Finurligheder

Jeg har en svaghed for finurligheder. Nogle af disse skøre, søde, sjove påfund finder jeg blandt andet i haver rundt omkring, og jeg kunne sagtens selv finde på at have dem i min. Jeg tænker, at det kommer med tiden…

I én have på vores rejser gik vi tur i et skovområde og kom tilfældigt til et lille vandløb. Stor var min begejstring, da jeg opdagede, at der i en lille inddæmmet del af det var en miniature bådebro og en lillebitte båd, der lå fortøjet. Der hang også en lille redningskrans på en af de små stolper ud til broen…

I en anden have fik jeg pludselig øje på små farveglade døre og vinduer, der var anbragt på flere træer. Nogle døre var anbragt lidt højt, men ved dem var der stillet stiger, så hvem-det-nu-var kunne komme derop og gå ind i sin lille træbolig.

Min fantasi bliver virkelig sat i gang, når jeg ser den slags. Bagefter går jeg længe og forestiller mig, HVEM der dog tager en rotur med den lille båd eller HVEM der mon bor så fint og tørskoet højt oppe i et træ…

Der var engang... om landbrugsdyr

Min fars familie kommer fra Jylland, og de fleste medlemmer af den var enten købmænd eller landmænd. Af den grund var jeg hyppig gæst på gårde, som de var engang - før begreber som "intensiv produktion" og "stordrift" var kendt.

Jeg lærte at slå med le, at malke køer, muge ud og fodre, og jeg elskede det! Jeg husker tydeligt, hvor hyggeligt det var at sidde på en lav malkeskammel ved siden af en ko, mens jeg støttede panden mod dens varme side og malkede den med rytmiske bevægelser. 

Jeg husker lyden af mælkens stråler i metalspanden, og den stille gumlen fra nabokøerne. En klov mod cementgulvet; en doven flue, der summende fløj rundt. Alt virkede roligt og trygt. Efter morgen-malkningen var jeg med til at føre køerne ud på marken, for de skulle selvfølgelig ikke stå inde i stalden hele tiden.

Det billede, jeg tegner her, er ikke fantasi. Det var en realitet på alle de gårde, jeg kendte - og det er ikke SÅ mange år siden.

Og mens det meste i vore dage drejer sig om fremskridt, effektivisering og penge - så MÅ landbruget nødvendigvis efter min mening handle om helt andre værdier. Fordi det drejer sig om forvaltning af vores allesammens natur. Fordi det drejer sig om levende væsner, der har krav på en ordentlig tilværelse og ikke af nogen som helst grund må behandles som en del af en maskinpark. 

Billedet herover er fra England, hvor koen går og hygger sig med sin kalv... sådan som det er naturligt og altid BØR være...!

Om hippier og kærlighed

Jeg er for ung (!) til at have været en del af hippiebevægelsen, men jeg har altid følt stor sympati for den. Sloganet MAKE LOVE NOT WAR var så absolut bedre end det stik modsatte, der er oppe i tiden nu, hvor verden styres af tåber.

Det nærmeste, jeg kom på at være hippie, var mit valg af tøj fra Janus i København, og så visse dele af min omgangskreds. Jeg tror, at de ”ægte” hippier anså mig for at være en slags gadekryds, og det var nok ikke helt galt.

Men måske er det NU, vi skal skrue tiden tilbage til dengang. For lige nu har vi SÅ meget brug for, at det er kærlighed og ikke krig, der skal styre vores verden…

På rejse med hunden

Vi har rejst med Gussi i mere end ti år nu. Vi FIK ham endda på en rejse, for han kom fra Spanien til os med særtransport, og han var den første hund, der blev sat af. Det skete midt om natten på en campingplads i Kent, og dér stod vi med en forvirret, snavset og glad hund og en pose med hans pas og papirer.

Næste dag blev han vasket, kom med på sin første gåtur og fik sin første oplevelse af mange: Han så havet!

Det er blevet til mange oplevelser siden, og jeg kan se, at han nyder det. Han har det fint med at køre bil; ligger pænt og sover hele vejen i sin kurv. Han elsker at finde gode steder til os; det er nok højdepunktet på dagen i virkeligheden. For så skal han ligge på sit tæppe ved siden af bordet og dufte til gode dufte og ha’ smagsprøver og bidder.

