plants one tree each year
for six years
one native species tree
into native spaces
we can reverse climate change
- and for every breath you take
thank a tree
Diana Beresford-Kroeger
Tryk på billedet og se traileren til en god og vigtig film:
Call of the forest: the forgotten wisdom of trees
Og så er de store nisser kommet frem. Det er de nissefigurer, som jeg købte i en årrække sammen med min mor, for der lå en butik i Helsingør, der havde mange af dem.
Vi tog tit til Helsingør i december, for der var så hyggeligt. Så fik vi lidt frokost et sted og æbleskiver og gløgg et andet sted... og der blev købt julegaver og lidt med hjem til vores "bedre halvdele" derhjemme.
Vi skulle altid lige slutte af i den dér nissebutik, der egentlig var en gavebutik (jeg tror ikke, at den ligger der mere). Og så kom det svære valg: HVILKEN af de søde nisser skulle med hjem.
Vi købte én hver, og det samme gentog sig de følgende år - og da jeg nu har arvet min mors, har jeg en mindre nisseflok. Det dansende par er desværre blevet lidt rustne - det bliver vi jo alle med alderen - men ellers er de lige så fine, som dengang de blev købt.
Og jeg glæder mig over dem hvert år, for juleminder behøver ikke at være gamle for at være gode.
I mit barndomshjem stod den kæmpestore julekasse oppe i det allerøverste skab i entreen. Det krævede en høj far på en stige, når den skulle tages ned, og derfor var den helt ude af rækkevidde for en anden én de 11 måneder af året.
Men når det blev december... så blev kassen hentet ned, og det var et fortryllende øjeblik. Sammen sad vi og pakkede andægtigt ud: De store julekugler fra bedstemor og bedstefar; glasfugle og klokker og små trompeter, flettet pynt fra tidligere år - for slet ikke at snakke om lametta. Kan I huske det?
Sølvlametta var altid det, der kom næstsidst på træet. Små håndfulde blev hængt hist og her fra grenene, og til allersidst kom lysene. Ikke elektriske lys - det brugte man ikke dengang - men små hvide lys i grønne metalholdere, der blev anbragt meget omhyggeligt, så lysene ikke ville antænde hverken papirpynt eller lametta.
Men alt det kom først i brug den 23. december. I starten af december var det kravlenisserne, der kom op, og de fik lov til at kravle, hvor de havde mulighed for det, og bagefter fulgte den store Gubbe - det var den fine gamle sprællemand, som bedstefar i sin tid havde samlet og skrevet navn bagpå. (Han elskede Norge og tænkte nok på Dovregubben, da han gav sprællemanden sit navn).
Den sprællemand har jeg endnu. Den gik netop i arv fra min mor, og den kommer op at hænge som det første...
Den første låge er åbnet og 23 følger efter i de kommende dage. Kig gerne ind, hvis du vil være med :)
PS. Billedet er fra ét af de puslespil, jeg har i butikken lige nu.
Jeg har aldrig i hele mit efterhånden ret lange liv været indehaver af en adventskrans!
I mit barndomshjem brugte vi bare ikke den slags - jeg aner ikke hvorfor - så derfor er det måske meget naturligt, at jeg i mit voksenliv heller ikke gør det.
Vi var til kalenderlys, var vi. Hvert eneste år blev et kalenderlys indkøbt, og hver eneste dag i december frem til jul blev lyset tændt. Ve den, der glemte at slukke det, når datostregen blev nået! Det kunne ske, at vi brændte et par dage af ved en forglemmelse, og det var nærmest helligbrøde.
Så nej, desværre. Første søndag i advent er for andre end mig, men kalenderlyset står klart, så det kan blive tændt tirsdag morgen. :-)
Jeg har faktisk flere at vælge imellem.... Naturen er én af dem - og klassisk musik er en anden.
At sidde med tæppe om benene på en blæsende kold aften og lytte til nogle af de smukkeste toner, som mennesker har frembragt... så genfinder jeg troen på, at der findes anstændighed og kærlighed i de tobenedes verden.
Selvfølgelig gør der det!
Heldigvis gør der det! 💗💗💗
Tryk på billedet og hør smukke toner...
Jeg er ikke til fine prydhaver, men til frodig natur med plads til alle de dyr, der har lyst til at komme og være der. Jeg kan ikke forestille mig noget bedre end gode venner i form af fjedrede og pelsede kræ - og gode venner skal have det godt!
Huset ligger lige over for Kong Svends høj - Danmarks næststørste jættestue - så det er et område med historie og smukke herregårde i nærheden. Blandt andet herregården Pederstrup med Reventlow-museet, som jeg næsten kan vinke ned til.
Vi flytter først til 1. marts, så jeg er her, hvor jeg er nu, indtil da...
I denne tid har vi ekstra meget behov for alt det hyggelige, der hører julen til - og derfor sidder jeg altså lige nu med Michael Bublés julesange i computerens højttaler, mens jeg lægger julekalendere ind i min netbutik.
Det er ikke nogen tosset måde at arbejde på... :-)
Og derfor vil jeg - i al beskedenhed - sætte fokus på mine egne bøger. I dag er det bogfestivalens sidste dag, og min sidste bog er... selvfølgelig havde jeg nær sagt... julebogen.
Læs om juletraditioner, juleglæder, historie og personligheder og få samtidig inspiration til fremtidige besøg i Storbritannien.
Fra bibliotekets lektørudtalelse:
Er du begejstret for England og i særdeleshed den engelske jul, så er denne bog den rette for dig. En smuk udgivelse om engelsk jul, for anglofile og andre juleglade…
Du kan høre mig læse et af afsnittene op lige HER
Alle mine bøger kan ses på forlagets side: www.prunella.dk
Og derfor vil jeg - i al beskedenhed - sætte fokus på mine egne bøger. I dag omtaler jeg min seneste bog - paperbackbogen "Floder, får og gyldne huse".
Englænderne kalder det ”armchair travelling” – altså rejser fra lænestolen – og jeg kalder det ”Rejs med Mia”. Det er lidt det samme og betyder i virkeligheden bare, at man kan sidde hjemme i sin lune stue, mens man tager med på tur.
Denne gang har vi taget turen i autocamper og kører fra Kent i det sydøstlige hjørne af England til Cotswolds-området – det er dér, de har de gyldne huse – og videre til Wales. På vejen retur kommer vi blandt andet til Worcester og Warwick, før vi slutter af med at besøge ”Barnaby-land” og nogle af Englands mest spændende historiske huse.
Undervejs fortæller jeg om stederne, naturen, haverne og byerne – iblandet lidt småsnak med folk, vi møder undervejs.
Fra bibliotekets lektørudtalelse:
En rejsebog, der oser af en god lænestol, tæppe, te og hygge! Forfatteren skriver varmt og indlevende og giver læseren følelsen af at være med på turen, der foregår i et dejligt afslappet tempo.
Alle mine bøger kan ses på forlagets side: www.prunella.dk
