Vi har fået børn...

Vi har ventet med spænding... og NU har det svalepar, der har bygget rede ved vores hoveddør, fået unger.

Og fordi vi - stadig - sover i spisestuen, er de små fugle det sidste, vi ser om aftenen og det første, vi ser om morgenen. På den måde synes man li'som, at man kender dem...

Når jeg sidder i lænestolen ved vinduet om aftenen, kigger den lille rødhagede han nysgerrigt ind til mig, mens han sidder og ordner sig. Hunnen skæver bare ind, mens hun putter sig helt ned i reden og holder ungerne varme.

Allerede ved 4-tiden hører jeg en stille kvitren bag ruden, for den lille familie står tidligt op. Og jeg ligger i sengen og glæder mig over, at vi har givet husly til de to, der i den kommende tid vil proppe deres ungers små næb med masser af myg... ;-)

Fodboldhunden Gussi

Min lille hund er jo et "adoptivbarn" fra Spanien - og af den grund kender vi ikke alt til hans baggrund. Vi har så efterhånden opdaget, at han går helt amok over skateboards, så det gælder om at holde fast i ham, når en skateboardløber kommer susende forbi.

En anden svaghed er... fodbolde.

Forleden gik han tur med sin far i skoven, og dér fandt Gussi en punkteret foldbold. DEN måtte med hjem! Fordi fodbolden var punkteret, kunne hundekæberne lige lukke sig om et stykke af bolden, og så bar han den selv tilbage. Med maaaange pauser undervejs.

Til sidst fik hans far allernådigst lov til at bære den det sidste stykke - og siden har fodboldkamp stået på dagens skema.

Hver dag efter frokost står den lille hund klar med forventningsfuldt blik. Og når vi har hentet bolden, der nu bor bag lukket dør i fyrrummet (så hunden ikke går i selvsving HELE tiden), går den vilde jagt i haven. Med hurtighed, snuhed og beskidte tricks gælder det om at få fat i bolden - og Gussi elsker det! Det ER faktisk også ret sjovt... :-)

Hvad parasollen gemte...

Vi købte os en stor, sort parasol her i varmen, og den har været rigtig god. Det er der så åbenbart også andre, der synes - for når jeg slår den op om morgenen, dukker der gerne adskillige natsværmere, edderkopper og andre insekter op, der har bosat sig dér siden sidst.

I morges var det dog et lidt større dyr, jeg fik i hovedet - nemlig en lille flagermus. Den bumsede via mig helt ned på flisen, og jeg var bange for, at den var kommet til skade.

Det var den heldigvis ikke. Da den havde sundet sig lidt, fløj den rundt i haven, og jeg regnede med, at den fandt et godt træ. Men nej, den ville altså hen til "sin" parasol igen, så jeg måtte pænt slå den sammen.

Nu sidder den så dér - indtil i aften i hvert fald. Og det skal den selvfølgelig have lov til - jeg kan altid sætte mig ned i skyggen af træerne...

Kæmpestore biller

Forleden skrev jeg om farvede tæger og i dag vil jeg skrive om kæmpestore biller.

Min mor fortalte mig, at hun havde set en kæmpebille på terrassen. Måske en eghjort? Det måtte udforskes, men "hjorten" var pist forsvundet.

Indtil i dag, hvor jeg gik ud på terrassen for at fotografere alle svirrefluerne. Lige for snuden af mine tæer gik nemlig en stor basse af en bille - ikke en eghjort, men en bøghjort. Langt mere almindelig, men ikke desto mindre ganske imponerende.

Den traskede afsted mellem pinde og plantedele og så ærlig talt ikke ud til at have check på, hvor den skulle hen. Først lidt frem og så lidt tilbage, og det kommer der jo ikke meget ud af. Men i stedet for at følge dens vankelmodige fremfærd, noterede jeg mig, at jeg fremover skal passe på, hvor jeg går med bare tæer.

For selv om den fine fyr ikke ligefrem er sjælden, så er den selvfølgelig værd at passe på alligevel... :-)

Smukke tæger...

Vi har mange dyr og fugle her ved Halsted Kloster. Blandt andet harer, der hopper rundt lige uden for vores vinduer og rovfugle, der kredser over haven. I foråret lærte jeg et strandskadepar godt at kende, for de ynglede lige i nærheden og endte endda med at præsentere mig for deres yndige barn.

Men det lykkedes mig aldrig at fotografere de sort/hvide fugle. Til gengæld fik jeg i går taget billeder af nogle dyr, der var lidt nemmere at fange med kameraet... nemlig disse smukke tæger. Dem myldrer det med på terrassen, og jeg kan tilbringe ganske lang tid med at iagttage dem.

