerne fløj i flokke hen over vores hoveder - ivrigt kvitrende. En flyvemaskine lignede en haj, der svømmede majestætisk gennem skyformationerne.

Himlen var så blå, så blå - og skyerne kridhvide, som om de kom fra en vaskemiddelreklame. Men pludselig blev de mørkere... og mørkere... og mørkere...

Indtil jeg skyndte mig hen for at hente vasketøjet ind. Bag os havde mørkegrå skyer skjult Malvern Hills fuldstændigt, og der var lyn at se i det fjerne.

Fem minutter efter brød uvejret løs - men da havde vi trukket os ind i autocamperen. Eftermiddagens hyggestund kunne fortsætte under tag.... :-)

Smarte dimser

Vi har købt nogle små internet dimser til vores kommende liv på farten. I Danmark har vi fået en fin mobil bredbånds "dims" med hele 300 GB pr. måned, men i England er den slags livskraftige internet ikke opfundet endnu.

Vi har været i samtlige butikker i Worcester (og der er en del, skal jeg hilse og sige) - og måtte lade os nøje med en brøkdel af den danske datamængde. Til gengæld kan de små enheder købes som "Pay As You Go" og altså uden binding af nogen art, hvilket tiltaler mig umådeligt.

Når datamængden er brugt, kan vi "toppe up" og købe mere, og selv om det er en relativ dyr måde at gøre det på, skal det ses i sammenhæng med et fast månedligt (højt) beløb, som vi ikke kan udnytte, fordi vi ikke altid er i England.

Og så har vi købt to forskellige i håb om, at den ene kan få forbindelse, når den anden ikke kan. Vi er uhyggeligt klar over, at det nok vil være svært at gå på nettet, når vi autocamperer i yderområderne, men nogle netværksudbydere er selvfølgelig bedre end andre.

Tiden vil vise, hvor meget bedre... ;-)

En frugthave

Træerne i haven bugner af frugt nu. Der er adskillige blommetræer, en hel del æbletræer og nogle pæretræer - endda nogle med meget sjældne sorter.

Men det er blommerne, der er klar til at spise nu, så jeg har været ude for at fylde en skål til i aften. Man skal passe gevaldigt på, for hvepsene elsker også blommer, og nogle af dem har begravet sig i frugten, så man ikke kan se dem.

Jeg fik en hveps med ned i skålen, og den var så fuld af dejlig frugtkød, at den dårligt kunne lette. Den blev lempet ned i græsset, hvor den kunne slå mave, mens jeg bar blommerne ind i køkkenet.

I morgen skal jeg på brombærjagt. Hækkene omkring haven bugner af brombær nu, og jeg elsker brombær sammen med yoghurt. Jeg er sikker på, at det var sidste års daglige dosis af brombær, der holdt mig sygdomsfri vinteren igennem...   :-)

Jubiii.....

Jubiii, vi har modtaget vores certifikat! Det lå til os i posten, og det er det, der fortæller, at vores autocamper nu opfylder de engelske regler.

NU mangler vi så bare at sende certifikatet videre til den instans, der rent faktisk udsteder registreringsnumrene - men det er da et langt skridt på vejen frem til en mobil tilværelse.

Turen hertil gik fint, men Ellen bad mig om at skrive en lille "anmeldelse" at vores første tur med Stena Line fra Hook van Holland til Harwich.

For det første må jeg indrømme, at det føltes lidt stressende at skulle nå en færge, der ligger så langt væk. Det er virkelig meget, der kan gå galt undervejs, og da det øsede ned hele vejen gennem Tyskland og Holland, kørte vi selvfølgelig noget mere langsomt end ellers.

Resultatet var kortere pauser undervejs, og den sidste pause - den med aftensmaden - droppede vi helt. Men pyt, man kunne jo trods alt spise på færgen.

Lad det være sagt med det samme - der er LANGT fra Esbjerg-Harwich færgens fine buffet. Der blev budt på kedelige færdigretter, der så ud til at have stået fremme hele dagen, og vi endte da også med at få ondt i maven af vegetarretten!

Kahytten var vældig fin og betænksomt indrettet med kaffe, te og endda en lille rødvin. Til gengæld var der ikke meget tid at sove i... vi blev vækket allerede kl. 5.30 med besked om, at der var morgenmad (som vi efter aftensmadens "succes" og det ukristelige tidspunkt valgte at droppe), og den besked blev gentaget med et kvarters mellemrum frem til 6.30, hvor vi kunne køre i land.

Resten af dagen var jeg godt søvnig (jeg er definitivt ikke A-menneske...), men til gengæld nåede vi en masse på vejen hertil. Blandt andet fandt vi en herlig campingplads lige ved siden af en nuttet Cotswold-by - og den bliver nok målet for én af vores første autocamperture...  :-)