torsdag den 22. august 2013

Tur til Jylland - del 2


Nogle af de bedste oplevelser opstår helt spontant. Der er nu min erfaring, og sådan var det også, da vi kørte fra Aagesens have i Hinnerup. Vi slog motorveje og hovedveje fra på navigatorerne og kørte i "konvoj" ad små landeveje - og pludselig så vi skiltet: Åben Have, kaffe og kage. Den allerbedste type skilt efter min mening...

Så vi stoppede hurtigt op og bakkede tilbage til indkørslen. "Furierne" er også en lille butik med plantesalg, og haven... jamen, det var jo i høj grad den, jeg netop har beskrevet i min ønskeseddel...

Der var en vidunderlig stemning med skønne blomster og summende bier, og haven fortsatte tilsyneladende uendeligt og i hvert fald helt ned til en lille skov med egen skovsti. Dér nåede vi nu ikke ned denne gang, for kaffen og "husets kage" lokkede.

Jeg vil i øvrigt lige tilføje, at den kage var den bedste, jeg har fået længe! Og tro mig, jeg er ekspert på området... ;-)







onsdag den 21. august 2013

Tur til Jylland - del 1







Jeg mødte min veninde ved Aagesens Have i Hinnerup, som jeg engang har skrevet en artikel om. Nu kunne jeg ved selvsyn se, hvordan en have på 935 kvadratmeter kan udnyttes til det yderste, for her er flere tusinde forskellige planter samlet trods den beskedne plads.

Ifølge Elmer Aagesen selv var der ikke mange blomster tilbage i haven, men i mine øjne var der masser, og det var så sjovt at gå på opdagelse. For det kan man nemlig godt, når haven er inddelt i områder med små græsstier som forbindelsesled og frodige planter, der vokser i højden. Man kan sagtens "blive væk" på en parcelhusgrund.

Allermest imponerende er det, at Elmer Aagesen selv har skabt det hele fra bunden. Fra bar mark er der vokset en have, og lidt efter lidt er den blevet til det, den er i dag. En virkelig dejlig oplevelse!

Du kan selv besøge haven, hvis du vil have inspiration - den er åben visse dage i sommerens løb og i øvrigt efter aftale med Elmer Aagesen.

mandag den 19. august 2013

Dejlige Djursland

Jeg har haft en aldeles vidunderlig tur til Jylland og især Djursland, og jeg har tabt mit hjerte til de smukke omgivelser og de søde mennesker.

Se bare her: Udsigt så langt øjet rækker og højt til himlen. Er det ikke vidunderligt?!

Jeg fortæller mere om mine oplevelser i ugens løb. De har været mange - og gode!

torsdag den 15. august 2013

ANGLOFILIA efterår


I dag får jeg det nye ANGLOFILIA fra trykkeriet - og det er altid en glæde. Bagefter kommer så arbejdet med at fordele og forsende, så det vil jeg bruge i dag og i morgen på.

Men bagefter lokker en fri-weekend, som jeg syn's jeg trænger til... :-)

onsdag den 14. august 2013

Nogle dage er bedre end andre

I går begyndte hovedpinen og fortsatte hele natten, så nu sidder jeg her og er noget mat. Men er der noget at sige til, at hovedet protesterer, når store skæremaskiner bryder asfalten op to meter fra stuen, og kæmpestore lastbiler drøner frem og tilbage, frem og tilbage fra klokken seks om morgenen?

Nå, men jeg må tage det med ro i dag, selv om det ikke lige var planen. Og så vil jeg glæde mig til weekenden, som jeg skal tilbringe sammen med en kær veninde. Vi skal på "udflugt" og se nærmere på Djursland og omegn, og det glæder jeg mig til.

Så hovedet må godt se at forsvinde... altså pinen... ;-)

tirsdag den 13. august 2013

Kur eller ikke kur

I øjeblikket er der så meget snak om 5:2 kuren, som jeg også har set bøger om i England. Det handler om at tabe sig ved at spise normalt i fem dage og faste i to, og umiddelbart lyder det forjættende. For, som flere siger: Hvis vi levede på "naturlig" vis, ville vi helt automatisk faste de dage, hvor der ikke var mad at finde, så det er vores krop beregnet til.

