søndag den 10. marts 2019

Om skytsengle og andre engle

I den lille by Skipton i Yorkshire fik fristende skilte lokket mig ind i en lille café på en kold og våd dag. Kort efter sad jeg ved et af de hyggelige borde og ventede på noget god mad, og imens fordrev jeg ventetiden med at læse alt det sjove, der stod skrevet på væggene.

Blandt andet dette:

Angels are The Guardians of Hope and Wonder 
The keepers of magic and dreams 
Whereever there is love an angel is flying by 
Your guardian angel knows you inside and out and loves you just as you are
Angels keep it simple and always travel light 
Remember to leave space in your relationships so the angels have room to play 
Your guardian angel helps you find a place when you feel there is no place to go 
Whenever you feel lonely, a special angel drops in for tea 
Angels are with you every step of the way and help you soar with amazing grace 
After all, we are all angels in training - all we have to do is spread our wings and fly!

Og skønt jeg ikke "tror" på særligt meget - så kunne jeg ikke lade være med at smile, da jeg læste de søde ord. For flere gange i mit liv har jeg oplevet, at en usynlig hånd har trukket mig væk fra "afgrunden" eller givet mig et puf i den rigtige retning.

Det er en ganske rar tanke, at man har en skytsengel, der passer på én... :-)

fredag den 8. marts 2019

Gamle ting og deres historier

De sidste par år har min butik ganske langsomt fået en drejning, så jeg nu handler med både nye og gamle ting.

Jeg har længe haft lyst til at inkludere de "smukt brugte" ting, og nu har jeg pladsen til det. Samtidig giver det mig så meget glæde at beskæftige mig med noget, som min mor elskede - sjove smykker, fine silketørklæder og gamle pudderdåser blandt andet. Jeg tænker altid på hende, når jeg sidder og gennemgår dem.

Ofte finder jeg mellem de gamle ting noget, der fortæller en historie... eller i hvert fald løfter en flig af den. Blandt andet dette lille vedhæng med billedet af en ung mand i flyveruniform. Han må have været med i anden verdenskrig, og mon ikke han har givet sin kæreste billedet, lige før han tog afsted?

Men historien melder selvfølgelig intet om, hvorvidt han kom tilbage til hende. Fik de et langt og lykkeligt liv sammen? Eller blev den unge mand ét af krigens alt for mange ofre?

Man bliver lidt vemodig ved tanken...

tirsdag den 5. februar 2019

Fodboldhunden Gussi

Min lille hund er jo et "adoptivbarn" fra Spanien - og af den grund kender vi ikke alt til hans baggrund. Vi har så efterhånden opdaget, at han går helt amok over skateboards, så det gælder om at holde fast i ham, når en skateboardløber kommer susende forbi.

En anden svaghed er... fodbolde.

Forleden gik han tur med sin far i skoven, og dér fandt Gussi en punkteret foldbold. DEN måtte med hjem! Fordi fodbolden var punkteret, kunne hundekæberne lige lukke sig om et stykke af bolden, og så bar han den selv tilbage. Med maaaange pauser undervejs.

Til sidst fik hans far allernådigst lov til at bære den det sidste stykke - og siden har fodboldkamp stået på dagens skema.

Hver dag efter frokost står den lille hund klar med forventningsfuldt blik. Og når vi har hentet bolden, der nu bor bag lukket dør i fyrrummet (så hunden ikke går i selvsving HELE tiden), går den vilde jagt i haven. Med hurtighed, snuhed og beskidte tricks gælder det om at få fat i bolden - og Gussi elsker det! Det ER faktisk også ret sjovt... :-)

søndag den 6. januar 2019

Konsekvenser

Når jeg går tur med hunden, går jeg tit og filosoferer over ting. Ikke store dybsindige ting; måske bare små hverdagsting.

I dag gik jeg og filosoferede over ordet "konsekvens".

Hver gang man foretager en handling, er der en konsekvens ved den handling. Det kan være en hvilken som helst handling:

Hvis man f.eks. vælger at sætte sig ud i haven i stedet for at male huset, så har det mindst to konsekvenser. Man risikerer at blive solskoldet, hvis man sidder der for længe - og huset maler ikke sig selv.

Men vælger man at TÆNKE over konsekvensen ved den handling, så kan man jo sige "jo, men jeg sætter mig i skyggen; så bliver jeg ikke solskoldet". Og "ja, men jeg vil hellere male huset til efteråret, for det er faktisk ikke godt at male, når solen skinner så meget".

Man kan derfor nyde at sidde i haven resten af dagen, for man HAR tænkt over konsekvenserne.

Årsagen til, at jeg tænkte over netop det i dag, var blandt andet, at der lå så mange dåser langs landevejen, hvor jeg gik. Jeg samlede dem op i en pose og så kom den tanke med "konsekvensen af ens handlinger".

