søndag den 31. marts 2013

På udkig efter foråret



Forleden tog vi på tur for at se efter forårstegn. Som sædvanligt tog vi til Stow-on-the-Wold, hvor vi kender en hyggelig café med gode kager, en sød boghandel med en meget venlig hund og en velassorteret køkkenbutik, hvor man kunne købe en gulvskrubbe. (Nå ja, prøv I at finde en gulvskrubbe i England; det er ikke så nemt, som man skulle tro. De bruger mopper, gør de...)

Bagefter fortsatte vi turen til Broadway og Snowshill, hvor jeg skulle hente forsyninger af dejlige lavendelsæber. Også her var der forårstegn - de var små, men de var der. Alle vegne...!

lørdag den 30. marts 2013

Kender du det?

Jeg har fået en melodi på hjernen. Jeg hørte den i en engelsk møbelbutik, hvor jeg gik rundt mellem assessories og bedlinen - og pludselig var den der.

Uden egentlig at ville det begyndte mine fødder at foretage små dansetrin, og smilet blev bredere og bredere, for af en eller anden grund bragte melodien mig i så godt humør.

Nu går jeg og nynner den hele tiden, for den er sød og skør og skæg - og du kan høre den her:

Påskelørdagsarbejdshygge

Jeg holder så meget af arbejdshyggestunderne, for man kan sagtens kombinere de to. Mens jeg sidder her i udestuen og skriver flittigt på mit blad, kan jeg kigge ud i haven og holde øje med de forårstravle fugle. En kæmpestor musvåge kredser rundt højt oppe; adskillige sorte krager spankulerer rundt ude på plænen og kigger efter spiselige sager, mens småfuglene besøger de fedtkugler og nødder, jeg har hængt op.

Næsten alle fuglene kommer i par, og lige nu sidder skovskadeparret og grønspætteparret ude i træet og kigger ind til mig. Der har også været halemejser, sortmejser, blåmejser, stillidser og mange andre, så der er godt med liv.

Jeg har kikkerten liggende klar, så jeg kan kigge nærmere på det, jeg ikke kan se med det blotte øje. Solen varmer udestuen op, så her er lunt og rart, men selv om det er smukt derude, så er det pivende koldt.

Endnu en grund til at holde sig inde i varmen og bare nyde udsigten... :-)

onsdag den 27. marts 2013

Haveglæder


Jeg ser ikke så meget TV, men når jeg er i England, elsker jeg at se Gardeners' World. Og her forleden var det en særlig stor fornøjelse, for udsendelsen var tydeligvis optaget sidste år, hvor foråret var i fuld gang på dette tidspunkt i marts.

Så jeg sad i mit stille sind og sukkede af længsel efter et udendørsliv uden forfrysninger, mens jeg nød de entusiastiske gartnere, der fortalte om projekter og blomster og nye ideer.

Min yndling er Carol Klein. Hun er så livlig og begejstret, når hun fortæller om sin dejlige have, og jeg købte hendes bog med hjem sidste gang - både til min netbutik og til mig selv. For hendes måde at holde have på deler jeg til fulde - den skal være afslappet og fyldt til bristepunktet med fuglesang og dejlige blomster. En rigtig "nydehave"...

tirsdag den 26. marts 2013

I drømmeland

I går trodsede vi den isnende kulde og kørte nordpå for at besøge en kæmpestor autocamperforhandler.

Det var lidt som at være i drømmeland - i hvert fald var der masser af stof til drømme...

Vi var de eneste, der gik rundt på den store plads og testede den ene bil efter den anden. Nogle havde den helt perfekte indretning, men var bare alt, alt for lange, mens andre var små og handy. Til gengæld skulle man være virkelig gode venner, hvis man skulle bevæge sig rundt indendørs.

De engelske vogne er specielle på mange punkter. Blandt andet er de alle forsynet med ovn, for der skal jo være mulighed for at lave "Sunday Roast" - nok ikke noget vi kunne finde på. Så hellere besøge den lokale pub og få søndagsmiddagen dér.

Til gengæld er de engelske vogne mere magelige og "polstrede" end de tyske, og det er selvfølgelig et plus, men jeg tror nu alligevel, at vi holder os til de mere praktiske udgaver.

Drømmebilen dukkede ikke op - men det var sjovt at gå rundt. Også selv om vi endte som to forfrosne ispinde, der havde brug for flere kopper varm kaffe for at tø op...

søndag den 24. marts 2013

Søndagsstrik

I dag havde jeg et ærinde og vovede mig ud på de engelske motorveje, der dog var ryddet så nogenlunde. Det var motorvejsstoppet til gengæld ikke, da jeg ville have en kop kaffe - englænderne kender ikke helt begrebet med at tage fat med en skovl og rydde, så man ikke skal gå i slush is til knæene...