Såvidt jeg kan se, er det ildtæger, der har en begrænset udbredelse i Danmark. Men de skulle netop være her på Lolland (og Falster), omend jeg på Danmarks Naturfredningsforenings side læste, at de især fandtes i den østlige del.

Men de er altså rejst vestpå, skal jeg hilse og sige. Jeg har dem lige her, og de smukke insekter er velkomne. På DNs side nævnes, at ildtægerne fortrinsvis suger føde fra lindetræer, og jeg skrev netop forleden om min glæde over de mange lindetræer her på stedet.

Så tingene hænger sammen. Medmindre jeg altså tager helt fejl af ildtæger og andre tæger... :-)

1-års dag

Vores lille hundeven Gussi (tidligere Gucci) ankom til England den 30. januar sidste år. Det var lidt over midnat, og vi sad spændte og ventede på transportbilen fra Spanien. Da vi kunne se på computerskærmen, at den var ved at være der, gik vi ud til porten for at tage imod - og jeg fik overgivet en lettere forvirret, snavset og aldeles dejlig hund.

Vi har været sammen lige siden. Gussi har vist sig - trods sin fortid med flere år på spansk internat - at være en rolig, sjov, glad og meget kærlig hund, der helst sover i arm om natten.

Sammen har vi rejst rundt i Storbritannien og tværs gennem Europa. Sammen går vi ud og spiser, når vi er på rejse, for Gussi er velopdragen og stille, mens han venter under bordet på en godbid. Han er også herlig at gå lange ture med, for han finder både de sjoveste ruter og de bedste kaffesteder. :-)

Gussi har vendt op og ned på vores liv, men på den gode måde. Han er vores bedste ven og et vigtigt familiemedlem.

Tak fordi vi fik dig, Gussi-hund.

Altid adoptere

Jeg har hele mit liv omgivet mig med dyr af forskellig slags, og stort set alle er dyr, der er adopteret efter andre eller kommet flyvende/tilløbende af sig selv.

Mine erfaringer med disse mange "adoptivbørn" har altid været positive, og jeg kunne ikke drømme om at købe et dyr, når så uhyggeligt mange trænger til gode hjem.

Det sidste "skud på stammen" er jo Gussi (Gucci), der har tilbragt 4 år af sit liv i et spansk internat. Vi fandt ham ved et tilfælde, og for ti måneder siden blev han en del af vores liv. Og selv om jeg aldrig har haft hund før, og selv om det lille kræ har vendt op og ned på vores liv på mange måder, så ville jeg ikke undvære ham.

Sådan er det med mig og dyr. De besætter min sofa og mit hjerte, og jeg vil ikke have det på nogen anden måde...

Filmen herunder viser Gussi, da han var i det spanske internat. Og billedet herover viser ham, da vi sad og hyggede os i Brugge (det er hunden til højre)... ;-) 

Hundesitning

Lige nu og de næste dage passer vi hunde, mens deres far og mor er på ferie. Da vi bor i hundenes hus, har vi samtidig adgang til en dejlig have, og det nyder vi...

Her på billedet leger vi den elskede leg, der hedder "find godbidden". Alle vuffer synes, at det er en ret god leg, og vi skal helst lege den HELE tiden!

Det gør vi så ikke. For så bliver vi for tykke... og der skal også være plads til afslapning, gåture og klapning... :-)

En ven for livet

Hele mit voksne liv har jeg haft dyr med en fortid. Alle mine katte kom enten af sig selv eller blev fundet i nød, og mine parakitter (i hvert fald den ene af dem) kom flyvende af sig selv.

Min hund kom - om ikke af sig selv, så dog fra et internat, hvor han havde været i flere år.

Jeg har aldrig fortrudt. Ikke ét af mine mange dyr har givet mig problemer. Mindst af alt Gussi-hund, som jeg er blevet noget så super glad for. Han er sød og nem - og lidt fræk. Det må man gerne være... :-)

Hvis jeg nogensinde igen skulle have et dyr (man ved jo aldrig), ville jeg absolut åbne mine døre for et hjemløst dyr. Man får så utroligt meget igen - og man får en ven for livet.

Død over pivedyret!

Vi har nu haft vores lille hundeven i halvanden uge. Vi har lært hinanden godt at kende, og vi har erfaret, at vores Gussi er både superkærlig, sød og også lidt fræk. Som en hund gerne må være...

I går købte jeg for første gang et pivedyr til ham. Sådan en lang stofting med ansigt og indbygget "piv".

