Drilagtige rundpinde

Har investeret i en af de lækre rundpinde af træ, for nu skal der strikkes (endnu) et slumretæppe til camperlivet. Det skal være stribet i blå, hvidt og rødt, for man er vel anglofil - og møjsommeligt slår man 350 masker op. Er det mon ikke tilstrækkeligt?

Pludselig går pind fra tråd - og alle maskerne ligger hulter til bulter og for fri dressur. Arj altså! Men godt, at det ikke skete, efter at jeg havde strikket en meter tæppe.

Jeg tror, at jeg går over til de sædvanlige grå og kedelige rundpinde. De har dog aldrig svigtet mig!

Med på vintage vognen

I England og USA - og mange andre steder - er vintage i alle former særdeles populær, og der camperes i stor stil i 50'er stil.

Og jeg er i høj grad med på vognen. For netop i en campingvogn må der efter min mening godt være glade farver og skøre indslag, som man kun kan blive i godt humør af, og jeg planlægger at overføre bare noget skæg og ballade til den autocamper, jeg selv sparer så ihærdigt op til.

Det er meget godt med forventningens glæde, men du godeste hvor jeg er utålmodig...

Foto: Lululily

Sunde tanker

Efter vintermåneder med sygdom og mangel på motion er der nu sat fokus på de sunde sager. Frem med bøger med opskrifter og inspiration - væk med søde sager og sukkerposer.

Jeg har været der før og ved, at det hjælper; både på vægten og velværet, og nu gælder det bare om at motivere. Heldigvis er der et godt grundlag for motivationen, så vi nyder alle de friskpressede safter og lækre grønne retter.

Til aftenhygge bliver der gumlet på adskillige æbler, for det med "et æble om dagen" tages helt bogstaveligt...  Til gengæld skal der være plads til en enkelt kage ved "særlige lejligheder"... :-)

Husk rovfuglesilhuetterne

I denne tid er der meget liv i haven, og det betyder desværre også, at fuglene af og til flyver ind i de store ruder, som vores (efterhånden ikke helt populære) lejede hus har.

Vi kan se aftryk fra fuglene på ruden, og vi har et par gange fundet en fortumlet mejse, som vi hurtigt har fanget og siddet med i en varm hånd. Sidst var det en blåmejse, og da det var frostvejr - og Carlos var på rov - tog vi den indenfor. Efter ti minutter vågnede den op til live igen, men den var ikke taknemmelig, da vi satte den ud i træet igen. Vi blev skældt hæder og ære fra!

Egentlig meget forståeligt - det er jo "vores" ruder...

I går var det en rovfugl, der ramlede ind i ruden, og den sad længe ude på græsset og prøvede at komme sig. Jeg havde så ondt af den, men den ville jeg nok ikke prøve at varme i en hånd. Heldigvis var den i stand til at flyve efter nogle minutters forløb.

Nu har jeg fået fat i de rovfuglesilhuetter, som man kan købe hos Dyrenes Beskyttelse. Jeg ved, at de hjælper, for jeg har brugt dem før, og jeg håber, at de kan spare nogle fugleliv.

I mit gamle sommerhus hang jeg kulørte bånd op uden for vinduerne - de flagrede i vinden og så festlige ud, og samtidig holdt de fuglene på afstand. Det er også en mulighed...

Bjørnedyr

I ti år skrev jeg tekster til en naturtegneserie, hvor jeg fortalte om store og små dyr - og dette bjørnedyr hører til de meget små, for det er mikroskopisk. Bjørnedyr hedder også tardigrader, og de lever blandt andet mellem mos og lav.

Det er sikkert kun mig, der synes, at det lille væsen egentlig er ret nuttet at se på - der er lidt teddybjørn over den - men under alle omstændigheder er det utroligt fascinerende. For tardigrader kan tåle at tørre helt ud og befinde sig i udtørret og inaktiv tilstand i årevis for derefter at vågne op til live igen, når de bliver udsat for fugt.

Men det er ikke det eneste, de kan tåle. De kan overleve de mest bizarre steder, og de kan klare nedfrysning og bestråling. Der er mange forskellige arter, der hver især er perfekt tilpassede til deres leveform.

Naturens verden er forunderlig...

Foto: Goldstein lab

En lang weekend er alt for kort

I hvert fald når man er i godt selskab...!

Solen skinnede så smukt i Rønne, da vi gik tur i går, men det var hundekoldt, så turen blev ikke ret lang. I stedet skyndte vi os hjem til æblekage i en varm stue... og strikketøjet. Som altid kommer jeg i strikkehumør, når jeg er sammen med svigermor, for man snakker så godt, mens pindene går.

