For eksempel når en ganske speciel rose blomstrer uden for mit hus. Det gør den hvert år i juni, og når jeg ser den særprægede laksefarvede blomst lyse derude, dukker sorgfuldheden op igen. For jeg plukkede sådan en rose, da jeg skulle besøge min far på hospitalet. Den blev anbragt i en vase og stillet på hylden foran hans seng, så han kunne se den. Og den rose blev det sidste, han så.
Den 31. januar var det hans fødselsdag, og når vi nærmer os den dato, dukker sorgfuldheden op igen som en lille orm, der begynder at gnave. Selv om jeg prøver at holde den nede, lader det sig ikke altid gøre, men jeg gør mit bedste for at tænke på nogle af de gode oplevelser. Der er heldigvis mange at vælge imellem.
Da jeg var helt lille, arbejdede min far i en storbanks hovedsæde. Af og til var han på arbejde om søndagen, og sommetider kom jeg med. Hovedsædet lå i en af Københavns smukkeste bygninger, og der var så mange fine ting i alle de imponerende rum. Min far viste mig rundt, og jeg var dybt betaget. Der var tykke gulvtæpper overalt, der hang flotte guldmalerier på væggene, og møblerne var selvfølgelig af den eksklusive slags.
Mens min far arbejdede, listede jeg rundt på opdagelse i de affolkede kontorer. Man kunne sagtens blive væk i det enorme hus, men jeg vidste, at jeg bare kunne ringe til det nummer, der var min fars, så ville han komme og finde mig. Jeg var en meget velopdragen lille pige (jo, såmænd – dengang), så jeg rørte ikke ved noget, men kiggede bare andægtigt. Der var lidt Alice i Eventyrland over det – dog uden kaninhuller og Mad Hatters.
For min far var det bare en søndag på arbejde; men for hans datter var det en eventyrlig oplevelse uden lige – og sådanne oplevelser glemmer man heldigvis aldrig.
9 kommentarer:
Dejligt med de gode minder, og at du stadigvæk husker dem så tydeligt Mia, ja sorgen kan selvfølgelig gnave, men det er en rigtig god ide at mindes din far i dejlige stunder, det lindrer trods alt lidt, formoder jeg.
God dag.
Dejligt indlæg Mia. Jeg sidder her og snøfter lidt og det er ikke kun fordi jeg er forkølet, men fordi jeg også har mistet min far og stadig savner ham. Han døde altfor tidligt i 1995 og det føles jo næsten som et liv siden. Men han er meget levende her i mig og jeg har mange gode minder. Og mange af de egenskaber, jeg nu gør brug af og dyrker, det er noget, jeg har "arvet" fra ham. Glæden ved at læse. Sprog. Det kreative ...
Så jeg håber, at han ser mig og ved, at jeg har det godt! :)
Ha' en dejlig dag hos dig.
Det er meget smukt at læse, Mia. Jeg forstår så godt denne sorg, der ind imellem dukker op, fx ved at se den specielle blomst lyse op. Sådan har jeg det, når jeg ser en rødtjørn i blomst - det var min mors yndlingstræ. Jeg går stadig rundt som katten om den varme grød når det gælder min fars ting, der ligger i store bunker her efter hans død for et år siden.
Jeg tror aldrig, vi kommer over tabet af vores forældre, men man lærer at leve med det. Klem og rigtig god tirsdag til dig... :)
Hvor smukt at læse...trods den sorg, der også må ligge i at fortælle det.
Sorgen over at miste sine forældre vil på en måde nok altid være der, fordi de har betydet så meget. Og stadig betyder meget herefter. Det er nogle dejlige minder du har om din far, og der er garanteret mange flere, små og store ting, glæder og sjove ting i din bagage.
Tak for dit indblik, som jeg er meget rørt over.
Klem fra
mette
Mia, tak for et meget smukt og rørende indlæg om din sorg. Jeg mistede min lillebror i 1997 og den sorg dukker også stadig op med mellemrum. Ikke længere på bestemte årstider men nærmere når der sker noget i mit lille liv som jeg gerne ville have delt med Søren. På en sær måde trøster det mig at den stadig er der, sorgen, for det betyder også at kærligheden er intakt... Knus
Dejligt at læse om dit smukke forhold til din far:-)
Billedet minder mig om Matador, var det ikke Hans Christian Varnæs der arbejde i en bank? Korsbæk bank, men det var måske samme sted din far arbejde ;-)
Michael: Ja, det hjælper meget at tænke på de gode tider.
Megan: Jeg tror bestemt, at vores fædre ser til os og holder øje med os - og det er en dejlig fornemmelse... ;-)
Madame: Du har helt ret. Man kommer aldrig over tabet - men man lærer at leve med det og glæde sig over de gode minder. Knus
Lavendel: Ja, jeg skrev det i en vemodig nattetime. Sådan nogle kan man have en gang i mellem... ;-)
Mette: Du har ret; der er så mange ting, man gemmer på. Og når det hele bliver lidt for meget og sorgen tager overhånd, så tænker man tilbage på dem og trøstes af minderne. Knus
Annette's Space: Du har så helt ret i det, du siger. Man kan lige pludselig få en så voldsom trang til at dele en oplevelse, at man næsten glemmer, at det ikke længere kan lade sig gøre... Knus
Havehyrde: Nej, det var nu ikke Korsbæk bank, men der var mange lighedspunkter - bare i lidt større udgave... ;-)
Send en kommentar