Gussi tog imod dyret med slet skjult begejstring, hvorefter hans sande rottefængernatur gik op i gear. Jeg vil nødig være gnaver i nærheden af ham (jeg kan godt se, at vi ville have haft stor glæde af Gussi i Hollymount) - for der blev virkelig gået til den!

I løbet af et par timer havde han gennemtygget pivedyret så eftertrykkeligt, at der var gået hul - og da jeg så ham sidde og spytte kapok, måtte jeg tage dyret fra ham. Vi skulle nødig ud i noget med en udpumpning...

Det skal siges til hans ros, at jeg fik lov. Han så olmt på mig - "dyret var jo ikke dødt endnu, vel!" - men lod sig trøste med en godbid i stedet for.

Så sådan bruger man 108 kr. i løbet af ingen tid. Jeg tror, at jeg finder på noget andet legetøj næste gang... :-)

GUCCI - vores lille hundeven

Efter nogle måneders ventetid har vi endelig fået vores lille hundeven hjem. Han blev kørt sammen med andre herreløse hunde hele vejen fra Spanien og overbragt os i England, hvor vi boede på en campingplads nær tunnellen.

GUCCI er 4 år, og de tre af disse år har han tilbragt på et internat i Spanien. Navnet har vi valgt at beholde, selv om ligheden med de eksklusive tasker ligger fjernt - i daglig tale bliver han alligevel kaldt GUSSI, som jeg har hørt udtalen på spansk.

Trods fortiden er hundebassen noget så kær. Han er tålmodig som en engel, når vi kæmper med sele og halsbånd; han gør sjældent og kun, når han bliver virkelig vred (aldrig på os, men somme tider på andre hunde eller nærgående kaniner), og han er dygtig til at køre i autocamper. Han lægger sig simpelthen ned og snorksover under kørslen.

Så alt i alt har vi været rigtige heldige. Og i går traskede vi en lang tur rundt i et solbeskinnet Brugge, hvor vi mødte både svaner, heste og masser af trafik og mennesker. Alt blev taget i strakt pote.

Gussi er nu blevet udnævnt til autocamperhund af første grad. Han kan endda selv finde frem til bilen, når den holder parkeret et sted... man er vel hjemmevant... :-)

Hundevenner trænger til gode hjem

Da vi kørte til England sidst, kom vi til at ligge lige bagved en hundeambulance, der var fyldt med hunde fra Spanien. Det var hjælpeorganisationen "Spanish Stray Dogs", der var på vej til Storbritannien med hunde, der havde fået nye adoptivforældre.

Og selv om hundene jamrede sig, så kommer de nu til et hjem, hvor de er ønskede. Hvor de bliver mødt med omsorg og mad hver dag. En meget anderledes tilværelse end den, de har været vant til.

Jeg begyndte at læse om de hunde fra organisationen - og det var ikke nogen rar læsning. Hvordan visse mennesker kan opføre sig så grusomt, fatter jeg ikke.

Men det er glædeligt, at organisationer som SSD er til - og der er flere af slagsen, ved jeg. Og selv om jeg nok mest er "kattemenneske", så vil jeg ikke afvise, at der på et tidspunkt kommer en lille ven med i autocamperen. En lille ven, der trænger til kærlighed...

Jagende rovfugle og nysgerrige rødhalse

Jeg elsker at have selskab, når jeg går og pusler i haven. Og det havde jeg rigeligt af i går, for der er meget liv lige nu.

Rødhalsene sang om kap, og den ene sad så tæt ved mig, at jeg kunne se hele dens lille krop sitre af bar anstrengelse, mens den kvidrede løs. Af og til kiggede den ned på mig med sit kulsorte øje, men bare et sekund - så sang den videre, for det var vigtigt.

Den lille gærdesmutte smuttede omkring mig - ind i busken, hvor den nok er ved at bygge rede, og det er også et rigtig godt sted. En tæt god busk, hvor man kan være i fred.

Og jernspurven blev meget begejstret, da jeg klippede grene væk, så fuglebadet kunne komme i brug igen. Den slags er populært, både for den og for mig, der synes, at badende småfugle er det skønneste syn.

Pludselig blev der stille - for musvågen var landet i et træ nærved. Og mens jeg holdt vejret og stod helt stille, fløj den kæmpestore fugl på brede vinger lavt hen over græsplænen ved siden af det bed, jeg ordnede. Den var på musejagt - og jeg håber og tror, at den havde heldet med sig, for der er masser af mus lige dér.

Til minde om Rikke

I går aftes måtte vi for tredje og sidste gang have en dyrlæge til Rikke. Hun fik en hjerneblødning for et par uger siden, og selv om det umiddelbart så ud til, at hun kom nogenlunde over den - så gik det pludselig den forkerte vej.