Vi har løbet langs vandet, gået lange ture langs kanaler, turet rundt i byer og besøgt dagens dyrebutik, som han er en ørn til at finde. Og selv om Gussi nu er en ældre sag, der ser dårligt og hører mindre godt… så er lugtesansen i behold. Oplevelserne er stadig forjættende, fantastiske og forunderlige – både for hund og for mennesker.

Barokmusikkens mester

 Dguendel, CC BY 3.0, via Wikimedia Commons

Ifølge den moderne kalender har Johann Sebastian Bach fødselsdag i dag, og af den grund vil jeg skrive lidt om ham. 

For mig personligt har komponisten haft stor betydning, for han var den allerførste, jeg lyttede til, da jeg som sekstenårig begyndte at få ørerne op for klassisk musik. Siden er mit repertoire blevet stærkt udvidet, og jeg tror næppe, at der går en dag, hvor jeg ikke lytter til skønne klassiske toner af en eller anden slags.

Men tilbage til fødselsdagsbarnet: 

Johann Sebastian Bach blev født i 1685 i den tyske by Eisenach, men da begge hans forældre døde med kort tids mellemrum, flyttede han ind hos sin storebror, der var organist. Broderen lærte ham at spille på orgel, og efter endt skolegang kom den musikalske Johann Sebastian Bach til Weimar, hvor han var ansat en kort periode som organist og musiker ved hoffet. 5 år senere vendte han tilbage, og under hans ansættelse her komponerede han nogle af sine mest berømte kantater og orgelværker.

Da Bach i 1716 hørte, at hertugen af Weimar ville forbigå ham og ansætte en anden som kapelmester, begyndte han at se sig om efter en ny stilling. Men hertugen ville ikke uden videre fritstille ham og arresterede ham i stedet for. Efter en måned i fængsel blev Bach afskediget, og han tog derefter til Kötchen, hvor han fra 1717-23 var hofkapelmester ved byens slot. Bach komponerede blandt andet de 6 kendte Brandenburgkoncerter i løbet af årene her.

I 1723 efterfulgte J. S. Bach komponisten Johann Kuhnau og fik ansættelse ved Sankt Thomas kirke i Leipzig, der lå lige op af Sankt Thomas skolen. Skolens korundervisning hørte med til jobbet, og da der var fire kirker i Leipzig, skulle der dannes et kor til hver kirkes gudstjeneste om søndagen. Desuden skrev Bach i en periode en kantate om ugen, så det var travle tider.

J. S. Bach arbejdede i Leipzig i 27 år og døde som 65-årig efter at have komponeret over 1100 meget forskelligartede værker. 

Hvis du følger med mig på tur igennem den engelske by på videoen herunder, så kan du samtidig nyde smukke toner af J. S. Bach...

Hyggelige påskedage

Når påsken nærmer sig, kommer jeg altid til at tænke på de hyggelige påskedage i mit barndomshjem.

Vi boede i en toværelses på Frederiksberg - mig og mine forældre. Vi havde ikke meget plads, men det var aldrig noget problem - og jeg havde den skønneste barndom i lejligheden på fjerde sal med udsigt til Lindevangsskolen.

Påskemorgen listede jeg op og ud i køkkenet for at sætte vand over til te og tænde gasovnen, så jeg kunne varme de indkøbte "Gunnar Nu" gifler (det hed de!). Når jeg havde sat vand over til æg og skåret rugbrød på den gammeldags brødmaskine, dækkede jeg bordet fint med påskedug, påskeservietter og små kulørte kyllinger, og når alt var klart, vækkede jeg mine forældre.

Så sad vi længe over morgenmaden iført badekåber og snakkede om alt og ingenting, før min mor og jeg åbnede de papæg, der var indkøbt til lejligheden - fyldt med lækre chokolader og likøræg. Det var luksus i en tid, hvor man ikke fik den slags så tit.