Fordi jeg altid har hovedet fuldt af ideer og tanker, skal det helst være noget nemt - så jeg er gået i gang med firkanter til det slumretæppe, der skal bruges i den fremtidige autocamper. På den måde kommer den li'som inden for rækkevidde... ;-)

Morgenhygge på en lørdag

Jeg holder så meget af mine bornholmske morgener, hvor der er masser af tid. Vi sover længe, spiser dejlig morgenmad længe og snakker lige så længe. Bagefter drysser nogle af os ind i stuen og pusler med hver vores ting, mens andre går tur med Fister.

Svigermor strikker - masser af trøjer og huer og alt muligt fint, som bliver solgt på håndarbejdsmarked i sommermånederne. Hun elsker det! Jeg elsker, at hun stadig er så aktiv og går op i sin lille "forretning".

Og mens hun strikker, sidder jeg ved siden af og småskriver. Når man slapper af, har ideerne det med at komme listende lige så stille, og så er det bare med at skrive dem ned, mens man har dem.

På bornholmsk besøg

I disse dage er vi i godt selskab på en sneklædt ø - Bornholm - så tiden går med snak og hygge og en kaffetår af og til (tit). Sådan skal det helst være her, og i dag har solen skinnet så dejligt ind gennem vinduerne og varmet stuen op.

Fister har været i sit es, for han kan godt lide at have gæster. Og jeg kan så godt lide at være gæst, selv om jeg må indrømme, at al sneen gerne må smelte for min skyld.

Det kan i virkeligheden ikke gå hurtigt nok...!

En smilende Carlos

I forbindelse med mit indlæg om vagtfuglen i går, prøvede jeg at få et billede af den smilende Carlos.

Men der var ikke mange smil at få, for det var en ret utilfreds kat, der spankulerede rundt i sneen. Øv! Våde poter! Igen! Bvadr...!

Jeg vil meget hellere iiiiiind og besøge jer. Åh, må jeg ikke nok? Jeg skal NOK lade være med at snuppe en pipfugl...

En rigtig vagtfugl

Jeg har ikke voldsomt meget tillid til de to nymfeparakitters intelligens, men lidt smarte er de nu! Den lille hvide Tot fungerer i hvert fald fortrinligt som vagtfugl, for den fortæller intenst om alt det, der sker ude i haven.

Der er mange forskellige lyde, og jeg har efterhånden lært at tolke dem (hmmm, måske er det min intelligens, der halter lidt... ;-) ) - og især den lyd, der hedder DER ER EN KAT DERUDE!

Jeg kan så blive fascineret over, at det ikke bare er en kat i det hele taget; der er forskellige lyde, så jeg ved, HVILKEN kat, det drejer sig om.

Den værste er naboens sort/hvide kat Carlos. Når han kommer i haven, bliver der peget vinge og skreget så højt, at vi alle sammen må proppe vat i ørerne. DEN KAT KAN JEG IKKE LIDE!

Den er nu heller ikke rar! Somme tider sætter den sig lige uden for vinduet og ser intenst ind på de to flæskestege i buret. Så slikker den sig om munden og smiler. Men nej, Carlos. Den går ikke!

Nyt ANGLOFILIA

Det er altid sådan en skøn følelse, når kasser med ANGLOFILIA bliver leveret. Det fysiske bevis på lang tids arbejde - det er en glæde!

Og denne gang er det en meget forårsagtig forside - blomstrende gyldenlakker og tulipaner m.m. foran ét af Sissinghursts huse. Er det ikke smukt?

Frem og tilbage er lige langt

Nogle dage piler man rundt uden at komme nogen vegne. Sådan havde jeg det lidt i går. Det var noget med en hel masse kørsel og en hel masse ind og ud med ting og sager - og så alligevel nåede man ingenting.

Nå, men sådan er det af og til - og det blev sent, før aftensmaden blev indtaget. Til gengæld stod den på flæskesteg og dessert-symfoni på Storkereden; den restaurant på motorvejen ved Nærum, som er så hyggelig og samtidig takeaway.

Jeg har kendt stedet, siden jeg var 16. Dengang så det helt, helt anderledes ud med "båse" og mørkt træ, og jeg blev inviteret på Bananasplit af min kusine, der boede på kollegium i nærheden. Det var noget med at tage bussen og gå langs motorvejen i buldermørke, men hvor var der hyggeligt, når man kom indenfor. Og de var GODE, de dér eksotiske is, som jeg aldrig før havde smagt - det var én af den slags oplevelser, der blev til et hyggeligt minde... :-)

Protest!

