Forleden skrev jeg om farvede tæger og i dag vil jeg skrive om kæmpestore biller.
Min mor fortalte mig, at hun havde set en kæmpebille på terrassen. Måske en eghjort? Det måtte udforskes, men "hjorten" var pist forsvundet.
Indtil i dag, hvor jeg gik ud på terrassen for at fotografere alle svirrefluerne. Lige for snuden af mine tæer gik nemlig en stor basse af en bille - ikke en eghjort, men en bøghjort. Langt mere almindelig, men ikke desto mindre ganske imponerende.
Den traskede afsted mellem pinde og plantedele og så ærlig talt ikke ud til at have check på, hvor den skulle hen. Først lidt frem og så lidt tilbage, og det kommer der jo ikke meget ud af. Men i stedet for at følge dens vankelmodige fremfærd, noterede jeg mig, at jeg fremover skal passe på, hvor jeg går med bare tæer.
For selv om den fine fyr ikke ligefrem er sjælden, så er den selvfølgelig værd at passe på alligevel... :-)

