mandag den 24. juli 2017

Smukke tæger...

Vi har mange dyr og fugle her ved Halsted Kloster. Blandt andet harer, der hopper rundt lige uden for vores vinduer og rovfugle, der kredser over haven. I foråret lærte jeg et strandskadepar godt at kende, for de ynglede lige i nærheden og endte endda med at præsentere mig for deres yndige barn.

Men det lykkedes mig aldrig at fotografere de sort/hvide fugle. Til gengæld fik jeg i går taget billeder af nogle dyr, der var lidt nemmere at fange med kameraet... nemlig disse smukke tæger. Dem myldrer det med på terrassen, og jeg kan tilbringe ganske lang tid med at iagttage dem.

Såvidt jeg kan se, er det ildtæger, der har en begrænset udbredelse i Danmark. Men de skulle netop være her på Lolland (og Falster), omend jeg på Danmarks Naturfredningsforenings side læste, at de især fandtes i den østlige del.

Men de er altså rejst vestpå, skal jeg hilse og sige. Jeg har dem lige her, og de smukke insekter er velkomne. På DNs side nævnes, at ildtægerne fortrinsvis suger føde fra lindetræer, og jeg skrev netop forleden om min glæde over de mange lindetræer her på stedet.

Så tingene hænger sammen. Medmindre jeg altså tager helt fejl af ildtæger og andre tæger... :-)


søndag den 23. juli 2017

Sysselsætning...

Søndage er gode til sysler, synes jeg. Det fik jeg så overbevist min rare mand om, og mens støvsugeren Roberta drønede rundt og fjernede spor efter hunden, gik han i gang med netvinduerne.

Lige siden vi flyttede ind, har jeg haft et interimistisk forhæng, der holdt det meste kravl ude, men bestemt ikke kunne siges at være kønt, og jeg havde derfor fundet nogle fine små samlesæt med magnetlukke.

Små samlesæt er ikke altid nemme at have med at gøre, men vinduerne blev trods det samlet - under højlydt banden. Og jeg gydede olie på vandene ved at sige, at vi lige havde sparet en mindre formue på disse diskrete gør-det-selv vinduer, der var blevet MEGET fine (hvilket de var!).

Sådan gik endnu en søndag... men vi kan nu sove trygt i viden om, at ingen seks- eller ottebenede kommer ind gennem vinduet i nattens løb. For selv om jeg endnu ikke har set edderkopper, der på nogen måde kan måle sig i størrelse med dem i Hollymount, så skal de såmænd nok være her... og jeg er ikke udpræget vild med at dele seng med dem... ;-)

lørdag den 22. juli 2017

Endelig lidt ro på...

Livet her på Lolland er blevet en smule mere hverdagsagtig - på den gode måde. For flyttekasserne er væk og erstattet af møbler og malerier på førstesalen, og i stuen har min netbutik fået reoler op og varer på hylderne. Jeg er særdeles tilfreds med begge dele, skønt det har taget dobbelt så lang tid, som jeg havde ventet/håbet...



Det betyder også, at vi nu endelig har tid til at nyde det lidt. Og til at kigge nærmere på omgivelserne. Forleden pakkede vi en lille frokost med masser af jordbær, tomater og æblesaft, og så kørte vi nordpå til Kragenæs havn, hvor vi kunne sidde ved ét af de mange picnicborde og spise med udsigt til vandet.

Bagefter gik vi tur i den hyggelige havn og op i hovedgaden, mens vi i høj grad følte, at vi var på ferie. Jeg tror faktisk godt, at jeg kan vænne mig til denne ferieagtige hverdagsstemning... :-)




lørdag den 8. juli 2017

Et nyt bekendtskab

Vi har endnu ikke haft tid til de store udforskninger, men vi tog forleden en heldagstur til en meget sød by, der ligger i Lollands sydøstlige hjørne.

Nysted er en charmerende købstad med smukke gamle huse og et hyggeligt havnekvarter. Man kan se over til Aalholm Slot fra havnen, hvor danske og udenlandske sejlskibe lægger til, og så kan man gå dejlige ture på stierne langs vandet.

Hunden og jeg gik ned og så på skarverne, og da vi havde soppet lidt og snuset lidt i vandkanten, gik vi tilbage til byen, hvor husene stod pyntet med orange morgenfruer og skønne stokroser. Og bagefter delte vi en is på havnecafeen...en perfekt afslutning på en god dag :-)







søndag den 2. juli 2017

Vi trives på Lolland

De fleste aftener går vi tur her i området, og det holder vi meget af. Rhododendronbuskene i parken er forlængst afblomstret, men det var et smukt syn, så længe det varede. Der er mange andre skønne oplevelser, som jeg nyder dagligt.

Aftenturen fører os ned gennem den gamle allé, langs golfbanen og ind i skoven, hvor køerne går rundt og hygger sig. Ved det gamle skovhus bor en kunstner, der skaber de herligste figurer i metal, og jeg gætter på, at det er den samme, der bruger den gamle smedje nede i byen.




Vi kan også gå i en anden retning; ned gennem den gamle kirkegård og ned til bygaden, hvor frøerne har kvækket livligt i gadekæret, og bagefter langs markerne tilbage til parken.