Nå, men kaffen fejlede bestemt ikke noget, og vel hjemme i varmen igen har jeg siddet og hygget mig med strikketøjet og klassisk søndagsmusik i radioen.

Det skal være et tæppe til den kommende autocamper - et rigtigt engelsk tæppe, som I kan se. Og foreløbig er der vel nok til at dække min rare mands tå.

Motto: Alt kommer til den, der kan vente... :-)

lørdag den 23. marts 2013

Så kom sneen...


Så kom sneen! Lige nu vælter det ned med store, tykke fnug, og udsigten ligner i høj grad den, jeg havde i januar. Det første billede her er haven set fra min hyggelige lænestol i stuen i går - og det andet billede er haven i dag!

Men pyt! Jeg har smuk musik i radioen, en god bog at læse og masser af frugt og grønt til saft, når man får lyst til det.

Og så kan jeg glæde mig over den nyhed, jeg lige fik præsenteret: Det når ikke at blive så koldt, som det var i marts 1962.

Altid rart at tingene kunne være værre... ;-)

fredag den 22. marts 2013

Havregrød på den lækre måde

I dag har vi haft håndværkere i huset, så her var lidt forstyrret. Vi serverede te og kaffe og småkager og hvad der ellers hører sig til, når man godt vil være på god fod med dem, der laver pæne ting til én, og ind i mellem arbejdede vi flittigt.

Så vi kom først til byen ved tre-tiden, hvor jeg var blevet godt småsulten. Vi blev enige om, at en kop kaffe på den lokale café Nero ikke ville være af vejen, og til min store glæde serverede de.... havregrød i små bøtter. Det skulle prøves!

Og uhm, hvor det smagte. Man kunne vælge forskelligt tilbehør - og jeg valgte ahornsirup. Det var et godt valg! 

Our porridge is freshly made for you behind the bar, using premium Scottish oats and your choice of milk - semi skimmed, skimmed or soya, or even water if you prefer.

For a topping, we have complimentary brown or white sugar, or an optional extra would be your choice of maple sauce or berry compote.


I sådan et koldt vejr er det da en skøn idé og lige hvad man trængte til!

Det var det forår


Man kan lige nævne, at her er mildt og forårsagtigt, før alt bryder sammen!

I går gik jeg i milde vinde og fandt forårstegn i haven - og i dag stormer det iskoldt; radioavisen lover oversvømmelser, snefald og den koldeste weekend i mands minde.

Det er da ikke på nogen måde særligt sjovt!

onsdag den 20. marts 2013

Lidt ekstra tid

Fordi vi forlod Danmark så tidligt, havde vi ekstra tid i Brugge, og det gjorde bestemt ikke noget. Så da vi havde sovet ud, gik vi en lang tur rundt i de små gader og så på påskepyntede vinduer og sjove butikker, og bagefter spiste vi middag på én af de restauranter, hvor vi efterhånden bliver genkendt.

Og nu er vi landet i England. Her er heldigvis ingen sne, men mange flokke af fugle i forårshumør... :-)




tirsdag den 19. marts 2013

Varm kakao på en kold dag

Vi nåede sydpå, inden sneen kom til Danmark - til gengæld mødte vi den omkring Hamborg. Men vi var hurtigt omme på den anden side, og snart blev det forårsagtigt. I Holland og Belgien skinnede solen, og der var ikke antydningen af sne...

Her i Belgien blev vores udholdenhed belønet med varm kakao og små lækkerier, og i dag går turen videre til England.

søndag den 17. marts 2013

Ikke mere snak om den ting

Nåmen er en autocamper ikke bare noget, man bruger et par gange om året?

Næh nej; vi brugte vores særdeles flittigt. Vi tog på tur stort set hver uge - nogle gange endagsudflugter; andre gange to dage eller tre, hvis vi havde mulighed for det. Vi stod tidligt op, stoppede ved en tank og fik frisk morgenbrød med, og inden længe holdt vi et smukt sted med udsigt og tog morgenkaffen dér.

Bagefter kørte vi nordpå til skov og strand, eller syd- og vestpå til slotte og haver. Vi tog af og til en smut til Sverige eller til Bornholm. Og i ferierne drønede vi sydover til Tyskland, Belgien, Luxembourg eller Holland - og selvfølgelig til England, hvis vi havde tiden for os.

Vi nød at have huset på ryggen og gjorde tit holdt i udkanten af en by, som vi så enten gik ind til eller tog bus og tog. Det gjorde vi blandt andet i Luxembourg og London.

