mandag den 12. november 2018

To søde parakitter søger kærligt hjem

Min mor havde overtaget de to parakitter, som vi i fællesskab købte for nok seks år siden. Det var lidt selskab for hende, og hun hyggede sig med de to små "frækkerter".

Men nu, hvor min mor er død, søger de to - Tot og Strit - et kærligt hjem. Jeg hader at skulle skille mig af med dem, men jeg skal jo gerne rejse til England med jævne mellemrum, og fuglene kan jeg ikke tage med.

Lige nu sidder de i deres store bur i min mors tomme stue, og selv om jeg forkæler dem med en hirsekolbe eller en frøstang dagligt, så savner de det selskab, de er vant til. De savner lidt liv og hygge.

Så nu søger jeg med lys og lygte et kærligt hjem til dem. Sammen. De er ikke håndtamme, men vant til at man ordner hos dem. De er ikke vant til børn, men til en rolig ældre person, der småsnakkede med dem og lod sig underholde af dem.

Mon der findes nogle stilfærdige mennesker derude, der kunne tænke sig lidt liv i stuerne. Eller måske har en fin voliere, hvor fuglene kan være ude om sommeren. De er slet ikke vant til at flyve, for de kravler rundt i buret - men alt kan læres.

Jeg kører gerne langt for at bringe fuglene til et godt hjem. Skriv meget gerne til mig på miafolkmann@hotmail.com, hvis du kender nogen - eller selv kunne tænke dig at overtage dem...

PS. Det bur, som de bor i nu, følger selvfølgelig med, og det måler ca. 95 x 80 x 60 cm.

PPS. Tot er hvid, mens Strit er gul. Jeg tror, at det er piger begge to...

søndag den 11. november 2018

Hvem bestemmer lige her...?

Selv om Gussi ligner uskyldigheden selv, så er han en lille beregnende sag.

Der er ingen tvivl om, hvem der bestemmer de daglige gåtures rute - og det er sjældent mig! Gussi har en fantastisk evne til blid manipulation - ikke noget med at trække afsted; han bruger list i stedet for.

Hvis han vil over vejen, stopper han op og stirrer intenst på den anden side. Han ved godt, at han ikke bare må gå over, men man forstår vel hentydningen?!

Hvis han vil i en anden retning end jeg, går han ind foran mig og stopper op - og når nu vi ER stoppet, så kan vi jo lige så godt dreje af, ikke sandt?!

Men selv om nogle hundeejere sikkert vil vånde sig, fordi jeg lader hunden bestemme, så gør jeg det, fordi det morer mig. Jeg beundrer hans opfindsomhed og snedighed, når der er noget, han vil - og jeg ved også godt, at han lystrer, hvis jeg virkelig får den "strenge" stemme på. 

Så han får lov... også fordi han er så god til at finde på nye ruter, vi ikke har prøvet før.

lørdag den 10. november 2018

Vores engelske hus i bogform

Jeg har slet ikke fået fortalt om min seneste udgivelse her på bloggen.

"Vores engelske hus" er min første paperback bog, og i den fortæller jeg om Hollymount, som vi var de lykkelige ejere af i en årrække. Om alle de glæder og udfordringer det førte med sig, om besøg i historiske huse, byer og haver i nærheden og om livet ude på landet i Midtengland.

Forsideillustrationen er så fint udført af John Folkmann, og af den kan man tydeligt se, at vores hus ikke var helt almindeligt. Den oprindelige del gik helt tilbage til det 17. århundrede, og beliggenheden var ganske fantastisk - som man også har kunnet se på de billeder, jeg i tidens løb har delt her på bloggen.

Bogen kan købes hos landets boghandlere og i min egen netbutik...

fredag den 9. november 2018

En let opstrammer

Som den opmærksomme vil se, har jeg "strammet" lidt op på min blogside. Billederne er blevet lidt større, og siden er blevet lidt bredere - ja, sådan håber jeg i hvert fald, at det også virker på andre computere end min... ;-)

Det med de større billeder skyldes især mine forhåbninger til fremtiden - for jeg regner selvfølgelig med at få en masse at vise og fortælle om. Der er mange ideer i planlægningskalenderen, og de fleste drejer sig om oplevelser og rejser... :-)

torsdag den 8. november 2018

Tågedage

Vi har tågedage i øjeblikket. I hvert fald delvist. For mens dagen starter med gylden sol på de visnende blade, så går vejret over i tåge om eftermiddagen. Tæt tåge, der næsten skjuler omgivelserne.

Men på en måde er alt det grå så spændende at gå tur i. Vi trasker rundt i det fugtige græs her på godset - hunden er i sit es og på sporet af et-eller-andet, og jeg går rundt og nyder synet af de tilslørede omgivelser.

