lørdag den 21. marts 2020

Hyggelig påske

Da jeg stod og pakkede pakker med påskeservietter, blev jeg fluks bragt tilbage til min barndoms påsker, som altid var noget så hyggelige.

Vi boede i en toværelses på Frederiksberg - mig og mine forældre. Vi havde ikke meget plads, men det var aldrig noget problem - og jeg havde den skønneste barndom i lejligheden på fjerde sal med udsigt til Lindevangsskolen.

Påskemorgen listede jeg op og ud i køkkenet for at sætte vand over til te og tænde gasovnen, så jeg kunne varme de indkøbte "Gunnar Nu" gifler (det hed de!). Når jeg havde sat vand over til æg og skåret rugbrød på den gammeldags brødmaskine, dækkede jeg bordet fint med påskedug, påskeservietter og små kulørte kyllinger, og når alt var klart, vækkede jeg mine forældre.

Så sad vi længe over morgenmaden iført badekåber og snakkede om alt og ingenting, før min mor og jeg åbnede de papæg, der var indkøbt til lejligheden - fyldt med lækre chokolader og likøræg. Det var luksus i en tid, hvor man ikke fik den slags så tit.

Jeg holder stadig af traditionen med at pynte påskebordet med blomstrende forårsgrene, påskedug og påskeservietter - og så må jeg se, om der vanker et ganske lille marcipanæg, selv om vi gør vores bedste for at spise sundt... ;-)

fredag den 20. marts 2020

Hip hurra...!

I dag har min allerbedste livsledsager og ven fødselsdag. Og selv om vi bare fejrer det i tosomhed, så bliver der alligevel fundet på og hygget igennem - især senere i eftermiddag, når arbejdsopgaverne kan sættes på pause.

Siden vi var unge, er fødselsdage og andre mærkedage ofte blevet til "overraskelsesdage". Nogle dage har været mere "overraskende" end andre, for vi må selvfølgelig tage hensyn til arbejde og andre ting, men der har været mange sjove oplevelser.

I disse dage er vi naturligt nok bare hjemme, men med lidt "hittepåsomhed" kan der sagtens komme noget godt ud af det. Lige om lidt går jeg ned i køkkenet for at frembringe noget lækkert, der kan bruges til eftermiddagskaffen.

Jeg siger ikke, hvad det er ;-)

tirsdag den 17. marts 2020

Livet er som det plejer... næsten...

Hos os er der ikke meget, der har forandret sig - og dog...

Vi har jo arbejdet hjemmefra i årevis, så ingen ændringer dér. Vi har lige så travlt, som vi hele tiden har haft - jeg sender dog nok lidt flere pakker end normalt lige nu...

Forandringerne ligger mere i de små ting. Når jeg afleverer pakker, kører jeg ikke længere ind til byen, men vælger at sende fra pakkeboksen, hvor jeg kan stå - med handsker på - og sende afsted i fred og fri luft. Eller jeg vælger den lille lokale Dagli'Brugs, når jeg ved, at der er mere eller mindre tomt.

Det samme er tilfældet, når jeg køber ind. I forvejen får vi det meste leveret - det gør vi altid, fordi vi har travle arbejdsdage. Men de få ting, der mangler, bliver købt i selvsamme Dagli'Brugs, når jeg alligevel afleverer pakkerne. Så lurer jeg ud af øjenkrogen, om der er kø ved kassen - og venter lidt, hvis der er.

I går gik jeg en lang tur med hunden langs havet, og vi mødte kun ganske få. En familie fandt sten i vandkanten og vinkede, da jeg gik forbi. En pige gik oppe på stien, da jeg selv stod nede ved vandet, og vi smilede til hinanden på afstand.

Så her er det indtil videre kun de små ting, der har forandret sig... og måske er det netop de små ting, der kan gøre forskellen. Små ting som at passe på hinanden og tage hensyn ved at holde afstand.

søndag den 15. marts 2020

Planer er til for at blive ændret...

Egentlig skulle vi have været på vores tomåneders forårstur til England med campingvognen om halvanden uge, men det skal vi så ikke alligevel. Heldigvis kunne vi aflyse vores bestillinger og have de betalte ophold til gode til en senere lejlighed, og den vil jeg så glæde mig til.

I stedet er jeg gået i gang med at lægge planer for alt det, jeg kan foretage mig herhjemme, indtil det bliver muligt for at tage turen Danmark rundt i stedet for:

1. Læse nogle af de bøger, jeg forkøbte mig på på sidste tur. (Man må godt hamstre bøger!)

2. Kaste mig over det flotte malersæt, jeg fik af John i julegave. (Elsker at male!)

3. Spille spil af forskellig slags. (Elsker at "banke" John).

4. Skrive min næste bog færdig (har lige færdiggjort én og er i fuld gang med nummer to).

5. Øve mig på at fremstille de små videofilm, som jeg ville have lavet på turen. (Sjovt!!)

6. Prøve flere af de gode brødopskrifter, jeg i årevis har samlet sammen. (I dag: valnøddebrød)

7. Gå lange ture (til glæde for Gussi og vægten)

8. Eksperimentere med flere sunde retter. (I går: Stegt selleri, og det smagte bare så godt!)

Jeg kan uden det mindste besvær forlænge listen, men jeg ved, at jeg har rigeligt med punkter allerede....

torsdag den 23. januar 2020

Man skal være glad

I går var jeg i Storstaden med en veninde og skulle blandt andet en smut i IKEA. Mens jeg stod og kiggede på en skærm for at finde den ønskede vares placering, kom jeg til at overhøre en samtale mellem to mænd af anden etnisk herkomst end dansk.