Nu ikke mere snak om den ting, for der skal pakkes og gøres klar. Vi skal sydover... dog ikke i autocamper... ;-)

lørdag den 16. marts 2013

Hvad hjertet er fuldt af...

Det var lige præcis denne her vogn, vi havde for ti år siden. En stor fin Sunlight autocamper fra Dethleffs.

Omstændighederne gjorde, at vi ikke længere kunne bruge den, og vi solgte den med blødende hjerter - men vi lovede os selv, at vi skulle have en anden en dag. Og som læsere af denne blog nok aner, så er længslen efter "frihed på hjul" ved at trænge sig på igen.

Vores gamle vogn havde "top" på, og heroppe kunne man sove. Det vil vi dog ikke have igen, for det krævede en adræthed, som vi ikke længere besidder. Og så var de engelske landeveje og deres lavthængende grene ikke nemme at komme uden om...

Den vogn, som vi har kig på, har ingen pukkel, men er til gengæld lidt længere. Tror jeg i hvert fald. For vi vakler mellem to udgaver, så det skal lige testes ved førstkommende lejlighed. Fordelen ved disse vogne er, at de er relativt prisvenlige, fordi de mangler alt det luksus og læder, som nogle af de andre vogne har. Den slags er vi slet ikke interesserede i, så vi nøjes gerne med en "Netto-udgave"... :-)

fredag den 15. marts 2013

De sunde safter

Vores saftpresser er i flittig brug, når der bliver skabt dejlige eftermiddagsdrikke af gulerødder, æbler, appelsiner og pastinakker, og jeg synes allerede, at jeg kan mærke en forskel - ikke bare på vægten, men også på humøret.

Samtidig eksperimenterer vi lidt med opskrifterne fra nogle af mine "grønne" bøger. I går var det grøddag, så det blev til risengrød på brune, runde ris og frugtkompot til. Vi var skeptiske, men det smagte vældig godt.

I dag er det fiskedag, for fredag kommer fiskebilen, og det er værd at benytte sig af - jeg glæder mig allerede...

Rigtig god fredag...

Foto: FoodThinkers

torsdag den 14. marts 2013

Cool Cash


Efter at have oplevet at penge kan forsvinde ud i den blå luft, når man overfører dem fra bank til bank (!) - er udviklingen med det kontantfri samfund lidt skræmmende.

Har I bemærket, at det efterhånden er blevet ret svært at finde en bank, hvor man kan indsætte kontanter?

Flere og flere går nemlig over til kassefri afdeling - og hvis jeg undrende spørger "hvorfor", får jeg at vide, at det da er MEGET smartere bare at overføre penge via netbank.

Og det fører mig så tilbage til indledningen i dette blogindlæg!

onsdag den 13. marts 2013

Drilagtige rundpinde

Har investeret i en af de lækre rundpinde af træ, for nu skal der strikkes (endnu) et slumretæppe til camperlivet. Det skal være stribet i blå, hvidt og rødt, for man er vel anglofil - og møjsommeligt slår man 350 masker op. Er det mon ikke tilstrækkeligt?

Pludselig går pind fra tråd - og alle maskerne ligger hulter til bulter og for fri dressur. Arj altså! Men godt, at det ikke skete, efter at jeg havde strikket en meter tæppe.

Jeg tror, at jeg går over til de sædvanlige grå og kedelige rundpinde. De har dog aldrig svigtet mig!

tirsdag den 12. marts 2013

Med på vintage vognen

I England og USA - og mange andre steder - er vintage i alle former særdeles populær, og der camperes i stor stil i 50'er stil.

Og jeg er i høj grad med på vognen. For netop i en campingvogn må der efter min mening godt være glade farver og skøre indslag, som man kun kan blive i godt humør af, og jeg planlægger at overføre bare noget skæg og ballade til den autocamper, jeg selv sparer så ihærdigt op til.

Det er meget godt med forventningens glæde, men du godeste hvor jeg er utålmodig...

Foto: Lululily

mandag den 11. marts 2013

Sunde tanker

Efter vintermåneder med sygdom og mangel på motion er der nu sat fokus på de sunde sager. Frem med bøger med opskrifter og inspiration - væk med søde sager og sukkerposer.

Jeg har været der før og ved, at det hjælper; både på vægten og velværet, og nu gælder det bare om at motivere. Heldigvis er der et godt grundlag for motivationen, så vi nyder alle de friskpressede safter og lækre grønne retter.

