tirsdag den 1. december 2015

Den Engelske Julekalender

Hvis du er i humør til en lille juleleg, er du velkommen til at være med i "Den Engelske Julekalender", der fra nu af og frem til jul løber på www.anglofilia.info.

Hver dag skriver jeg lidt om engelske juletraditioner og andet, der smager af engelsk jul - og hver dag kan du være heldig at vinde en lille kalendergave.

Jeg håber, at du har lyst til at kigge ind... :-) Mia

Foto: James Valentine Jelley

lørdag den 28. november 2015

Et nyt liv

Vi har længe sagt, at vi ville gøre to ting, når vi en dag solgte Hollymount:

For det første ville vi tage en tur i Disneyland Paris, for det var en perfekt modvægt til et trist humør - og for det andet ville vi adoptere en lille hund, som kunne komme med på tur i autocamper.

I mandags overgik Hollymount til andre ejere, og selv om vi faktisk følte os mere lettede end ulykkelige - så tog vi turen til Paris alligevel. 

Vi har haft nogle herlige dage, hvor vi har været som børn igen... og nu er vi på vej mod Danmark, hvor vi dels skal bo i autocamperen og dels i et lejet sommerhus (hvor der dog er lidt mere plads til mor og juletræ og deslige...).

Og hunden... den har vi fundet, men ikke fået endnu. Vi glæder os... :-)



Disney-foto: Fantasyland Station

søndag den 15. november 2015

Det gælder om at stå sammen...

Jeg holder meget af reklamefilm i engelsk TV - dette her er Sainsburys julereklame i år:

 

lørdag den 14. november 2015

Endnu en flytning...

Endnu en flytning står for døren - men nu har vi efterhånden øvelsen, så det tager vi i strakt pote.

Da vi sidst var i England i en UGE, nåede vi at sælge huset, finde en lejlighed (bare som base indtil videre) og sælge de store møbler. Huhej, hvor det gik.

Og denne gang har vi også en UGE til at rydde garagen, sælge nogle flere møbler og flytte resten. De sidste kommer til opbevaring i et par måneder, for vi overtager først den nye lejlighed fra 1. januar.

Derefter... kan vi få lov til at trække vejret lettet. For selv om det er trist, så er det også en lettelse - og der er allerede nye ting at glæde sig til.

Dem fortæller jeg om senere... :-)

torsdag den 5. november 2015

Julebog og Bogforum


I dag har vi hentet magasiner og borde og alt muligt andet, der skulle bruges til Bogforum i Bella Centret. Her til aften er der stillet op - blandt andet med min nye julebog - og NU sidder jeg med benene oppe i det lille mobile hjem.

Stuen er tændt op med hyggebelysning; vi nyder lidt musik og en sen kop aftenkaffe med klejner til. Regnen slår stille mod taget, og her er lunt og rart.

Og så er jeg bare ti minutter fra Bella Centret, så jeg kan nærmest sove længe i morgen. Jeg kan SÅ meget godt vænne mig til en tilværelse på hjul... :-)

mandag den 2. november 2015

Hundevenner trænger til gode hjem

Da vi kørte til England sidst, kom vi til at ligge lige bagved en hundeambulance, der var fyldt med hunde fra Spanien. Det var hjælpeorganisationen "Spanish Stray Dogs", der var på vej til Storbritannien med hunde, der havde fået nye adoptivforældre.

Og selv om hundene jamrede sig, så kommer de nu til et hjem, hvor de er ønskede. Hvor de bliver mødt med omsorg og mad hver dag. En meget anderledes tilværelse end den, de har været vant til.

Jeg begyndte at læse om de hunde fra organisationen - og det var ikke nogen rar læsning. Hvordan visse mennesker kan opføre sig så grusomt, fatter jeg ikke.

Men det er glædeligt, at organisationer som SSD er til - og der er flere af slagsen, ved jeg. Og selv om jeg nok mest er "kattemenneske", så vil jeg ikke afvise, at der på et tidspunkt kommer en lille ven med i autocamperen. En lille ven, der trænger til kærlighed...

torsdag den 29. oktober 2015

Tre små hjem

Somme tider må man tage beslutninger, der gør lidt ondt. Én af dem er at sælge Hollymount - vores livs engelske kærlighed på husfronten.

Men selv om det er hårdt... så er det alligevel OK. For vi købte huset i et ganske anderledes økonomisk klima, hvor vi - ligesom så mange andre - tjente masser af penge og alt gik strygende. Ingen kunne dengang forestille sig, hvordan det hele udviklede sig.

Der er dog kommet meget godt ud af det også. For vi har lært en masse af det - blandt andet at økonomisk frihed er ubetalelig, at kæmpestore huse kræver rigtig meget, og at man derfor aldrig holder rigtig ferie - og så har det bragt os videre til et sted, hvor vi ellers næppe var kommet.

Nu hedder vores plan - som vi glæder os SÅ meget til - Tre Små Hjem.

Et lille hus i England - langt ude på landet, et lille hus i Danmark - med plads til erhverv, og ... en autocamper til alt det midt i mellem. Den sidste står allerede klar og venter på os.

For allerførst tager vi et "pauseår". Et år på hjul - uden de store udgifter, men med masser af oplevelser og ro på.

Det bliver sjovt. Det bliver anderledes, og der bliver en masse at fortælle om.

mandag den 26. oktober 2015

Autocamperliv

Autocamperlivet er så småt begyndt. Bilen er ikke indrettet helt, som vi vil have den endnu - men det kommer hen ad vejen. Faktisk er det kun godt at vente lidt, for man ændrer mening undervejs. Vi har f.eks. allerede fundet ud af, at det er superhyggeligt at sove i soveposer, selv om vi havde forsvoret det - og at en kaffemaskine er en livsnødvendighed.

Vi nyder det frie liv i den grad! Vi holder endnu kun en dag eller to hvert sted, fordi vi er på vej til og fra England, men senere er det vores mening at blive længere. At slå os ned for en tid et sted, vi kan lide.

Ét af de steder, vi kan lide, er Slesvig by. Jeg har aldrig udforsket den del af Tyskland, der engang var dansk, men det kommer vi til. I byens havn holdt vi superfint med vores mobile hjem, der ærlig talt så noget klejnt ud ved siden af de store tyske "uhyrer". 7 meter er jo ingenting... ;-)


mandag den 14. september 2015

Gråt i gråt

I dag har det ikke bare været gråt; det har også været særdeles vådt. Det silede ned en stor del af dagen, og vores tagrende løb over, så vandet væltede ned på vinduet.

Vores ex-håndværker, der satte tagrenden op, var ikke den skarpeste kniv i skuffen, og han kunne ikke se, hvad der var i vejen. Men min rare mand gik ud i regnen iført plastiksæk med huller til hoved og arme (vi kunne ikke finde regntøjet) og løste problemet ved hjælp af nogle små plastikdimser, der kunne løfte tagrenden op, hvor den skulle være. Min helt!!  :-)

Trangen til at køre hele vejen ned til Great Malvern for at købe ind var ikke til stede i det vejr. Vi gennemsøgte det halvtomme spisekammer og fremstillede en middag med havregrød, skinkemadder og bær med mælk til dessert. Forhåbentlig er vejret bedre i morgen... 

lørdag den 12. september 2015

ANGLOFILIAs julebog


I disse dage - og de næste par uger - lægger jeg sidste hånd på et bogprojekt - nemlig ANGLOFILIAs julebog, der handler om den engelske jul i alle (nostalgiske) facetter... :-)