To dage i fortiden

Endelig kom autocamperen ud på årets første tur - og det bedste ved den tur var hele to genbesøg i Aarhus' botaniske have og "Den gamle By".

Den ene dag købte vi sandwicher i havens gode café, som vi sad på en bænk og spiste med udsigt til blomstrende buske, og den anden dag fik vi gammeldags mad i Gæstgivergården. Begge dage blev afrundet med eftermiddagskaffe og lækre flødekager i konditoriets have.

Når man har hund, kan man selvfølgelig ikke sidde indenfor, men jeg har været inde og kigge på det fine gamle konditori, der engang lå i Aabenraa. Og jeg nyder synet af butikken udefra, når vi får kaffe og kager serveret i haven lige overfor.

I tankerne bliver jeg ført tilbage til min barndom, hvor vi så mange søndage enten selv havde gæster til eftermiddagskaffe eller besøgte min moster og onkel i Vanløse medbringende flødekager fra bageren i nærheden. 

Det var altid så svært for mig at vælge. Skulle det være en tivolikage, en napoleonskage, en kartoffelkage eller måske et gåsebryst eller en medalje? 

Sjovt nok er det valg ikke blevet meget nemmere med årene... 

Mine gule sole

Nogle af de første blomster i haven er mælkebøtterne, der lyser som små sole nedefra. Jeg bliver så glad, når jeg ser alt det gule - for lyset er velkomment efter en lang vinter, og det gælder uanset om lyset kommer nedefra eller oppefra.

Hver morgen går jeg ud og plukker en håndfuld af de friske mælkebøtteblade, som jeg kommer i vores morgensmoothie sammen med det, jeg ellers har på lager. En god blanding af frugt og grønt fra morgenstunden, og mælkebøtteblade bidrager så fint til det grønne.

For mælkebøtten hører til de urter, som man har brugt i århundreder; det er en kendt helseplante, der blandt andet er god for nyrerne og fordøjelsen. Og hvis man slår plænen med mælkebøtterne i den, eller klipper planten ned efter blomstring, vil der være friske skud sommeren igennem.

Udspring i etaper

Vi har en kæmpelang bøgehæk langs vores vestlige side af grunden, og i skrivende stund står den stadig med brune blade. Det skal siges, at det også må være barskt at være hæk her, hvor vestenvinden skiftes med nordenvinden om at tage fat.

Men i går skete der noget. En bid af hækken - helt umotiveret og midt i - blev grøn og frisk. Men hvorfor lige dén bid? Det kan man (jeg) undre sig over...

Skønt ser det i hvert fald ud, og inden længe kan man vel forvente, at resten følger efter og smider bladene. De skal få lov til at lune hækken om fødderne og blive til god næring - og de blade, der blæser ind i haven, kan dække andre steder.

Ellers er det mest græs, vi dækker med - det gør vi til gengæld flittigt. For det er sådan en god idé at putte planterne under en tyk dyne af klippet græs, der lynhurtigt bliver sprødt som fint hø.

Dels holder det på fugtigheden i jorden, hvad der er ret vigtigt et sted med masser af sol og blæst, og dels giver det mad til regnorme, der kvitterer med den bedste jordbehandling. 

Bar jord er en rigtig dårlig idé - naturen ville aldrig selv have fundet på den. Så hver gang vi slår græs, bliver græsset genbrugt. Til glæde for jorden og dem, der er i den.

Jeg er her endnu...

De sidste måneder er gået med raske fjed... sådan føles det i hvert fald, når dagene bare piler derudad...

Og jeg har svært ved at følge med, synes jeg. 

Så det er endnu ikke blevet til en ny bog, selv om jeg er næsten færdig med én. Til gengæld er det gamle viktualierum blevet forvandlet til et hyggeligt, lille værksted, og bryggerset er blevet malet og sat i stand, så vi også kan bruge det som en slags entre i stedet for den "rigtige", der er forvandlet til bibliotek.

Ganske langsomt gør vi huset til vores. Soveværelset har fået tapet med træer og fugle; køkkenet har fået store køkkenskabe og rødternede gardiner - og nu er vi så småt gået i gang med "haven" (læs: Stormomsuste marker).

Forleden fik jeg et puslespil hjem til butikken - og det er jo lige præcis sådan, min kommende have skal se ud. Bortset fra striberne i græsset, der hos os i stedet er små "øer" af langhåret grønt til glæde for insekterne.

Men masser af bi-venlige blomster; et dueslag - nok mere til pynt end til duer - og så adskillige gode siddegrupper med læ. Først og fremmest læ. Og et sødt dyr at klappe og snakke med - det kan jeg bestemt ikke undvære. I vores tilfælde ikke en kat som på puslespillet, men en kær, ældre fyr ved navn Gussi.