Problemet i mine øjne er bare, at vi IKKE lever naturligt. Vi spiser i allerhøjeste grad Unaturligt! Og det kan godt være - som det påpeges - at aber kan nedsætte aldringen ved at faste, men aberne spiser altså sunde ting i massevis, når de spiser.

Som der stod i DR i dag: Kan du ikke sige nej til rødvin og sauce bearnaise, men vil samtidig gerne holde vægten? Så er den nye kur ”5:2-diæten” måske noget for dig. Måske.

Det er lige præcis det, jeg tænker på: Hvis man tror, at man bare kan spise "normalt" og så alligevel tabe sig ved at faste to dage, så går det da helt galt. Vel og mærke hvis normalt er ensbetydende med sauce bearnaise, pomfritter, burgere og andre sager, der selv med den bedste vilje ikke kan kaldes mad.

Hvordan mon kroppen vil reagere, hvis man spiser "junk food" de 5 dage og kun få kalorier de 2 dage? Det kræver vist ikke den store krystalkugle eller forskning for at regne ud, at den vil gå i panik og reagere derefter...!

I stedet for underlige kure af forskellig slags ville det efter min mening være langt smartere at spise sundt og godt til hverdag. Hvis man vælger fødevarer af en ordentlig kvalitet, og så frisk og ubehandlet som det i vore dage kan lade sig gøre, så kan man sagtens spise nogle lækkerier ind i mellem. Og hvis man spiser masser af frugt og grønt og undgår sukkersnask og chips til hverdag, så vil man, hvis man er for tyk, helt automatisk tabe sig - på en naturlig måde, der ikke skader kroppen...

Foto: Enric Archivell

fredag den 9. august 2013

Ønskeseddel del 5

Det femte ønske li'som samler trådene fra de fire første. For det er nemlig et lille sted på landet her i Danmark, hvor jeg kan få plads til det hele. En badesø, en lille skov, et lille vildtreservat for dyr og en lille urtehave.

Det må godt være sådan lidt Bulderby-agtigt, og det skal være et sted, hvor vi også kan have vores erhverv. En ganske lille bolig med to længer. Én til galleri, så min rare mand kan have kontor dér og udstille de billeder, han af og til arbejder på. Og én til Anglofilia butikken med lager. Meget gerne med plads til et par borde i haven, så der også kan serveres en kop kaffe med hjemmebag om sommeren.

Mon ikke jeg kunne falde over sådan et ønskested på et tidspunkt?

Jeg tror på det... :-)

Foto: C.C.Chapman

torsdag den 8. august 2013

Ønskeseddel del 4

Lige siden jeg så urtehaven i engelske Sissinghurst har jeg ønsket mig en mini-udgave af den... Det er mange år siden efterhånden, men jeg har et billede hængende, så jeg kan huske præcis, hvordan den ser ud.

Hjemme i Danmark valfartede jeg til Æbelholt klosterruin ved Frederiksværk, for her ligger en dejlig lille urtehave, som jeg fik yderligere inspiration fra. Og snart gik jeg i gang med et omdanne min daværende have til en form for urtehave. Jeg vidste intet om urter dengang, men lærte mig selv en masse sådan lidt efter lidt - og jeg fandt også ud af - med tiden - at en skyggehave ikke er velegnet til urter...

Jeg plantede en masse forskellige spiselige urter, så den sommer og de følgende spiste jeg næsten hver dag retter med urter i. Uhm, det var så godt. Jeg havde også nogle medicinske urter, som jeg brugte til kropsolier og urtete.

Så det fjerde og næstsidste ønske er altså en urtehave...  :-)

Foto: Jodigrundig

onsdag den 7. august 2013

Ønskeseddel del 3

Det tredje ønske på min meget beskedne ønskeseddel går meget godt i spænd med de to første - og det er jo egentlig heldigt...

Jeg ønsker mig nemlig et lille naturreservat. Et sted, hvor dyr og fugle i den grad har lyst til at slå sig ned, og hvor der er gode muligheder for føde og bolig.