Jeg holder stadig af traditionen med at pynte påskebordet med blomstrende forårsgrene, påskedug og påskeservietter - og så må jeg se, om der vanker et ganske lille marcipanæg, selv om vi gør vores bedste for at spise sundt... ;-)

Den helende have

Det burde være enhver forundt at have en stump jord, der er ens egen. Et sted med plads til at dyrke grønsager til eget bord, fylde bede med farveglade blomster og skabe sig en plet, hvor man kan være lidt i fred.

En have er en kilde til glæde. Det er en fornøjelse at beskæftige sig med planter, og man får det så godt, når man har været ude i den friske luft i nogle timer. Samtidig får man dyrket sine kreative sider, for dem er der i høj grad brug for, når udendørsrummet skal indrettes.

En have giver os en fornemmelse af frihed og virker balancerende på den unaturlige og til tider kaotiske hverdag, mange af os har. Vi har fjernet os så langt fra alt, hvad der er naturligt, og vi har behov for at ”finde vores rødder” – også bogstavelig talt.

Vi er i bund og grund naturvæsener med et basalt behov for at være en del af den natur, der omgiver os. Det kan man tydeligt se hos mennesker med stress og depressioner; de får det bedre, når de har adgang til en have, fordi den har en afslappende og positiv effekt.

Det er utroligt livsbekræftende at komme små frø i jorden om foråret, vande jorden og passe planterne, mens de gror og derefter trække dem op som struttende gulerødder. Eller at gå mellem rækker med jordbær eller ærter en sommeraften og bare spise løs af alt det sunde.

Egentlig har bare det at opholde sig i en have en helende effekt på en flosset sjæl. Når man sidder på en bænk og lytter til smuk fuglesang og vindens stille sus i træerne, kan man tydeligt mærke, hvordan følelser som ængstelse og bekymring forsvinder som dug for solen og erstattes af en indre afslappet ro.

I haven fyldes vi med naturens energi. Ligesom et genopladeligt batteri får vi fornyede kræfter og genfinder glæden ved livet. Det er så lidt, der skal til – for vores behov er i virkeligheden enkle, og den helende have giver os det, vi har brug for.

Min familie i Vanløse

Jeg har haft en kæmpestor familie, og en del af den boede i Vanløse. Min moster Elly - der også var min gudmor - onkel Gunnar og fætter Erik i en lejlighed lige neden under min bedstemor og bedstefars, og da de døde, boede min onkel Jack der. I en opgang rundt om hjørnet boede en anden moster og onkel, indtil de flyttede i hus i Skovlunde.

Men jeg kan huske, at vi så tit kom på besøg om søndagen hos Elly og Gunnar. Vi gik hele vejen fra Frederiksberg om vinteren og cyklede om sommeren, og vi skulle altid lige ind til bageren og have kager med. Det var en fryd at stå derinde og vælge mellem de lækre flødekager: Napoleonskager, Tivolikager, gåsebryst og medaljer blandt andre...

Efter kaffen og kagerne og en hel masse snak, blev der spillet kort, og jeg gik som regel ovenpå for at hilse på. Som regel blev jeg så længe deroppe, at min moster Elly kom op og hentede mig, og så gik vi sammen ned og ud i køkkenet for at "pønse". Kortspillet var færdigt, og egentlig skulle vi bare hjem derefter, men alligevel gik vi i gang ude i køkkenet - hende og jeg. Vi smurte snitter og rettede an - og SÅ kom vi ind i stuen for at dække bord og "overraske" med lækkerierne.

Hver gang sagde min far: "Nej, det skulle du da IKKE have gjort, Elly" - og hver gang grinede min mor, for hun vidste jo godt, hvad vi havde haft gang i.

Snart sad vi omkring spisebordet med alt det gode pålægsmad og en sodavand til i dagens anledning. Snakken gik igen, og det var utroligt hyggeligt. Og på den måde blev det gerne ret sent, før vi tog turen retur til Frederiksberg - på ben eller på cykel...

Hvorfor der er et lys på kagen? Min rare mand havde fødselsdag for et par dage siden, og det var hans fødselsdagskage, der inspirerede mig. Kager er gode til MANGE ting... !!!