Gad vide, hvor mange der tænker over, hvad det betyder at kaste ting fra sig i naturen. Hvis de stoppede bare en brøkdel af et sekund og tænkte over konsekvensen, ville de måske lade være.

For konsekvensen af en smidt dåse kan være en skåret pote eller snude. Konsekvensen af en plastikpose med madrester kan være en langsom kvælningsdød hos et dyr.  Konsekvensen er selvfølgelig også, at det ser grimt ud, og at ligegyldigheden med naturen breder sig til andre.

I ovennævnte tilfælde kræver det ikke det store at regne konsekvensen ud, men det er ikke altid så enkelt. Jeg taler af erfaring, for jeg har selv nogle gange handlet uden at (kunne) gennemskue mulige konsekvenser. Det er gerne de ting, man fortryder og bliver ked af bagefter.

Så også for ens egen skyld gælder om at tænke over konsekvenserne...

mandag den 31. december 2018

Et GODT nyt år

2018 var på mange måder et godt år. Vi var på to lange og aldeles dejlige rejser til England - den ene blev til bogen AUTOCAMPERLIV og den anden til min kommende bog - og vi nød livet her på "vores" gods i det syddanske.

Men det blev også et trist år, for jeg mistede jo min mor for ikke så længe siden. Når sorgen og savnet overmander mig, hvilket uundgåeligt sker med mellemrum, så tvinger jeg mig selv til at huske på alle de skønne ting, vi oplevede sammen - blandt meget andet de utallige rejser til England, hvor det altid var en fornøjelse at have min mor med, fordi hun var så positiv og begejstret. Den slags smitter.

Og netop det er én af de vigtigste ting, mine forældre... ja, hele min familie, har lært mig. At være positiv og begejstret - for livet i det hele taget.

Af samme grund lukker jeg helt af for de mennesker, der har så travlt med at udbrede had og negativitet i det offentlige rum. Og tænk engang, hvis alle gjorde det samme. Hadet ville ikke have nogen steder at gå hen i så fald - det ville dø... som ulmende gløder i regnvejr.

I morgen skal jeg se Nytårskoncerten i TV, sådan som jeg har gjort i lige så mange år, jeg kan huske. For om noget er der livsglæde i den musik, og jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at starte et nyt år på.

Jeg ønsker jer alt det bedste i 2019. Pas godt på naturen, dyrene og ikke mindst... hinanden.

lørdag den 29. december 2018

Gode bøger

Jeg har flere naboer og lokale, der kommer i mit lille "antikvariat" med engelske bøger og finder en bog at læse, og så kommer vi naturligt nok ofte i snak om gode bøger.

Én af dem fortalte mig om "Pestlægen" af Søren Marquardt Frederiksen, og den lød vældig spændende - også fordi den foregår i mit nye "lokalområde", nærmere betegnet den nærliggende by Nakskov og Halsted, hvor jeg bor.

Jeg har altid elsket historiske romaner af enhver slags, og denne bog foregår i det 17. århundrede, hvor pesten tit kom til egnen og tog en stor procentdel af befolkningen med sig på sin uhyggelige færd. Uha, det var grumme tider.

Jeg har selv her efter julemåneden fået fred til at genoptage mine egne skriverier, og næste rejsebog er i fuld gang. Men ind i mellem tager jeg mig altså tid til at læse - for jeg husker Stephen Kings ord: "For at blive en god forfatter skal man læse meget og skrive meget".

Sådan er det...

tirsdag den 25. december 2018

Glædelig julefred


Efter juletravlhed i butikken og "Den engelske julekalender" på min anglofile blogside er det helt rart med den julefred, der nu har sænket sig over det lille hjem.

Jeg må indrømme, at jeg var lidt bekymret over tanken om at holde den første juleaften uden min mor - men det gik nu bedre end forventet.

Hovedårsagen var nok den lille hund, der juleaftensmorgen vækkede os klokken fem ved at være syg. Han havde åbenbart/måske/sandsynligvis spist et eller andet, hans mave ikke kunne lide - og mens han før har kunnet løse det selv ved at spise lidt græs og "sove den ud", så var han denne gang helt oppe at køre.

Han ville hele tiden ud i haven og spise græs, fordi han instinktivt vidste, at det kunne hjælpe - men der er forskel på at spise lidt græs og så nedlægge hele græsplænen. Han blev ved - og det var koldt, så jeg var bekymret for ham.

Ved formiddagskaffen blev jeg enig med min rare mand om, at vi lige skulle ringe til den lokale dyrlæge og høre, om han havde et godt råd. Han mente, at jeg lige skulle komme forbi med Gussi, så han kunne kigge på ham, og så fik den lille hund noget beroligende og styrkende til maven.

Og det hjalp heldigvis. Den lille hund smilede fra øre til øre, da vi kom hjem - sådan som han altid gør, når han er glad - og så gik vi alle tre en god lang tur.