NU nedlægger vi protest - fuglene og de firbenede og mig! Vi er meget trætte af sne og vil gerne have noget af det dér grønne, der stritter op alle vegne. Arj, vi har næsten glemt, hvad det hedder.... åh ja GRÆS!

Lykken for en læsehest

Det er lykken at have tid til at læse igen. Jeg havde næsten glemt den skønne fornemmelse af at kigge på hylderne, udvælge og bringe det valgte hen til en god plads med godt lys.

Jeg har altid to bøger i gang - en lydbog at sove på og en "rigtig" bog til sofaen.

Typen vælges efter humør. Lige nu er bogen af Émile Zola The Ladies Paradise og lydbogen en Vita Sackville-West klassiker: All Passion Spent.

Sidstnævnte så jeg engang som engelsk TV-serie med Wendy Hiller, og den er gemt i mit hjerte. En vidunderlig fortælling!

Forventninger

I går sad jeg og fandt billeder til brug for ANGLOFILIA, og nogle af dem var fra ét af mine absolutte yndlingssteder - en dejlig have med den nationale samling af klematis.

Her tager vi til et par gange om året... mindst.... for stemningen er så skøn - og kagerne er så gode. Og når vi har siddet meget længe og nydt begge dele, så går vi tur i haven og ser på de mange forskellige klematis. Der er vist omkring 400 slags, og denne her er én af dem.

Ja, tænk engang... om ikke så længe er sneen væk, og så kommer skønheder som disse frem. Det er da noget at glæde sig til på en kold søndag... :-)

Hed romantik

Valentinsdag er altså ikke noget, vi går højt op i ...

Og i et koldt hus er der helt andre ting, som modtages med større glæde end røde roser og chokolade... nå nej, glem det sidste; chokolade modtages ALTID med glæde...

Men i stedet for de røde roser da.

Hvad kan være bedre end en fyldt varmedunk at varme tæerne på og et par ekstra uldne tæpper?

DET er da kærlighed!  ;-)

Foto: Museum of Wales

Om at leje huse

Jeg har ofte lejet huse, men det har altid været feriehuse, hvor jeg dog ikke har været så længe af gangen. Og derfor har jeg aldrig rigtig tænkt over, at det skulle være et problem at holde varmen...

Når man lejer et hus, får man ingen energirapport, som man gør ved et køb - og derfor har man ingen chance for at vide, hvordan huset egentlig er isoleret. Men det har jeg nu fundet ud af... for vores lejede hus er det i hvert fald IKKE!

Vi fryser konstant. Vægge og gulve er iskolde, og de store vinduespartier fra 70'erne er kæmpestore kuldebroer. De "smarte" skodder, der kan give frisk luft om sommeren, gør det også om vinteren, og det er vist ikke meningen i et elopvarmet hus!

Så sådan bliver man så klog. Og næste gang bliver det med varmen et punkt, der kommer højt på dagsordenen...

Flot pedalbil

Hvis jeg ellers kunne være i denne fine bil, så kunne jeg nemt blive fristet til at købe den (hos Bilka).

Men da jeg ikke er mellem 3 og 5 år, så vil det nok knibe gevaldigt med pladsen...

Lærenemme chimpanser

Universitetet i Kent har netop offentliggjort en undersøgelse af en gruppe chimpanser:

Chimpanserne blev forsynet med væghængte kasser med juice, som man kunne drikke fra via et lille hul og et sugerør. Man observerede, at den ene gruppe chimpanser brugte sugerøret som en pind, som de dyppede i juicen og bagefter suttede på, mens andre sugede juicen op direkte gennem sugerøret.

Skønt begge teknikker krævede motoriske færdigheder, var det naturligvis mest effektivt at drikke gennem sugerøret.

Når de "dyppende" chimpanser så de andre chimpanser drikke direkte med sugerøret, gik de alle over til at bruge samme teknik.

Med undersøgelsen ønsker man at vise, at lærenemhed ikke kun er forbeholdt mennesker, og at social indlæring er en effektiv måde at erhverve lærdom på.

Tænkte det nok... ;-)

Foto: Photomatt28

Forårsfornemmelser og indretning

Det slår aldrig fejl: Her i de første måneder af året begynder det at krible i mig. Jeg kigger i bøger og finder inspiration i blade og på nettet - for "indretnings-genet" begynder at røre på sig. Ih, der er så meget, jeg har lyst til.