Der skal altså være masser af træer og buske med bær og nødder. Der skal være blomster til bierne og sommerfuglene, en sø (= badesøen) til ænder og frøer, en skov til at gemme sig i og alle vegne små huller, huler og redekasser.

Der skal ikke fodres som sådan, for det er vigtigt, at dyrene kan passe sig selv. Det skal nærmere være "hjælp til selvhjælp".

Jeg kan ikke forestille mig noget mere skønt end at omgive mig med små kræ af forskellig slags. Og egentlig har jeg altid gjort det - alle mine huse har været en slags vildtreservat, hvor dyr kunne slå sig ned og være i fred. Selv i min allerførste villahave på 800 kvadratmeter. Men jeg savner det her i det lejede hus, hvor jeg jo ikke kan gøre ret meget...

Så altså - mit tredje ønske/fremtidsplan er et lille vildtreservat...

PS. Bare så I ikke tror, at dette er "the NeverEnding Story", så har jeg 5 ønsker i alt... ;-)

Foto: KotomiCreations

tirsdag den 6. august 2013

Ønskeseddel - del 2

I går tog jeg "hul" på min ønskeseddel, så jeg kan jo lige så godt fortsætte. En anden ting, jeg ønsker mig brændende, er nemlig - en skov. Eller i det mindste en skovhave.

Jeg har så tit lejet huse i England med tilhørende skov, og her har jeg været i mit es. Faktisk har min rare mand ikke set ret meget til mig, for jeg skulle hele tiden ud og kigge. Ud og se hvad naturen bød på af underholdning.

Om morgenen listede jeg tidligt ud for at se på fugle. Fra vinduet havde jeg gratis underholdning dagen lang, og når mørket begyndte at falde på, stillede jeg mig i en lysning og iagttog flagermusenes jagt. Sommetider dykkede de helt lavt ned og snuppede de myg, der samlede sig om mig - det var lige før, de rørte mig.

En skov giver skygge og ro, og hvis jeg skulle vælge mit yndlingsnaturområde var det altså skoven.

Så en skov(have) står også på ønskesedlen/fremtidsplanen... :-)

Foto: Nicholas_T

mandag den 5. august 2013

En badesø

Med alderen er min ønskeseddel blevet ret kort - men ønskerne er til gengæld af en vis kaliber.

Men man har jo lov til at drømme... og én af drømmene er en naturlig badesø. I modsætning til en swimmingpool, der er fyldt med klor, er en naturlig svømmesø fyldt med ganske almindeligt vand. Til gengæld er den opdelt i to dele: En del med planter, der effektivt renser søvandet, og en del til at bade i.

Man må så til gengæld regne med at dele sin svømmetur med andre væsener, men det skulle ikke genere mig. De fleste af min barndoms badeture gik til søer, fordi vi altid skulle bo et sted, hvor min onkel kunne fiske, og jeg badede lystigt sammen med fisk, vandkalve og ænder.

En badesø er altså både et ønske og en del af min fremtidsplan. Vi må se, om den bliver opfyldt...  ;-)

Foto: Environmentblog

søndag den 4. august 2013

Mit lille solskjul

Jeg må indrømme, at al den sol og varme gør lidt kål på mig...

Men jeg har "opfundet" et lille solskjul, der gør det muligt at opholde sig på terrassen i skygge - for så kan jeg sidde herude og arbejde.

Man tager en parasol, nogle lagner og mørke duge og binder dem fast, så de hænger ned og skygger. Kønt er det ikke, men det virker.

Måske skulle man overveje at tage patent...? Ti hi...

fredag den 2. august 2013

Musik til arbejdet

Der er mange fordele ved at bo på et hjørne... blandt andet har man glæden af store stærke mænd med bare overkroppe på hele TO sider... !

Jeg håber, at man sporer min ironi - for man har altså også "glæden" af deres store maskiner, der larmer som bare pokker.

Og for at det ikke skal være løgn, så har man også glæden af deres radio, der spiller højt fra én af bilerne. Det skal selvfølgelig være højt, for mændene går rundt med høreværn på og kan vel dårligt høre den, og i øvrigt er de heller ikke i nærheden af bilen...