Vi er allesammen ulykkelige, for sådan er det, når man elsker dyr. For min mor var Rikke-kat det vigtigste i livet, og hun har virkelig været en stor støtte i mange år.

Den lille halvvilde kat dukkede op få måneder, før min far fik at vide, at han var uhelbredeligt syg. Katten flyttede ind og veg ikke fra min fars side den sidste tid, og efter hans død var det min mor, der var målet for hendes opmærksomhed. Hver gang, hun var syg, lå Rikke hos hende i sengen og "passede på".

Så det var en særdeles svær beslutning at bede dyrlægen om hjælp til det sidste farvel. Men beslutningen var rigtig, er jeg sikker på. Vores lille solstråle nåede heldigvis at blive 15 år.

En tåbelig, gammel bjørn...

IKKE mine ord, for jeg synes bestemt ikke, at Peter Plys er tåbelig - tværtimod - men det var efter sigende det, tegneren E. H. Shepard kaldte ham. Han var nemlig ikke særligt begejstret for bjørnen med den meget lille forstand...

Men det er der heldigvis andre, der er. Endda i en grad, så man betaler flere millioner for en originaltegning frembragt af ovennævnte herre - sådan som det netop er sket på auktion i London.

Og undertegnede har netop skrevet en "vintage" Peter Plys på sin ønskeseddel. Sådan en havde jeg nemlig én tilbage af i min egen butik, og nu er den solgt... til min mor, der manglede en julegave.

Gad vide, hvem der skal have den juleaften.... hmmmmm.....   ;-)

PS. Det er Peter Plys, der sidder mellem kaninen og anden...

Katteurt

Når jeg pludselig hører min rare mand skraldgrine... så ved jeg, at han ser et afsnit af Simons kat.

Det seneste kommer her:

 

God juleweekend :-)

En gærdesmutte på afveje

Det er ikke usædvanligt, at jeg har besøg af småkræ her i huset. Så jeg blev ikke synderligt forbavset, da jeg ud af øjenkrogen så noget småt og brunt, der smuttede om bag en kurv. Men det kunne ikke være en mus, for selv om størrelsen passede meget godt, så befandt den sig et stykke oppe i højden.

Det var en lille gærdesmutte, der på en eller anden måde var kommet ind i stuen, og den fløj forvirret omkring. Satte sig på kurvens hank og prøvede at mase sig ned bag noget brænde.

Jeg skyndte mig at lukke døre og vinduer, så den ikke fløj rundt i hele huset og kom til skade. Så hentede jeg et tyndt viskestykke og listede det forsigtigt hen over fuglen. Og ganske forsigtigt tog jeg hånden ind under stykket og fik fat i den lille fjerbold.

Åh, hvor den sitrede af angst. Havde det nu været en mus, havde den sikkert bidt, men ikke gærdesmutten. Jeg skyndte mig ud i haven og åbnede hånden foran en stor tæt busk. Gærdesmutten sad lidt og kiggede - først på mig og så på busken. Og så gav den et højt og forarget PIP, som om det hele i virkeligheden var min skyld, før den fløj ind mellem grene og forsvandt.

Modelfoto: Eugene Beckes

En venskabelig fugl

Jeg har tidligere skrevet om den lille rødhals, som var så venlig at fungere som fotomodel.

Det mest underlige var, at jeg netop skulle bruge et billede af en rødhals til SKØNNE DAGE bogen, og jeg tænkte, at jeg ville prøve at tage ét i haven.

Så jeg satte jeg mig derud med kameraet parat... men jeg havde dog aldrig forestillet mig, at rødhalsen ligefrem stillede frivilligt op. Eller rettere - satte sig på stolen lige over for mig. Og blev siddende!

Man skulle næsten tro, at den var tankelæser...

En lille ven

Somme tider kommer rødhalsen, når jeg sidder ude i haven. Den sætter sig på min stol og kigger spørgende på mig… har du mon en lille bid til mig? Den flytter sig ikke, selv om jeg bevæger mig; holder bare lidt øje med mig, når jeg ganske forsigtigt rækker ud efter kameraet. Og som en anden fotomodel bliver den siddende, mens jeg tager det ene billede efter det andet. Hovedet lidt på skrå, ja sådan – fødderne lidt mere fra hinanden, vingen fremad, så man kan se det grå. 

Efter fotoseancen henter jeg en lille bid til den, som den med glæde tager imod. Lidt rødhalsemad, som jeg har købt specielt til min fugleven, der jo har krav på modelhonorar.