Og så er det altså lidt en bagdel med et lejet hus, hvor jeg ikke bare kan kaste mig over malerpensel og nye gardiner. Jeg må vente pænt, indtil jeg kommer til England igen - men planer kan man jo altid lægge.

Jeg har foreløbig besluttet mig for, at køkkenet i Hollymount skal males og have fine nye håndsmedede håndtag (det lyder dyrt, men er det ikke!). Og så skal der nye gardiner i det ene værelse - sådan nogle "roman blinds", der egentlig er en slags forede rullegardiner af stof.

Hvis der er mere energi tilbage, vil jeg gerne male stuen her... men jeg kender mig selv; indretnings-genet falder såmænd nok til ro, når jeg er færdig med køkkenet... ;-)

Hip hip - og Hollymount

I dag er det min fødselsdag! Men da det har været en årlig tilbagevendende begivenhed i ganske mange år, så er det ikke noget, jeg går SÅ højt op i.

Og det er egentlig ret heldigt. Dels fordi familien omkring mig er skrantende og mildt sagt ikke er oplagt til det helt store - og dels fordi jeg skal arbejde, så jeg kan indhente alt det, jeg ikke fik lavet, mens jeg var i England.

Jeg må tage revanche på et senere tidspunkt. 

I  stedet vil jeg fortælle om en Facebook-side, jeg oprettede i England: Hollymounts venner / Friends of Hollymount. En side for dem, der kunne drømme om en ferie i det gamle hus - eller som bare synes, at det er hyggeligt at se dejlige billeder derfra og følge lidt med i begivenhederne...

Om lørdagsslik

I fortsættelse af mit indlæg i går om pebermyntestængerne... ja så var de et fast tilbehør i mange år hos os. For hver lørdag fik vi lørdagsslik, og jeg husker tydeligt den frydefulde følelse, når man udstyret med lørdags-tokronen travede ned til chokoladeforretningen på Peter Bangs Vej.

Og som Ellen skrev i går: En stor del af mindet om smagen skyldes nok de gode minder i det hele taget. Lørdagsslik var ganske rigtigt tæt forbundet med lørdagshygge, for mange af min barndoms lørdage havde samme mønster - i hvert fald i vinterhalvåret:

Om formiddagen gjorde vi pænt rent og købte ind. Om eftermiddagen hyggede vi igennem med hjemmebag og bøger, og efter middagsmaden blev der hentet slik. For to kroner kunne man få et pænt lille udvalg, og både min mor og jeg var meget længe om at bestemme os.

De stribede poser blev hjembragt, og så blev der rettet an til lørdags TV, der bestemt var værd at se på dengang.

Rød leverpostej og pebermyntestænger

Det er nu ikke mig på billedet... men det ligner butikken fra dengang

I går sad jeg og skrev, da jeg pludselig fik lyst til en pebermyntestang! Sådan en lille fin én med chokoladeovertræk og bølger på. Den kostede 35 øre, da jeg sidst købte den - og jeg kan smage den endnu! Hvorfor laver man ikke sådan nogle længere?

Det samme med leverpostej i røde dåser fra købmanden rundt om hjørnet. De smagte himmelsk; hver gang vi skulle forkæle os selv med noget ekstra lækkert, så købte vi den - men den kan man heller ikke få mere.

Det er lidt mærkeligt, at man kan huske en duft eller en smag så lang tid efter - for der er altså gået .... næsten et halvt århundrede...

En skræmmende tanke... ;-)

Hjemme igen

Turen hjem gik fint, og jeg nåede lige at fotografere et par af de halemejser, der så flittigt besøgte os de sidste dage. På denne årstid kommer de i flokke på 15-20 ad gangen, og de små livlige størrelser prøvede ihærdigt, om de alle kunne være inde i nøddeholderen på én gang. Det kunne de ikke...

Og jeg prøvede ihærdigt, om jeg kunne fotografere dem, mens de sad der. Men det var ikke så nemt, som man skulle tro, for de sad der ikke ret længe ad gangen...

God nat

Jeg elsker at læse i sengen, og derfor er det vigtigt, at man kan sidde godt. De polstrede ryglæn, som englænderne så tit bruger, har en høj stjerne hos mig - og i går fik vi også sat sådan nogle på sengene i "værelset med udsigt".

Så det var en meget praktisk dag i går - og det er det også i dag. Der skal renses tagrender og gøres rent, for inden så længe kommer der andre beboere her i huset, og vi tager til Danmark imens.