Første led i haveplanen er så småt begyndt. Nemlig en lang pergola foran laden, hvor vi kan sidde under blåregnens duftende blomster og lytte til biernes summen. Om et par år eller tre...

Autocamperliv

Autocamperliv er ikke blot titlen på én af mine bøger - nu er det igen blevet en del af tilværelsen efter en kortere flirt med en sød og hyggelig campingvogn.

Vi måtte erkende, at campingvogne ikke rigtig er os, men det skulle da prøves af. Autocampere har vi haft nogle stykker af, og nu holder den tredje i rækken i indkørslen.

Den er ikke så lang, men føles alligevel stor indvendigt, og sådan én har vi været på udkig efter længe. Der er fint plads til to og en hundeven; der er et forbavsende rummeligt køkken og rigelig med opbevaringsplads og endda et glimrende badeværelse med brus.

Så den er klar, og vi er klar... nu mangler vi bare, at England er klar. Indtil videre bliver vi herhjemme - og det har vi det faktisk ganske fint med... ;-) 

Vi har fået børn...

Vi har ventet med spænding... og NU har det svalepar, der har bygget rede ved vores hoveddør, fået unger.

Og fordi vi - stadig - sover i spisestuen, er de små fugle det sidste, vi ser om aftenen og det første, vi ser om morgenen. På den måde synes man li'som, at man kender dem...

Når jeg sidder i lænestolen ved vinduet om aftenen, kigger den lille rødhagede han nysgerrigt ind til mig, mens han sidder og ordner sig. Hunnen skæver bare ind, mens hun putter sig helt ned i reden og holder ungerne varme.

Allerede ved 4-tiden hører jeg en stille kvitren bag ruden, for den lille familie står tidligt op. Og jeg ligger i sengen og glæder mig over, at vi har givet husly til de to, der i den kommende tid vil proppe deres ungers små næb med masser af myg... ;-)

Mit uperfekte haveliv

Denne buket har jeg plukket i min uperfekte have, der er fyldt til bristepunkte med gratis, vilde blomster... ;-)

Buketten er arrangeret i et gammelt sennepsglas, men trods al den sparsommelighed ser buketten efter min mening aldeles yndig ud!

Et par af blomsterne er honningurt, der dufter vidunderligt - af honning selvfølgelig. Sødt og godt. Og når sandt skal siges, er de ikke helt gratis, for jeg købte 1 kg frø og spredte dem ud på en del af marken for et par måneder siden. 

Nu myldrer det frem med blå skønheder - tydeligvis er til glæde for bierne, der er vilde med dem. Og jeg er vild med at sidde og kigge og lytte til summeriet.

Smørblomsterne holder ikke længe i en vase, men jeg elsker dem, og jeg har så mange af dem. Og skvalderkål har fine blomsterstande, som sagtens kan pynte sammen med græsset.

Sådan bliver det uperfekte ganske perfekt i min verden :-)

Et fugleparadis

Vores nye sted er et rigtigt fugleparadis. Her er fuglekvidder og snak fra morgen til aften - ja til langt ud på natten...

Især i april havde vi besøg af trækfugle af forskellig slags. Blandt andet opdagede jeg en dag, at en masse små tornirisker havde søgt ly for regn og vind helt op ad vores mur. De sad og så forkomne ud, og jeg var helt bekymret, men efter at have siddet et par timer og sundet sig, var de klar til at flyve videre.

Nogle af dem blev, og de er stadig i haven, hvor jeg ser dem sammen med mejserne og gulspurvene. Vipstjerten er min tro følgesvend, når jeg går rundt bag huset, og når jeg sætter mig på terrassen, nusser den rundt i nærheden og synger små sange for mig. Måske er den taknemmelig, fordi jeg lukkede den ud af laden forleden dag... ;-)

Hver dag har store flokke af stære og sjaggere travlt med at gennemsøge haven. Jeg kan bruge masser af tid til at stå og iagttage dem, for de er utroligt underholdende. Af og til ser jeg en sjagger hiiiiive en orm op af jorden, så den næsten lander på halen, når ormen må opgive kampen.

Svalerne er kommet til for nylig, og et par har bosat sig det allerbedste sted - nemlig på bjælken lige ved vores hoveddør. Ikke det smarteste sted set med vores øjne, men svalerne er godt tilfredse, så det må vi jo også være. 

De små jetjagere drøner omkring i haven, men de er pist væk, når store rovfugle kredser lidt højere oppe. Og jeg stopper op og ser beundrende på de store flyvere, der roligt sejler afsted - indtil de får øje på noget på jorden og slår ned.