Der går to sekunder, før en rasende dame (mig) står derude og beder dem om at slukke. NU!

Og til min store forbavselse sker det, som jeg ønsker. Uden bøvl. (Lad os se, hvor længe det holder...)...

Så jeg kan sidde på terrassen og prøve at lukke bare 10% af larmen ude med mine høretelefoner og smuk klassisk musik.

Det er så dejligt med musik til arbejdet... :-)

Foto: Peetje2

torsdag den 1. august 2013

De små vandaler

Jeg er begyndt at kalde mine to parakitter for "de små vandaler". For jeg har indtryk af, at en parakits dag går med at splitte ting fra hinanden med det lille næb, som jeg har haft fornøjelsen at blive bidt af et par gange (når jeg har været nødt til at fange én af dem).

Egentlig ville jeg jo slet ikke have burfugle igen, fordi jeg foretrækker at se på fuglene ude i haven - men nu ville skæbnen altså, at de små kræ kom ind i mit liv. Til gengæld føler jeg en vis pligt til at gøre deres liv så underholdende som muligt... så derfor sørger jeg altid for, at de har pinde og blade at lege med.

Af og til køber jeg specielt legetøj til dem - i går fik de denne store flettede "kugle" af grene, hvor der ligger tørrede æbler og andre godbidder indeni. De brugte hele dagen i går på at sidde ovenpå den, gynge på den og flå-rive det hele fra hinanden.

Somme tider trak de fra hver sin retning, så jeg håber ikke, at den ene pludselig slipper og slår den anden ud med kuglen...

tirsdag den 30. juli 2013

Larm og lummervarme

Hold da op hvor er jeg træt af det lejede hus. Ikke nok med at de store vinduespartier og de mange utætheder, som gav så mange interne kuldegrader i vinter, nu lukker al lummervarmen ind - her er så meget larm, at jeg mest har lyst til at tage tilbage til Bornholm.

De er ved at renovere motorvejen! Det har de gjort længe, og heldigvis bor vi ikke LIGE ved siden af (stakler, der gør det!) - men hver morgen - og dagen igennem - kører kæmpestore lastbiler og arbejdsbiler forbi for fuld drøn fra klokken før-fanden-får-sko-på.

Og nu begynder de ved den sødeste at grave vejen op herudenfor. Der skal lægges fibernet ned, og det hele skal helst laves samtidig. Jamen, vi kan da også lige så godt få larmet igennem...

Det betyder så bare, at vi her i hedebølgedagene ikke kan sidde ude i haven - og vi kan heller ikke være indenfor, hvor varmegraderne snart slår rekord.

Det var så bare et lille surt opstød. Ellers går det vældig godt.. :-)

mandag den 29. juli 2013

Farvel for denne gang




Den sidste udflugt gik til Allinge, der var fyldt med sol og turister med is. Normalt kan jeg vældig godt lide Allinge, og jeg har endda prøvet at bo for en tid i et af byens gamle bindingsværkshuse - i øvrigt det hus, hvor der kun er to meters bredde mellem stentrappen og nabohuset.

Det var her, min svigerfar i sin egenskab af kørelærer tog mig med, da han for mange år siden skulle genopfriske mine køreegenskaber - lidt ondt var det at lade mig køre igennem den smalle passage, men jeg undlod da at gå i panik (det var jeg til gengæld lige ved at gøre, da han bagefter tog mig med til Bornholms stejleste gade i Vang).

Men der er forskel på Allinge i vinterhalvåret og en turistmættet sommerby, så det blev kun til en kortere visit. Bagefter tog vi i sindigt tempo én af de utallige småveje hjem til Aakirkeby - og hver gang vi finder én ny vej, siger vi til hinanden: "Her har vi da aldrig kørt før".

Utroligt så stor Bornholm er... :-)

søndag den 28. juli 2013

Havgus over Snogebæk


Da vi nærmede os Snogebæk forleden, var hele området gråt i gråt. Ret underligt, da turen ud til vandet havde været solbeskinnet og smuk - men det var selvfølgelig havgus, der dækkede det hele.