Til aftenhygge bliver der gumlet på adskillige æbler, for det med "et æble om dagen" tages helt bogstaveligt...  Til gengæld skal der være plads til en enkelt kage ved "særlige lejligheder"... :-)

torsdag den 7. marts 2013

Husk rovfuglesilhuetterne

I denne tid er der meget liv i haven, og det betyder desværre også, at fuglene af og til flyver ind i de store ruder, som vores (efterhånden ikke helt populære) lejede hus har.

Vi kan se aftryk fra fuglene på ruden, og vi har et par gange fundet en fortumlet mejse, som vi hurtigt har fanget og siddet med i en varm hånd. Sidst var det en blåmejse, og da det var frostvejr - og Carlos var på rov - tog vi den indenfor. Efter ti minutter vågnede den op til live igen, men den var ikke taknemmelig, da vi satte den ud i træet igen. Vi blev skældt hæder og ære fra!

Egentlig meget forståeligt - det er jo "vores" ruder...

I går var det en rovfugl, der ramlede ind i ruden, og den sad længe ude på græsset og prøvede at komme sig. Jeg havde så ondt af den, men den ville jeg nok ikke prøve at varme i en hånd. Heldigvis var den i stand til at flyve efter nogle minutters forløb.

Nu har jeg fået fat i de rovfuglesilhuetter, som man kan købe hos Dyrenes Beskyttelse. Jeg ved, at de hjælper, for jeg har brugt dem før, og jeg håber, at de kan spare nogle fugleliv.

I mit gamle sommerhus hang jeg kulørte bånd op uden for vinduerne - de flagrede i vinden og så festlige ud, og samtidig holdt de fuglene på afstand. Det er også en mulighed...

onsdag den 6. marts 2013

Bjørnedyr

I ti år skrev jeg tekster til en naturtegneserie, hvor jeg fortalte om store og små dyr - og dette bjørnedyr hører til de meget små, for det er mikroskopisk. Bjørnedyr hedder også tardigrader, og de lever blandt andet mellem mos og lav.

Det er sikkert kun mig, der synes, at det lille væsen egentlig er ret nuttet at se på - der er lidt teddybjørn over den - men under alle omstændigheder er det utroligt fascinerende. For tardigrader kan tåle at tørre helt ud og befinde sig i udtørret og inaktiv tilstand i årevis for derefter at vågne op til live igen, når de bliver udsat for fugt.

Men det er ikke det eneste, de kan tåle. De kan overleve de mest bizarre steder, og de kan klare nedfrysning og bestråling. Der er mange forskellige arter, der hver især er perfekt tilpassede til deres leveform.

Naturens verden er forunderlig...

Foto: Goldstein lab

tirsdag den 5. marts 2013

En lang weekend er alt for kort

I hvert fald når man er i godt selskab...!

Solen skinnede så smukt i Rønne, da vi gik tur i går, men det var hundekoldt, så turen blev ikke ret lang. I stedet skyndte vi os hjem til æblekage i en varm stue... og strikketøjet. Som altid kommer jeg i strikkehumør, når jeg er sammen med svigermor, for man snakker så godt, mens pindene går.

Fordi jeg altid har hovedet fuldt af ideer og tanker, skal det helst være noget nemt - så jeg er gået i gang med firkanter til det slumretæppe, der skal bruges i den fremtidige autocamper. På den måde kommer den li'som inden for rækkevidde... ;-)

lørdag den 2. marts 2013

Morgenhygge på en lørdag

Jeg holder så meget af mine bornholmske morgener, hvor der er masser af tid. Vi sover længe, spiser dejlig morgenmad længe og snakker lige så længe. Bagefter drysser nogle af os ind i stuen og pusler med hver vores ting, mens andre går tur med Fister.

Svigermor strikker - masser af trøjer og huer og alt muligt fint, som bliver solgt på håndarbejdsmarked i sommermånederne. Hun elsker det! Jeg elsker, at hun stadig er så aktiv og går op i sin lille "forretning".

Og mens hun strikker, sidder jeg ved siden af og småskriver. Når man slapper af, har ideerne det med at komme listende lige så stille, og så er det bare med at skrive dem ned, mens man har dem.

fredag den 1. marts 2013

På bornholmsk besøg






















I disse dage er vi i godt selskab på en sneklædt ø - Bornholm - så tiden går med snak og hygge og en kaffetår af og til (tit). Sådan skal det helst være her, og i dag har solen skinnet så dejligt ind gennem vinduerne og varmet stuen op.

Fister har været i sit es, for han kan godt lide at have gæster. Og jeg kan så godt lide at være gæst, selv om jeg må indrømme, at al sneen gerne må smelte for min skyld.

Det kan i virkeligheden ikke gå hurtigt nok...!