Disse stilfærdige ture er en god afslutning på dagen, og hver dag byder på naturoplevelser. I går aftes fløj tre smukke svaner lige hen over mit hoved, og i det hele taget er her et væld af fugle.

Vi trives på Lolland!  :-)


onsdag den 28. juni 2017

Mit showroom er færdigt...

Vi har haft nogle travle dage med opsætning, udpakning, ophængning og alt det, der hører til en flytning. Men mit showroom er færdigt nu, og det er blevet så fint.

Der er tre store stuer og masser af plads, så jeg har haft mulighed for at indrette et "antikvariat" med engelsk-sprogede bøger og stole, så man kan sidde og kigge i dem. Eller bare hvile benene og få en kop kaffe.



Der er også et permanent "julehjørne", et "silkeblomst-hjørne" og et "vintage-hjørne".

Den allerførste kunde kom med flextransport helt fra Frederiksberg. Hun blev et par timer, og vi havde mulighed for at sludre om dit og dat mellem indkøbene - det var noget så hyggeligt.



Og nu er det min rare mands tegnestue på første sal, der står for tur. Jeg ER i gang  med at male hans reoler i skøre, skægge, flotte farver...

onsdag den 24. maj 2017

Vores have

Til vores hus på Lolland hører en dejlig, kæmpestor have. Der er ikke mange blomster, men der er mange træer - og da jeg er vild med træer, kunne det ikke passe bedre.

Det med blomsterne kommer senere, for vi er ved at anlægge små gange i græsset, så det kan få lov til at vokse vildt i store områder - til gavn og glæde for insekter og fugle. Sådan har vi så tit set det i England, og da grevinden foreslog det, tog vi med glæde ideen til os. Det bliver spændende at se, hvad der kommer ud af det.

Vi er ikke de eneste, der holder af haven. Gussi-hund elsker den og vogter nidkært over indtrængende duer eller andre frække fugle fra sin høje position på terrassen.




mandag den 22. maj 2017

Travle dage på Lolland

Vi har haft travle dage i vores nye sted, men første fase er næsten overstået. Min mor er kommet på plads i sin del af huset, og næste fase bliver firmaflytningen. Så der pakkes ned og op i et væk - om en uge kommer flyttemændene og tager det tunge læs.

Jeg glæder mig så meget til at få mit showroom på plads, for jeg kan se, hvor dejligt der bliver i de smukke stuer. Og det bliver ikke mindre dejligt at rykke ind i de hyggelige stuer på første sal - men det kommer til sidst.

Om aftenen går vi ture i området - dels for at lære det at kende og dels for at rette de stive ben lidt ud. Det er frygtelig trættende at stå op så meget i dagens løb... 

Og bagefter står jeg længe i vinduet på første sal og kigger ud på grusvejen, hvor rådyr spankulerer rundt sammen med harer og fasaner. Der dufter skønt af de mange syrener, der udgør en del af et "vildt" hjørne af haven, og fra slotsparkens sø lyder en højlydt frøkoncert. Om lidt akkompagneret af uglerne...

mandag den 15. maj 2017

Hjemme igen

Nu er jeg hjemme i Danmark igen - bilen er fyldt med sjove ting til butikken; hovedet er fyldt med ideer til nye projekter, og fotografiapparatet er fyldt med billeder.

Og så har jeg fået nøglen til vores nye hus. I første omgang bliver det butikken, der flytter ind - senere følger min mor og til sidst os selv.

Men allerede nu kan jeg nyde, at der er masser af fugle og dyr i haven - blandt andet kom haren hoppende forbi min dør for lidt siden.

Jeg vender tilbage med nyt om ikke så længe, men lige nu pakker jeg op og ned og falder i søvn over aftenkaffen... :-)

onsdag den 3. maj 2017

En lille smuttur

Sidste hele dag i England i denne omgang. Det startede lidt gråt og blæsende koldt, så det var lige vejr til varm chokolade og ludospil. Men nej, vi havde planlagt en travetur, så en travetur var, hvad vi begav os ud på...

Vi ville ned til West Dean, hvor der var både en have og et friluftsmuseum, og det var sådan en dejlig tur; ikke så lang endda. (Det var i hvert fald hvad taxichaufføren fra i går sagde).



Tro aldrig på en englænder hvad ture angår! "En kort smuttur" er normalt ikke noget at snakke om, men der er en stor forskel på nogle kilometer henad kontra opad. Jeg burde være blevet klogere efter al den tid herovre, men jeg lader mig gang på gang føre bag lyset...! ;-)

Når man så samtidig farer vild på skovstierne og kommer til at gå i den gale retning... ja, så udvikler smutturen sig hurtigt til en 12 kilometers stroppetur. Eller noget i den stil...

Men man skal se på de lyse sider - og det regnede IKKE. Gussi-hund var glad og førte an; kun lettere distraheret af opflyvende fasaner og andet spændende. Hundens far og mor var lettere sammenbidte, men humøret steg en kende, da vi efter FEM TIMER nåede frem til det lokale "tea room", hvor vi kunne få lidt næring.

Aldrig har jeg smagt så gode pølsebrød og så god en kaffe. Hunden var helt enig (i det med pølsebrødet).

Og aldrig har jeg været så glad for at gense min autocamper...!