Et GODT nyt år

2018 var på mange måder et godt år. Vi var på to lange og aldeles dejlige rejser til England - den ene blev til bogen AUTOCAMPERLIV og den anden til min kommende bog - og vi nød livet her på "vores" gods i det syddanske.

Men det blev også et trist år, for jeg mistede jo min mor for ikke så længe siden. Når sorgen og savnet overmander mig, hvilket uundgåeligt sker med mellemrum, så tvinger jeg mig selv til at huske på alle de skønne ting, vi oplevede sammen - blandt meget andet de utallige rejser til England, hvor det altid var en fornøjelse at have min mor med, fordi hun var så positiv og begejstret. Den slags smitter.

Og netop det er én af de vigtigste ting, mine forældre... ja, hele min familie, har lært mig. At være positiv og begejstret - for livet i det hele taget.

Af samme grund lukker jeg helt af for de mennesker, der har så travlt med at udbrede had og negativitet i det offentlige rum. Og tænk engang, hvis alle gjorde det samme. Hadet ville ikke have nogen steder at gå hen i så fald - det ville dø... som ulmende gløder i regnvejr.

I morgen skal jeg se Nytårskoncerten i TV, sådan som jeg har gjort i lige så mange år, jeg kan huske. For om noget er der livsglæde i den musik, og jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at starte et nyt år på.

Jeg ønsker jer alt det bedste i 2019. Pas godt på naturen, dyrene og ikke mindst... hinanden.

Gode bøger

Jeg har flere naboer og lokale, der kommer i mit lille "antikvariat" med engelske bøger og finder en bog at læse, og så kommer vi naturligt nok ofte i snak om gode bøger.

Én af dem fortalte mig om "Pestlægen" af Søren Marquardt Frederiksen, og den lød vældig spændende - også fordi den foregår i mit nye "lokalområde", nærmere betegnet den nærliggende by Nakskov og Halsted, hvor jeg bor.

Jeg har altid elsket historiske romaner af enhver slags, og denne bog foregår i det 17. århundrede, hvor pesten tit kom til egnen og tog en stor procentdel af befolkningen med sig på sin uhyggelige færd. Uha, det var grumme tider.

Jeg har selv her efter julemåneden fået fred til at genoptage mine egne skriverier, og næste rejsebog er i fuld gang. Men ind i mellem tager jeg mig altså tid til at læse - for jeg husker Stephen Kings ord: "For at blive en god forfatter skal man læse meget og skrive meget".

Sådan er det...

Glædelig julefred

Efter juletravlhed i butikken og "Den engelske julekalender" på min anglofile blogside er det helt rart med den julefred, der nu har sænket sig over det lille hjem.

Jeg må indrømme, at jeg var lidt bekymret over tanken om at holde den første juleaften uden min mor - men det gik nu bedre end forventet.

Hovedårsagen var nok den lille hund, der juleaftensmorgen vækkede os klokken fem ved at være syg. Han havde åbenbart/måske/sandsynligvis spist et eller andet, hans mave ikke kunne lide - og mens han før har kunnet løse det selv ved at spise lidt græs og "sove den ud", så var han denne gang helt oppe at køre.

Han ville hele tiden ud i haven og spise græs, fordi han instinktivt vidste, at det kunne hjælpe - men der er forskel på at spise lidt græs og så nedlægge hele græsplænen. Han blev ved - og det var koldt, så jeg var bekymret for ham.

Ved formiddagskaffen blev jeg enig med min rare mand om, at vi lige skulle ringe til den lokale dyrlæge og høre, om han havde et godt råd. Han mente, at jeg lige skulle komme forbi med Gussi, så han kunne kigge på ham, og så fik den lille hund noget beroligende og styrkende til maven.

Og det hjalp heldigvis. Den lille hund smilede fra øre til øre, da vi kom hjem - sådan som han altid gør, når han er glad - og så gik vi alle tre en god lang tur.

Vi havde besluttet at dele julepakkerne op (der var sjovt nok fælles pakker fra nissen og julemanden også, så det kunne da blive til lidt...). Den første halvdel fik vi til eftermiddagskaffen i går, og den anden til formiddagskaffen i dag. Det var vældigt hyggeligt og gav os god tid til at nyde gaverne.

Bagefter lavede vi i fællesskab verdens nemmeste juleaftensmad (med en lille frilandssteg, der passede sig selv, brunede kartofler og Irmas købesovs) - og desserten ændrede vi til risalamande-eftermiddagsdessert 2. juledag. Jeg (eller rettere min mave) er alligevel ikke god til desserter i kombination med flæskesteg - og juledesserten kan fint gå for at være en "flødekage til kaffen". Der er alligevel ikke nogen mandel i, for med kun to personer kniber det lidt med overraskelses-elementet... ;-)

Alt i alt blev det en ganske hyggelig - omend lettere psykisk udmattende - dag. Og bekymringerne over hunden overskyggede i en vis grad savnet af mor. Sådan er der måske en mening med alt...

En god udsigt

Når jeg står og pakker bestillinger fra min netbutik, kan jeg kigge ud i haven imens. Det er ikke nogen tosset udsigt, og jeg står og hygger mig med "pakkeriet".

Lige nu er der ret meget liv i haven. Store flokke af trækfugle kommer forbi med jævne mellemrum, for der er gode fuglelokaliteter i nærheden. Fasanerne spankulerer omkring; spurvehøgen drøner rundt, og jeg ser ofte store musvåger lande i træerne. Uglerne ser jeg derimod aldrig, men jeg hører dem om aftenen, og der er mange af dem - til Gussis store fortrydelse, for af en eller anden grund kan han ikke lide ugler.