Vi kørte ned til havnen og parkerede bilen her. Straks vi steg ud, kunne vi lugte, at luften var tung, fugtig og saltmættet.

Men lidt efter lidt fik solen magt. Og det var godt at finde en plads i skyggen med en god kop formiddagskaffe og udsigt til kønne blomster...


lørdag den 27. juli 2013

Jeg køber aldrig müesli mere...


Nej, jeg laver det selv fremover, gør jeg. For ih, hvor smager det uendeligt meget bedre - og så er jeg selv herre over, hvor meget sukker og andre uønskede tilsætninger, der kommer i. 

I England købte jeg på et tidspunkt en pose af noget müesli, der skulle være supersundt. Fyldt med gode sager var det - og jeg spiste et par skefulde på min morgen yoghurt. Jeg kunne ikke forstå, at jeg ligefrem fik hjertebanken og ubehag af det, indtil jeg så sukkerindholdet på posen. Så altså; check altid indholdet inden køb - det plejer jeg at gøre, men det snød mig altså dér.

Tilbage til det hjemmelavede: Jeg har fundet flere opskrifter, men den, jeg prøvede i går, er fra udsendelsen med "Ernst i sommerlandet". 

Havregryn, hakkede hassel- og valnødder, græskarkerner, solsikkekerner og hørfrø brunes på en pande (Ernst brugte vist rigeligt smør - det valgte jeg at skære ned på). Der tilsættes kardemomme og flydende nyslynget (i mit tilfælde bornholmsk) honning - og det brunede suppleres med lidt gryn, kerner og frø au naturel.

Smagen skifter en del, når ingredienserne brunes, så det bliver en skøn smagsoplevelse, når det hele blandes sammen.

Jeg har også andre opskrifter, der skal prøves af - blandt andet én fra engelske CRANKS med sesamfrø og kokos, ristet i ovn, men det bliver næste gang.

onsdag den 24. juli 2013

På indkøb

Vi er ved at lokalisere alle de gode vejboder i nærheden - og også dem lidt længere væk, når vi kører ud i det blå, bornholmske sommerland.

De bliver alle taget på tur, én efter én, for det er så sjovt at se, hvad der bydes på. Og så køber vi det, der frister... man ved aldrig, hvad det ender med.

Vi medbringer to kølekasser, så alt kan holde sig frisk her i varmen, og de er fyldt til randen med sundt og godt, inden vi kommer tilbage.

Og på vejen ser vi sjove ting: En kunstnerisk mur og en smuk gammel bil til salg. Bare for at nævne et par af tingene...




mandag den 22. juli 2013

Bornholmsk sommer


I går var der håndværksmarked i Gudhjem, og svigermor tog vanen tro dertil med sine hæklede trøjer og tæpper (ikke at temperaturerne kaldte på trøjer og tæpper, men det skal jo nok blive vejr til dem igen på et tidspunkt).

Vi tog et smut forbi for at hilse på og se de andre udstillere, men uden en parasol var det for varmt at blive ret længe - så vi fandt i stedet et skyggefuldt sted med kaffe og pandekager - og købte nyslynget honning og nyplukkede kirsebær med hjem.

Og så kiggede vi lige lidt på det "hobbithus", som jeg er så forelsket i.

fredag den 19. juli 2013

En bid af Bornholm

Ja, nu er vi så her!

I går aftes tog vi til Bornholm for at tilbringe lidt tid med familien, og i dag har vi været på en lille rundtur for at købe ind ved de mange boder og gårdbutikker, der ligger i nærheden.

I Svaneke købte vi ind hos købmanden - med udsigt til hestevognen her - og i Vestermarie og Østermarie fandt vi gårdbutikker med bornholmske specialiteter. Blandt andet nogle lækre hjemmelavede pølser og Svaneke øl til et lille "pølsebord" i morgen.

De friske hindbær blev brugt til en lagkage, mens de friske jordbær, kirsebær og ærter bare skal spises au naturel.