Vi havde besluttet at dele julepakkerne op (der var sjovt nok fælles pakker fra nissen og julemanden også, så det kunne da blive til lidt...). Den første halvdel fik vi til eftermiddagskaffen i går, og den anden til formiddagskaffen i dag. Det var vældigt hyggeligt og gav os god tid til at nyde gaverne.

Bagefter lavede vi i fællesskab verdens nemmeste juleaftensmad (med en lille frilandssteg, der passede sig selv, brunede kartofler og Irmas købesovs) - og desserten ændrede vi til risalamande-eftermiddagsdessert 2. juledag. Jeg (eller rettere min mave) er alligevel ikke god til desserter i kombination med flæskesteg - og juledesserten kan fint gå for at være en "flødekage til kaffen". Der er alligevel ikke nogen mandel i, for med kun to personer kniber det lidt med overraskelses-elementet... ;-)

Alt i alt blev det en ganske hyggelig - omend lettere psykisk udmattende - dag. Og bekymringerne over hunden overskyggede i en vis grad savnet af mor. Sådan er der måske en mening med alt...


mandag den 19. november 2018

En god udsigt

Når jeg står og pakker bestillinger fra min netbutik, kan jeg kigge ud i haven imens. Det er ikke nogen tosset udsigt, og jeg står og hygger mig med "pakkeriet".

Lige nu er der ret meget liv i haven. Store flokke af trækfugle kommer forbi med jævne mellemrum, for der er gode fuglelokaliteter i nærheden. Fasanerne spankulerer omkring; spurvehøgen drøner rundt, og jeg ser ofte store musvåger lande i træerne. Uglerne ser jeg derimod aldrig, men jeg hører dem om aftenen, og der er mange af dem - til Gussis store fortrydelse, for af en eller anden grund kan han ikke lide ugler.

Gærdesmutten har fået den idé, at den smutter (!) ind på badeværelset, når vinduet står åbent. Jeg ved ikke hvorfor, men den har gjort det flere gange nu - måske synes den, at der er lunt og rart derude, eller også er den bare nysgerrig. Den har ikke noget problem med at finde ud igen, åbenbart... den lægger bare et visitkort, så jeg kan se, at den har været der... :-)

mandag den 12. november 2018

To søde parakitter søger kærligt hjem

Min mor havde overtaget de to parakitter, som vi i fællesskab købte for nok seks år siden. Det var lidt selskab for hende, og hun hyggede sig med de to små "frækkerter".

Men nu, hvor min mor er død, søger de to - Tot og Strit - et kærligt hjem. Jeg hader at skulle skille mig af med dem, men jeg skal jo gerne rejse til England med jævne mellemrum, og fuglene kan jeg ikke tage med.

Lige nu sidder de i deres store bur i min mors tomme stue, og selv om jeg forkæler dem med en hirsekolbe eller en frøstang dagligt, så savner de det selskab, de er vant til. De savner lidt liv og hygge.

Så nu søger jeg med lys og lygte et kærligt hjem til dem. Sammen. De er ikke håndtamme, men vant til at man ordner hos dem. De er ikke vant til børn, men til en rolig ældre person, der småsnakkede med dem og lod sig underholde af dem.

Mon der findes nogle stilfærdige mennesker derude, der kunne tænke sig lidt liv i stuerne. Eller måske har en fin voliere, hvor fuglene kan være ude om sommeren. De er slet ikke vant til at flyve, for de kravler rundt i buret - men alt kan læres.

Jeg kører gerne langt for at bringe fuglene til et godt hjem. Skriv meget gerne til mig på miafolkmann@hotmail.com, hvis du kender nogen - eller selv kunne tænke dig at overtage dem...

PS. Det bur, som de bor i nu, følger selvfølgelig med, og det måler ca. 95 x 80 x 60 cm.

PPS. Tot er hvid, mens Strit er gul. Jeg tror, at det er piger begge to...

søndag den 11. november 2018

Hvem bestemmer lige her...?

Selv om Gussi ligner uskyldigheden selv, så er han en lille beregnende sag.

Der er ingen tvivl om, hvem der bestemmer de daglige gåtures rute - og det er sjældent mig! Gussi har en fantastisk evne til blid manipulation - ikke noget med at trække afsted; han bruger list i stedet for.

Hvis han vil over vejen, stopper han op og stirrer intenst på den anden side. Han ved godt, at han ikke bare må gå over, men man forstår vel hentydningen?!

Hvis han vil i en anden retning end jeg, går han ind foran mig og stopper op - og når nu vi ER stoppet, så kan vi jo lige så godt dreje af, ikke sandt?!

Men selv om nogle hundeejere sikkert vil vånde sig, fordi jeg lader hunden bestemme, så gør jeg det, fordi det morer mig. Jeg beundrer hans opfindsomhed og snedighed, når der er noget, han vil - og jeg ved også godt, at han lystrer, hvis jeg virkelig får den "strenge" stemme på. 

Så han får lov... også fordi han er så god til at finde på nye ruter, vi ikke har prøvet før.