Det undrede mig, hvorfor der pludselig lå så meget bark på stien med jordbærplanter, men i dag opdagede jeg, at spætten har travlt med at pille insekter ud af de træstykker, jeg har kantet med. Nå ja, træstykkerne er da også pæne uden bark...

Og om aftenen, når stjernerne oplyser nattemørket og alt er tyst, går vi udenfor for at høre uglerne - og i øjeblikket også nattergalen, der synger intenst fra krattet i nærheden. Det er nærmest magisk at stå og lytte til den lille fugl, der har så stor en stemme...

Tiden går... nej løber!

Dagene piler afsted, synes jeg. Den daglige rytme er vendt op og ned, og på gode dage er jeg i haven det meste af tiden.

Gode dage er dage uden voldsom blæst. Og da vi bor relativt højt og endnu ikke har opvoksede læplanter bag huset, mødes vestenvinden og nordenvinden på vores gårdsplads. 

Og det med den daglige rytme...?

Ja, fordi vi kun har gardiner til den ene side i stuen, og fordi vi stadig sover i spisestuen (det med soveværelset har vist lange udsigter...!) - så kommer der lys ind ganske tidligt. Lyset vækker Gussi; Gussi vækker os, og så tager vi en kop te med ind i stuen og sætter os.

Sammen med dagen vågner vi langsomt. Og det er egentlig rart. Til gengæld klipper jeg kaniner allerede ved halvti-tiden om aftenen efter mange timer i fri luft.

Men jeg kan mærke, at jeg har godt af det. Både af luften og af at bruge de muskler, jeg ikke vidste, jeg havde.... ;-)

Se mit smukke træ...

Træerne i min have er ganske gamle. Nogle er så gamle, at de er gået helt ud, så de står tilbage som frønnede stubbe og ender helt naturligt deres dage som insekthoteller.

Andre er gamle, men "still going strong". Sådan som dette smukke træ, der er hult og næsten helt overgroet med vedbend. Men det forhindrer ikke træet i at blomstre efter alle kunstens regler. Det er havens smukkeste syn lige nu, så vendingen "skønhed ikke kender ingen alder" passer perfekt på det.

Jeg har taget nogle små film, som er lagt på min Youtube-kanal. Du kan se dem lige her, hvis du vil...

I jordhøjde...

Humlebierne og små vilde bier har travlt med at besøge de blomster, der indtil nu er dukket op. Vilde blomster er eftertragtede på en tid, hvor der ikke er så meget andet, så vi prøver at gå uden om de fleste, når der slås græs. Mange blomster er dog så små, at de kun kan ses i jordhøjde, og de er også for små til at slås.

Når jeg graver, møder jeg et utal af regnorme i forskellige størrelser. Fra de mindste små til de største "bamser", der virkelig kan gøre en forskel for jorden. For at forbedre den hårde lerjord "fodrer" jeg den - og dermed også regnormene og alle de andre småkræ, der lever under overfladen. Jeg samler græs og blade op med plæneklipperen og lægger dyner af afklip omkring planterne og på jorden, og derefter lægger jeg sammenrevne småpinde ovenpå for at holde på det.

Det er utroligt tilfredsstillende at vide, at det vil gøre en forskel. Med jævnlig påfyldning og med tiden vil den hårde overflade blive blød og god, sådan som den allerede er de steder, hvor der står løvtræer.

Forleden gravede jeg et hul til en plante og fandt denne her. En oliebille. Fin og blå i solen. Den var stor, og jeg bar den hen til det gamle stenbed, så jeg ikke kom til at træde på den. 

Oliebillen har en særpræget levevis, for dens afkom lever som snylter på bier. For at komme frem til biens bolig, tager den lille larve et lift på en forbiflyvende bi. Hvis den altså får muligheden for det...

Små fremskridt...

Det har været en hård omgang med vores flytning. Det er det selvfølgelig altid, men for os er en flytning i virkeligheden tredobbelt, fordi vi både har kontorer, netbutik og så den private del. Det er sammenlagt rigtig MANGE ting!

Og alle tingene har det med at være placeret i den forkerte ende af huset, så vi bærer hele tiden... op og ned, ud og ind, fra A til B og retur igen. 

En udfordring har også været, at vi har købt et hus uden skabe. Så min rare mand har sat køkkenskabe op og er i fuld gang med at samle skabe i mit kontor - og når det er gjort, skal vi have bygget et "walk-in" skab i soveværelset. Ikke sådan et luksuriøst ét med spejle og plads til 50 par sko... men bare et lille praktisk ét, der ikke tager plads op i soveværelset.