En posefuld rødbeder - netop gravet op af jorden - skal bruges til saft sammen med æbler, og til aftenteen er der dejligt brød med friskslynget honning.

Så det bliver noget med lidt lækkert, lidt sødt, lidt sundt og ... en hel masse bornholmsk... :-)

torsdag den 18. juli 2013

Sparetips #9 - forsikringer og telefoni

Visse faste udgifter bør man checke med jævne mellemrum - for eksempel forsikringer og telefoni.

Man kan uden at vide det have forsikringer, som er blevet unødvendige - enten fordi man er sikret gennem sit arbejde eller måske via sit kreditkort, eller bare fordi behovet har ændret sig uden at man tænker over det. Måske er man blevet medlem af en forening, der giver rabat på forsikringer...

Jeg har selv sparet en del på forsikringer. Én var helt overflødig, og én kunne jeg netop få med rabat på grund af mit medlemskab af FDM.

Telefonselskaberne ændrer hyppigt på deres tilbud, så også her kan man spare en del. Det kan betale sig at vurdere, om det virkelig er nødvendigt med en fastnet telefon, eller om man måske er så meget på farten, at et mobilt bredbånd i virkeligheden er bedre end et fast.

Også på telefoni-fronten har jeg netop selv sparet en del, fordi der var kommet nogle gode mobilpakker til en tredjedel af det, jeg normalt betalte (i mit tilfælde var der tale om erhvervstelefoner, der bliver brugt rigtig meget).

Det kan godt være lidt af en "hadeopgave" at bruge tid på den slags, men timelønnen kan nemt hente sig hjem, hvis man sparer nogle hundrede - eller måske tusinde - kroner...

onsdag den 17. juli 2013

Mine yndlingsblomster

Der er ikke meget spræl i den lejede have her... men noget af det bedste er efter min mening denne her, der breder sig stort og voldsomt på en yndefuld måde. En anemone af en slags?

Den vokser flittigt foran soveværelsesvinduet, og hver morgen, når jeg cykler en lille tur på motionscyklen, sidder jeg og kigger ud på de humlebier, der borer sig højt summende ind i blomsterne - én efter én.

Det er sådan en skøn lyd og et skønt syn, og da jeg elsker humlebier, skal jeg helt sikkert have sådan nogle hvad-det-nu-er i min engelske have.

søndag den 14. juli 2013

Frokostpause

I disse dage står den på sund - og næsten gratis - frokost. For den består af et æble, lidt økologiske hasselnødder, nogle skovjordbær fra haven og en hel masse nyligt modne ribs - også fra haven.

Ser det ikke dejligt ud?

onsdag den 10. juli 2013

Balance i tingene


Det gælder om at have balance i tingene. Selv om jeg skal flytte og har travlt med at pakke og indrette - så har jeg rolige dage ind i mellem, hvor jeg sidder i haven bag mit hjemmelavede "skyggetelt" (parasol og to lagner) og skriver/læser.

Og om aftenen går vi vores lange tur, der hver dag byder på nye syn, nye dufte og nye oplevelser. I går var det denne røde valmue, der stod i al ensomhed og fangede aftensolens lys - den er da så yndig!

mandag den 8. juli 2013

Jeg er havren


Næsten hver eneste aften tager vi turen ned gennem Gammel Holtegade, op langs golfbanen og gennem skov og mark. I går bemærkede vi kornet på marken, og jeg nynnede den gamle sang af Jeppe Aakjær:

Jeg er Havren. Jeg har Bjælder på,

mer end tyve, tror jeg, på hvert Strå.

Bonden kalder dem for mine fold.

Gud velsigne ham, den bondeknold!



Man kan næsten høre ham den rare mand: Nu skal jeg lige tage et ordentligt billede med min nye mobiltelefon... ti hi

søndag den 7. juli 2013

Sommer med Ernst

Sommer med Ernst er titlen på et svensk program, som jeg følger med glæde.

Vi har ikke TV, men jeg har købt en måneds TV-tid via internettet, så min rare mand kunne følge med i Tour de France, mens han arbejder, og så jeg kunne slappe af med et lille aftenprogram efter dagens flytteseance.