Men der skal også være tid til at nyde, at solen skinner og sneen smelter. Fuglene synger højt og lystigt, for de tror på foråret. :-)

Elektrikere og andre praktikaliteter

I går fik vi leveret en ny opvaskemaskine, fordi den gamle var stået af. Vi fik tilsluttet vand, sat stikket i og tændte på stikkontakten under køkkenbordet, og så var det bare at skubbe opvaskemaskinen pænt på plads igen.

Vi fyldte den, tændte for den... og der skete ingenting. Absolut intet!

Arj altså, for pokker da.

Vi trak opvaskemaskinen ud igen for at checke, om der nu også VAR tændt på kontakten. Det var der. Vi hentede en forlængerledning og testede opvaskemaskinen på et andet stik. Her virkede den fint, men en forlængerledning tværs gennem køkkenet var ikke så smart.

Suk! Så måtte stikdåsen under køkkenbordet være stået af siden sidst. Altså fat i en elektriker, og det skulle helst gå hurtigt, for huset skal lejes ud inden så længe.

Den rare elektriker kom straks til vores redning. Han kom kørende hele vejen fra Worcester i myldretiden, hele vejen op ad vores 300 meter lange snedækkede indkørsel og gik ind i køkkenet. Her kiggede han på den tændte kontakt under køkkenbordet og rettede sig op for at tænde på den, der sad på væggen bag det lille køkken-TV.

Og pludselig virkede opvaskemaskinen!

En flyvende pind

Hver gang jeg tænder op i vores brændeovne, kommer jeg til at tænke på dengang, hvor jeg lige havde fået dem installeret.

Først gik jeg ud i skuret for at hente en kurvfuld brænde. Der lå masser af små og store grene derude, og jeg tænkte ikke nærmere over, at én af smågrenene var mere blød end de andre.

Inde i stuen krøllede jeg aviser sammen og lagde i bunden, før jeg kom en lille portion kviste og grene ovenpå. Igen tænkte jeg ikke så meget over den underlige bløde pind, der vel var omkring 5-6 cm lang, og den kom bare ind med de andre, før jeg tændte ild til aviserne.

Jeg var ved at lukke glasdøren i, da jeg så, at pinden kunne flyve. Det var nemlig ikke en pind; det var en kæmpestor gedehams, der havde ligget og sovet vintersøvn mellem brændestykkerne. Jeg hvislede til den, at den altså lige kunne prøve at stikke mig og skyndte mig at åbne lågen igen.

Der var ikke sket den noget, og den satte sig sløvt til rette på lænestolens armlæn, mens jeg hentede et glas, så jeg kunne lempe gedehamsen venligt, men bestemt udenfor. Og samtidig var jeg dybt taknemmelig for, at jeg havde taget fat omkring dens mave og ikke omkring dens brod, for selv om de store gedehamse ikke er så aggressive som deres mindre slægtninge, havde det måske ikke været populært...

PS. Behøver jeg at sige, at jeg nu altid har handsker på, når jeg henter brænde...

Et studie i hvidt

I nat fik vi endnu en dyne sne - og denne gang faldt fnuggene som kæmpestore "fluffede" dun, der lagde sig elegant til rette på grene og huse. Så Great Malvern så endnu mere eventyrlig ud end sidst, og vi kunne ikke modstå en gåtur i de snepyntede gader. 

Vi gik forbi ét af de store, gamle huse, der var ved at blive renoveret og udstykket til 9 lejligheder med udsigt. Og sikke en udsigt...

Hyggelig pub-aften

Vi har adskillige pubber og restauranter i nærheden, men vi ender ofte på The Fox. Her kan vi nemlig lige så stille trille ud af vores egen indkørsel og bare fortsætte videre ned ad en meget smal vej, der ender ved floden. Her ligger pubben, og her føler vi os dejligt hjemme. (Det med floden kan så være et problem, for netop denne pub er oversvømmet med jævne mellemrum... stakler!).

Sådan cirka en gang om ugen står den på aftensmad ude - nogle gange to, hvis vi er på farten - for det er ikke synderlig dyrt. Et godt måltid koster omkring 100 kr., og man kan jo spare desserten, hvis man vil. Det vil vi nu sjældent...

I dag stod den på fisk til hovedret og Bread and Butter pudding til efterret. Og så er jeg, der ellers ikke kan fordrage øl, ved at få smag for Guinness. Hvad skal det ikke ende med...?

Masser af sne

Der er ikke noget som en masse sne, der kan vække barnet i mig. Og Hollymount er ikke det værste sted at være, når man vil tumle sig i sne - her er i hvert fald rigeligt af den, som I kan se.