Men heldigvis sker der hele tiden fremskridt, og det er så dejligt. Køkkenet er blevet rigtig hyggeligt med de nye skabe; stuen er nu forsynet med en skøn hjørnesofa, og mit showroom er... nå ja, om ikke færdigt, så i hvert fald overskueligt... ;-)

Det er en lettelse, hver gang en flyttekasse bliver tømt og sat væk, og hver gang ting finder deres endelige plads. Sådan som det kan ses på "før og efter" billederne her.

Næste punkt på dagsordenen bliver istandsættelse af soveværelset, så vi slipper for at sove i spisestuen... Men alt kommer til den, der kan vente...

Et hus med et navn...

Ingen steder i købspapirerne stod der noget om, at vores nye hus har et navn. Det opdagede jeg ved en tilfældighed, da jeg studerede nogle gamle kort.

Og forleden fandt vi de skilte, der på et tidspunkt har siddet på huset. De blev nok taget ned i forbindelse med renoveringen af alt det udvendige, men jeg synes, at vi skal have et navneskilt sat op igen.

Indvendigt har Sofienborg stadig en del af det gamle bindingsværk, så dér kan man godt se, at årstallet passer.

På mange punkter minder huset om vores engelske hus, der også havde et navn. Og jeg tror, at det netop er ligheden mellem de to, der gør mig så glad for det.

Den kærlighed...

Om få dage er det Valentins dag, og hvis man hører til den romantiske type, burde man måske recitere et lille digt... ;-)

Et af de mest gribende kærlighedsdigte, jeg kender, er skrevet af en kvinde - nemlig Elizabeth Barrett-Browning. Hun forelskede sig i Robert Browning, men da hendes far var imod forholdet, giftede de to sig i al hemmelighed og flyttede til Italien. Parret levede lykkeligt sammen i 15 år, før Elizabeth døde i sin mands arme. 

"How do I love thee? Let me count the ways.

I love thee to the depth and breadth and height

My soul can reach, when feeling out of sight

For the ends of Being and ideal Grace,

I love thee to the level of everyday's

Most quiet need, by sun and candle-light.

I love thee freely, as men strive for Right;

I love thee purely, as they turn from Praise.

I love thee with the passion put to use

In my old griefs, and with my childhood's faith.

I love thee with a love I seemed to lose

With my lost saints, - I love thee with the breath,

Smiles, tears, of all my life! - and, if God choose,

I shall but love thee better after death."

To udsigter...

Vores to kontorer ligger på første sal, og fra min rare mands vindue er der en fantastisk udsigt. 

Det vil sige... der VAR en fantastisk udsigt, for i går havde sneen og tågen dækket det meste. 

Fra stuen er der dog stadig noget at se - vi har stillet min fine fuglestation (det hedder den!) op, og blot fem minutter efter kom den første gæst på besøg - en yndig sortmejse. Snart myldrede det med fugle af alle slags, så nu fylder jeg op med frø og godbidder dagligt.

Når jeg holder pauser i malearbejdet, står jeg og falder i staver ved vinduet. Ser ud på de travle fugle og den dejlige, snedækkede have og videre over til min genbo, den gamle jættestue. 

Jeg tror, at jeg kommer til at holde rigtig meget af dette sted...

En anderledes fødselsdag

I dag har jeg fødselsdag, og som sædvanligt er "min dag" hundehamrende iskold! Jeg mindes alle de år, hvor vi har haft gode intentioner for en hyggelig fødselsdagsudflugt og er endt med et skynde os hjem i varmen i stedet for...

I år er alting anderledes. Vi har skam ikke tid til udflugter, og vi skal ikke hygge i varmen...!

For vi har fået hus. Vi fik nøglerne for et par dage siden, og siden har vi gået og "puslet" i de nye omgivelser... iført termotøj og ørevarmere, for der er næsten lige så koldt inde som ude. 

I øjeblikket er der kun to brændeovne som varmekilde, så vi har sat de olieradiatorer op, som vi havde fra min tidligere butik i Lynge, og de kan lige få temperaturen op til over frysepunktet. Og så ser vi ellers frem til den varmepumpe, der er bestilt og bliver installeret om nogle dage. 

Men bortset fra det glæder vi os over alle de dejlige ting, der er ved huset: En skøn beliggenhed, en kæmpestor grund, hyggelige stuer, dejlige kontorer og - når varmepumpen kommer op - et stort, fint lokale til min butik. 