Vi skifter lidt med det, men i øjeblikket står det program på svensk sommerhygge.

Ernst Kirchsteiger er multikunstner og indretningsarkitekt, og han tager rundt i det svenske sommerland for at løse små og store indretningsopgaver. Ind i mellem bliver der snakket og lavet dejlig mad - og det er sådan en fornøjelse at se, hvordan Ernst har respekt for gamle byggerier og gamle træer.

Et program med vægten lagt på det gode liv. Det kan varmt anbefales... :-)

Foto: Lars Dahlin

Sparetips #8 - unødvendigheder

Nogle af de ting i husholdningen, som man roligt kan spare på, er unødvendighederne. Det er for eksempel ikke nødvendigt at købe ti forskellige rengøringsmidler, når ét universalrengøringsmiddel og en flaske ganske almindelig husholdningseddike til afkalkning gør jobbet lige så godt.

Det er heller ikke nødvendigt at købe hvidt sukker, som på ingen måde er sundt, eller sodavand, der med et mix af vand, sukker, farve og smagsstoffer heller ikke er det.

Hvis man har to børn, der får en daglig sodavand hver til omkring 4 kr. (kan det gøre det?) - så bliver det alene til små 3000 kr. om året. Hvis man tager efter de mange gymnasieelever, som jeg så ofte ser gå rundt med halvandenliters flasker i frokostpausen, så bliver det til temmelig meget mere...

Selvfølgelig kan jeg sagtens snakke - jeg er vokset op i en familie, hvor sodavand kun blev indtaget ved festlige lejligheder. Og det er jeg faktisk rigtig glad for i dag... :-) 

Foto: Emilian Robert Vicol

lørdag den 6. juli 2013

Langsom flytning...

I små portioner flyttes ting fra Holte til Lynge. Kasser pakkes, reoler skilles ad, og bilen fyldes i de sene aftentimer, hvor det ikke er for varmt til den slags.

Det er en fornøjelse at kunne gøre det på denne rolige og stilfærdige måde, så man ikke bliver overanstrengt. Og lidt efter lidt kan jeg se og fornemme, at mit lille hus bliver superhyggeligt.

Ih, hvor jeg glæder mig til det hele er på plads...

fredag den 5. juli 2013

På tur med gummibåden

Da vi var unge og boede i Helsinge, havde vi meget fornøjelse af en kæmpestor gummibåd, som vi havde fundet (eller fået) et sted fra. Der var masser af plads, så vi kunne sidde mageligt i hver sin ende, og vi kunne endda medbringe "udstyr" i form af trøjer, tæpper og madpakke m.m.

Ofte fragtede vi gummibåden ned til Arresø en ganske tidlig morgen, og så lå vi dér og skvulpede fredsommeligt foran sivene og så på alt det liv, der var i og omkring søen. Andre gange sejlede vi lige så stille ned ad de åer, der udløb fra søen, og vi havde de mest fantastiske naturoplevelser.

Én gang faldt en stålorm ned i båden til os, så vi måtte lægge ind til siden og pænt løfte den på land igen. En anden gang spiste vi frokost på bredden med benene udstrakt foran os, og en hugorm på tur var lige ved at kravle op over mine gummistøvler.

Vi så et væld af forskellige fugle, og store og små guldsmede svirrede om ørerne på os. Vi blev som regel også ædt af myg, men det vænnede vi os til. Der var ikke så meget andet at gøre, hvis vi ville høre nattergalens morgensang og nyde synet af ræven, der kiggede nysgerrigt frem bag en busk.

Foto: Mia Folkmann

mandag den 1. juli 2013

Sparetips #7 - tålmodighed

Man kan spare meget ved at være tålmodig, for det er tit utålmodigheden, der lokker til dumheder.

Når man for eksempel får sit første hjem, så vil man gerne indrette sig helt rigtigt lige med det samme. Man skal have så mange ting: Møbler, gardiner, senge, tæpper, køkkentøj og meget meget mere.