Heldigvis har vi ikke brug for at tage ud i trafikken, der nok er mindre sjov. De store supermarkeder bringer varer ud, så jeg bestiller bare, hvad vi har brug for og får det bragt. Hvis det kniber for varevognen at køre op ad vores indkørsel (for de bruger sjældent vinterdæk her), kan vi altid køre ned for enden og hente.

Det eneste, jeg godt kan være lidt utilfreds med, er, at jeg ikke får afprøvet mit nye "legetøj" i Waitrose. Jeg er nemlig blevet registreret til brug af håndscanner, og den slags synes jeg altså er sjov.

Så går man rundt og scanner sine varer og kan samtidig se, hvor meget man handler for. Man får også et højt PIP, hvis der er tilbud på - tre for to og den slags. Varerne placerer man i sine indkøbstasker i vognen, og så er det bare at gå til kassen, aflevere scanneren og betale det, der står.

Det er da smart, og det må de gerne indføre derhjemme også. Så slap man for kapløbet og "vare-kvase-armen" ved kasserne...

Hilsen fra en Iglo

Jeg får næppe mulighed for at skrive rejsebreve denne gang, for jeg er hjemme det meste af tiden.

I dag har sneen væltet ned, og det vil den efter sigende fortsætte med hele weekenden. Med mellemrum tager vi bilen og kører frem og tilbage af den lange indkørsel, så vi kan holde den fri for (høj) sne - for vi har ikke specielt lyst til at skovle SÅ mange meter.

Og for at se tingene fra den lyse side:

Smukt ser det ud (jeg viser billeder i morgen), og det er kun anden gang, jeg oplever Hollymount i snevejrstøj. Jeg glæder mig over snemandsbygning i haven, sneboldskamp, udfordrende traveture haven rundt i høj sne, hentning af pejsebrænde og varm chokolade foran pejsen bagefter. Heldigvis har vi masser af brænde og endda en brændeovn i hver ende af huset, så vi klarer os.

Hus for én i Broadway

 

Hvis I nu kigger på billedet af bilen i går, så kan I se et lille hvidt vindue i baggrunden til højre. Det vindue tilhører et lillebitte hus, der er til salg, og som vi kiggede på for sjov.

Der er to værelser: En stue forneden ved siden af køkkenet og et soveværelse for oven ved siden af badeværelset. Det er alt, men til gengæld koster det kun ca. 1.700.000.

Og så ligger det midt i Broadway, der - sammen med Great Malvern - er én af mine favoritbyer. Det ligger endda midt på den fine hovedgade, omgivet af de smukkeste huse.

Se det kunne godt friste, hvis jeg altså var alenepige, for der er bestemt kun plads til én - og det endda med lidt god vilje... ;-)

Foto: Hamptons

Butiksdød

Der er efterhånden rigtig mange butikker, der bukker under herovre.

Forleden var det fotokæden Jessops, der lukkede dørene for sidste gang - og nu er det HMV. Butikskæden, som nok de fleste kender fra besøg i London, og hvor jeg i hvert fald personligt har købt utallige plader, CD'ere og film.

Da jeg gik ind i min vante tøjbutik for at købe en bestilt hue til min mor, fik jeg at vide, at butikken nu kun eksisterede i internet-version.

Byernes hyggelige hovedgader bliver unægtelig noget triste - og det gælder selvfølgelig ikke bare her, men også hjemme - når butikkerne én efter én drejer nøglen om.

 For at gøre vores egen personlige indsats for bevaring af de elskede bogbutikker brugte vi mindst en time med at søge efter lækkerier på hylderne. Og fandt hver en god stak, som vi nu sidder og hygger os med...

Foto: Beverly & Pack

Så kom sneen

Så kom sneen og lagde sig som et tyndt tæppe over landskabet. Men ikke i voldsomme mængder - her, hvor billedet er taget, er vi højt oppe, for vi var på udkig efter et nyt kaffested, som vi havde hørt om.

Indrettet ganske moderne i en gammel stald med denne udsigt var det ikke det værste sted at være, og bagefter kørte vi ned fra højderne til byer, hvor der knapt var faldet et fnug. Tværtimod skinnede solen på den smukkeste vis og gav os lyst til at gå tur mellem gamle huse og marker.

Men det var iskoldt, og englænderne pakkede sig ind og så ikke ud til at nyde det, men de er vel heller ikke så vant til det, som vi trods alt er.

