Livet er som det plejer... næsten...

Hos os er der ikke meget, der har forandret sig - og dog...

Vi har jo arbejdet hjemmefra i årevis, så ingen ændringer dér. Vi har lige så travlt, som vi hele tiden har haft - jeg sender dog nok lidt flere pakker end normalt lige nu...

Forandringerne ligger mere i de små ting. Når jeg afleverer pakker, kører jeg ikke længere ind til byen, men vælger at sende fra pakkeboksen, hvor jeg kan stå - med handsker på - og sende afsted i fred og fri luft. Eller jeg vælger den lille lokale Dagli'Brugs, når jeg ved, at der er mere eller mindre tomt.

Det samme er tilfældet, når jeg køber ind. I forvejen får vi det meste leveret - det gør vi altid, fordi vi har travle arbejdsdage. Men de få ting, der mangler, bliver købt i selvsamme Dagli'Brugs, når jeg alligevel afleverer pakkerne. Så lurer jeg ud af øjenkrogen, om der er kø ved kassen - og venter lidt, hvis der er.

I går gik jeg en lang tur med hunden langs havet, og vi mødte kun ganske få. En familie fandt sten i vandkanten og vinkede, da jeg gik forbi. En pige gik oppe på stien, da jeg selv stod nede ved vandet, og vi smilede til hinanden på afstand.

Så her er det indtil videre kun de små ting, der har forandret sig... og måske er det netop de små ting, der kan gøre forskellen. Små ting som at passe på hinanden og tage hensyn ved at holde afstand.

Et GODT nyt år

2018 var på mange måder et godt år. Vi var på to lange og aldeles dejlige rejser til England - den ene blev til bogen AUTOCAMPERLIV og den anden til min kommende bog - og vi nød livet her på "vores" gods i det syddanske.

Men det blev også et trist år, for jeg mistede jo min mor for ikke så længe siden. Når sorgen og savnet overmander mig, hvilket uundgåeligt sker med mellemrum, så tvinger jeg mig selv til at huske på alle de skønne ting, vi oplevede sammen - blandt meget andet de utallige rejser til England, hvor det altid var en fornøjelse at have min mor med, fordi hun var så positiv og begejstret. Den slags smitter.

Og netop det er én af de vigtigste ting, mine forældre... ja, hele min familie, har lært mig. At være positiv og begejstret - for livet i det hele taget.

Af samme grund lukker jeg helt af for de mennesker, der har så travlt med at udbrede had og negativitet i det offentlige rum. Og tænk engang, hvis alle gjorde det samme. Hadet ville ikke have nogen steder at gå hen i så fald - det ville dø... som ulmende gløder i regnvejr.

I morgen skal jeg se Nytårskoncerten i TV, sådan som jeg har gjort i lige så mange år, jeg kan huske. For om noget er der livsglæde i den musik, og jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at starte et nyt år på.

Jeg ønsker jer alt det bedste i 2019. Pas godt på naturen, dyrene og ikke mindst... hinanden.

Nu med udsigt

Disse dage har jeg rent faktisk en udsigt - for solen titter frem og gør det muligt at skelne hav fra himmel...  Så jeg nyder at sidde her i min stol og kigge ud, mens jeg skriver. Her er fredeligt og rart, og det er et fint lille hus.

Hver dag går vi lange ture, og jeg er sikker på, at den daglige eftermiddagskaffe med lækkerbid til IKKE sætter sig, for du godeste, hvor er her mange stejle bakker. Men jeg kan mærke, at det dag for dag bliver nemmere at gå op - for man skal jo OP, når man har gået NED... ;-)

Det passer mig fint at være her - lige nu. Senere skal vi et andet sted hen... mere om det til den tid...

I tusmørke

Jeg sidder her i den store sofa med lille hunds varme hoved på mit ben. Der er fri udsigt gennem de store vinduer, og jeg kan se himlen blive mørkere minut for minut. De grønne fyrretræer bliver til silhuetter, og en ensom fugl flyver hen over husets tag.

Dage i sommerhus er noget af det bedste, jeg ved. Jeg har altid elsket den særlige stemning, og det gør ingenting, at det er et lejet hus. Så meget mere uforpligtende og så meget mere overskud til at skrive.

Vi har gået tur ned til vandet og gennem området, der er nærmest affolket. Vejet har været mildt og venligt, og det begyndte først at regne, da vi kom hjem igen. Hjem til varm kaffe og lækker risalamande, som jeg købte med fra Brugsen.

Her er helt, helt stille. Hunden snorker ganske svagt, men ellers ... ikke en lyd.

Om lidt lukker jeg mørket ude med gardinerne. Om lidt. Først når himlen er helt forsvundet...

Gråt og grumset

Lige disse dage er jeg på Bornholm. Et gråt og vådt Bornholm, men det gør ikke så meget, når man for det meste er indendørs med varm kaffe på kanden.

I overmorgen er jeg tilbage på pinden, for der skal lige pakkes flere pakker og holde åbent et par dage mer' i butikken - og så er det jo jul om ikke så længe.

Juledage er lig med læsedage og puslespils-dage. Helt perfekt efter min mening... :-)

Nyslynget honning

For et par dage siden fik jeg et glas med helt nyslynget honning fra sommertravle bier forærende. "Fra biernes bestøvning af sommerblomster og hvidkløver", står der på det - og uhm, hvor det smager godt.

Faktisk ved jeg ikke noget bedre end honning, men det skal være den ægte vare - i England har jeg tit fået honning, der er så fyldt med sukker, at det knaser mellem tænderne.

Det flydende danske guld bliver omhyggeligt anbragt på brød med en ske, og der balanceres omhyggeligt for ikke at spilde de gyldne dråber. Det ville da være synd, hvis bijobbet havde været forgæves... ;-)

Ti ting på én gang...

Ja ja, jeg bliver aldrig klogere... Selvfølgelig skal jeg kaste mig over et bogprojekt sådan et par uger før jeg skal afsted til England, men pyt - for jeg elsker det!

At det så betyder, at jeg er meget (som i helt og aldeles) stille på bloggen - det er der ikke noget at gøre ved. Jeg må tage revanche senere...

Jeg er i hvert fald sikker på, at der i løbet af september kommer rigtig mange dejlige billeder på bloggen. Engelske billeder vel og mærke...

En æske til minde

Da jeg var i England i maj, besøgte jeg sammen med mine gæster katedralen i Worcester, hvor der var en udstilling fra de lokale skoler. Der blev vist de skønneste eksempler på kreativitet og dygtighed - blandt andet giraffen, dragen og tigeren her...

Men den fineste idé, som jeg desværre ikke fik fotograferet, var en mindeæske. En æske med blandet indhold, der ved nærmere øjesyn repræsenterede minderne om en afdød slægtning. Det var måske ikke noget særligt, men æsken var meget personlig og rørte mit hjerte.

Der var nogle små hobbyting - nogle pressede blomster og en pensel, som vedkommende åbenbart havde brugt. Der var også nogle mønter, som han måske samlede på... og et par fotografier. Et lille avisudklip fra hans karriere. En teaterbillet og en forlovelsesring. Små ting, der repræsenterede den afdødes liv og bragte minderne frem hos dem, der kendte ham.

En kærlig tanke og en sød idé, som jeg med glæde tog til mig...