Hvorfor det tiltaler mig, ved jeg ikke. Umiddelbart afspejler tågen mit humør lige nu, for jeg savner min mor og er traurig og trist. Men på et tidspunkt letter tågen - både udenfor og "indenfor" - sådan er det jo...


fredag den 31. august 2018

Ny bog: AUTOCAMPERLIV - på tur i Sydengland


Så er min nye bog kommet fra tryk. AUTOCAMPERLIV - på tur i Sydengland er en rejsebeskrivelse, som man kan  følge "i sporene af", hvis man har lyst.

Jeg håber, at denne form for bog kan give inspiration til mange - både til dem, der går og drømmer om en sådan tur i autocamper - hvad enten den er ejet eller lejet - og også til dem, der bare kunne tænke sig at tage turen i almindelig bil. For trods titlen er det bestemt også en mulighed.

Bogen er fyldt med billeder og beskrivelser af haver, huse og områder - meget i stil med mine ANGLOFILIA udgivelser. Og så er det en "soft cover" bog, der er nem at have med på rejsen.

Den glade tegning på bogens omslag er frembragt af min rare og dygtige grafikermand, John Folkmann.

Bogen kan købes lige her - og på min side Autocamperliv kan du se de links, der er knyttet til bogen.

fredag den 17. august 2018

Hvad parasollen gemte...

Vi købte os en stor, sort parasol her i varmen, og den har været rigtig god. Det er der så åbenbart også andre, der synes - for når jeg slår den op om morgenen, dukker der gerne adskillige natsværmere, edderkopper og andre insekter op, der har bosat sig dér siden sidst.

I morges var det dog et lidt større dyr, jeg fik i hovedet - nemlig en lille flagermus. Den bumsede via mig helt ned på flisen, og jeg var bange for, at den var kommet til skade.

Det var den heldigvis ikke. Da den havde sundet sig lidt, fløj den rundt i haven, og jeg regnede med, at den fandt et godt træ. Men nej, den ville altså hen til "sin" parasol igen, så jeg måtte pænt slå den sammen.

Nu sidder den så dér - indtil i aften i hvert fald. Og det skal den selvfølgelig have lov til - jeg kan altid sætte mig ned i skyggen af træerne...

lørdag den 26. maj 2018

Et år på Lolland


Det er nu et år siden, vi flyttede til Lolland. Jeg tænkte meget på det i går, da jeg gik og så på kalvene i skoven og de kæmpestore rhododendronbuske, der ligger og gemmer sig bag skovstien - for sidste år på denne tid var jeg nærmest begravet i flyttekasser.

Det, som jeg regnede med ville tage en to-tre uger, kom til at tage det dobbelte (sådan er det altid, synes jeg...) - og min maj og juni måned forsvandt i udpakningspapir og oprydning.

Så derfor er der vel ikke noget at sige til, at jeg nyder tiden lige nu ekstra meget. Nyder, at jeg kan sidde i haven med eftermiddagskaffen; nyder at kunne hygge mig med at skrive på min næste bog, der allerede er ganske langt. Og først og fremmest nyder denne smukke tid, hvor Lolland tager sig så dejligt ud... :-)



torsdag den 17. maj 2018

Bogen om Skotland

Nu har jeg endelig modtaget min bog om Skotland fra tryk - og det er altså en vidunderlig oplevelse at se det færdige produkt.

Samtidig er det for mig et gensyn med alle de skønne steder, vi rejste rundt til i efteråret 2016, for næsten alle bogens billeder blev taget dengang.

Skotland får man aldrig nok af, synes jeg. Jeg elsker naturen deroppe; jeg elsker bjergene og de dejlige byer som Perth og Stirling og Edinburgh (og alle de andre...). Jeg elsker de dejlige mennesker, som skotterne er - fulde af humor og lune.

Jeg tror og håber, at bogen afspejler min kærlighed til landet. Jeg har været der mange gange efterhånden - og jeg skal helt sikkert dertil igen så snart som muligt, for jeg har mange flere bogplaner, der også inkluderer denne del af Storbritannien.

Hvis du skulle have lyst til at købe min bog, så kan den købes i min netbutik eller gennem boghandlere landet over.

onsdag den 14. marts 2018

Stephen Hawking

Stephen Hawking er død i nat, og vores verden er blevet et intelligent menneske fattigere.

Jeg har altid været fascineret af den mand, der vidste så meget om ting, jeg ikke selv fatter. Jeg glemmer aldrig, da jeg begyndte at læse hans bog om universet - hvor svært kunne det være... - og efter første kapital måtte jeg give op. Astrofysik er ikke lige mig, må jeg indrømme...

Men hvis man ikke stræber efter viden, bliver man aldrig klogere - og Stephen Hawking holdt aldrig op med at stræbe. Han var  heldigvis også klog nok til ikke at godtage lægernes erklæring om, at han kun havde et par år at leve i - dengang i 1960'erne...

“I believe the simplest explanation is, there is no God. No one created the universe and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.”
Stephen Hawking

Foto: Nick Rowland