Tur i Great Malvern

Jeg er blevet så glad for byen Great Malvern, der ligger utroligt kønt med bjergene i baggrunden. Vi går tit tur her, for der er så mange veje og parker at gå i - hvis man da ikke lige er oplagt til at lege bjergged og vælge stierne op i bjergene.

I går blev det kun til byveje, og det kan såmænd give motion nok, for de fleste er ret stejle. Midt i byen står en brønd, hvor drikkeklart kildevand altid rinder (det smager godt!), og ved siden af står statuen af komponisten Elgar og skuer ud over byens hovedgade.

Når man følger vejen langs kanten af bjergene, kan man nyde synet af smukke, gamle huse, der for manges vedkommende er indrettet til hotel eller Bed and Breakfast. Og de fleste har en ganske ubeskrivelig flot udsigt, fordi de ligger så højt. Det må være ret fantastisk at sidde her i vinduet og kigge ud.

Sol fra morgenstunden

Solen vækker blidt og stille ved at kaste et skær på de gamle vægge i soveværelset. Det er så fascinerende at ligge og kigge, for en gang i mellem dukker en bevægelig skygge op - en fugl eller et egern...

Lige nu tindrer markerne af solbeskinnet frost, og her er kønt - og koldt. Senere i dag skulle der komme lidt sne, men den lokale vejrudsigt melder nu kun om et let lag, så vi sner nok ikke inde i første omgang.

I går havde vi en lille udfordring, for der var gået hul på et vandrør under gulvet i det ene værelse. Et gammelt søm havde gnavet et hul, og vandet piblede lige så stille ud, men alt er heldigvis under kontrol nu. Det er den slags små glæder, man har med gamle huse...

Søndagen byder på en gåtur i solskin, kaffe i Great Malvern og bagefter hjem og læse i alle de gode bøger, jeg har lånt på biblioteket. Sådan må en søndag gerne være for min skyld.

Nu med foto

Ja okay, mit første forsøg på at blogge fra min Ipad gik ikke så godt - uvist af hvilke årsager forsvandt billedet (det ses nu nedenfor - jeg morede mig meget med at gå rundt i byen og fotografere med min Ipad...).

Bagefter gik vi hjem i pejsestuen og fik den bedste kop varme chokolade, jeg længe har fået - men de ER jo også kendt for chokoladen i Belgien - og i dag kørte vi videre. Vi er nu landet i England - og her er ikke så vådt, som jeg havde frygtet. Jeg kan endda se, at markerne er grønne og ikke dækket af vand ligesom sidst.

Til gengæld varsler de nu ugevis af sne og isvinter og kulde og alskens forskrækkeligheder - så det er da godt, at vi kan tænde op i pejsen og holde varmen alligevel. Og så er det godt, at vi er vant til lidt af hvert hjemmefra... ;-)

Update: Har lige set vejrudsigten: De advarer om store snemængder på op til 10 cm på særligt udsatte steder.

Gråt i gråt

Man kunne også kalde det vådt i vådt. Vi kørte gennem Danmark i tæt tåge og kom til et Tyskland, der var effektivt dækket af gråvejr. Aldrig har jeg oplevet en mere kedelig køretur, for enten regnede det - eller også støvregnede det.

Men for at se de lyse punkter:

1.       Bilen blev godt og grundigt vasket.

2.       Der var ikke noget, der kunne distrahere, for man kunne ikke se noget.

3.       Der var ikke voldsomt meget trafik (eller også kunne jeg bare heller ikke se den... ha ha).

Vejret blev en hel del bedre - og i hvert fald tørt - da vi nåede Belgien, og Brugge i aftenskær er jo altid dejlig...

Sydfrugter pakkes

Så er det ved at være tid igen. Og der skal bestemt ikke lyde nogen beklagelser af den grund - jeg skal bare have pakket de sidste bestillinger i netbutikken, så drager vi mod vestlige egne.

Jeg er spændt på at se, hvor vådt der er i Worcestershire, der skulle være det værst ramte sted her i sidste omgang. Forhåbentlig er det ved at tørre ud, for jeg synes ærlig talt, at det var slemt nok i november.

Søndags idyl

Sådan en søndag er ikke det værste, man har.

"Lånekatten" Rikke ligger her ved siden af mig; der er smuk musik i radioen, lys på bordet og kaffe i koppen. Jeg sidder og er ved at lægge sidste hånd på den nye udgave af ANGLOFILIA.info.siden...

Alt ånder fred. Mon der er mere af den hjemmebagte sandkage?

Det ville da lige være toppen på kransekagen... :-) God søndag!

