For eksempel når en ganske speciel rose blomstrer uden for mit hus. Det gør den hvert år i juni, og når jeg ser den særprægede laksefarvede blomst lyse derude, dukker sorgfuldheden op igen. For jeg plukkede sådan en rose, da jeg skulle besøge min far på hospitalet. Den blev anbragt i en vase og stillet på hylden foran hans seng, så han kunne se den. Og den rose blev det sidste, han så.
Den 31. januar var det hans fødselsdag, og når vi nærmer os den dato, dukker sorgfuldheden op igen som en lille orm, der begynder at gnave. Selv om jeg prøver at holde den nede, lader det sig ikke altid gøre, men jeg gør mit bedste for at tænke på nogle af de gode oplevelser. Der er heldigvis mange at vælge imellem.
Da jeg var helt lille, arbejdede min far i en storbanks hovedsæde. Af og til var han på arbejde om søndagen, og sommetider kom jeg med. Hovedsædet lå i en af Københavns smukkeste bygninger, og der var så mange fine ting i alle de imponerende rum. Min far viste mig rundt, og jeg var dybt betaget. Der var tykke gulvtæpper overalt, der hang flotte guldmalerier på væggene, og møblerne var selvfølgelig af den eksklusive slags.
Mens min far arbejdede, listede jeg rundt på opdagelse i de affolkede kontorer. Man kunne sagtens blive væk i det enorme hus, men jeg vidste, at jeg bare kunne ringe til det nummer, der var min fars, så ville han komme og finde mig. Jeg var en meget velopdragen lille pige (jo, såmænd – dengang), så jeg rørte ikke ved noget, men kiggede bare andægtigt. Der var lidt Alice i Eventyrland over det – dog uden kaninhuller og Mad Hatters.
For min far var det bare en søndag på arbejde; men for hans datter var det en eventyrlig oplevelse uden lige – og sådanne oplevelser glemmer man heldigvis aldrig.