Små fremskridt...

Det har været en hård omgang med vores flytning. Det er det selvfølgelig altid, men for os er en flytning i virkeligheden tredobbelt, fordi vi både har kontorer, netbutik og så den private del. Det er sammenlagt rigtig MANGE ting!

Og alle tingene har det med at være placeret i den forkerte ende af huset, så vi bærer hele tiden... op og ned, ud og ind, fra A til B og retur igen. 

En udfordring har også været, at vi har købt et hus uden skabe. Så min rare mand har sat køkkenskabe op og er i fuld gang med at samle skabe i mit kontor - og når det er gjort, skal vi have bygget et "walk-in" skab i soveværelset. Ikke sådan et luksuriøst ét med spejle og plads til 50 par sko... men bare et lille praktisk ét, der ikke tager plads op i soveværelset.

Men heldigvis sker der hele tiden fremskridt, og det er så dejligt. Køkkenet er blevet rigtig hyggeligt med de nye skabe; stuen er nu forsynet med en skøn hjørnesofa, og mit showroom er... nå ja, om ikke færdigt, så i hvert fald overskueligt... ;-)

Det er en lettelse, hver gang en flyttekasse bliver tømt og sat væk, og hver gang ting finder deres endelige plads. Sådan som det kan ses på "før og efter" billederne her.

Næste punkt på dagsordenen bliver istandsættelse af soveværelset, så vi slipper for at sove i spisestuen... Men alt kommer til den, der kan vente...

Et hus med et navn...

Ingen steder i købspapirerne stod der noget om, at vores nye hus har et navn. Det opdagede jeg ved en tilfældighed, da jeg studerede nogle gamle kort.

Og forleden fandt vi de skilte, der på et tidspunkt har siddet på huset. De blev nok taget ned i forbindelse med renoveringen af alt det udvendige, men jeg synes, at vi skal have et navneskilt sat op igen.

Indvendigt har Sofienborg stadig en del af det gamle bindingsværk, så dér kan man godt se, at årstallet passer.

På mange punkter minder huset om vores engelske hus, der også havde et navn. Og jeg tror, at det netop er ligheden mellem de to, der gør mig så glad for det.

Den kærlighed...

Om få dage er det Valentins dag, og hvis man hører til den romantiske type, burde man måske recitere et lille digt... ;-)

Et af de mest gribende kærlighedsdigte, jeg kender, er skrevet af en kvinde - nemlig Elizabeth Barrett-Browning. Hun forelskede sig i Robert Browning, men da hendes far var imod forholdet, giftede de to sig i al hemmelighed og flyttede til Italien. Parret levede lykkeligt sammen i 15 år, før Elizabeth døde i sin mands arme. 

"How do I love thee? Let me count the ways.

I love thee to the depth and breadth and height

My soul can reach, when feeling out of sight

For the ends of Being and ideal Grace,

I love thee to the level of everyday's

Most quiet need, by sun and candle-light.

I love thee freely, as men strive for Right;

I love thee purely, as they turn from Praise.

I love thee with the passion put to use

In my old griefs, and with my childhood's faith.

I love thee with a love I seemed to lose

With my lost saints, - I love thee with the breath,

Smiles, tears, of all my life! - and, if God choose,

I shall but love thee better after death."

To udsigter...

Vores to kontorer ligger på første sal, og fra min rare mands vindue er der en fantastisk udsigt. 

Det vil sige... der VAR en fantastisk udsigt, for i går havde sneen og tågen dækket det meste. 

Fra stuen er der dog stadig noget at se - vi har stillet min fine fuglestation (det hedder den!) op, og blot fem minutter efter kom den første gæst på besøg - en yndig sortmejse. Snart myldrede det med fugle af alle slags, så nu fylder jeg op med frø og godbidder dagligt.

Når jeg holder pauser i malearbejdet, står jeg og falder i staver ved vinduet. Ser ud på de travle fugle og den dejlige, snedækkede have og videre over til min genbo, den gamle jættestue. 

Jeg tror, at jeg kommer til at holde rigtig meget af dette sted...

Der kom en bog med posten...

Forleden kom der en pakke til mig, og da jeg åbnede den, indeholdt den bogen her. Jeg aner ikke, hvem der er den glade giver - men hvem det end er, så siger jeg tusind, tusind tak. Det var da en utrolig sød gestus :-)

I juleferien fortalte jeg om det puslespil, som jeg fik af min rare mand i julegave. Motivet var fra det franske slot i serien "Han, hun og drømmeslottet" på TV2 play, som jeg har fulgt med stor fornøjelse.

Og bogen her handler netop om det par, der ejer slottet. De fortæller - kan jeg læse bag på bogen - om deres søgen efter det sted, der skulle være deres og om deres første år som slotsejere. 

Jeg glæder mig virkelig meget til at læse den, og når vi kommer frem til marts, og den store flytteproces er overstået, kan jeg igen slappe af og nyde det.

Jeg kan tydeligt forestille mig nogle dage i min hyggelige stue med ild i pejsen, te i koppen og så denne bog i hænderne. Åh, det bliver bare så godt!

En anderledes fødselsdag

I dag har jeg fødselsdag, og som sædvanligt er "min dag" hundehamrende iskold! Jeg mindes alle de år, hvor vi har haft gode intentioner for en hyggelig fødselsdagsudflugt og er endt med et skynde os hjem i varmen i stedet for...

I år er alting anderledes. Vi har skam ikke tid til udflugter, og vi skal ikke hygge i varmen...!