De utålmodige køber måske tingene på afbetaling og betaler dyre renter og gebyrer - men der er ingen, der siger, at man skal have det hele på én gang. Måske kan man låne sig frem i begyndelsen; måske kan man købe nogle ting på loppemarked eller i Den Blå Avis. Måske kan man peppe nogle af de ting op, som man har med hjemmefra.

Hvis man bare kan fylde det nye hjem nogenlunde ud for små midler, så kan man altid forbedre hen ad vejen. Det kan være ret sjovt at bruge sin fantasi og samtidig spare op, så man er klar til de gode tilbud, der givetvis dukker op.

Jeg husker stadig det smarte sofabord, som jeg fandt til stærkt nedsat pris i Illums Bolighus, da jeg som teenager indrettede mit eget værelse. Jeg havde udset mig bordet inden udsalget startede, og jeg løb om kap med en herre, som også havde udset sig det. Men jeg kom først - og jeg satte mig på bordet med korslagte arme og ejermine, så manden måtte gå med uforrettet sag.

Det sofabord havde jeg glæde af i mange år, og det kom med ikke bare til mit første, men også mit andet hjem.

Foto: © James Marvin Phelp

søndag den 30. juni 2013

ANGLOFILIA i eget hus


Som et led i spareplanerne - og også af rent praktiske hensyn - flytter ANGLOFILIA netbutikken nu til eget hus i Lynge ved Allerød. Her har jeg nemlig fundet en lille helt selvstændig bygning, der passer fint til sådan én som mig - og jeg har allerede fået nøglerne, så jeg kan flytte ind i ro og mag.

Jeg glæder mig i den grad til at komme ned på jorden, så jeg ikke skal slæbe pakker op og ned af trapper, men nemt lige kan lægge dem ud i bilen, der kan holde få centimeter fra hoveddøren.

Så jeg vil benytte mig af den "fredelige" sommertid og endnu engang rykke teltpælene op.

lørdag den 29. juni 2013

Fredagsfrokost

I går mødtes jeg med min søde veninde Lillian fra "Rejsen for Dig".

Hun bor i Jylland, men havde ærinder på Sjælland, så det var bare med at finde et sted på "halvvejen", hvor vi kunne mødes i et par ledige timer. Valget faldt på Værebro golfklub, for her kunne vi sidde i læ i i den hyggelige gårdhave med en frokost.

Vi brænder begge to for vores forretninger, så der er altid meget at snakke om - især når man nu kun ses ved sjældne lejligheder. Forhåbentlig bliver der tid til en lille tur sammen i sommerens løb - så vi kan komme ud og se på haver, få fælles oplevelser og snakke ordentligt igennem... :-)

fredag den 28. juni 2013

En skøn U-vending

I går så jeg sidste del af den glimrende udsendelse U-turn med Chris MacDonald, og den sluttede lige så godt, som jeg havde forventet. Det var dejligt at se, hvor godt deltagerne fik det, men de kom bestemt ikke sovende til resultatet... og Chris var utrættelig som coach.

Jeg oplevede selv en U-vending, som jeg skrev om i et indlæg i 2010, med alle de positive virkninger, som sund kost og passende motion har på kroppen. De fleste ting sidder i mig endnu, men det er altid godt at følge med i sådan en udsendelse eller læse en inspirerende bog om emnet, så man får et lille puf og en "genopfriskning" af de ting, man bør huske.

Jeg kunne i den forbindelse godt ønske mig, at vores samfund var bedre indrettet til at følge op på dette her. Så længe nogle læger har den holdning som min (tidligere) læge havde, "at jeg da godt kunne prøve det dér med sund kost og motion, for det kunne jo aldrig skade..." - så er det svært at trænge igennem.

I stedet for piller kunne man forestille sig helsevejledere, der havde en form for lægelig uddannelse med vægt lagt på alt det, man selv kan gøre for at blive rask. Det ville i sidste ende være uendeligt meget billigere for samfundet at forebygge end at helbrede, og selv om det kræver en ikke ubetydelig personlig indsats, så ville det også være uendeligt meget bedre for os selv.

Jeg tror på Albert Schweitzers ord om, at "der bor en læge i os alle"...

Foto ©: Chiot's Run