You got mail

Jeg er så glad for min lille Ipad, som jeg fik i fødselsdagsgave sidste år. Den følger mig i tykt og tyndt, og jeg skriver tit små ting ned, som jeg enten skal huske eller som skal med i en artikel. Og så sender jeg de små tekstbidder til mig selv via mail, så jeg kan bruge dem på min arbejdscomputer...

Når jeg få øjeblikke efter hører det lille ”pling” fra min laptop, tænker jeg 9 ud af 10 gange: ”Neeej, der kom da vist en mail”….! 

Hvordan kan man glemme så hurtigt? 

I går aftes sad min rare mand med sin Ipad og fandt nogle oplysninger på nettet. Han sendte linket til sig selv via mail, så han kunne se på dem senere…

Få øjeblikke efter lød der et lille ”pling” og straks rakte han hånden ud for at tage Ipad’en og se, hvem der skrev…

Foto: Artiii

Har du en skrevet en liste?

Her ved årsskiftet er der mange, der tager tilværelsen op til revision - en frisk kalender indbyder naturligt nok til friske ideer og planer.

Nogle udarbejder endda lister med "1000 ting jeg ønsker at nå i livet" - eller noget i den stil. Så seriøst er jeg nu ikke selv gået til værks, og hvis jeg skulle skrive en "bucket list", som sådan én kaldes, ville den vist blive kedsommeligt kort. Men der er nogle ting, jeg virkelig gerne vil opleve:

1. Jeg vil gerne bo forskellige steder i Europa - bare i perioder på nogle uger eller måneder ad gangen. (Her kommer den tidligere nævnte autocamper i øvrigt ind i billedet, for den ville gøre det muligt uden de store omkostninger). Forskellen på en ferie og et sådant mere "standfast" ophold er, at man får det pågældende sted ind under huden, så at sige.
2. Jeg vil gerne prøve en tur med luftballon.
3. Jeg vil meget gerne se hvaler på tæt hold.

Hmmm. Listen blev egentlig endnu kortere end ventet, så der er stadig plads til 997 punkter. Jeg må tænke mig om...  ;-)

Hvad med dig? Har du en liste i - eller for - dit liv?

Kattejammerrock

Da min kat, Puskis, levede, var hun lidt af en slagssøster. Hun havde sin egen kattelem og gik ud om natten og vé den, der vovede sig ind på hendes enemærker. Vi vågnede ofte til hyl og skrig fra haven, og vi kendte lyden og vidste straks, når i hvert fald halvdelen af lyden kom fra Puskis.

Midt om natten i buldermørke trak vi hastigt i det nærmeste tøj og styrtede ned for at komme kræet til redning. Det var nu som regel Puskis, der havde overhånden, men alligevel.

I nat hørte jeg - halvt i søvne - katteskrig igen. Jeg for op, styrtede hen til tøjet og begyndte at trække det på, før min hjerne så småt fungerede. Arj, det var da ikke Puskis - og det var heller ikke min mors Rikkekat, for hun kommer ikke ud om natten, men ligger og sover i arm.

Så jeg listede i seng igen og prøvede at lukke ørerne for kattemusikken, der dog snart holdt op.

Gamle vaner forgår ikke så let...

Denne søde kat, der tilhører vores venner, er rar og velopdragen og bestemt ikke nogen slagsbror...

Kedelig dag med udsigt til forbedring...

I dag er det ganske almindelig hverdag igen. Og endda en ret kedelig én af slagsen. Ikke bare på grund af det grå vejr, men fordi jeg har knækket en tand og skal til tandlægen - og når det er overstået, skal jeg lave regnskaber og andre praktiske ting.

Men heldigvis er der udsigt til forbedring. Den strikkede musepige her står nemlig i en hyggelig café i engelske Broadway, og om få dage skal jeg besøge hende igen. Forhåbentlig en tand bedre...!

Traditioner og nytårskoncert

Lige siden jeg var lille pige, har jeg set nytårskoncerten fra Wien på nytårsdag. Da jeg var mindre, dansede jeg yndefuldt med på de danse, der vises mellem musikken, men det afholder jeg mig - af flere årsager - fra nu.

Men jeg nyder stadig musikken i fulde drag og nøjes med at strække foden på balletvis under bordet, mens jeg laver en lille usynlig plié (ikke nemt i siddende stilling!).

I år blev koncerten ses på den mindste skærm nogensinde, men det bliver tonerne heldigvis ikke mindre af - og så drømmer jeg stadig om at komme til Wien og se koncerten i virkeligheden. Desværre hørte jeg, at man skulle være ret så heldig for at få lov til at være med i lodtrækningen om billetter...