Den ene sagde noget uforståeligt, men den anden kom klart igennem:

"Jamen man skal være glad! Lige meget hvad så skal man være glad! Jeg er så GLAD, når jeg får min lønseddel hver måned. Også selv om jeg ser, hvor meget jeg betaler i skat. Jeg er bare så glad, fordi jeg overhovedet får én!"

Jeg smilede for mig selv. Sådan er det nemlig...

Da vi kørte sydpå på vej hjem, kom vi til at sidde i myldretidsbilkø. Og, som jeg sagde til min veninde: "Man skal være glad. Glad for at sidde her i en bil. Glad for at man har én".

Sådan er det nemlig.

Man skal i det hele taget være glad for livet. Glad for at man har ét...

fredag den 3. januar 2020

Naturens lysshow

Her er ikke meget lys hernede på Lolland, hvor vi bor. Ikke andet end det, vi selv tænder i hvert fald. Og det betyder, at "naturens lysshow" i form af stjernehimler, stjerneskud og magiske fuldmåner fremstår tydeligt og uhindret... medmindre det er overskyet selvfølgelig.

Ofte har vi stået uden for vores hus og set stjernerne falde om ørerne på os - sådan føles det af og til - og ofte har jeg gået ud med hunden i et næsten hvidt, fortryllende fuldmåneskær.

I aften håber jeg endnu en gang at få en god naturoplevelse; i hvert fald fortæller DR, at der i aften/nat er et kæmpe stjerneskudsshow - så jeg må pakke mig, John og hunden godt ind og bevæge os ud i den lollandske nat...

onsdag den 1. januar 2020

Godt nytår!

Et nyt år er begyndt, og vi kom ind i det på en særdeles fredsommelig måde. Vores nytår har altid været en ret stilfærdig affære, for fyrværkeri er ikke noget, vi spilder penge på. I stedet gik vi i køkkenet sammen og lavede dejlig mad.

Juleaften fik vi maden udefra, og det, som vi havde høje forventninger til, var lidt af en skuffelse. Så vi besluttede os for at lave en alternativ nytårsmeny selv, og det gjorde vi.

Jeg har altid været glad for grøn mad, og Kirsten Skaarups bøger - og nu hjemmeside - har været en fast følgesvend siden 90'erne. I går var det også hendes udmærkede opskrifter, vi benyttede os af, da vi lavde "fiskefilet med hjemmelavet remoulade" til forret og "tærte med squash og oliven" til hovedret. Vi havde tænkt på rødbedeis til dessert, men vi blev enige om, at vi ikke havde plads til mere i vores maver.

Fiskefilet'erne var egentlig pandestegte pastiknakskiver, og vi synes, at det lød sjovt. Det overraskede mig, at det kom til at smage så "rigtigt", og det er slut med at købe færdiglavet remoulade. Uhm, det var så lækkert. Og da vi lige havde fået en sending økologiske oliven fra Spanien, var tærten et oplagt valg til hovedret.

Bagefter puslede jeg videre med årets julepuslespil, og efter te og en spændende krimi gik vi i seng. Sådan helt hverdagsagtigt. Gussi puttede mellem os, og midnatsfyrværkerilarm hørte vi ikke meget til. Vi sov!

tirsdag den 3. december 2019

Mest for sjov - små håndholdte videoer fra hverdagen

Jeg er blevet ret glad for at indspille små videoer om dit og dat - indtil nu er det blevet til videoer fra butikken med fokus på nogle af varerne og også en præsentation af mine egne personlige julekalendere.

I søndags forsøgte jeg mig som udendørs videofotograf. Vejret var så fint, og jeg havde Gussi med i snor. Det sidste var så min Akilleshæl... for prøv at gå roligt med det lille kræ i den anden ende af snoren...!

Resultatet blev en hel masse hund - set bagfra - og ikke ret meget af omgivelserne andet end siv. Pæne siv, ganske vist... men der er plads til forbedringer.

Så denne video blev kategoriseret som "Mest for sjov", og jeg har på fornemmelsen, at der kommer en hel del i denne kategori. :-)

Hvis du har lyst til at kigge ind på min kanal, kan du finde den lige HER

søndag den 1. december 2019

Den Engelske Julekalender

Så er det igen blevet engelsk jul - for i dag er det den 1. december, og min online julekalender ser dagens lys for 6. gang.

Hver dag frem til jul skriver jeg et lille jule- og britisk relateret indlæg, og hver dag trækker jeg lod blandt de indkomne svar om dagens lille kalendergave, der én for én bliver sendt afsted med posten.

Hvis du vil være med - og det håber jeg da, at du vil - så kig ind på www.anglofilia.info

Første indlæg er klar, og hvis du vil høre min milde røst fortælle om julelegen, så kan du se på min YouTube kanal lige HER

Og mens du er der... så har du mulighed for at kigge på nogle af de andre små videoer, som jeg har frembragt om butikken og de varer, du kan finde dér. Flere videoindlæg om dit og dat dukker op hen ad vejen...

RIGTIG GOD JUL

mandag den 25. november 2019

I julestemning

Min butik er så småt ved at få "juletøjet" på, og juletræet er pyntet og lyser festligt op, mens det elektriske tog kører rundt om træets fod - selvfølgelig lastet med små julepakker.

Jeg prøvede i går at optage en lille videopræsentation fra butikken, og de kommende dage vil jeg optage små håndholdte videoglimt af nogle udvalgte varer. I dag var det julekalendere og i morgen bliver det... noget helt andet. Det er ganske korte film på et par minutters varighed, men jeg håber, at de tilsammen kan give indtryk af udvalget i butikken og ikke mindst hvordan har jeg indrettet mig her på Lolland.

Filmene kan ses på min YouTube kanal lige HER