Der er meget mere end det, men det vil jeg fortælle om hen ad vejen. Lige nu vil jeg fejre min fødselsdag med morgenmad og (varm) kaffe... :-) 

Minimalistisk samler

Forleden blev jeg spøgefuldt betegnet "minimalist", fordi jeg sagde, at jeg foretrak små boliger - både hvad angik huse og autocampere.

Og jeg smilede for mig selv, fordi jeg tænkte på alle de ting, jeg går og pakker ned nu. Måske er jeg ikke lige så minimalistisk, når det angår ting... 

Men man kan vel godt sige, at jeg er en minimalistisk samler. Jeg samler for eksempel på tepotter, men kun så mange, som der kan stå øverst på mine reoler. Hvilket vil sige ni stykker. Hvis jeg falder for en tepotte, som jeg bare må eje... så bliver det i stedet for én af de andre.

Det samme gælder smukke kagedåser og kander. Jeg har en hylde til sidstnævnte, og når den er fuld - sådan på en pæn og ordentlig måde - så kommer der ikke flere kander til.

Jeg synes, at det er en hyggelig måde at være samler på. Den eneste undtagelse er bøger... med dem kender jeg absolut ikke begrænsningens kunst... :-) 

Vi smøger ærmerne op

Selv om vi har mest lyst til at fortsætte decembers vinterferie og bare kalde det "januarferie" - så er der ingen kære mor. Vi skal jo i gang, og derfor er vi så småt begyndt det tilsyneladende endeløse arbejde med at sortere, kassere og pakke ned. 

Den eneste fordel ved at flytte er, at man får ryddet ud og ryddet op. Man starter på en frisk på en måde - for de ting, der kommer med denne gang, er de ting, som har betydning. Det er så lidt skræmmende, at så mange ting har betydning... for mig i hvert fald.

Én af de ting, jeg har lidt svært ved at skille mig af med, er min mors samling af "Lilliput Lane" huse. Vi gav hende på et tidspunkt ét, fordi vi syntes, at de var så søde - og hun blev så begejstret for dem, at hun selv købte et eller to, hver gang hun var med os på rejse til England.

Det blev til en del, og det er jo så en bekræftelse på, at vi havde rigtig mange skønne og dejlige rejser sammen. Og jeg har besluttet mig for at sælge de fleste huse, men dog beholde nogle af de allersødeste, der kan stå på en hylde og minde mig om dem...

Min lille naturpark

Helt tilbage i 2013 skrev jeg en ønskeseddel her på bloggen. Jeg skrev, at jeg inderligt ønskede mig et sted, hvor jeg kunne plante natur og skabe et lille dyrereservat. 

Det sted har jeg fundet nu; der er næsten to tønder land, og jeg glæder mig rigtig meget til at plante træer og buske og alt det, der skal være ind i mellem. Til at forvandle en græsmark til en skovhave - eller i hvert fald noget, der ligner, for det skal være en skovhave med stor forskellighed.

Jeg håber, at I har lyst til at følge med i projektet. Det er ikke noget, der kommer til at ske hurtigt... for ting tager tid, og det gælder i høj grad natur. Økonomien kommer også ind i billedet, for mit plantebudget er ikke stort - og det er min energi heller ikke...

Men det bliver sjovt, tror jeg. Og jeg håber, at det vil lykkes mig (os) at skabe et lille naturparadis for dyr af alle slags. Iblandet skøre påfund, som der skal være plads til, for det må også gerne være en legeplads for voksne... :-) 

Perfekt start på et nyt år

Hver eneste nytårsdag i hele mit efterhånden pænt lange liv har jeg set nytårskoncert fra Wien. I år foregik den uden tilskuere, og mens det var ret mærkeligt med alle de tomme rækker, så var koncerten på sin egen måde lige så dejlig, som den altid har været.  

Jeg sidder ikke pænt stille, når der er nytårskoncert - jeg deltager ret aktivt i den. Jeg dirigerer, klapper, nynner med og laver små dansetrin sammen med de yndefulde dansere, og min rare mand ser mildt overbærende på mig. Men han er vant til min begejstring, og inden længe klapper han selv med til Radetzkymarchen.

Musik har stor betydning for mig, og jeg er så ganske enig med dirigenten Riccardo Muti, da han i sin lille tale henstillede til verdens ledere, at de skulle prioritere kultur og dermed også musik. Musik er et fælles sprog for os alle, og det er et sprog, der taler til følelserne. Det er kærlighedens sprog.

Vi trænger helt sikkert til musik og kærlighed i denne tid, så for mig - og sikkert mange andre - er den skønne nytårskoncert den perfekte start på et nyt år.

"The weapons of the musicians in this room are instruments, instruments laden with flowers"

Riccardo Muti