Gærdesmutten har fået den idé, at den smutter (!) ind på badeværelset, når vinduet står åbent. Jeg ved ikke hvorfor, men den har gjort det flere gange nu - måske synes den, at der er lunt og rart derude, eller også er den bare nysgerrig. Den har ikke noget problem med at finde ud igen, åbenbart... den lægger bare et visitkort, så jeg kan se, at den har været der... :-)

Hvem bestemmer lige her...?

Selv om Gussi ligner uskyldigheden selv, så er han en lille beregnende sag.

Der er ingen tvivl om, hvem der bestemmer de daglige gåtures rute - og det er sjældent mig! Gussi har en fantastisk evne til blid manipulation - ikke noget med at trække afsted; han bruger list i stedet for.

Hvis han vil over vejen, stopper han op og stirrer intenst på den anden side. Han ved godt, at han ikke bare må gå over, men man forstår vel hentydningen?!

Hvis han vil i en anden retning end jeg, går han ind foran mig og stopper op - og når nu vi ER stoppet, så kan vi jo lige så godt dreje af, ikke sandt?!

Men selv om nogle hundeejere sikkert vil vånde sig, fordi jeg lader hunden bestemme, så gør jeg det, fordi det morer mig. Jeg beundrer hans opfindsomhed og snedighed, når der er noget, han vil - og jeg ved også godt, at han lystrer, hvis jeg virkelig får den "strenge" stemme på. 

Så han får lov... også fordi han er så god til at finde på nye ruter, vi ikke har prøvet før.

Vores engelske hus i bogform

Jeg har slet ikke fået fortalt om min seneste udgivelse her på bloggen.

"Vores engelske hus" er min første paperback bog, og i den fortæller jeg om Hollymount, som vi var de lykkelige ejere af i en årrække. Om alle de glæder og udfordringer det førte med sig, om besøg i historiske huse, byer og haver i nærheden og om livet ude på landet i Midtengland.

Forsideillustrationen er så fint udført af John Folkmann, og af den kan man tydeligt se, at vores hus ikke var helt almindeligt. Den oprindelige del gik helt tilbage til det 17. århundrede, og beliggenheden var ganske fantastisk - som man også har kunnet se på de billeder, jeg i tidens løb har delt her på bloggen.

Bogen kan købes hos landets boghandlere og i min egen netbutik...

En let opstrammer

Som den opmærksomme vil se, har jeg "strammet" lidt op på min blogside. Billederne er blevet lidt større, og siden er blevet lidt bredere - ja, sådan håber jeg i hvert fald, at det også virker på andre computere end min... ;-)

Det med de større billeder skyldes især mine forhåbninger til fremtiden - for jeg regner selvfølgelig med at få en masse at vise og fortælle om. Der er mange ideer i planlægningskalenderen, og de fleste drejer sig om oplevelser og rejser... :-)

Tågedage

Vi har tågedage i øjeblikket. I hvert fald delvist. For mens dagen starter med gylden sol på de visnende blade, så går vejret over i tåge om eftermiddagen. Tæt tåge, der næsten skjuler omgivelserne.

Men på en måde er alt det grå så spændende at gå tur i. Vi trasker rundt i det fugtige græs her på godset - hunden er i sit es og på sporet af et-eller-andet, og jeg går rundt og nyder synet af de tilslørede omgivelser.

Hvorfor det tiltaler mig, ved jeg ikke. Umiddelbart afspejler tågen mit humør lige nu, for jeg savner min mor og er traurig og trist. Men på et tidspunkt letter tågen - både udenfor og "indenfor" - sådan er det jo...

Ny bog: AUTOCAMPERLIV - på tur i Sydengland

Så er min nye bog kommet fra tryk. AUTOCAMPERLIV - på tur i Sydengland er en rejsebeskrivelse, som man kan  følge "i sporene af", hvis man har lyst.

Jeg håber, at denne form for bog kan give inspiration til mange - både til dem, der går og drømmer om en sådan tur i autocamper - hvad enten den er ejet eller lejet - og også til dem, der bare kunne tænke sig at tage turen i almindelig bil. For trods titlen er det bestemt også en mulighed.

Bogen er fyldt med billeder og beskrivelser af haver, huse og områder - meget i stil med mine ANGLOFILIA udgivelser. Og så er det en "soft cover" bog, der er nem at have med på rejsen.

Den glade tegning på bogens omslag er frembragt af min rare og dygtige grafikermand, John Folkmann.

Bogen kan købes lige her - og på min side Autocamperliv kan du se de links, der er knyttet til bogen.

Hvad parasollen gemte...

Vi købte os en stor, sort parasol her i varmen, og den har været rigtig god. Det er der så åbenbart også andre, der synes - for når jeg slår den op om morgenen, dukker der gerne adskillige natsværmere, edderkopper og andre insekter op, der har bosat sig dér siden sidst.

I morges var det dog et lidt større dyr, jeg fik i hovedet - nemlig en lille flagermus. Den bumsede via mig helt ned på flisen, og jeg var bange for, at den var kommet til skade.

Det var den heldigvis ikke. Da den havde sundet sig lidt, fløj den rundt i haven, og jeg regnede med, at den fandt et godt træ. Men nej, den ville altså hen til "sin" parasol igen, så jeg måtte pænt slå den sammen.

Nu sidder den så dér - indtil i aften i hvert fald. Og det skal den selvfølgelig have lov til - jeg kan altid sætte mig ned i skyggen af træerne...