For vi har fået hus. Vi fik nøglerne for et par dage siden, og siden har vi gået og "puslet" i de nye omgivelser... iført termotøj og ørevarmere, for der er næsten lige så koldt inde som ude. 

I øjeblikket er der kun to brændeovne som varmekilde, så vi har sat de olieradiatorer op, som vi havde fra min tidligere butik i Lynge, og de kan lige få temperaturen op til over frysepunktet. Og så ser vi ellers frem til den varmepumpe, der er bestilt og bliver installeret om nogle dage. 

Men bortset fra det glæder vi os over alle de dejlige ting, der er ved huset: En skøn beliggenhed, en kæmpestor grund, hyggelige stuer, dejlige kontorer og - når varmepumpen kommer op - et stort, fint lokale til min butik. 

Der er meget mere end det, men det vil jeg fortælle om hen ad vejen. Lige nu vil jeg fejre min fødselsdag med morgenmad og (varm) kaffe... :-) 

Minimalistisk samler

Forleden blev jeg spøgefuldt betegnet "minimalist", fordi jeg sagde, at jeg foretrak små boliger - både hvad angik huse og autocampere.

Og jeg smilede for mig selv, fordi jeg tænkte på alle de ting, jeg går og pakker ned nu. Måske er jeg ikke lige så minimalistisk, når det angår ting... 

Men man kan vel godt sige, at jeg er en minimalistisk samler. Jeg samler for eksempel på tepotter, men kun så mange, som der kan stå øverst på mine reoler. Hvilket vil sige ni stykker. Hvis jeg falder for en tepotte, som jeg bare må eje... så bliver det i stedet for én af de andre.

Det samme gælder smukke kagedåser og kander. Jeg har en hylde til sidstnævnte, og når den er fuld - sådan på en pæn og ordentlig måde - så kommer der ikke flere kander til.

Jeg synes, at det er en hyggelig måde at være samler på. Den eneste undtagelse er bøger... med dem kender jeg absolut ikke begrænsningens kunst... :-) 

Vi smøger ærmerne op

Selv om vi har mest lyst til at fortsætte decembers vinterferie og bare kalde det "januarferie" - så er der ingen kære mor. Vi skal jo i gang, og derfor er vi så småt begyndt det tilsyneladende endeløse arbejde med at sortere, kassere og pakke ned. 

Den eneste fordel ved at flytte er, at man får ryddet ud og ryddet op. Man starter på en frisk på en måde - for de ting, der kommer med denne gang, er de ting, som har betydning. Det er så lidt skræmmende, at så mange ting har betydning... for mig i hvert fald.

Én af de ting, jeg har lidt svært ved at skille mig af med, er min mors samling af "Lilliput Lane" huse. Vi gav hende på et tidspunkt ét, fordi vi syntes, at de var så søde - og hun blev så begejstret for dem, at hun selv købte et eller to, hver gang hun var med os på rejse til England.

Det blev til en del, og det er jo så en bekræftelse på, at vi havde rigtig mange skønne og dejlige rejser sammen. Og jeg har besluttet mig for at sælge de fleste huse, men dog beholde nogle af de allersødeste, der kan stå på en hylde og minde mig om dem...

Min lille naturpark

Helt tilbage i 2013 skrev jeg en ønskeseddel her på bloggen. Jeg skrev, at jeg inderligt ønskede mig et sted, hvor jeg kunne plante natur og skabe et lille dyrereservat. 

Det sted har jeg fundet nu; der er næsten to tønder land, og jeg glæder mig rigtig meget til at plante træer og buske og alt det, der skal være ind i mellem. Til at forvandle en græsmark til en skovhave - eller i hvert fald noget, der ligner, for det skal være en skovhave med stor forskellighed.

Jeg håber, at I har lyst til at følge med i projektet. Det er ikke noget, der kommer til at ske hurtigt... for ting tager tid, og det gælder i høj grad natur. Økonomien kommer også ind i billedet, for mit plantebudget er ikke stort - og det er min energi heller ikke...

Men det bliver sjovt, tror jeg. Og jeg håber, at det vil lykkes mig (os) at skabe et lille naturparadis for dyr af alle slags. Iblandet skøre påfund, som der skal være plads til, for det må også gerne være en legeplads for voksne... :-) 

Perfekt start på et nyt år

Hver eneste nytårsdag i hele mit efterhånden pænt lange liv har jeg set nytårskoncert fra Wien. I år foregik den uden tilskuere, og mens det var ret mærkeligt med alle de tomme rækker, så var koncerten på sin egen måde lige så dejlig, som den altid har været.  

Jeg sidder ikke pænt stille, når der er nytårskoncert - jeg deltager ret aktivt i den. Jeg dirigerer, klapper, nynner med og laver små dansetrin sammen med de yndefulde dansere, og min rare mand ser mildt overbærende på mig. Men han er vant til min begejstring, og inden længe klapper han selv med til Radetzkymarchen.

Musik har stor betydning for mig, og jeg er så ganske enig med dirigenten Riccardo Muti, da han i sin lille tale henstillede til verdens ledere, at de skulle prioritere kultur og dermed også musik. Musik er et fælles sprog for os alle, og det er et sprog, der taler til følelserne. Det er kærlighedens sprog.

Vi trænger helt sikkert til musik og kærlighed i denne tid, så for mig - og sikkert mange andre - er den skønne nytårskoncert den perfekte start på et nyt år.

"The weapons of the musicians in this room are instruments, instruments laden with flowers"

Riccardo Muti